Spørgsmål fra læserne
● Hvori består den utilgivelige synd? — E. M., U.S.A.
Den form for synd der i Bibelen kaldes utilgivelig er ikke en bestemt kategori af synder, som for eksempel at stjæle, lyve eller gøre sig skyldig i kønslig umoralitet. Dette er alvorlige synder og kan indebære en utilgivelig synd. (Åb. 21:8) Men den utilgivelige synd er en synd der begås med overlæg imod Guds ånds åbenlyse virke. Den udspringer af et hjerte der helt og for bestandig har fjernet sig fra Gud.
Nogle af jødernes religiøse ledere der ved en lejlighed kom til Galilæa for at se og høre Jesus Kristus, havde allerede lagt råd op om hvordan de kunne slå ham ihjel. (Matt. 12:14) I Galilæa så de Jesus helbrede en mand som var besat og som var både blind og stum. I stedet for at indrømme at Jesus gjorde mirakler ved hjælp af Guds hellige ånd, beskyldte farisæerne ham ondsindet for at gøre det ved hjælp af Satans kraft. Efter at have påvist hvor grundigt de tog fejl, sagde Jesus:
„Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende.“ — Matt. 12:31, 32; Mark. 3:28, 29; Luk. 12:10.
For disse religiøse lederes vedkommende var der ikke blot tale om at de havde undladt at lade sig overbevise af Kristi lære og gerninger. Indbyggerne i Korazin og Betsajda havde været så optaget af den daglige tilværelse at de ikke tog imod Jesus og omvendte sig; dog vil de uden tvivl nyde godt af Guds barmhjertighed og få en opstandelse og en fremtidig mulighed for at lære retfærdighedens vej at kende. (Matt. 11:20-24) Det drejede sig for farisæernes vedkommende heller ikke om at de havde spottet og modstået de sande tilbedere fordi de var uvidende om Guds vilje. Dette havde været tilfældet med Saulus fra Tarsus, men der blev vist ham barmhjertighed og han fik tilgivelse. (1 Tim. 1:13-16) Nej, disse religiøse ledere var helt igennem fordærvede i hjertet, og det vidste Jesus. Til forskel fra det jævne folk sad de inde med et betydeligt kendskab til Guds ord. Nu havde de fået et tydeligt vidnesbyrd om Guds ånds virke. Alligevel forkastede de pure hvad der var udrettet ved Jehovas ånd og henførte gudsbespotteligt Jesu mirakler til Satans magt. Hvor vidt kunne man gå i sin ondskab?
Var deres synd alvorlig? Jesus, som „kendte deres tanker“, vidste at de med overlæg — med vidt åbne øjne — syndede mod hvad de vidste var den hellige ånds virke. Han tilkendegav at de var ’skyldige i en evig synd’. (Matt. 12:25; Mark. 3:29) Af den sammenhæng hvori dette siges og i betragtning af hvad Jesus senere sagde om at mange af den tids religiøse ledere styrede mod deres evige undergang i Gehenna, ser det ud til at de havde gjort sig skyldige i den utilgivelige synd. (Matt. 23:15, 33) Deres synd var utilgivelig, ikke fordi Jehova ikke er en tilgivende Gud, men fordi de ikke kunne angre og ikke stod til at redde. Deres synd gjorde dem i bund og grund utro over for den sande gudsdyrkelse. Selv i den kommende tingenes ordning kunne den der havde gjort sig skyldig i denne synd, ikke opnå tilgivelse.
Kan man synde mod den hellige ånd i dag og således være uden for tilgivelsens rækkevidde? Ja, det er muligt. En person kan være så håbløst fordærvet i sind og hjerte at han går så vidt som til at synde mod ånden. Og man behøver ikke være en salvet kristen for at gøre det. Husk på at disse farisæere ikke var salvede og at de alligevel gjorde sig skyldige i en utilgivelig synd.
Hvordan ved man om der er begået en utilgivelig synd?
Denne form for synd har relation til det der siges i Hebræerbrevet 10:26: „Hvis vi med vilje praktiserer synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, gives der ikke mere noget offer for synder.“ (NW) Ved denne form for synd er der altså tale om at gøre noget med vilje. Man synder hårdnakket, fuldt ud klar over at man går direkte imod Guds ånds virke og hans retfærdige love. Vi synder ganske vist alle og har brug for Kristi genløsningsoffer for at opnå tilgivelse, men „der [gives] ikke mere noget offer for synder“ for den der véd dette og „som har trådt Guds søn under fod og som har holdt pagtens blod, hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi“. Vedkommende „har krænket den ufortjente godheds ånd med foragt“. (Hebr. 10:29, NW) Han vil aldrig angre og ydmygt anmode Gud om tilgivelse fordi han har syndet og afvist Kristi genløsningsoffer. Han formår ikke at angre.
Dog er der én vigtig ting vi må huske: Jesus kunne læse jødernes inderste tanker og han kendte deres hjertetilstand, og han var derfor klar over hvornår de havde syndet mod den hellige ånd. Ufuldkomne mennesker i dag kan ikke læse hvad der bor i et menneskes hjerte, sådan som Jehova og Jesus kan, og vi kan derfor ikke afgøre om en person er gået så vidt at han har syndet mod ånden. (Matt. 12:25; Hebr. 4:13) Det kan kun Gud afgøre.
Selv i det tilfælde hvor en er blevet udstødt af den kristne menighed betyder det ikke nødvendigvis at vedkommende har gjort sig skyldig i en utilgivelig synd. Vedkommende kan senere angre. I den første menighed i Korint måtte en af de salvede kristne udstødes på grund af umoralitet og fordi han ikke viste tegn på anger. Men åbenbart blev denne mand senere genoptaget i menigheden, hvilket viser at han ikke havde syndet mod den hellige ånd. — 1 Kor. 5:1-5; 2 Kor. 2:6-8.
Alligevel bør den omstændighed at det er muligt at synde mod den hellige ånd gøre os agtpågivende. Da vi er ufuldkomne skabninger synder vi daglig uden at vide af det. Hvis man føler sig virkelig sønderknust og angrer sin synd, er dette et tegn på at man ikke har gjort sig skyldig i den utilgivelige synd. Hvor vigtigt er det derfor ikke at bevare et ydmygt sind, at indrømme sine fejl og bede Gud om tilgivelse. (1 Joh. 1:9; Mika 7:18) Og i erkendelse af at evig udslettelse vil blive deres lod som gør sig ’skyldige i en evig synd’, synden mod den hellige ånd, bør vi søge at undgå at gøre synden til en vane eller at benægte Guds ånds åbenlyse virke.
● Nogle dyr synes specielt at være udrustet til at dræbe, som for eksempel løver og giftslanger. Hvordan kan det være, hvis de alle engang har været planteædere? — L. K., Holland.
Spørgsmålet er forståeligt, for som forholdene er nu dræber mange dyr hinanden for at skaffe sig føden. Men læg mærke til at det er som forholdene er nu. Findes der nogen på jorden der ud fra personlig erfaring kan sige hvordan disse dyrs adfærd var for seks tusind år siden?
På hele jorden dræber mennesker dyr og spiser deres kød. Men beviser den omstændighed at mennesker kan tygge og fordøje kød at alle mennesker spiser kød eller at menneskene altid har spist kød? Nej, for Guds ord, som indeholder den ældste og mest pålidelige beretning om menneskehedens tidligste historie, viser at Jehova oprindelig gav mennesket „alle urter på hele jorden, som bærer frø“ og „alle træer, som bærer frugt med kerne“ til føde. Først seksten hundrede år senere tillod Gud en forandring i menneskenes kost idet han gav dem lov til at jage dyr til føde. — 1 Mos. 1:29; 9:2, 3.
De der tror at mennesket og dyrene har udviklet sig over en periode på millioner af år vil måske ikke acceptere dette, men sådan siger Guds ord, og Jesus Kristus sagde: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Hvis menneskenes nuværende kost og levevis ikke er som den oprindelig var, er det da ikke muligt at det samme kunne være tilfældet for dyrenes vedkommende?
Vi må huske på at videnskabsmændene kun sidder inde med en begrænset viden. Selv om en mand er autoritet på ét område af dyrenes liv, ved han ikke alt hvad der er at vide om et dyr som det nu lever, for slet ikke at tale om hvordan det levede for tusinder af år siden. De der er ærlige, og som ikke nærer for høje tanker om sig selv, indrømmer dette. Selve den omstændighed at videnskabsmændene har forskellige meninger viser at de ikke ved alt.
For eksempel har det været et spørgsmål om kobraslanger har høresans. Den 27. november 1968 skrev en krybdyrkonservator ved en af de store zoologiske haver i De forenede Stater: „Ingen slanger har høresans; det indbefatter også kobraslangen.“ Dette var en ret afgjort udtalelse. Imidlertid forklarede kuratoren og lederen af afdelingen for krybdyr og padder ved det naturhistoriske museum i New York samme dag: „Det har længe været antaget . . . at slanger er døve over for lyde der forplanter sig gennem luften. Nylige undersøgelser har dog vist at nogle slanger kan høre dybe toner. Hvilken indflydelse dette får på spørgsmålet om kobraslangernes høresans står hen i det uvisse. De fleste vidnesbyrd taler stadig til gunst for teorien om at det er bevægelse snarere end lyd der har indflydelse på kobraen, men spørgsmålet er absolut ikke afgjort.“
Bibelen har for længe siden sagt at kobraslangen hører „tæmmerens røst“ men kan lade være med at høre, ligesom et menneske kan lade være med at høre. (Sl. 58:5, 6) Vil det være klogt at forkaste hvad Bibelen siger blot fordi nogle videnskabsmænd mener at det forholder sig anderledes? Ovennævnte citater viser at svaret er nej. På samme måde bør den omstændighed at visse vidnesbyrd i dag ikke synes at støtte hvad Bibelen siger om dyrene i fortiden, ikke få os til at forkaste Guds inspirerede ord.
Det er også et spørgsmål om man har lov til at drage den slutning at den måde hvorpå et dyr bruger sit legeme i dag, er den eneste mulige måde. En tiger bruger for eksempel sine hugtænder og kløer til at fange, dræbe og sønderrive andre dyr med. Men kunne de samme hugtænder og kløer ikke bruges til at flænse og sønderrive seje planter med og afrive skaller og bælge?
’Men hvad så med giftslangerne?’ vil nogle måske spørge. Det kunne se ud som om dyregifte kun tjente som beskyttelse for dyret eller til at dræbe byttet med, men er det rigtigt? I bogen „Animal Poisoners“ har H. Munro Fox skrevet: „I nogle tilfælde ved vi at giftene har betydning for selve legemets funktion hos de dyr som fabrikerer giften. I mange tilfælde er dette måske den egentlige grund til giftenes tilstedeværelse, helt bortset fra deres beskyttende værdi. Slangernes giftige spyt har for eksempel en opgave i forbindelse med fordøjelsen af slangens føde.“ Et andet eksempel er en bestemt grøn havorm der er delvis dækket af en giftig slim. Skal denne giftige slim beskytte den mod at blive ædt? Det kunne se sådan ud. Men hvis denne orms unger sætter sig på slimen forandrer giften dem til mikroskopisk små handyr i stedet for de store hundyr de ville have udviklet sig til hvis de havde sat sig på havbunden.
Det er sandt at man måske kunne anføre hundreder, ja måske tusinder, af tilfælde som tilsyneladende viser at dyrene altid har dræbt hinanden, og at dette er nødvendigt for „ligevægten i naturen“. Men bør vor mangel på et fuldstændigt kendskab til Guds skaberværk få os til at opgive troen på ham og hans ord?
Bibelen forklarer at Gud i Edens paradis gav „alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, . . . alle grønne urter til føde“. (1 Mos. 1:30) Senere levede alle de grundlæggende arter af landdyrene i Noas ark et helt år uden at fortære hinanden. Guds ord siger endvidere, tilsyneladende på grundlag af de tilstande der eksisterede i Edens have og som vil blive genoprettet engang i fremtiden: „Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland.“ — Es. 11:7-9.
Det er helt sikkert at den store Skaber som dannede himmelen og alle himmellegemerne, som sørgede for fuldkommen balance og orden i universet og som kender hemmeligheden ved den harmoni og fred der herskede i Edens have, kan genoprette paradisiske tilstande på jorden. Det overstiger ikke hans evner at skabe en „ligevægt i naturen“ hvor dyrene ikke dræber hinanden. Lad os derfor i tro og tillid se frem til den tid.