Hvordan Jehovas organisation opretholdes

„Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger hærskarers HERRE, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.“ — Mal. 3:10.

 1, 2. Hvad tilskynder til gavmildhed, og hvordan ser kristne på denne sag?

GAVMILDHEDENS ånd har sit udspring hos Jehova. Af sin egen fylde har han skænket alt det skabte, og i sin grænseløse kærlighed fornyer han bestandig jordens åsyn. Ofte betragter ufuldkomne mennesker det, Jehova i så rigt mål har tilvejebragt, som var det deres ejendom. Det er Satan, ham, som jo aldrig selv har givet noget, der tilskynder til en sådan selvisk adfærd. Sand gavmildhed er dikteret af kærlighed og, for menneskeslægtens vedkommende, af oprigtig påskønnelse uden tanke på gengæld. Den vises enten ganske spontant af et overstrømmende hjerte og uden efterfølgende fortrydelse eller af kærlig omsorg for den, hvem gaven gives.

² Kristne forstår, at de bør være gavmilde, men det er dem ikke en pinlig pligt, som de opfylder efter mange overvejelser. For dem er det en velsignet forret, som de søger at opdyrke, for at de også i denne henseende kan blive mere lig Gud og mere positivt give udtryk for deres kærlighed til Jehova og deres brødre i hans store familieorganisation, hans nye verdens samfund. Da de af egen fri vilje er medlemmer af denne familie, forstår de, at enhver støtte, der ydes organisationen, må være frivillig og tilskyndet af et helt og fuldt hjerte i taknemmelighed over al Guds godhed.

 3. Hvem er Jehovas organisations hovedstøtte?

³ Jehovas organisation støttes på flere måder. Ifølge Guds eget vidnesbyrd er han selv dens hovedstøtte. Alle, som sætter deres lid til ham, anerkender taknemmeligt dette, „thi HERREN er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse“. De stoler trygt på hans løfte: „Med min retfærdshøjre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig. Thi jeg, som er HERREN din Gud, jeg griber din hånd, siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din hjælper.“ — Es. 12:2; 41:10, 13.

 4. Hvad er formålet med organisationens eksistens? Og ved hjælp af hvad støtter Jehova den?

⁴ Fremdeles er selve formålet med organisationens eksistens afhængigt af den Allerhøjeste. „Den Herre HERREN gav mig lærlinges tunge, at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord.“ „Den retfærdige lader han ikke i evighed rokkes.“ Det sker ved hjælp af den åndelige føde, som han skaffer til veje for hele sin organisation. „Alles øjne bier på dig, du giver dem føden i rette tid.“ (Es. 50:4; Sl. 55:23; 145:15) Jehova sender ikke manna fra himmelen, sådan som han gjorde i tilfældet med det bogstavelige Israel, der med meget lidt besvær opretholdt livet takket være denne foranstaltning; nej, han støtter og udvider sin organisation ved hjælp af sin aktive kraft, der virker på det salvede samfund, hans „tro og kloge tjener“, og dens ledelse: „Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem mad i rette tid? Sandelig siger jeg eder, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ Forud for dette tidspunkt, dengang Kristus steg op til det høje, gav han „nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredt til deres tjenestegerning“. — Matt. 24:45, 46; Ef. 4:8, 11, 12.

Støtte ved hjælp af åndelige gaver

 5. Hvilket andet støttemiddel har organisationen?

⁵ Den støtte, Jehova har givet, består blandt andet i, at han har brugt indviede mennesker til som sit „tyende“ at føre organisationen frem til „mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde“. (Ef. 4:13) Disse og alle, som slutter sig til dem, yder nu organisationen deres personlige støtte ved deres indvielsesløfte og ved deres trofasthed i tjenesten på arbejdsmarken, idet de tjener det, der er organisationens formål. De støtter til fulde det princip, Jesus fremholdt: „Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.“ (Matt. 12:30) Altså støtter de først og fremmest organisationen med deres ord i forkyndergerningen. Det er en åndelig gave, der gives af næstekærlighed.

 6. Hvilke fordele har det at give åndelige gaver?

⁶ Derfor vier de først og fremmest de åndelige anliggender deres opmærksomhed, således som Maria gjorde, der „satte sig ned ved Herrens fødder og hørte på hans ord“. Ulig Marta, Marias søster, nægter de at lade deres opmærksomhed aflede fra hovedhensigten med deres arbejde og lade sig opsluge af de mange materielle problemer, de må tage sig af, eller bekymre sig om at holde deres „hus“ i orden. De husker Jesu ord: „Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.“ (Luk. 10:39-42) Fordelene ved de åndelige gaver blev klart givet til kende af Peter, da han sagde til manden, der var født lam: „Sølv og guld har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn stå op og gå!“ Manden gik omkring og sprang og lovpriste Gud, tog del i tjenesten og ydede apostlene sin fulde støtte, disse mænd, der havde bragt ham ind i et nyt forhold til Jehova og hans organisation. — Ap. G. 3:6.

 7. På hvilken tredje måde opretholdes organisationen, og hvorfor er dette af vigtighed?

⁷ En anden måde, hvorpå Jehovas trofaste folk opretholder organisationen, er, at de regelmæssigt overværer menighedens møder. Vel vidende, at en organisation ikke er andet og mere end de enkeltpersoner, der udgør den, søger de bestandig hver især at gøre fremskridt i nøjagtig kundskab og moden forståelse. Dette tilstræber de ved at gøre det mest mulige ud af de møder, som den „tro og kloge tjener“ har forordnet som et led i deres oplæring til tjenestegerningen. Skal programmet have succes og virke til fremme af de lokale arrangementer, må hver enkelt yde sit personlige bidrag dertil. „To er bedre faren end een, thi de får god løn for deres flid; hvis den ene falder, kan den anden rejse sin fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op.“ (Præd. 4:9, 10) De første kristne fik dette pålæg: „Forman hverandre hver dag“, og „trøst og opbyg hverandre indbyrdes, som I også gør“. (Hebr. 3:13; 1 Tess. 5:11) Paulus viste i sit brev til hebræerne, hvordan dette bedst kunne gøres: „Lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:24, 25) Dette fælles studium og denne samhørighed var en væsentlig faktor i den kristne menigheds begyndelse. „De holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne. Enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen.“ — Ap. G. 2:42, 46.

De første eksempler viser vej

 8. Hvilke særlige omstændigheder i den første menigheds historie åbner øjnene for et andet værdifuldt støttemiddel?

⁸ Organisationens fjerde støttemiddel omtales i fortsættelsen af ovenstående beretning: „Hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed.“ De særlige omstændigheder, menigheden kom ud for, krævede en enig og uselvisk optræden af alle i troen. Mange af disse tusinder af nyomvendte opholdt sig kun midlertidigt i Jerusalem, da de jo i egenskab af jøder kun var kommet til denne by for at fejre ugefesten. Nu fik de øjnene op for et nyt og andet arbejde, som Messias forlangte udført, og de ønskede at blive i byen en tid for at blive undervist og oplært i denne kristne tjenestegerning. Men det ville koste penge, og de havde ikke de nødvendige midler. Brødrenes omsorg i denne henseende er en inspiration for alle sande kristne i dag. „Alle de, som kom til troen, holdt sammen og havde alle ting fælles; de solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til.“ (Ap. G. 2:44, 45) De frivillige bidrag af rent materielle ting, der blev ydet under denne nødssituation, opretholdt hele organisationens familie på det tidspunkt, så de endog fik deres daglige livsfornødenheder. Skønt denne særlige nødssituation iblandt menigheden hører fortiden til, er en sådan godgørenhed stadig et vigtigt led i den kristnes gavmildhed, og den er nødvendig, når der er tale om at opretholde organisationen. Men en sådan godgørenhed fritager ikke giveren for det ansvar at støtte organisationen med sine åndelige gaver.

 9. Hvordan har Guds organisation brugt visdom som et værn, og til gavn for hvem?

⁹ I Prædikeren 7:12 står der: „Thi visdom skygger, som penge skygger [er et værn, fodnote], men kundskabs fortrin er dette, at visdom holder sin mand i live.“ Det er et ubestrideligt faktum, at det mest attråværdige af disse to ting er Jehovas visdom og forstand. Nøjagtig kundskab og visdom er i sig selv sande skatte for Guds organisation, og de deles rundhåndet ud af hans tjenere, der forkynder den gode nyhed. I disse strenge tider, de sidste tider for Satans selviske tingenes ordning, gør „den tro og kloge tjener“ brug af den rige visdom, Jehova har givet dem, og de bruger den som et værn, ikke alene til frelse for sig selv, men også til gavn for alle, som beredvilligt frasiger sig denne verdens visdom, der er dårskab for Gud, og søger efter Guds visdom som efter en skjult skat. (1 Kor. 3:19; Ordsp. 2:4) På denne måde griber også de visdommens værn og finder den eneste sikre vej til frihed og frelse.

10, 11. Hvordan gjorde israelitterne penge til et værn, og hvilken hjælp er penge for Selskabet i dag?

¹⁰ Det bør dog ikke overses, at prædikeren (der ejede begge skatte) indrømmer, at „penge er et værn“. Gælder dette skriftsted vor tids kristne, hvis styrke er Jehova? Ja. Ligesom de første kristne brugte deres materielle ejendele til støtte for organisationen, således lader også Jehovas vidner deres penge virke til fremme af Teokratiets interesser. Ligesom den omstændighed, at Selskabet bruger juridiske korporationer som sine tjenere til fremme af forkyndergerningen, gør det muligt at anvende mange virkemidler, det ellers ikke har adgang til at bruge, således er penge en hjælp til at opbygge en stærk organisation og forøge Jehovas pris.

¹¹ Fortidens israelitter gjorde klog brug af det sølv og guld, de tog som bytte fra ægypterne. Dengang Jehova opfordrede sit folk til at give frivillige gaver, for at tabernaklet eller „åbenbaringsteltet“ kunne blive opført, efterkom de opfordringen efter langt større målestok end ventet. „De kom dermed, både mænd og kvinder; enhver, som i sit hjerte følte sig tilskyndet dertil, kom med spænder, ørenringe, fingerringe og halssmykker, alle hånde guldsmykker.“ Ydermere kom de med purpurgarn, uldgarn og byssus, med gedehår, væderskind og tahasjskind, med sølv og kobber og akacietræ. Der manglede intet af alt det, der var brug for. „Enhver mand og kvinde af israelitterne, som i sit hjerte følte sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til udførelsen af alt det arbejde, HERREN gennem Moses havde påbudt, bragte det som en frivillig gave til HERREN.“ (2 Mos. 35:20-29) I dag bruger Jehovas trofaste tjenere ligesom israelitterne og de første kristne deres ejendele til at fremme den rene tilbedelse. Klog anvendelse af penge sætter Selskabet i stand til at sende missionærer ud på nye arbejdsmarker, åbne nye afdelingskontorer, føre og vinde retssager trods store sagsomkostninger, organisere stævner af format og på anden måde udbrede den gode nyhed til jordens ender i overensstemmelse med det hverv, Jehova har betroet sin organisation.

12. Hvilke af de velsignelser, der blev lovet Israel, kan Jehovas folk vente i dag? Og hvordan ser de fremtiden i møde?

¹² Jehovas vidner har altid været og er stadig et fremsynet folk. I lighed med det trofaste kødelige Israel, der fik løfte om stor velstand og fremgang, kan det åndelige Israel vente sand velsignelse. „HERREN skal byde sin velsignelse være med dig i dine lader og i alt, hvad du tager dig for, og velsigne dig i det land, HERREN din Gud giver dig. Og alle jordens folk skal se, at HERRENS [Jehovas, NW] navn er nævnet over dig, og frygte dig.“ (5 Mos. 28:8, 10) Nu da Jehova har født sit folk og gjort det til en nation, kan de hvile i tryg tillid til Jehovas løfte om velstand og fremgang i deres land, det vil sige i organisationen. Klog tilrettelæggelse med tanke på fremtiden og årvågen fremsynethed gør dem lig myren: „Skønt uden fyrste, foged og styrer [det vil sige på jorden] sørger den dog om somren for æde og sanker sin føde i høst.“ (Ordsp. 6:6-8) Jehovas vidner forudser, hvor høsten er stærkest tiltrængt, og tilrettelægger deres arbejde derefter. — 1 Mos. 41:41-49; 2 Krøn. 8:4; 17:12.

Israels tiende en skygge

13. Hvilken foranstaltning blev der truffet gennem loven om tiende?

¹³ Dengang Israel var blevet organiseret, blev det at give gaver en del af Loven og et forbillede for de kristne. Eftersom Jehovas tilbedelse skulle indtage førstepladsen i nationens liv, var det nødvendigt, at der blev truffet en eller anden foranstaltning til at finansiere denne tilbedelse. Ikke alle kunne være af præsteskabet, men Jehova traf en meget klog forordning, der gjorde det muligt for alle at støtte denne præstetjeneste. Det skete ved hjælp af loven om „tiende“, et ord, der betyder en tiendedel. „HERREN sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen arvelod have i deres land, og der skal ikke tilfalde dig nogen lod iblandt dem; jeg selv er din arvelod og del blandt israelitterne. Men se, levisønnerne giver jeg al tiende i Israel som arvelod til løn for det arbejde, de udfører ved åbenbaringsteltet.“ Som en fuldstændiggørelse af denne ordning med tienden skulle levitterne, der modtog deres bidrag fra israelitterne, give en tiendedel til præsterne som „tiende af tienden“. Præsterne var de eneste, der havde lov til at frembære ofre, og de skulle ikke bare være levitter, men tillige af Arons hus. De andre levitter havde forskellige andre tempelpligter. (4 Mos. 18:20-29) Det forholdt sig faktisk således, at den enkelte skulle give en tiendedel af sine årlige indtægter til Jehova gennem hans præsteorganisation.

14. Hvor skulle de bringe deres tiende hen, og hvad er dette et billede på?

¹⁴ Ydermere blev det tilladt at give andre frivillige offerydelser, og der blev tilskyndet dertil. „Da skal det sted, HERREN eders Gud udvælger til bolig for sit navn, være det, hvorhen I skal bringe alt, hvad jeg pålægger eder, eders brændofre og slagteofre, eders tiender og offerydelser og alle eders løfteofre.“ (5 Mos. 12:11) I dag har Jehova udvalgt og opbygget sin åndelige nation og indført sin tilbedelse i denne organisation som det center, hvor alle jordens folk samles og bringer ham deres lovprisning.

15. Hvilken anden tiende blev der givet forskrift om, og hvad skulle den bruges til?

¹⁵ Israelitterne skulle også lægge en anden tiendedel til side. Den skulle bruges til at betale deres rejser til de regelmæssigt tilbagevendende tilbedelsesfester. „Du skal for pengene købe alt, hvad dit hjerte begærer, hornkvæg og småkvæg, vin og stærk drik og alt, hvad du har lyst til, og nyde det der for HERREN din Guds åsyn og være glad sammen med din husstand.“ Hvert tredje år (i en periode på syv år) skulle tienden bruges til de fattige, men det betød ikke, at tienden til levitterne faldt bort. (5 Mos. 14:22-29) Senere hen blev der pålagt dem tiende, der skulle gå til kongen. (1 Sam. 8:15) Dette var ikke en del af Loven, og i praksis betød det, at kongens del blev så stor i de perioder, hvor Israel faldt fra, at der blev betalt meget lidt eller slet intet til præsterne. Når derfor den sande tilbedelse blev genindført, blev betalingen af tiende også genindført. Det sidste var en naturlig følge af det første. — 2 Krøn. 31:2-10; Ezra 8:28; Neh. 10:37, 38.

De kristnes offerydelser

16. Påhviler det ifølge Bibelen de kristne at betale tiende? Og hvad røber Jesu ord til farisæerne?

¹⁶ I dag forlanger mange religiøse organisationer i kristenheden, at deres medlemmer skal betale tiende eller en tiendedel af deres indtægter. Påhviler det ifølge Bibelen de kristne at betale tiende? Svaret er nej. Sande kristne holder sig til Bibelen og følger dens befalinger. Hvad viser da den guddommelige befaling? Først og fremmest var tienden i Israel midlet til opnåelse af et bestemt mål, men den var ikke et mål i sig selv. Det var ikke selve ydelsen, der skulle lægges vægt på, men derimod det den udvirkede i forbindelse med tilbedelsen. Jesus påpegede dette for sin tids falske religionsledere: „Men ve jer, I farisæere! thi I giver tiende af mynte og rude og alle slags grønsager, men ret og kærlighed til Gud går I let hen over; det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet.“ Mattæus’ beretning om denne Jesu svidende fordømmelse viser, at tienden end ikke blev betragtet som en af de vægtigere ting i Loven. — Luk. 11:42; Matt. 23:23.

17. Hvordan kan det vises, at tienden ophørte sammen med den øvrige del af Moseloven?

¹⁷ Endvidere ser vi, at eftersom tienden havde til hensigt at opretholde det levitiske præsteskab, måtte fjernelsen af dette præsteskab medføre ophævelsen af pligten til at betale tiende, og Paulus sagde klart og tydeligt, at Arons præstedømme måtte vige pladsen for Kristi Jesu ypperligere præstedømme, der var af en anden slags, nemlig „på Melkizedeks vis“. Dernæst sagde han: „Ændres præstedømmet, må jo nødvendigvis også Loven ændres.“ (Hebr. 7:12) Det vil sige, at med Moselovens og det aronitiske præstedømmes ophør ophører også loven om tienden. Nu da de kristne ikke mere er under Loven, men under Guds ufortjente godhed, kan ingen organisation få medhold i Bibelen, når den kræver tiende af sine medlemmer.

18. Er det, at Abraham betalte tiende til Melkizedek, et gyldigt grundlag for, at kristne skal betale tiende? Begrund dit svar.

¹⁸ Nogle, som holder fast ved, at kristne bør betale tiende, hævder, at denne, ordning blev praktiseret, inden Loven blev givet, og at den derfor ikke er ophørt sammen med Loven. Er der noget grundlag for en sådan slutning? Første gang der tales om tiende, er i 1 Mosebog, det 14. kapitel. „Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin og velsignede ham med de ord: Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens Skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd! Og Abram gav ham tiende af alt.“ (1 Mos. 14:18-20) Nogle påstår, at denne Abrahams handling var et bevis på, at han havde for skik at betale tiende. Der findes ingen optegnelser, der viser, at Abraham fik befaling til at give noget som helst, endsige et bestemt beløb, ved denne eller andre lejligheder, eller at han på noget tidspunkt gentog denne handling, selv ikke over for Melkizedek, der var et billede på Jesus Kristus. Det ses ganske tydeligt af beretningen, at det var en frivillig gave, givet een gang for alle, som en anerkendelse af Jehovas sejr og udfrielsen af den retfærdige Lot.

19. Hvad vises der ved Jakobs løfte om at give tiende af sine indtægter med hensyn til tvungen tiende?

¹⁹ At der ikke her var tale om nogen bindende ordning selv for Abrahams nærmeste efterkommere, vises af det løfte, som hans sønnesøn Jakob aflagde: „Derpå gjorde Jakob følgende løfte: Hvis Gud er med mig og vogter mig på den vej, jeg skal vandre, og giver mig brød at spise og klæder at iføre mig . . . og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende!“ (1 Mos. 28:20-22) Det er ufornuftigt at tro, at Jakob ville have gjort lydighed mod en guddommelig ordning betinget af, at Gud skænkede ham personlig fremgang og velstand. Det er derfor indlysende, at hans løfte var en frivillig offerydelse fra hans side og ikke en overholdelse af eller en aftale om at adlyde en allerede tidligere udstedt befaling om at betale tiende. Et sådant personligt løfte kan heller ikke tolkes som bindende for hans sønner. Af beretningen fremgår det klart og tydeligt, at Jehovas tjenere til alle tider rundhåndet og frivilligt har givet offergaver, men at det kun var i den tidsperiode, i hvilken det kødelige Israel var under Loven med dens forbilleder og skygger, at Jehova befalede, at der skulle betales tiende.

20. Hvad er modbilledet til loven om tiende? Og hvordan bekræftes dette i Bibelen?

²⁰ Hvad fremstilles der billedligt ved, at israelitterne gav en tiendedel af deres årlige indtægter? Ti står som et symbol på jordisk fuldstændighed og tilkendegiver, at den kristne yder alt, hvad han ejer, i Rigets tjeneste. Først og fremmest giver han sig selv uforbeholdent og betingelsesløst i indviet forkyndertjeneste og støtter Jehovas organisation. „Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!“ „Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn.“ Men det indbefatter så vist også frivillige offerydelser af ens materielle ejendom, for Paulus tilføjer: „Glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag.“ (Hebr. 10:7; 13:15, 16) Ordene i Jesu to store bud understreger nødvendigheden deraf: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke. Et andet er dette: Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mark. 12:30, 31) Ydermere formanede Jesus sine disciple: „Sælg, hvad I har, og giv almisse!“ (Luk. 12:33) Under den nødssituation, der opstod efter den store omvendelse på pinsedagen, havde de første kristne lejlighed til rent bogstaveligt at adlyde denne befaling: „Hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, havde eet hjerte og een sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles.“ (Ap. G. 4:32) Deres bønner har sikkert lydt som deres fader Davids, da han så den rigdom af gaver, der var blevet skænket til opførelsen af Jehovas tempel: „Thi hvad er jeg, og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og af din egen hånd har vi givet dig det.“ (1 Krøn. 29:14) Jehova kender vort behov og lader os få den fremgang, det behager ham at give os. Hvordan kunne man sige, at uforbeholden indvielse ikke skulle indbefatte, at vi giver ham af de materielle goder, der er hans, til hans pris og til støtte for hans organisation? At give gaver af et helt og fuldt hjerte er det sande modbillede til loven om tiende.

Trofast finansiel støtte til Guds familie

21. Hvordan viser Jakobs eksempel på tro den gavmildhedens ånd, der råder iblandt Jehovas folk?

²¹ Jesus havde aldrig nødig at anmode om midler til udførelsen af sin tjenestegerning. Han var Jehovas tjener, og Jehova gav ham fremgang. Af samme grund har Vagttaarnets Selskab og Jehovas vidner aldrig ladet en indsamlingsbøsse gå rundt eller forlangt kontingent af dem, som er tilknyttet den nye verdens samfund. Det har aldrig været nødvendigt, og det er det heller ikke nu, og ved Guds hjælp vil det aldrig blive nødvendigt, så længe Jehovas folk er besjælet af den gavmildhedens ånd, som Gud skænker dem, og som gør dem til glade givere. Disse offergaver, som hans folk bringer, må i sandhed glæde Jehovas hjerte, således som det glæder hele hans store organisations familie. Den interesse, de nærer for udbredelsen af hans pris, er ikke bare ord og heller ikke kun et spørgsmål om tro. Jakob viste eksempelvis, hvad tro er: „Hvis en broder eller søster mangler klæder og dagligt brød, og en af jer siger til dem: Gå bort i fred, klæd jer varmt og spis jer mæt, men ikke giver dem det, legemet behøver — hvad nytter det så?“ (Jak. 2:15, 16) Arbejdets fremgang indtil i dag er et bevis på, at når Jehovas trofaste tjenere ser Guds store familie i trang, hvad enten det er i den lokale rigssal eller på Vagttaarnsselskabets afdelingskontor, så beder de ikke bare om velstand og siger: Jehova vil skænke det fornødne! for derpå at gå hver til sit. Nej, de reagerer på samme måde som den første menighed.

22. Hvordan reagerede menighederne i Makedonien over for den nødssituation, brødrene i Jerusalem befandt sig i, og hvorfor beredte det Paulus så stor en glæde?

²² En international organisations finansielle fornødenheder dækkes ikke ved tro alene, og en verdensomspændende forkyndelse holdes ikke i gang ved tro alene. Nødvendigheden af, at de kristne giver af deres materielle midler, har givet sig klart udslag i såvel vor tid som den kristne menigheds begyndelse. Nu som dengang kommer folk fra alle nationer til erkendelse af sandheden og slutter sig til Guds organisation. Meget få af dem er rige på livets materielle goder, og de stræber heller ikke efter sådanne goder, men indser, at det var gennem sin organisation, Herren bragte dem sandheden, og derfor støtter de den med glæde. På grund af den hårde forfølgelse, der ramte den første menighed i Jerusalem, kom dens ledelse og andre trofaste kristne i nød og trang. Da de omliggende menigheder hørte derom, hjalp de dem beredvilligt, skønt de ikke selv havde overflod. Paulus glædede sig så inderligt over den måde, hvorpå menighederne i Makedonien havde reageret, at han skrev til korinterne: „Vi kan fortælle jer, brødre, om den Guds nåde [ufortjente godhed, NW], som er givet Makedoniens menigheder, at samtidig med, at de stod deres prøve i megen trængsel, er der af deres overvældende glæde og deres dybe fattigdom vældet frem en rigdom af gavmildhed. Thi det kan jeg vidne: de gav efter evne, ja, over evne, og det uopfordret. Indtrængende bad de os om den nåde at måtte være med i hjælpen til de hellige.“ — 2 Kor. 8:1-4.

23. Med hvilke andre egenskaber forbinder Paulus det at give af sine midler? Og med hvilket princip opmuntrede han brødrene?

²³ Korinterne havde også selv vist stor gavmildhed, og da Paulus sendte Titus til dem for at indsamle deres gave, skrev han til dem: „Ja, ligesom I nu er rige på alt, på tro og tale og kundskab og på al iver og kærlighed til os, så vis jer også rige her, hvor det gælder kærlighedsgaven.“ (2 Kor. 8:7) Paulus forbinder her det at give af sine midler med tro og kundskab og kærlighed og anbefaler det som et tegn på åndelig sundhed. Han minder dem om princippet, at sår man sparsomt, høster man sparsomt, for derpå at opmuntre dem: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ Skønt det, de gav, var absolut frivilligt, behøvede ingen at føle sig ude af stand til at yde noget, for Paulus sagde: „Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning.“ — 2 Kor. 9:6-9.

24. Hvilke velsignelser følger med, når man giver frivillige gaver til Jehovas organisation?

²⁴ Den tjeneste, de ydede med deres kærlighedsgave, var ikke alene en støtte for organisationen i dens finansielle behov, men en overordentlig glæde og en kilde til lovprisning af Jehovas navn. „Således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed, som gennem os fremkalder tak til Gud. Thi den hjælp, som ydes ved denne tjeneste, råder ikke alene bod på de helliges savn, men vil også bære rig frugt i de mange taksigelser til Gud. Den trofasthed, hvorom jeres hjælp vidner, bringer dem til at prise Gud, fordi I lydigt bekender jer til Kristi evangelium og oprigtigt har fællesskab med dem og med alle.“ (2 Kor. 9:11-13) I dag er Jehovas vidners frivillige gaver, der gives for at støtte de sande tilbederes verdensomspændende organisation, ligeledes en kilde til glæde for Jehova og til lovprisning af hans navn. Ikke under tvang, men frivilligt — selv om det for manges vedkommende betyder afsavn — har alle del i såvel finansieringen af arbejdet som forkyndelsen, idet de aflægger deres personlige vidnesbyrd.

25. Hvilke foranstaltninger træffes der til at modtage de nye?

²⁵ Tusinder, ja måske millioner, vil endnu vise sig og slutte sig til det stadig voksende kor, der synger Jehovas pris. I fremsynethed og glad forventning træffes der allerede nu gennem Selskabets afdelingsorganisationer og ved opførelsen af rigssalene foranstaltninger til at tage imod dem. Hvis disse mennesker skal slutte sig til os og oplæres i tjenestegerningen, må vi sørge for mødesteder til dem, og lejen af sådanne lokaler skal betales. Med dette for øje er der opstillet bidragsbøsser i rigssalene, og de frivillige bidrag, der kommer ind fra brødrene, bliver brugt til dækning af menighedens udgifter. Overskydende beløb kan menigheden, såfremt den ønsker det, indsende til afdelingskontoret fond „Dine udsigter til at give bidrag“ som gave fra menigheden til Selskabet. Det er brødrene en glæde at yde sådanne bidrag.

Velstand, der tæller

26. Hvordan har kristenheden tilranet sig og misbrugt den rigdom, den har indsamlet i Guds navn?

²⁶ De falske religioners organisationer indsamler uhyre pengesummer og bruger alle veje og midler til at få penge ind. Disse penge bliver brugt til opførelse af pragtbygninger, der som regel langt overstiger de menneskers betalingsevne, som samles i dem. Foruden et højt lønnet præsteskab findes der ofte et betalt kor. De blandt hjorden, som yder bidrag til disse systemer, ser med beundrende blikke på deres prægtige bygningsværker og føler sig velhavende. De regner dem for ilde stedt, som må samles i mindre „imponerende“ eller „ærefrygtindgydende“ bygninger. Men hvad kan alt dette bidrage til Guds herlighed? Kan nogen af de skønneste eller kostbareste kirker i vor tid sammenlignes med den pragt, der omgav Salomos tempel? Og dog sagde dette tempels bygmester i sin indvielsesbøn: „Men kan Gud da virkelig bo på jorden? Nej visselig, himlene, ja himlenes himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget!“ (1 Kong. 8:27) Hvor har ikke kristenheden tilranet sig og misbrugt de store rigdomme, der er blevet indsamlet i Guds navn! „Skal et menneske bedrage [plyndre, AT] Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: Hvordan har vi bedraget dig? Med tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager dog mig, ja, alt folket gør det!“ (Mal. 3:8, 9) Alle de penge, som kristenheden har fravristet sine tilhængere, fører ikke til lovprisning af Jehova eller bringer folket indsigt i hans hensigter og dermed trøst. Tværtimod bruges kristenhedens rigdom til afgudsdyrkelse. „Men I, Israels hus, så siger den Herre GUD: Gå hen og dyrk hver sit afgudsbillede, nu og siden hen, hvis I ikke vil lytte til mig; men mit hellige navn skal I ikke mere vanhellige med jeres gaver og jeres afgudsbilleder.“ — Ez. 20:39, RS.

27. Hvori består Jehovas vidners velstand?

²⁷ Modsætningsvis kan Jehovas vidner opvise en stadig voksende organisation af ordets forkyndere, der er fuldt beredt til at tjene og prise deres Gud. Deri består deres velstand, og de fryder sig over den andel, de hver især har haft i kraftigt at støtte det program, der muliggør denne voksende velstand. De samler ikke store pengesummer til egen berigelse, og de lader heller ikke behovet for penge eller de nødvendige udgifter få dem til at tabe det egentlige formål med organisationen af syne. Deres bidrag er ikke betaling for de velsignelser, de modtager i rigssalene. Sandheden, der er langt mere værd end guld og sølv, kan ikke betales. Sandheden fremelsker kærlighed til Gud, og kærlighed giver sig udslag i gavmildhed.

28. Hvordan kommer menighedens enhed til udtryk, når det drejer sig om at yde økonomisk støtte?

²⁸ I Jehovas vidners menigheder er det ikke bare nogle få, der bærer den økonomiske byrde i forbindelse med organisationen. Som et yderligere bevis på enhed løser de arbejdets finansielle problemer i fællesskab, idet enhver yder sit. Hvis der for eksempel kommer halvtreds mennesker i en rigssal, og lejen er kr 150,00 om måneden, beløber det sig gennemsnitligt til kr. 3,00 pr. mand. Nogle vil være i stand til at give mere, andre mindre, men de, som ikke kan afse dette beløb, behøver ikke at skamme sig eller føle, at de ikke kan være med til at bære byrden. Jesus gjorde dette ganske klart, da han viste, hvor stor pris Jehova satte på enkens skærv. „Han så da en fattig enke, der lagde to småmønter i den [tempelblokken]. Og han sagde: Sandelig siger jeg eder, denne fattige enke lagde mere deri end alle de andre. Thi de lagde i gavebøssen af deres overflod; men hun lagde af sin fattigdom alt, hvad hun havde i eje.“ (Luk. 21:2-4) De, som har overflod, giver, hvad de kan; det er ikke til ulempe for dem, og det behager Herren. Men den, som giver af det lille, han har, viser sin oprigtighed i endnu større grad.

29. Hvoraf kan man se, at velsignelserne, der følger med at støtte organisationen materielt, ikke bør begrænses til dem, som har større midler?

²⁹ De falske religioner i kristenheden sætter ikke pris på de små gaver og opmuntrer heller ikke til at give små gaver, men sådan forholder det sig ikke i Jehovas organisation. Husk, Paulus viste, at det at give materielle gaver for en væsentlig del hører med til den kristnes livssyn, og at sådanne gaver modtages med taksigelse til Gud. Mens en ordets tjener først og fremmest bekymrer sig om at gøre godt i forkyndergerningen, vil han også bestræbe sig for at støtte organisationen ved at give gaver, hvor små de end måtte være, da en sådan gavmildhed er af vigtighed for den kristnes åndelige helse og modenhed. Hvorledes er den det? Vi skal for et øjeblik beskæftige os med de åndelige gaver. Betænk for eksempel den gave, en ordets tjener giver, selv om han kun kan yde een time om måneden i forkyndelsen af den gode nyhed fra hus til hus. Skønt dette bidrag til fremme af Rigets interesser kun er lille, kastes der ikke vrag på det, vel? Og hvis en broder ikke er i stand til at yde mere end een time i en måned, vil ingen betragte hans indsats som en blot og bar forringelse af gennemsnittet. Alle glæder sig over, at han har været med i vidnegerningen, og forstår, at han har gjort noget godt. Ingen tænker på at sammenligne hans ene time med de tusinder af timer, der er blevet brugt i forkyndelsen i den måned. Hvorfor skulle så den, der kun kan give en gave på halvtreds øre eller en krone, sammenligne sit bidrag med det samlede beløb for menighedens udgifter eller med de summer, der gives ud af afdelingskontoret? De, som kun kan give nogle få timer i tjenesten, bliver ikke hjemme, fordi pionererne kan anvende langt mere tid. Den finansielle støtte til organisationen og de velsignelser, denne gavmildhed fører med sig, skal ikke begrænses til dem, som har større midler. Hvis ingen havde efterkommet opfordringen til at give åndelige gaver, dengang den sande tilbedelse blev genindført i begyndelsen af Elias-perioden, og hvis ingen havde taget forkyndelsen op, ville der ikke have fundet nogen vækst sted med henblik på lovprisningen af Jehova, og hvordan ville vi så have fået sandheden? På tilsvarende vis, hvis ingen havde givet så gavmildt som før i tiden — og som nu — måtte arbejdet have været indskrænket, og vi ville måske ikke have haft Vagttaarnet at læse i dag! Jehova ske tak for organisationens modenhed og den gavmildhedens ånd, der besjæler hans folk!

Delagtighed i fremstillingen

30, 31. Hvordan viser eksemplet med landmanden, at al aktivitet inden for organisationen er nødvendig?

³⁰ Ikke alene dækker menighedens medlemmer den lokale organisations behov, men de betænker også det omfattende arbejde, der udføres i de mere end halvfjerdsindstyve afdelingsorganisationer verden over. Ligesom der blev indsendt bidrag til ledelsen i den første menighed, således støtter brødrene i hele verden Jehovas organisations kontor i deres eget land. Det er så vist sandt, når det siges, at Jehova er sin organisations hovedstøtte. Han kan skænke alt, hvad der behøves, både i organisationen og blandt dem, som udgør den. Han er selv den store Giver og Frugtbærer. „Som der står skrevet: Han delte ud, han gav de fattige, hans retfærdighed varer evindelig. Og han, som skænker sædemanden sæd til at så og brød til at spise, vil også skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter.“ (2 Kor. 9:9, 10) Dog alt, hvad der frembringes, er med i frembringelsesprocessen. Jehova tilvejebringer bogstavelig føde i rigt mål, men landmanden må arbejde for at få afgrøde. Hvis han følger Guds anvisninger, vil han ikke alene få nok til sit eget underhold, til der skal plantes næste gang, men han vil også have udsæd. (Es. 28:23-26) Det samme kredsløb præger den teokratiske udvidelse af Jehovas organisation.

³¹ Alle, som nyder godt af Jehovas åndelige forråd og vokser til modenhed, yder en indsats i forkyndergerningen. Der er en righoldighed af åndelig føde, men nogle må give deres tid til at frembringe den. (Ap. G. 6:1-4) Dette har Herren gjort muligt ved så gavmildt at give mennesker som gaver til organisationen. At skrive og trykke den litteratur, der omhandler det skønne budskab, er i sandhed en forret. Men udbredelsen af litteraturen er også nødvendig, for at der kan blive en høst, og den bringer sine særlige velsignelser. Inden landmanden kan høste frugten af sit arbejde, må han først pløje og harve jorden, og dernæst så, vande og luge den. Al aktivitet inden for organisationen er nødvendig, og alt samvirker til arbejdets fuldendelse.

32. Hvordan vises organisationens indbyrdes afhængighed ved fremstillingen af litteraturen?

³² Desuden kan de, som ikke har lejlighed til at fremstille litteraturen, støtte denne gren af arbejdet finansielt. „Thi Makedonien og Akaja har gerne villet samle en fællesgave til de fattige blandt de hellige i Jerusalem. De har nemlig gerne villet det og står også i gæld til dem. Thi når hedningerne har fået del i de andres åndelige goder, så skylder de også at tjene dem med de timelige.“ Dette viser organisationens indbyrdes afhængighed, idet hver del yder sin indsats for at afhjælpe hinandens savn. „Det er jo ikke meningen, at andre skal have det let og I svært; nej, der skal være ligelighed. Nu for tiden må I med jeres overflod hjælpe de andre, som trænger til det, for at de engang med deres overflod kan hjælpe jer, når I trænger til det, for at der kan blive ligelighed, som der står skrevet: Den, der samlede meget, fik ikke for meget, og den, der samlede lidet, fik ikke for lidt.“ — Rom. 15:26, 27; 2 Kor. 8:13-15.

33. Ved hvilken lejlighed gjorde brødrene i Filippi klog brug af deres muligheder og modtog særlig velsignelse?

³³ Foruden trykningen af litteratur, et arbejde, mange af afdelingskontorerne selv udfører, gøres der meget andet arbejde for at holde udvidelsesprogrammet i gang, altsammen ting, der medfører udgifter, men disse kan brødrene være med til at bestride, hvad de også er. Paulus arbejdede som zonetjener, dengang han skrev: „Dog var det smukt af jer at stå sammen med mig i min nød. I ved det også selv, filippere! at i evangeliets første tider, da jeg var rejst fra Makedonien, var I den eneste menighed, der havde regnskab med mig over givet og modtaget. Thi endog medens jeg var i Tessalonika, sendte I mig både een og to gange, hvad jeg trængte til.“ (Fil. 4:14-16) Brødrene i Filippi gjorde klogt i at udnytte deres muligheder, de modtog Herrens velsignelse, og de fik rosende omtale i hans inspirerede ord. Mange i menighederne har øjnene åbne for disse muligheder og er med til at bestride nødvendige udgifter.

34. Hvilke udgifter har afdelingskontorerne, men hvorfor er de ikke kede af disse udgifter?

³⁴ Side om side med zonetjenerne yder de mange hundrede missionærer i de hjem, som Selskabet opretholder rundt om i verden, deres indsats i udvidelsesprogrammet. God støtte fås også fra specialpionererne. Foruden omkostningerne i forbindelse med disse to grene af arbejdet, der påhviler alle afdelingskontorerne, er der vedligeholdelsen af betelhjemmet og forplejningen af de brødre, som udfører en kærlighedsgerning der til gavn for deres brødre i det område, betelhjemmet betjener. Dertil kommer udgifterne til de regelmæssige stævner, der afholdes, for ikke at tale om de mange bekostelige retssager, der er nødvendige for at forsvare og juridisk begrunde den gode nyhed. Det er altsammen udgifter, organisationen må klare, men som vi på ingen måde er kede af, da den rigdom af velsignelser, de bringer med sig, ikke kan måles i kroner og øre. De viser for hele verden, at skønt Jehovas vidner ikke er velhavere, er de ikke bange for at bruge de midler, de har, til en sag, der fortjener det, og at de ved, hvordan de kan få det mest mulige ud af deres midler. Fremfor alt er det et vidnesbyrd om, at Jehovas ånd hviler over hans organisation, og der er intet, som bør gøres, der ikke kan eller vil blive gjort. Den overordentlige vækst, hans organisation har erfaret, er ikke sket uden økonomiske ofre, men ved Jehovas ufortjente godhed vil arbejdet stadig vokse og gribe om sig!

Fremtidig velstand sikres

35. Hvordan opmuntrer Paulus til at give gaver regelmæssigt?

³⁵ Mens alle tager del i forkyndelsesprogrammet på en eller anden måde, bestræber de sig også alle for at give gaver. Ligesom den tid, den enkelte tjener anvender i tjenesten, er en frivillig sag, således er de gaver, han giver af sine midler, også helt hans egen sag. Men som vi bestræber os for regelmæssigt at tage del i tjenesten på arbejdsmarken, formaner apostelen os også til regelmæssigt at lægge penge til side og bruge dem til opretholdelsen af organisationen. „Med hensyn til indsamlingen til de hellige skal også I gøre, som jeg foreskrev menighederne i Galatien: Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, for at der ikke først skal finde indsamlinger sted, når jeg kommer.“ — 1 Kor. 16:1, 2.

36. Hvilke erfaringer, som mange, der nu kommer ind i sandheden, tidligere har haft, kan sammenlignes meld de første jødiske kristnes? Og hvordan kan man se på denne sag?

³⁶ Da Jehovas folk selv er kommet fra den nuværende tingenes ordning, ved de, hvad det vil sige at bruge penge til alt det, som ikke fører til Jehovas pris. De, som har været tilsluttet falsk religion, har været vant til at se bidragsbøssen gå rundt; i Amerika har de uge efter uge fået rykkerbreve med „gavekuverter“; i nogle lande har mange endogså fået beløb fradraget deres løn, og disse beløb er blevet givet som „gaver“ til religiøse formål; de har måttet give „bidrag“ til dåbshandlinger, bryllupper, begravelser, til særlige byggefond, missionærfond o.s.v. Nogle har, før de kom i sandheden, brugt mange penge til tilfredsstillelse af kødets begæringer, som for eksempel deres tobakshunger og andre lignende vaner. Ingen af dem, som har skilt sig ud fra Satans fordærvende indflydelse, har følt større lettelse, da de kom i sandheden, end de jøder, der gik over til kristendommen i dens allerførste tid. Skønt tynget af de svære byrder, den frafaldne jødedom havde påtvunget dem, og vant til at se deres tiende, der var forordnet af Gud, brugt til at fratage Gud den pris, der tilkom ham, var de dog blandt dem, om hvem der efter deres omvendelse siges i Apostlenes Gerninger: „Ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles.“ Nu da de kunne se, at deres frivillige bidrag blev brugt til Jehovas pris, holdt de ikke noget tilbage af det, de ejede! Den tid, som nye teokratiske ordets tjenere før anvendte på falske religionsøvelser eller selviske fornøjelser, bruger de nu med iver og glæde i Jehovas tjeneste. Penge, som før ofte i overdreven grad blev anvendt til tilfredsstillelse af selvet eller Satans „hellige“ pengeafpressere, bruges nu med stor gavmildhed til at støtte Jehovas organisation. Det er Jehovas ånd, der nu hviler over dem, der gør dem til glade givere!

37. Hvem anerkender, at Jehova har skænket sin organisation sit navn? Og hvorfor ængstes nationerne?

³⁷ Med Jehovas ånd hvilende over hans organisation bliver løftet om en velstandens tid nu indfriet. Gennem mange perioder med tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder har han støttet den og velsignet den rigt. Dens vækst kender ingen grænser! Jehovas tjeneres antal stiger bestandig og går fra rekord til rekord. Skønt den nye verdens samfund stadig er en ubetydelig minoritet og, hvad år angår, endnu befinder sig i sin barndom, udfører den dog et arbejde og nyder en fremgang og velstand, der slår nationerne under Satans tingenes ordning med forbavselse og rædsel. Denne verdens selviske herskere forbløffes over det, de ser, og tror ikke deres egne øjne. Hvem af dem kan opretholde en regering på grundlag af frivillig beskatning? Ikke desto mindre er det på et sådant grundlag, den nye verdens samfund oprettes for tid og evighed ud over hele jorden. Hvilken af det sataniske systems „kirker“ kan bære sit ansvar over for samfundet uden bestandig at tigge og trygle og true for at få penge ind? Jehovas vidners mageløse vækst og den trøst og inspiration, de har bragt millioner af mennesker hele verden over, skyldes den omstændighed, at et forholdsvis lille antal mennesker frivilligt har givet af deres tid og midler for at støtte det arbejde, Gud har betroet dem. Jehova har udgydt sin rige velsignelse over sin organisation og skænket en sådan vækst, at der nu er 580.000 forkyndere, der lovpriser ham helt til jordens ender. Alle disse, der er oplært af den „tro og kloge tjener“, støtter ivrigt oplæringen af endnu flere, som anerkender, at Jehova opretholder sin organisation, den organisation, han har skænket sit navn.

38. Hvordan kan vi opretholde og sikre Jehovas organisations velstand nu og i fremtiden?