Hvad Guds ypperstepræst vil gøre for menneskeheden

„En sådan ypperstepræst passede også for os: en, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene.“ — Hebr. 7:26.

 1, 2. Hvad siger folk til at så mange præster forlader deres gerning, og hvilke betimelige spørgsmål stilles angående denne situation?

I VOR tid forlader mange præster deres gerning, især i den del af verden vi kalder kristenheden. I forvejen er der mangel på præster i kristenheden. Man kan nu forudse den dag da der ikke vil være ét menneske på jorden der virker som præst. Hvad vil det nu betyde for Dem? Tanken foruroliger mange religiøse mennesker. Vil menneskehedens verden kunne klare sig uden præster på jorden? „Ja!“ råber ateisten, og tilføjer: „Lad os blive af med præsterne!“ En sådan fjendtlig indstilling over for præster støder mange religiøse mennesker inden for alle trossamfund; de er glade for de præster de endnu har tilbage. Vil det skade disse religiøse mennesker? Vil de komme til at savne noget absolut nødvendigt, når der ikke længere er noget menneske på jorden der virker som præst?

² Ifølge højeste autoritet vil menneskeheden en skønne dag være i den situation at der ikke er nogen præster på jorden. Da nu tanken om „Gud“ altid har været forbundet med præsteembedet, vil det så sige at verden en skønne dag bliver gudløs? Vil menneskeheden derefter for bestandig være henvist til at drive om i sin ufuldkommenhed, med sine svagheder og skadelige vaner, indtil den syg og døende går til grunde som følge af selvforgiftning, ufuldkommenhed og en tendens til at ødelægge sig selv, eller som følge af en eller anden verdenskatastrofe der rammer jorden udefra? Uanset hvad vi mener om præster, melder sådanne alvorlige spørgsmål sig, og de drejer sig om hvordan det skal gå os hver især.

 3. Hvad viser historien angående præster og menneskeskabte guder?

³ Nu ved enhver som kender noget til historien at mennesker for tusinder af år siden skabte deres egne guder og skaffede sig præster der kunne bringe ofre til disse menneskeskabte guder. De gamle babyloniere havde deres guder, og menneskegjorte præster tjente dem. De gamle ægyptere havde deres guder, med præster der øvede magi. De gamle assyrere havde deres guder og præster. Det havde de gamle persere og medere også. Ligeledes oldtidens grækere og de gamle romere. De hedenske folkeslag der førhen boede i det mellemste østen, de såkaldte kana’anæere, havde deres guder, og præsterne bragte endog guderne menneskeofre. Alle disse guder er døde. Deres templer og altre ligger i dag i ruiner som et vidnesbyrd herom. Det er forståeligt at mennesker i vor tid spørger: Hvilken gavn havde folk af disse præster for de livløse guder? Hvad godt udrettede disse præster egentlig for menneskeheden? Historien giver dem ikke nogen rosende omtale!

 4. Hvilket spørgsmål stiller vi angående de millioner af mennesker der betjenes af hinduiske og buddhistiske præster, og er svaret gunstigt for disse præster?

⁴ Hinduismens præsteskab blev til flere hundrede år før vor tidsregnings begyndelse (som nogle fejlagtigt mener indledte en såkaldt kristen æra). Det buddhistiske præsteskab fremstod også længe før vor tidsregnings begyndelse. De hinduiske og buddhistiske præster betjener stadig flere hundrede millioner religiøse mennesker, men det samme spørgsmål må stilles vedrørende dem. Hvad har disse præster gjort for menneskene, specielt for deres egne, hinduerne og buddhisterne? De forhold disse mennesker i dag lever under, svarer bedre end ord, og svaret er ikke smigrende for de guder som disse præster tjener.

 5. Hvilken religiøs gruppe er i vor tid blevet den stærkeste, og hvilke spørgsmål har vi angående den?

⁵ Har kristenheden noget at prale af over for folkene i den såkaldt hedenske verden? Nej! Når man ser på den religiøse situation i verden, viser det sig at kristenhedens præster i dag udgør den stærkeste religiøse gruppe. I århundreder har de haft et stort ord at sige med hensyn til verdens religiøse forhold. Deres kirker og trossamfund har sig over ni hundrede millioner medlemmer. Blandt disse trossamfund, ja måske blandt alle verdens trossamfund, er den romersk-katolske kirke det største og stærkeste. Af den grund har denne kirke spillet en stor rolle i verden, og den er ansvarlig for meget af det der er sket. Skal vi være retfærdige over for de såkaldt hedenske religiøse samfund, må vi spørge: Hvad har kristenhedens præster, de katolske såvel som de protestantiske, gjort for menneskeheden? Har de gjort de såkaldt kristne nationer til mønstergyldige eksempler som de mere end to milliarder „hedninger“ kunne følge, hedninger som de har prøvet at omvende? Har de bragt den eneste sande og levende Gud ud til folket, eller har de bragt folket til den eneste sande og levende Gud? Hvem vil svare ja på disse spørgsmål?

 6. Hvad mener mange om Gud som følge af at Guds sande præsteskab er blevet fremstillet i et forkert lys, og er det egentlig korrekt at indtage en sådan holdning?

⁶ Når vi ser på hvad disse præster — som hævder at repræsentere Gud over for det menige folk — har gjort, forekommer det os at de har givet menneskeheden som et hele et forkert indtryk af Gud. Og ikke det alene, men de har givet menneskeheden et forkert indtryk af den eneste levende og sande Guds ægte præsteskab. Det er intet under at Gud er død i utallige menneskers sind og hjerter; det kan med rette siges at for mange er Gud død. De ønsker ikke at have noget med Gud eller hans sande præsteskab at gøre. Men deres mangel på tro og dømmekraft, som igen skyldes deres menneskegjorte præster, modbeviser ikke at der er en levende, almægtig, alviis, og ophøjet Gud. Deres mangel på tro og forståelse hindrer heller ikke den almægtige Gud i at gennemføre sin kærlige hensigt, for i dag er han i færd med at gennemføre denne sin hensigt til velsignelse for hele menneskeheden. Deres mangel på kendskab til sandheden medfører ikke at Guds selvopofrende ypperstepræst må opgive sin gerning; nej, det forblinder kun folk i øjeblikket, så de ikke ser alt det gode som Guds ypperstepræst vil gøre for den nødstedte menneskehed, foruden alt det han allerede har gjort.

 7. (a) Hvad opfordres folk til at gøre i stedet for at blive kyniske? (b) Hvem var den første af Guds præster som nævnes i Bibelen?

⁷ De mennesker som er blevet skuffet over de mange forskellige slags menneskegjorte præster, må ikke blive kyniske og hånligt afvise hvad historien beretter. Den eneste levende og sande Gud har haft ægte præster på jorden, og de har virkelig gjort noget godt for folket og har på virkningsfuld måde tjent Gud til gavn for menneskeheden. Beretningen om disse gode præster findes i den hellige bog som nu er spredt i hele verden på over tolv hundrede sprog, Bibelen eller Den hellige Skrift. Navnet på den første af Guds udnævnte præster som Bibelen fortæller om, er meget sigende. Det er omtalt i Bibelens første bog. Navnet er Melkizedek, og det betyder „retfærdigheds konge“. I sandhed et meget passende navn, for denne præst fra det tyvende århundrede før vor tidsregnings begyndelse var desuden konge. Han var konge i Salem, en gammel by der lå i det mellemste østens bjerge. Det ser ud til at Jerusalem, der er genstand for stor politisk og religiøs interesse i vor tid, ligger der hvor det gamle Salem lå.

 8. (a) Hvordan stiller man sig måske til denne oplysning om Melkizedek, hvis man har mistet troen? (b) Hvordan bør vi betragte denne oplysning?

⁸ „Og hvad så? Hvem interesserer sig for det? Melkizedek levede for 3800 år siden. Han lever ikke nu og kan ikke hjælpe os.“ Sådan vil nogle måske sige, nemlig de der har mistet troen på at Gud har nogen sande præster og for hvem emnet er blevet ligegyldigt. Vi bør imidlertid alle interessere os for emnet. Der er god grund til at interessere sig for det. Denne person, der som den første i Bibelen officielt betegnes som præst for Gud, er nemlig en profetisk skikkelse. Han er et billede på Guds ypperstepræst, hans ypperstepræst i vor tid. Det fortæller Gud os selv i sit inspirerede, skrevne ord, Bibelen. Det er grunden til at vi stiller følgende spørgsmål: „Hvad vil Guds ypperstepræst gøre for menneskeheden?“ Da han er præst på samme måde som fortidens Melkizedek, har vi grund til at vente meget af ham.

Melkizedek som forbillede

 9. Hvem var Abraham, og hvem var Abrahams Gud?

⁹ Der tilbage i tiden, i det tyvende århundrede før vor tidsregnings begyndelse, mødtes to meget vigtige personer. Den ene var præsten Melkizedek, der også var konge i Salem. Den anden var Taras søn Abraham. Hvem var denne Abraham? Spørg de muhamedanske arabere i vor tid, og de kan fortælle om ham. Eller spørg de monoteistiske jøder; også de kan fortælle os om denne Abraham. Abrahams gravsted i Hebron i det mellemste østen er et helligt sted både for de muhamedanske arabere og for jøderne. Begge folk hævder at de stammer fra ham. Til forskel fra mange mennesker i dag troede denne Abraham på den eneste levende og sande Gud. Abraham tilbad denne Gud og påkaldte hans navn, og dette navn finder vi i Første Mosebog 14:22, hvor Abrahams ord gengives. Lad os citere dette vers som det lyder i Kalkars oversættelse: „Jeg har opløftet min Haand til Jehova, den høieste Gud, som eier Himmelen og Jorden.“ Disse ord blev udtalt kort efter at Abraham havde mødt Melkizedek.

10, 11. Hvorfor blev Abraham kaldt „Jehovas ven“, og hvilken pagt sluttede Jehova med Abraham?

¹⁰ Abraham blev kaldt „hebræeren“, enten fordi han var en efterkommer af Eber (en efterkommer af Noa i fjerde led) eller fordi han kom fra den anden (østre) side af Eufratfloden. (1 Mos. 10:21; 11:16; 14:13; Jos. 24:3) På grund af sin tro og lydighed mod Gud blev han senere kaldt „Guds ven“ eller „Jehovas ven“. (2 Krøn. 20:7; Es. 41:8; Jak. 2:23; NW) Jehova Gud gav denne sin trofaste ven et storslået løfte, og selv om det blev givet i det tyvende århundrede før vor tidsregning, omfatter det os der lever i det tyvende århundrede efter vor tidsregning. Det var før Abraham gik over Eufratfloden og kom ind i det forjættede land at Gud gav ham dette løfte eller sluttede denne ensidede pagt med ham. Denne begivenhed omtales i Første Mosebog 12:1-3 således:

¹¹ „[Jehova] sagde til Abram: ’Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes!’“ — 1 Mos. 12:1-3.

12. (a) Hvordan kan man få en andel i den velsignelse Gud gav Abraham? (b) Under hvilke omstændigheder bekræftede Gud sit løfte om at velsigne Abraham?

¹² Omfatter „alle jordens slægter“ ikke os? Jo, og derfor vil vi blive velsignet i Guds ven Abraham, forudsat naturligvis at vi ikke forbander Abraham, for så vil Gud forbande os. Gud vil velsigne dem der velsigner Abraham. Dette Abrahamsløfte, der omfatter os, blev senere bekræftet over for Abraham da Gud føjede en højtidelig ed til. Det skete cirka halvtreds år senere, efter at Gud havde fået bevis for at Abraham var villig til at ofre sin højtelskede søn, Isak, til Gud. I Første Mosebog 22:15-18 beskrives det hvordan Gud gennem en engel fremsatte denne beedigede erklæring: „Men [Jehovas] engel råbte atter til Abraham fra Himmelen: ’Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra [Jehova]: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!’“ — 1 Mos. 22:15-18.

13. Hvorfor kan vi tro på den lovede velsignelse, og hvorfor trænger menneskehedens verden til denne velsignelse?

¹³ Hører vi ikke til et af „alle jordens folk“? Jo. Derfor har vi der lever i dette tyvende århundrede også håb om at blive velsignet i eller gennem Abrahams sæd. Burde det ikke interessere os? Husk på at Jehova Gud har aflagt ed på dette. Han vil ikke gøre sig selv til meneder. Han vil ikke bryde en ed han har svoret ved sig selv, den højeste han kunne sværge ved. Derfor vil alle jordens slægter og folk med sikkerhed blive velsignet, og det er helt klart at menneskehedens verden i dag trænger til en sådan velsignelse, for den har aldrig modtaget en sådan velsignelse gennem de menneskegjorte præster. Vær derfor ved godt mod. Udvis samme tro som Abraham, for vi har stadig den velsignelse i vente som vil komme gennem Guds ypperstepræst — og tiden er nær!

14, 15. (a) Hvordan beviste Jehova at han virkelig velsignede Abraham? (b) Hvem var Melkizedek, og hvad skete der da han traf Abraham?

¹⁴ Som et tegn på at Gud velsignede Abraham, skænkede han ham en militær sejr over nogle konger som var trængt ind fra Mesopotamien og egnene deromkring for at plyndre landet og som havde bortført Abrahams nevø Lot og Lots familie. Det var efter at Abraham havde befriet Lot og hans familie og var på vej hjem at han mødte Melkizedek ved byen Salem. Hvem var denne Melkizedek? Bibelens inspirerede beretning siger ikke at han var hebræer. Han var i hvert fald ikke jøde eller israelit. Gud åbenbarede ikke noget om Melkizedeks afstamning gennem sin inspirerede profet Moses. Bibelen fortæller heller ikke noget om Melkizedeks død. Han er udelukkende nævnt i den bibelske beretning på grund af det han var og det han gjorde da han mødte den sejrrige Abraham, og på grund af at han var et profetisk billede på Guds evige ypperstepræst. Her er hvad der kort siges om ham:

¹⁵ „Men Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin og velsignede ham med de ord: ’Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!’ Og Abram gav ham tiende af alt.“ — 1 Mos. 14:18-20.

16. (a) Hvem blev foruden Abraham velsignet af Melkizedek? (b) Hvad anerkendte Abraham at Melkizedek var, og hvad gjorde Abraham derfor?

¹⁶ Melkizedek forbandede ikke Abraham men velsignede ham og bekræftede således Guds velsignelse af Abraham. Hermed velsignede Melkizedek også Abrahams endnu ufødte „sæd“, i hvem alle jordens folk skulle velsignes. Melkizedek gav „Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber,“ æren for Abrahams militære sejr. Han velsignede den allerhøjeste Gud fordi han havde givet undertrykkerne i Abrahams hånd. Det samme havde Abraham gjort sig klart, og af den grund følte han sig i gæld til den allerhøjeste Gud. Han anerkendte Melkizedek som „Gud den Allerhøjestes præst“, og derfor gav han Melkizedek tiende, en tiendedel af byttet efter sejren over de undertrykkende fjender. Abraham gav alle de generobrede ejendele tilbage til de oprindelige ejere. Der var således ingen på jorden der kunne hævde at de havde gjort Abraham materielt rig. Abraham satte sin lid til den velsignelse som „Gud den Allerhøjestes præst“ havde udtalt over ham. — 1 Mos. 14:21 til 15:1.

Præst „på Melkizedeks vis“

17. (a) Hvordan ved vi at Jehova huskede Melkizedek omtrent fire hundrede år senere, til trods for at vi i mellemtiden intet hører om Melkizedek? (b) Hvem havde Gud i tanke da han efter yderligere godt fire hundrede år brugte Melkizedek som et forbillede?

¹⁷ Efter denne vigtige begivenhed i det tyvende århundrede før vor tidsregning hører man pludselig ikke mere til Melkizedek, kongen i Salem. Han havde ingen efterfølgere; han sørgede ikke for at et dynasti af konger og præster førte hans navn videre. Præsterne for de falske guder i Babylon, Assyrien, Ægypten og Kana’an fortsatte med at tjene deres guddomme, men Melkizedek forsvandt fra deres midte på mystisk måde. Gud den Allerhøjeste glemte imidlertid ikke sin præst, kongen i Salem. Mere end fire hundrede år senere sørgede han for at den korte beretning om Melkizedek, „Gud den Allerhøjestes præst“, blev nedskrevet i Toraen, den inspirerede bog Moses skrev, i den del af den der nu er kendt som Første Mosebog. Mere end fire hundrede år senere (omkring år 1070 f.v.t.) minder Jehova Gud den Allerhøjeste os om Melkizedek på en højst overraskende måde. Han fremholder Melkizedek som et billede på den kommende Guds ypperstepræst der virkelig vil gøre noget for menneskeheden, noget af evig værdi. Hvordan gjorde Gud dette, og hvornår?

18, 19. (a) Hvilken by gjorde kong David til sin hovedstad? (b) Hvad inspirerede Jehova David til at skrive i det som nu er Salme 110, og hvem nævnes dér som vi særlig interesserer os for?

¹⁸ Det var da den første David var konge i Jerusalem. David var en efterkommer af patriarken Abraham, „Guds ven“. Kong David elskede og tilbad Jehova, Abrahams Gud. Jehova, den allerhøjeste Gud, havde gjort det muligt for kong David at erobre Zions bjerg, Jerusalems borg, omkring år 1070 f.v.t. Dér på det gamle Zions bjerg lagde kong David sin hovedstad, dér byggede han sit kongelige palads, og dér anbragte han den højhellige pagtens ark, symbolet på at Jehova var nærværende hos sit udvalgte folk. (2 Sam. 5:4 til 6:19) Som konge på det jordiske Zions bjerg var David således den synlige herre over alle de tolv stammer af Jehovas udvalgte folk. Nogen tid herefter inspirerede Jehova kong David til som profet at skrive en salme. Det er den vi nu kalder den 110. salme i Salmernes bog i den hebraiske del af Bibelen. I den forudsagde Jehova Gud at der ville komme en som endog ville være kong Davids herre. I salmen anerkender kong David selv at den der kommer er hans herre, og han forudsiger hvilket embede han vil beklæde og hvad han vil gøre. Davids ord i Salme 110:1-4 lyder:

¹⁹ „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender! Dit folk møder villigt frem på din vældes dag; i hellig prydelse kommer dit unge mandskab til dig som dug af morgenrødens moderskød. [Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.’“ — Sl. 110:1-4.

20. Hvem skulle blive af endnu større betydning end Melkizedek, og hvilken stilling skulle vedkommende indtage?

²⁰ Kan vi nu se hvorfor Melkizedek, „Gud den Allerhøjestes præst“, der levede for mere end tre tusind otte hundrede år siden, var så betydningsfuld? Og dog, uanset hvor betydningsfuld en plads fortidens Melkizedek indtager blandt den eneste levende og sande Guds ægte præster, så har den som Melkizedek var et billede på, den som Jehova Gud svor han ville gøre til præst „på Melkizedeks vis“, endnu større betydning. Han betyder langt mere for os i dag. Han er ikke blot præst ligesom Melkizedek, men han er også Davids herre, den David som i sin tid herskede i det mellemste østen over et område der strakte sig fra Eufratfloden til Ægyptens bæk. Denne kommende efterkommer af kong David skulle ikke blot være konge men også præst, nemlig „Gud den Allerhøjestes præst“, ligesom Melkizedek. Han skulle ikke blot være overordnet kong David som hans herre, men han skulle også sidde ved Jehova Guds højre hånd i himmelen. Det Zion hvorfra hans kongelige vældes spir skulle udrækkes, er altså ikke det jordiske, men det himmelske Zion. Men hvem er da denne Davids herre?

21, 22. Hvilke omstændigheder på Jesu tid bevirkede at Salme 110 blev drøftet i Herodes’ tempel i Jerusalem, og hvilket vanskeligt spørgsmål stillede Jesus i forbindelse hermed?

²¹ I mere end et tusind år efter at kong David havde skrevet Salme 110 under inspiration af Guds ånd, blev Melkizedek ikke nævnt i Bibelens hellige skrifter. Men så i det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse indtraf usædvanlige begivenheder i det mellemste østen, og i den anledning blev Salme 110, der omtaler Melkizedek, ved en lejlighed taget op til drøftelse i selve Jerusalem, dér hvor Salem havde ligget, dér hvor Melkizedek havde været konge og præst. Den omtalte diskussion fandt sted i det storslåede tempel som kong Herodes den Store havde bygget. Et tankevækkende spørgsmål blev stillet. Mon vi kunne have besvaret det, hvis vi havde været til stede og deltaget i samtalen? De klogeste inden for saddukæernes sekt og farisæernes sekt kunne ikke besvare det. Spørgsmålet blev stillet af Jesus, en efterkommer af kong David, og det drejede sig om Messias eller Kristus.

²² Her er et øjenvidnes referat af diskussionen, som vi læser det i Mattæus 22:41-46: „Mens nu farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem og sagde: ’Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?’ De svarer ham: ’Davids.’ Han siger til dem: ’Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham „herre“, når han siger: „Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder.“ Når nu David kalder ham „herre“, hvorledes kan han så være hans søn?’ Og ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham.“

23-25. (a) Hvornår ville det spørgsmål Jesus havde stillet blive besvaret? (b) Hvad skete der på Pinsedagen som viste at tiden var inde til at forstå opfyldelsen af Bibelens profeti?

²³ Denne samtale fandt sted i år 33, og det var om tirsdagen den 11. nisan efter Jerusalems religiøse kalender. Blot fireoghalvtreds dage senere blev dette spørgsmål, der er så vigtigt for os der lever nu, på autoritativ måde besvaret under den højeste Guds inspiration. Det var om morgenen den 6. sivan, på pinsedagen (schavuot), og det skete i Jerusalem. Forud herfor var denne Jesus, som der stod så megen strid om, blevet henrettet ved at blive naglet til en pæl; det skete fredag den 14. nisan; og han blev oprejst fra de døde søndag morgen den 16. nisan og steg op til himmelen fyrre dage senere, torsdag den 25. ijar. Der er langt over to eller tre øjenvidner som kan bekræfte at dette er sandt. Ti dage efter Jesu himmelfart fejredes pinsen, om søndagen den 6. sivan i år 33. Før klokken var ni om formiddagen indtraf et mirakel. Guds hellige ånd blev udgydt over et hundrede og tyve af Jesu disciple, som opholdt sig i et værelse på en førstesal et sted i Jerusalem. Et synligt tegn ledsagede åndens udgydelse, og desuden begyndte de alle at tale på fremmede sprog. De talte om Guds store gerninger. — Ap. G. 2:1-4; 1:1-15.

²⁴ Da nyheden herom spredtes i Jerusalem samledes tusinder som var i byen for at fejre pinsen, og de blev øjenvidner til det mirakuløse der skete. De forstod ikke at den gamle profeti i Joel 3:1, 2 nu gik i opfyldelse for deres øjne. Så stod en af Jesu et hundrede og tyve disciple frem og forklarede at den otte hundrede år gamle profeti var begyndt at gå i opfyldelse, profetien om at Jehova Guds ånd skulle udgydes over al slags kød. Taleren, Simon Peter fra Galilæa, fortsatte:

²⁵ „Israelitiske mænd! hør disse ord: Jesus fra Nazaret, en mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved, han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved hedningers hjælp naglede I ham til korset og tog hans liv. Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden. Thi David siger med tanken på ham . . .“

26, 27. (a) Hvordan forklarede Peter under den hellige ånds ledelse ordene i Salme 110:1-4? (b) Hvorfor er det derfor forkert at give Roms paver en titel som „Melkizedek efter orden“?

²⁶ Og så forklarede Simon Peter hvordan Davids ord i Salme 16:8-11 var blevet opfyldt på Jesus af Nazaret, og han sluttede sin tale med ordene: „Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører. Thi David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ — Ap. G. 2:5-36.

²⁷ Denne opstandne Jesus er Davids herre og også Guds Kristus eller Messias, altså den som Salme 110 taler om. Det er om ham Jehova Gud har svoret at han skal være præst evindelig „på Melkizedeks vis“. (Sl. 110:4) Han er ligesom fortidens Melkizedek uden en efterfølger. Det er derfor med urette at man har givet paverne i Roms vatikan titlen „Melkizedek efter orden“. Dette er en menneskeskabt titel, og den er falsk, og paverne har ikke gjort noget for menneskeheden der gør dem fortjent til en sådan titel.a Den tidsperiode Jesus Kristus skulle tjene Gud som den modbilledlige Melkizedek endte ikke da pave Leo I blev indsat, for Jesus Kristus er „præst evindelig på Melkizedeks vis“. Ingen anden deler dette herlige embede med ham. (Sl. 110:4) Dette er yderst vigtigt for jordens folk.

Hvad han har kunnet udrette for menneskeheden

28. Hvilket præstedømme blev af Jesus bragt til ophør, skønt det i en tidsperiode havde været anerkendt af Gud?

²⁸ Som følge af det Jesus allerede har kunnet udrette for menneskeheden i sin egenskab af Guds ypperstepræst „på Melkizedeks vis“, har han gjort ende på et andet præstedømme. Hvorledes det? Har De lagt mærke til at efter at Jesus Kristus som den modbilledlige Melkizedek begyndte sin præstegerning, ophørte det jødiske folks præsteskab med at virke? Det var ikke tilfældigt men i overensstemmelse med den højeste Guds vilje. Men hvorfor denne forandring? Var det ikke den højeste Gud selv, han som alene har navnet Jehova, der havde oprettet det jødiske folks præstedømme? Jo! Dette gamle præstedømme blev oprettet i levitten Arons familie. Aron, der var broder til profeten Moses, blev den første ypperstepræst, og hans sønner blev underpræster. Dette aronitiske præstedømme begyndte at virke i året 1512 f.v.t. efter at Jehova Gud havde udfriet sit udvalgte folk fra trældommen i Ægypten. Det tjente derpå Israels folk ifølge den overenskomst eller pagt som Jehova Gud havde indgået med folket gennem Moses som mellemmand. — 2 Mos. 28:1 til 29:44; 40:1-32.

29. Hvor længe virkede det aronitiske præstedømme, og hvad gjorde ende på det?

²⁹ Dette præsteskab blev ved med at tjene i Israel i femten hundrede og enogfirs år, nemlig fra 1512 f.v.t. til 70 e.v.t. Den første ypperstepræst var levitten Aron; den treogfirsindstyvende og sidste ypperstepræst ifølge den historiske beretning var Fanni eller Pinehas,b hvis embedsperiode meget pludseligt blev afbrudt i år 70 e.v.t. Hvorfor pludseligt? Det var i det år Jerusalem og templet blev ødelagt, og ypperstepræsten Fanni (Pinehas) mistede uden tvivl livet. Ved den lejlighed gik præsternes og tempeltjenernes, levitternes, slægtsregistre tabt. Det hebraiske ord for præst er cohen; mange jøder i dag har navnet Cohen, og andre jøder har slægtsnavnet Levi. Men ingen af dem kan bevise ved hjælp af slægtsregistre at de stammer fra Arons præstelige familie eller at de er af Levi stamme.

30. Hvorfor ville et præsteskab af Arons slægt være uden værdi i dag?

³⁰ Selv om en hr. Cohen eller en hr. Levi kunne dokumentere at han var af præsteslægt eller af Levi stamme, ville det i vor tid ikke være af nogen virkelig betydning. Hvorfor ikke? Fordi deres arbejdsplads er borte. Der er ikke på noget tidspunkt efter år 70 bygget et tempel for Jehovas navn på tempelhøjen i Jerusalem. På den før så hellige plads står nu en muhamedansk moské, Klippemoskeen.

31. Hvad fordømte Jesus ikke, hvad fordømte han, hvad forudsagde han i denne forbindelse, og hvornår gik denne forudsigelse i opfyldelse?

³¹ Jødernes religiøse ledere i Jerusalem prøvede at rydde Jesus Kristus af vejen som Messias og som den modbilledlige Melkizedek, idet de fik romerne til at henrette ham. Han derimod fordømte aldrig det jødiske præstedømme, for han vidste at det var forordnet af Jehova Gud. Det han fordømte, var de skriftkloge og farisæernes og saddukæernes jødiske sekter som præsterne, levitterne og de religiøse ledere tilhørte. (Matt. 23:1-36; 22:23-34) Tre dage før Jesus Kristus døde på Golgata forudsagde han at Jerusalem og templet ville blive ødelagt af de romerske legioner. Dette var naturligvis også en forudsigelse om at de jødiske præster af Arons slægt ville blive tvunget til at opgive deres tjeneste. På intet tidspunkt siden denne frygtelige ødelæggelse af Jerusalem i år 70 har en aronitisk ypperstepræst tjent Israels folk. (Matt. 23:27 til 24:3, 15-20) Derfor kan intet folk, hverken det jødiske eller noget hedensk folk, forvente nogen virkelig og varig hjælp fra nogen af de jødiske religiøse ledere i vor tid.

32. Siden hvornår har Jesus været Jehovas ypperstepræst, og hvor længe skal han tjene på denne måde?

³² Var Bibelens Gud nu uden en ypperstepræst efter at det jødiske præsteskab var bragt til ophør? Nej, på ingen måde! Den 16. nisan år 33 oprejste Gud sin evige ypperstepræst, Jesus Kristus, fra de døde. Jehova Gud havde svoret at han skulle være „præst evindelig på Melkizedeks vis“! Han overlevede altså år 70.

33, 34. (a) Hvad vidste Jehova angående de aronitiske præster og deres ofre? (b) Hvad var de aronitiske præster og deres ofre et profetisk billede på?

³³ Menneskehedens interesser lå virkelig Jehova Gud på sinde. Han vidste at de aronitiske præster som han havde indsat i det gamle Israel, alle var ufuldkomne mænd der var underlagt døden. Han vidste at de ofre som han havde befalet dem at bringe på templets alter, kun var dyr, hvis livsværdi var ringere end et menneskes. Han vidste at disse dyreofre og det udgydte dyreblod aldrig kunne borttage menneskenes synder og borttage den dødens fordømmelse som hvilede på hele den syndige menneskehed. Blodet af disse dyreofre kunne derfor aldrig give folket adgang til evigt liv på jorden under en fuldkommen himmelsk regering. (Hebr. 10:1-4) Hvad gjorde han da for folket?

³⁴ Fra 1512 f.v.t. frem til år 33 e.v.t. havde Jehova Gud brugt den aronitiske ypperstepræst som en profetisk skikkelse, et billede på den kommende, fuldkomne ypperstepræst som virkelig kunne bringe Gud det offer der ville borttage menneskeverdenens synd. Han brugte dyreofrene som et billede på det fuldkomne offer der kunne fjerne synd, det offer som Guds sande ypperstepræst ville bringe. Det er grunden til at Jesu forløber, Johannes Døber, pegede på Jesus Kristus og sagde til folket: „Se Guds lam, som bærer verdens synd!“ (Joh. 1:29) Jesus Kristus er ikke en efterkommer af levitten Aron og altså ikke ypperstepræst af den grund, men han er blevet udødelig ypperstepræst i kraft af den ed Jehova Gud har svoret. (Sl. 110:4; Hebr. 7:15-17) Han står langt over den jødiske ypperstepræst Aron og alle hans efterfølgere frem til år 70, og hans liv har langt større værdi. Dette blev billedligt skildret ved at fortidens Melkizedek, der var konge og præst i Salem, velsignede Abraham, levitten Arons forfader. På den måde blev den endnu ufødte Aron, der var i Abrahams lænd, velsignet af Melkizedek, og det blev således vist at Aron var ringere end præsten Melkizedek. — Hebr. 7:4-10.

35. Hvorfor er det ikke nødvendigt for Jesus, Jehovas ypperstepræst, at have et jordisk tempel, og hvilket offer som kan fjerne synd, frembar han for Jehova?

³⁵ Jesus Kristus behøver ikke et jordisk tempel af sten sådan som de aronitiske præster når de bragte ofre i det gamle Jerusalem. Han bragte sit eget fuldkomne menneskeliv som et offer, idet han døde uskyldig, og han blev oprejst fra de døde på den tredje dag og vendte tilbage til himmelen for at træde frem for Gud. I himmelen frembar han den fulde værdi af sit fuldkomne menneskeliv for den eneste levende og sande Gud til gavn for folket. De aronitiske ypperstepræster havde blot frembåret blod af tyre og bukke i det allerhelligste i det jordiske tempel, og dette dyreblod kunne kun tjene som et forbillede. Det kunne aldrig for bestandig borttage menneskets synder. Men Jesus Kristus steg op til Gud i himmelen med værdien af sit eget blod, værdien af et fuldkomment menneskeliv. — Hebr. 9:22-26.

36, 37. Hvad var Jesus villig til at gøre for at ophøje Faderens navn og suverænitet, og hvordan vidnede Jehova Gud om Jesus at han var uskyldig?

³⁶ Ligesom fortidens Melkizedek stod over Abraham og hans endnu ufødte efterkommer, levitten Aron, således står Jesus Kristus, Jehovas ypperstepræst „på Melkizedeks vis“, over fortidens jødiske ypperstepræst. Ja, han er Guds søn og blev af den himmelske Fader sendt ned fra himmelen for at blive et fuldkomment menneske på jorden. Dette var overordentlig ydmygende for Guds søn, men han var glad for at ydmyge sig for at ophøje Guds navn og Guds universelle suverænitet. Som menneske blev han underlagt Satan Djævelens værste fristelser og blev også udsat for en voldsom forfølgelse, som hans eget folks religiøse ledere, deriblandt de aronitiske ypperstepræster, bragte over ham. Trods alt dette bevarede han sin integritet ved at forblive absolut loyal og lydig over for Gud, og ved at forkynde Guds rige og gøre godt mod menneskene på en måde som ingen af jordens folks egne præster nogen sinde kunne gøre det. Det var på grund af hans fuldkomne lydighed mod Gud og hans urokkelige hengivenhed for Guds rige at han led døden; han blev falskeligt anklaget for gudsbespottelse og politisk oprør, men var absolut uskyldig. På den måde døde han som et fuldkomment menneske og som et offer der var helt acceptabelt for Gud.

³⁷ Den almægtige Gud gav Jesus Kristus det vidnesbyrd at han var uskyldig, idet han oprejste ham fra de døde på den tredje dag. Derfor skrev apostelen Peter om ham at „han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden“. (1 Pet. 3:18) I denne tilstand, som en ånd, vendte han tilbage til Guds nærhed i himmelen for at frembære den fulde værdi af sit fuldkomne offer for retfærdighedens Gud som løsesum for menneskeheden. Jehova Gud havde derfor ingen grund til at fortryde at han havde svoret at hans søn Jesus Kristus skulle være „præst evindelig på Melkizedeks vis“! — Sl. 110:4; Fil. 2:5-11, NW; Joh. 3:15-17.

Ingen præst som han

38. Hvad hævder nogle af kristenhedens præster at de gør, men hvad kan de ikke gøre?

³⁸ Lad os nu høre om nogen jordisk præst, af jødisk eller anden herkomst, har været i stand til at gøre noget tilsvarende for menneskeheden. I kristenheden er der præster som hævder at de ved at gentage de ord Jesus udtalte da han indstiftede Herrens aftensmåltid, bogstaveligt forvandler almindeligt brød og vin til Jesu Kristi bogstavelige blod og kød og at de bringer det som et offer igen og igen. De hævder også at han er Gud og ikke bare Guds søn. Og de påstår at de spiser Kristi kød og drikker hans blod når de under den kirkelige ceremoni spiser brødet og drikker vinen. Dette ville gøre dem til kannibaler. „Den Gud de har skabt, spiser de,“ sagde engang en der så disse præster i kristenheden gøre dette. Selv om vi nu antog at sådanne præster virkelig kunne genskabe Jesu Kristi legeme og blod og bringe det som et offer, hvor er så den præst der kan stige op til himmelen og træde frem for Gud med værdien af dette offer? Det er der ingen af dem der kan! Derfor ville menneskene aldrig kunne få nogen virkelig gavn af disse gentagne „ofre“ som deres præster bringer. Disse præster kan ikke gøre det som Jesus gjorde for menneskeheden.

39. Hvordan viser det sig at kristenhedens præster har uret når de påstår at Jesu offer skal gentages?

³⁹ De jødiske præster måtte hvert år gentage dyreofringerne, fordi dyrene var af ringere værdi end mennesker og derfor ikke kunne genløse menneskeheden. Kristenhedens præster gentager daglig deres ofre fordi de hævder at Jesu Kristi offer i sig selv kun var af begrænset værdi og måtte gentages — af præster på jorden. Dette er imidlertid i modstrid med Guds skrevne ord, som flere gange tydeligt forklarer at det fuldkomne offer som Jesus bragte var fuldt ud tilstrækkeligt og tilfredsstillende og ikke behøvede at blive gentaget mere. (Hebr. 9:27, 28; 10:10) Det er derfor den kristne apostel Paulus siger at „vi ved, at Kristus er opvakt fra døde og dør ikke mere. Døden er ikke mere herre over ham“. Heller ikke når messeofferet bringes. (Rom. 6:9) Han er nu en udødelig præst i himmelen, og på grund af sin udødelighed forbliver han ypperstepræst evindelig. Han er i al fremtid i stand til i egen person at tjene til evig frelse for menneskeheden som han har løskøbt med sit fuldkomne liv som menneske. — Hebr. 7:19-28.

En ypperstepræst skaffer udfrielse

40. Hvilken værdi har alle andre ofre som den falske religions præster bringer, hvad enten det er dyre- eller menneskeofre der er tale om?

⁴⁰ Siden Kristus frembar sit offer i himmelen i år 33 er alle andre ofre som præsterne i religionens verdensimperium frembærer, hvad enten det er dyr eller mennesker der ofres, blevet værdiløse, uacceptable for Gud. Det var i harmoni hermed at Jehova Gud i år 70 satte en stopper for de ofringer som Israels aronitiske præster foretog. Det skete da de hedenske romere ødelagde Jerusalem og samtidig byens tempel, som aldrig mere skulle genopbygges.

41. Hvad har kristenhedens præster gjort som viser at de ikke er præster under Jesus Kristus?

⁴¹ Jesus Kristus er ikke ypperstepræst for kristenhedens præster, og de er ikke hans underpræster. Lad os ikke tage fejl og dømme Jesus Kristus på grundlag af de gerninger som hans påståede stedfortrædere og medpræster i kristenheden øver. Kristenhedens præsteskab har dannet et forbund mellem stat og kirke og har selv blandet sig i politik og tilskyndet kirkemedlemmerne til at gøre det samme. De har velsignet kristenhedens nationer når de førte krig med hinanden, og har velsignet kirkemedlemmerne når de tog del i sådanne krige med kødelige våben. Men har de repræsenteret Jesus Kristus, Guds ypperstepræst, ved at handle sådan?

42. Hvad undgik Jesus da han var på jorden, og hvad undgår hans efterfølgere derfor?

⁴² Jesus Kristus blandede sig ikke i verdens politik, ikke engang i jødernes forsøg på at drive politik dengang. (Joh. 6:14, 15) I stedet for at forkynde et jordisk jødisk rige, tog han Johannes Døbers budskab op og forkyndte: „Himmeriget er kommet nær.“ (Matt. 4:12-17) Da Jesus blev ført frem for den romerske landshøvding Pontius Pilatus og falskeligt anklaget for oprør, sagde han: „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Af denne vigtige grund har Jesu Kristi sande tjenere også udelukkende forkyndt „Himmeriget“ eller „Guds rige“. De har ikke pådraget sig skyld for noget af det blod der er blevet udgydt på jorden i de krige som verdens riger har ført med hinanden. — 2 Kor. 10:3, 4.

43, 44. Hvilken gerning vil Jesus tage vare på, foruden at han er ypperstepræst, og hvad vil han foretage sige over for de onde?

⁴³ I dag stønner folk under de verdslige regeringers åg. Lad dem ikke glemme at ligesom fortidens Melkizedek, er Jesus Kristus ikke blot den højeste Guds ypperstepræst, men også konge, den konge som den højeste Gud har salvet med hellig ånd. Som himmelsk konge har han et hverv at udføre. Dette er meget malende forudsagt i den 110. salme. Lige efter ordene: „[Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis,’“ fortsætter Salme 110:

⁴⁴ „Herren ved din højre knuser konger på sin vredes dag, blandt folkene holder han dom, fylder op med døde, knuser hoveder viden om lande.“ — Sl. 110:4-6.

45. Hvordan beskriver Åbenbaringen 19:11-21 den virksomhed som Jehovas ypperstepræst og konge udfolder?

⁴⁵ I det tyvende århundrede før vor tidsregnings begyndelse var Jehova Gud i sandhed ved den trofaste Abrahams højre da han kæmpede mod røverkongerne og reddede Guds tjenere ud af deres hånd og derpå vendte tilbage og blev velsignet af Salems konge Melkizedek. (1 Mos. 14:13-20; 15:1; Hebr. 7:4-10) Ifølge den profetiske Salme 110 vil Jehova Gud lige så afgjort være ved sin ypperstepræst og konges, Jesu Kristi, højre hånd, i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åb. 16:14, 16) Den sidste bog i Bibelen beskriver i det nittende kapitel hvordan denne ypperstepræst og konge ved Jehova Guds hjælp „knuser konger“ på Guds vredes dag; hvordan han „blandt folkene holder . . . dom“ og fjerner undertrykkerne; hvordan han på grund af verdensomspændende modstand mod Guds rige „fylder op med døde“ overalt på jorden, uden at lade nogen fjende undslippe; og nu vil ingen hersker, uanset hvor stort og mægtigt et land han er hoved for, undgå at blive knust, sådan at det undertrykte folk kan blive udfriet. (Åb. 19:11-21) Folket har brug for ham; kun han kan udfri det på denne måde.

46, 47. (a) Hvad betyder navnet Melkizedek? (b) Hvad er det som den større Melkizedek vil gøre og som Folkeforbundet og De forenede Nationer ikke kan og ikke har kunnet gøre?

⁴⁶ Hvad bliver resultatet for menneskeheden? Det er antydet i navnet på den by som fortidens Melkizedek var konge over i det mellemste østen. De inspirerede ord i Hebræerbrevet 7:1-3 siger herom: „Denne Melkisedek, konge i Salem, Guds, den Højestes, præst, . . . han, som for det første, når hans navn udlægges, er ’retfærdigheds konge’, dernæst også ’Salems konge’, det vil sige ’freds konge’, . . . ligestillet med Guds Søn.“

⁴⁷ Nej, Jesus Kristus, den større Melkizedek, vil ikke være konge over noget Salem i det mellemste østen her på jorden, men vil være en himmelsk fredskonge; navnet Salem betyder „fred“. De forenede Nationer som har afløst Folkeforbundet, har indtil nu ikke kunnet indføre eller bevare freden og sikkerheden i menneskehedens verden; og der er ingen menneskelig international organisation for verdensfred og sikkerhed som nogen sinde vil kunne gøre det. Men den store konge i Salem kan og vil og er udnævnt til at gøre det. Det er derfor ikke så mærkeligt at Salme 110 forudsiger at Jehova Gud, ved ham, er nødt til at knuse alle de herskende elementer på jorden som forstyrrer freden og truer befolkningens sikkerhed.

48. Hvem skal være sammen med Jesus i hans himmelske rige, og hvilke stillinger skal de indtage?

⁴⁸ Som følge af Jehova Guds gavmildhed vil sønnen Jesus Kristus ikke være alene i det himmelske rige. Et endeligt og forudbestemt antal af medkonger og medpræster vil være med ham i den himmelske regering, nemlig 144.000, ifølge Bibelens sidste bog. (Åb. 7:4-8; 14:1-3) Om disse trofaste Jesu Kristi efterfølgere siger Åbenbaringen 20:5, 6: „Dette er den første opstandelse. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ Det er således bibelsk fastslået at Jesus Kristus, den større Melkizedek, efter Harmagedonkrigen og efter at Satan Djævelen og hans dæmoner er bundet, vil herske som himmelens konge og tjene som Guds ypperstepræst i tusind år til gavn for menneskene på jorden. — Luk. 22:28-30; 2 Tim. 2:11, 12.

49. Hvad vil der ske med præsterne i den falske religions babyloniske verdensimperium, og hvem vil tjene til evig velsignelse for menneskene?

⁴⁹ Når disse kristne som har været trofaste til døden, i den „første opstandelse“ opnår liv i himmelen for at tjene dér som „Guds og Kristi præster“ og for at „være konger med ham i de tusinde år“, vil Jehova Gud ikke have nogen ordinerede præster her på jorden mere. Den falske kristendoms præster i kristenheden, ja, ingen af præsterne i den falske religions babyloniske verdensimperium, gør tjeneste mere, idet de blev udryddet da Jehovas vredes dag gik hen over jorden og han holdt dom blandt folkene. (Sl. 110:4-6) Som følge heraf vil det udelukkende være Guds ypperstepræst og hans sande underpræster der fra himmelen tjener til gavn for folk på jorden, og det vil de gøre i direkte kontakt med Gud. Det vil betyde evige velsignelser for alle folk, for Guds ypperstepræst og hans himmelske underpræster er den „sæd“ der blev lovet Abraham og hvis antal dengang var ukendt ligesom tallet på himmelens stjerner; det er i den sæd alle jordens folk skal velsignes for evigt! (1 Mos. 22:17, 18) Den vil forvalte Kristi offers goder til gavn for alle.

50. Hvordan vil synd da virkeligt blive tilgivet, og hvad kan følge med en sådan tilgivelse?

⁵⁰ Da vil menneskenes synder blive virkeligt tilgivet, ikke ved at man går ind i en skriftestol i en religiøs bygning og aflægger bekendelse over for en ufuldkommen, syndig præst, men ved at man angrer og privat beder til Gud om tilgivelse gennem hans ypperstepræst Jesus Kristus. (Matt. 6:9-12; 1 Joh. 1:9; 2:1, 2) Ens synder vil virkeligt være tilgivet i himmelen. Og en sådan tilgivelse fra himmelen kan endog medføre helbredelse for legemet.

51. (a) Hvad gjorde Jesus ved en lejlighed for at vise at en mand havde fået sine synder tilgivet? (b) Nævn nogle af de pligter som ypperstepræsten og underpræsterne havde i Israel, og forklar hvad vi derfor kan forvente under den større Melkizedek.

⁵¹ Husk hvordan Jesus Kristus dengang han var på jorden helbredte en vanfør mand som udtryk for at hans synder var tilgivet. (Matt. 9:1-8) Husk også at det blandt Guds udvalgte folk under profeten Moses’ lov var sådan at Jehovas ypperstepræst og hans underpræster førte tilsyn med folkets sundhed og så til at de sanitære regler i Guds lov blev fulgt. (3 Mos. 13:1-8; 14:1-32; Matt. 8:1-4; Luk. 17:11-19) Guds ypperstepræst der er som Melkizedek, vil i højere grad og med større virkning tage vare på folks helbred her på jorden under Riget. De gudfrygtige og lydige mennesker vil blive velsignet således at de gradvis genvinder et fuldkomment helbred og legemlig fuldkommenhed efterhånden som deres synd fjernes ved Kristi blod og som følge af optugtelse i retfærdighed.

52. (a) Hvilket betænksomt og kærligt spørgsmål stilles nu? (b) Hvordan har kristenhedens præster vist at de ikke kan hjælpe folk?

⁵² „Men mangler der ikke noget?“ spørger De måske, og tilføjer: „Alt dette er ufattelig storslået og smukt for alle retsindige mennesker, som overlever krigen på Gud den Almægtiges store dag ved Harmagedon, men — hvad med de milliarder som er døde og vendt tilbage til jordens støv lige siden synden og dens straf døden holdt sit indtog på jorden for omtrent seks tusind år siden?“ Det er meget betænksomt og kærligt at stille dette spørgsmål. Kristenhedens og den såkaldt hedenske verdens præster ville være meget hjælpeløse om de skulle have stået ansigt til ansigt med en sådan situation på jorden! De har troet på menneskesjælens udødelighed og har forkyndt at de døde øjeblikkeligt levede videre i den åndelige verden hvor englene og dæmonerne er, og de har forrettet religiøse ceremonier for de døde eller ligefrem bragt en slags „ofre“ for dem, som for eksempel „messeofferet“, og det har ikke været gratis for de efterladte slægtninge. Men hvad har de med alt dette virkelig gjort for folk? Hvad har Guds ypperstepræst i modsætning hertil gjort?

53, 54. Hvad vil Jehovas store ypperstepræst gøre for de døde i gravene?

⁵³ Jesus Kristus, den større Melkizedek, har givet sit fuldkomne menneskeliv som et offer, ikke blot til genløsning af dem der overlever Harmagedonslaget og fængslingen af Satan og hans dæmoner, men også til genløsning af alle som er døde før den tid på grund af den ufuldkommenhed og synd de har arvet fra deres første jordiske forældre der syndede i Edens have. (Rom. 5:12-18) I den tid han tjener som konge og ypperstepræst, i de forudsagte tusind år, vil han sørge for at alle der kommer ind under hans genløsningsoffer, får den fulde gavn deraf. Hvordan gør han det? Ved at oprejse de døde til liv på jorden under det himmelske rige. Det forklarede han selv da han var på jorden, og for at demonstrere at han har magt til at gøre det, oprejste han flere mennesker fra de døde dengang, og det gjorde hans trofaste apostle også. (Joh. 5:28, 29; Ap. G. 24:15) Alle de der opstår vil få lejlighed til at opnå evigt og fuldkomment liv på den rensede og paradisiske jord. Til sidst vil Guds løfte i Åbenbaringen 21:4 være helt indfriet:

⁵⁴ „Og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ — Se også Esajas 25:7-9.

55. Hvilken standard, som omtales i Malakias 2:7, levede Jesus op til, og hvilken fremtid kan vi derfor glæde os til under Guds ypperstepræst, Jesus Kristus?

⁵⁵ Forkynder præster i og uden for kristenheden disse trøstende sandheder for mennesker i dag? De kan selv finde svaret på spørgsmålet. De kan let afgøre om præsterne holder mål med den standard som Gud har sat for en præst; vi kan læse om denne standard i den sidste profetiske bog i De hebraiske Skrifter, den sidste der blev skrevet før Kristi komme. Vi finder disse ord i Malakias 2:7: „Thi præstens læber vogter på kundskab, og vejledning søger man af hans mund; thi han er Hærskarers [Jehovas] sendebud.“ Mennesket Jesus Kristus holdt mål med denne standard. Og som Guds ypperstepræst i himmelen vil han ikke svigte menneskeheden på dette punkt. Alle skal få vejledning og lære om den eneste levende og sande Gud og om hvad han har gjort for at udfri menneskene fra synd og død. Når de tager imod denne kundskab og lydigt lever i harmoni med den, vil det betyde at de opnår evigt liv i et jordisk paradis hvor der råder fred og lykke under Jehova Guds og hans ypperstepræsts himmelske rige. — Joh. 17:3; Es. 11:9.

[Fodnoter]