Når alt i naturen harmonerer

MANGE tror ikke at Gud eksisterer, på trods af overvældende vidnesbyrd om at der bag den harmoni og planmæssighed vi ser i naturen står en intelligent Planlægger. De mener at tanken om en kærlig Skaber ikke stemmer med volden, ondskaben og myrderierne, der er så fremherskende på jorden.

Men hvis det nu ikke er GUD der har skylden for volden og myrderierne? Hvis det ikke er HAM der er ansvarlig for den store ondskab blandt menneskene, men han tværtimod afskyr alt dette og har lovet at han ubetinget vil gøre ende på det når hans tid er inde?

Hvem er ansvarlig?

En fabrikant fremstiller måske en kniv der er beregnet til at skære grøntsager med. Hvis nogen bruger denne kniv til at dræbe et andet menneske med, hvem kan da holdes ansvarlig? Kan fabrikanten der fremstillede kniven dømmes? Nej, den skyldige må være den der misbrugte kniven.

Menneskets hænder kan på forunderlig måde bruges til utrolig mange nyttige opgaver. De kan bygge huse, plante træer, samle nåle op, holde nænsomt om små børn. Men hvis en mand kvæler et andet menneske, kan vi så af den grund hævde at hans hænder er dårligt konstrueret? Nej, det er ikke konstruktøren men ejeren der kan bebrejdes.

Hvis en bygmester opfører et smukt hus og udlejer det til mennesker der øver hærværk mod det, hvis fejl er det da? Ville man anklage bygmesteren for forbrydelsen? Nej, man ville holde lejerne ansvarlige for det skete. Og man ville ganske sikkert ikke benægte at bygmesteren eksisterede, blot fordi lejerne viste sig at være forbrydere.

Det er både ulogisk og uretfærdigt at dømme de uskyldige. Det er ulogisk at fordømme legemsdele eller organer som Gud har skabt til et godt formål, selv om de i øjeblikket bliver brugt på en anden måde.

Bibelen oplyser os om Guds hensigt med menneskers og dyrs liv på jorden, og grunden til at de i dag lever i ufred med hinanden. Vi får også at vide at der snart vil råde fuldstændig fred, harmoni og balance overalt i naturen.

Ikke skabt sådan

Har mennesker og dyr altid opført sig som de gør i dag? Har de altid såret og lemlæstet og dræbt? Blev de skabt til den adfærd?

Svaret på disse spørgsmål er nej.

Men er det da ikke Gud der hersker over den nuværende tingenes ordning? Er det ikke ham der leder nationerne i deres måde at opføre sig på over for hinanden? Også disse spørgsmål må vi besvare med et nej.

Men hvordan har det da været før i tiden? Hvordan er forholdene blevet som vi ser i dag? Hvem er det egentlig der hersker over denne verden? Og hvordan vil Gud bære sig ad med at indføre fred og harmoni overalt i naturen?

Sådan var det

Da Gud skabte mennesker og dyr til at leve her på jorden, var det ikke hans hensigt at de skulle være dræbere. De blev skabt til at leve i fred med hinanden. Forholdene var altså dengang helt anderledes end i dag. Bibelen fortæller os at „Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt“. — 1 Mosebog 1:31.

Menneskene skulle i kærlighed herske over „havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden“. (Vers 28) Ingen af dyrene i Edens have var dræbere. De udgjorde ikke nogen trussel mod menneskene, og menneskene var heller ingen trussel mod nogen af dyrene.

Guds ord siger tydeligt angående de første mennesker: „Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde.“ (1 Mosebog 1:29) Menneskene spiste altså ikke dyr.

Hvad fik dyrene da til føde? Den inspirerede beretning siger: „Alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde.“ — 1 Mosebog 1:30.

Da Gud skabte menneskene, satte han dem i et fredeligt paradis, der kaldtes Edens have. Han skabte dem til at have et fredeligt forhold til dyrene; hverken mennesker eller dyr øvede nogen form for vold for at få mad. Og det var hensigten at menneskene skulle opretholde disse gode forhold ved at drage omsorg for sig selv, for dyrene og for den paradisiske have som de og deres afkom ville udvide til at omfatte hele jorden. — 1 Mosebog 1:27, 28.

Betingelsen

Hvordan kunne menneskene dyrke og vogte dette fredelige paradis og komme til at leve evigt på jorden, som det var hensigten? Ved at adlyde Guds love. Det var betingelsen. Hvorfor var det så vigtigt? Fordi Gud ikke skabte menneskene sådan at de kunne gøre sig uafhængige af deres Skaber og stadig leve i lykke. Bibelen siger tydeligt: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jeremias 10:23.

Menneskehedens problemer tog deres begyndelse da vore første forældre misbrugte deres frie vilje. En oprørsk åndeskabning forledte dem til at tro at de uden Guds hjælp kunne afgøre hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. De valgte at gøre sig uafhængige af Gud. Men det var ikke Skaberens fejl. „Fuldkomment [er] hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han,“ siger Bibelen. Oprørerne er selv ansvarlige for følgerne af oprøret: „Skændselsmennesker sveg ham, en forvendt og vanartet slægt.“ — 5 Mosebog 32:4, 5; 1 Mosebog 2:15 til 3:24.

Gud tillod menneskene at gøre sig uafhængige, eftersom det var hvad de ønskede. Men han opretholdt ikke længere deres fuldkomne tilstand. Sådan kom ufuldkommenhed og død ind i verden. (Romerne 5:12) Og Gud tillod dette — for en tid — for at alle skulle kunne se hvad menneskenes uafhængighed ville føre til for dem selv, for dyrene og for jorden. I tusinder af år har Gud nu tilladt dette for at de triste følger af oprøret én gang for alle skulle blive tydelige.

Det var altså menneskets løsrivelse fra Gud der førte til ufuldkommenhed, vold og død. Da det vendte sig til lovløshed, blev også resten af skaberværket bragt ud af balance. Mennesket mistede sit kærlige herredømme over dyrene. Det behøver ikke undre os at dyrene ikke kan holde fred indbyrdes, når menneskene ikke selv er i stand til det.

Dyrene — der ligesom menneskene levede vegetarisk i Edens have — begyndte at leve af hinanden; nogle spiste endog mennesker når det var muligt. (1 Mosebog 1:30) For at sikre menneskenes fortsatte beståen, fik disse lov at spise dyrekød efter Vandfloden. — 1 Mosebog 9:2-4.

Ikke skabt til at dræbe

Men hvad med de legemsdele og evner hos dyr og mennesker der bruges til at lemlæste og dræbe med? Eftersom Gud skabte en mangfoldighed af forskellige træk, kunne mange af dem tilpasses til den nye situation og være en hjælp til at overleve.

De fleste dyr fortsatte med at spise planteføde, som de fleste stadig gør den dag i dag. Den stærke gorilla er et eksempel herpå — den bruger sine frygtindgydende tænder når den flår og fortærer kraftige planter. Men andre begyndte at spise kød. Og alligevel udgør rovdyrene kun en lille procentdel af dyrene.

Også mennesket har tilpasset sig. Det bruger i sin ufuldkommenhed og egenrådighed ofte sin forstand og sine hænder til at lemlæste og dræbe med. Nogle har endog spist andre mennesker. Og vore tænder kan bruges når vi spiser kød, selv om det ikke indgik i kosten i Edens have.

Men hvad med „naturens balance“? Hvis ingen dyr blev dræbt, hvordan kunne denne balance da opretholdes? Det var for det første mennesket der skulle leve evigt på jorden. Det løfte blev ikke givet til dyrene. De ville dø når deres livstid var til ende.

For det andet har mange dyr en indbygget mekanisme der nedsætter deres frugtbarhed når flokken bliver for stor. Og dette sker uden Guds direkte mellemkomst nu. Når Guds tid er inde til at fredelige paradisiske forhold atter skal herske på jorden, vil det ganske givet ikke være noget problem for den der har skabt både dyr og mennesker, at begrænse deres antal uden at anvende vold.

Et eksempel på hvordan Gud kan undertrykke dyrs voldsomhed, er den fred der herskede mellem mennesker og dyr i omkring et år i Noas ark.

Husk at det der findes i dag ikke er som det der var i Edens have. Livsforholdene var helt anderledes dengang. Mange former for føde var sikkert også anderledes. Sandsynligvis har dyr med stærkere tænder fået grovere føde. Det var deres tænder skabt til.

Ganske vist kan vi ikke i øjeblikket give et nøjagtigt svar på alle spørgsmål om forholdene i Edens have. Men det beviser ikke at der ingen Skaber findes.

Hvem regerer denne verden?

Men hvad skal man da sige til dem der, som Bertrand Russell, indvender at en almægtig og alvidende Gud ikke ville have gjort denne verden så forvirret og kaotisk? Han antog, ligesom så mange andre, at Gud, hvis han findes, må være ansvarlig for alt hvad der sker i denne verden.

Skaberen, Jehova Gud, er imidlertid ikke denne verdens hersker. Den nuværende tingenes ordning regeres af mennesker der er uafhængige af Gud, og bag dem står den usynlige, oprørske åndeskabning, Satan Djævelen. I Bibelen kaldes Satan for „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinter 4:4) Jesus kaldte Satan for „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) I et forsøg på at få Jesus til at gøre oprør mod Gud, tilbød Satan ham myndigheden over alle nationerne. Han må altså selv have siddet inde med denne myndighed. — Lukas 4:5-8.

Det er således oprørske mennesker og onde åndeskabninger der er skyld i al den vold og forvirring der i dag råder blandt mennesker. Gud er ikke ansvarlig.

Genoprettelsen

Bibelen taler om „genoprettelsen af alt“. (Apostelgerninger 3:21) Den viser umiskendeligt at det ulykkelige forsøg på løsrivelse fra Gud snart vil være afsluttet. Både de onde åndeskabninger i himmelen og de oprørske mennesker her på jorden vil blive fjernet; dermed er vejen banet for „nye himle og en ny jord . . . og i dem skal retfærdighed bo“. — 2 Peter 3:13; se også Ordsprogene 2:21, 22; Åbenbaringen 19:11-21.

Så begynder de forhold der herskede i Edens have at blive genoprettet — ja, Paradiset genoprettes. (Lukas 23:43) Det vil betyde at der atter bliver fred og harmoni mennesker og dyr imellem, idet de ikke længere bruger hinanden som føde. Bibelen siger i Esajas 11:6-9: „Ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland.“

Også blandt mennesker vil fuldstændig fred være en realitet: „Han [Gud] gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand.“ — Salme 46:10.

Det er således med god grund at den inspirerede bibelprofeti siger følgende om den store Planlæggers nye orden, der snart vil komme: „De sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Salme 37:11; Mattæus 5:5.

Skønt følgerne af oprøret vil blive slettet, kan tanken om at vore første forældre, Adam og Eva, gjorde oprør mod Gud, godt få nogle mennesker til at undre sig. De har lært at betragte Adam og Eva som figurer fra en gammel myte. Kan vi tro på at de virkelig har levet?

[Tekstcitat på side 10]

Hvis en med sine hænder gør en anden fortræd, hvem er da skyld i det — håndens Skaber eller dens ejer?

[Tekstcitat på side 11]

Da mennesket vendte sig til lovløshed blev også resten af skaberværket bragt ud af balance

[Illustration på side 11]

Gorillaens frygtindgydende tænder bruges til planter, ikke kød

[Illustrationer på side 12]

Adam og Eva levede i fred med dyrene i Edens have — alle var tilfredse med planter som føde

Gud vil snart genindføre de forhold der herskede i Edens have; jorden vil blive omdannet til et paradis