Hvordan viser kvinden sin agtelse for mandens stilling som overhoved?
MANDEN blev skabt i Guds „billede“. (1 Mos. 1:26) Da Gud er „ånd“ er det tydeligt at dette ikke vil sige at der skulle være en vis fysisk lighed mellem Gud og manden. (Joh. 4:24) Det betyder snarere at manden blev skabt med moralske egenskaber der ligner Guds — kærlighed og retfærdighed, magt og visdom — hvilket placerer manden langt over dyrene. Derfor kan manden værdsætte det samme som Gud værdsætter og glæder sig over. Dette omfatter skønhed, forskellige former for kunst, det at tale og ræsonnere, og lignende processer som kræver indsats fra sind og hjerte.
Kvinden blev også skabt med disse egenskaber. Imidlertid er hendes stilling anderledes end mandens. I Bibelen læser vi: „[Manden] er Guds billede og herlighed; men kvinden er mandens herlighed.“ (1 Kor. 11:7, NW) Hvorfor siger dette skriftsted ikke at kvinden også er Guds „billede“?
Det må huskes at manden blev skabt først og i nogen tid var det eneste menneske, hvorved han alene var i Guds billede. Kvinden blev til af manden og skulle være underlagt manden. Kvindens stilling kan således ikke afspejle Guds stilling som overhoved over sine skabninger, og det er dette spørgsmål om hvem der er overhoved der behandles i Første Korinterbrev, kapitel 11. Jehova Gud er ikke underlagt nogen som helst. I modsætning til kvinden har manden heller ikke noget jordisk hoved over sig i anliggender som vedrører hans hustru og børn. Følgelig er han alene „Guds billede“ i denne henseende. I andre henseender er kvinden naturligvis med til at afspejle Guds ypperlige og elskelige egenskaber.
Den omstændighed at kvinden er underlagt manden nedværdiger hende ikke. Dette fremgår af at hun omtales som „mandens herlighed“. En der er nedværdiget og lav, enten det er en mand eller en kvinde, kan ikke tjene som en virkelig herlighed for nogen. Men den der har en ærefuld stilling, som er kendt for god opførsel og ypperlige egenskaber, er afgjort en ære eller herlighed for sine omgangsfæller.
Som „mandens herlighed“ kan og bør kvinden ophøje og fremhæve mandens mere ansvarsfulde stilling som „Guds billede og herlighed“. Hendes mand bør kunne prise hende som den duelige hustru der nævnes i Ordsprogenes bog: „Mange duelige kvinder findes, men du står over dem alle!“ — Ordsp. 31:29.
Ved at underordne sig sin ægtemand
For at en kvinde kan være en „herlighed“ for sin mand må hun vise den rette agtelse for hans stilling som overhoved. Selv i det tilfælde hvor hendes mand ikke er en trofast tilbeder af Jehova, må hun fortsætte med at underordne sig ham og støtte hans afgørelser som husets hoved. Hun bør holde fast ved en rosværdig opførsel og vise at hun virkelig er sin mand til ære. Det vil være i harmoni med apostelen Peters vejledning: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje. Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: . . . men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.“ — 1 Pet. 3:1-4.
I sin underkastelse viser den kristne kvinde „en sagtmodig og stille ånd“. Det vil sige at det kendetegner hende at hun ikke er stridbar men rolig og ligevægtig under alle forhold. Hendes hjerte bevæger hende til at underordne sig sit overhoved i ægteskabet på den rette måde og i al oprigtighed. Sådan forholdt det sig med Abrahams hustru Sara. Som Peter skriver: „Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd, ligesom også Sara var Abraham lydig og kaldte ham ’herre’.“ (1 Pet. 3:5, 6) Sara kaldte ikke kun sin mand for „herre“ når hun omtalte ham over for andre, men også „ved sig selv“. — 1 Mos. 18:12.
Skal en kristen kvinde være som Sara betyder det naturligvis også at hun aldrig må gøre noget som strider mod Guds vilje. Hun er jo bundet af Guds og Kristi lov, som er den højeste. Hvis hendes mands „lov“ kommer i strid med sand tilbedelse, vil hun derfor, ligesom apostlene i det første århundrede, ’adlyde Gud mere end en mand’. (Ap. G. 5:29) På alle andre områder bør hun imidlertid underordne sig sin mand på eksemplarisk måde.
Ved at bære en hovedbeklædning
Til tider viser den kristne kvinde med et ydre tegn at hun anerkender mandens stilling som overhoved. Det sker i de tilfælde hvor hun må klare pligter i forbindelse med tilbedelsen som normalt ville blive varetaget af hendes ægtemand eller en anden mand. Grundlaget for dette findes i Første Korinterbrev 11:4-6: „Enhver mand, der beder eller profeterer med tildækket hoved, bringer skam over sit hoved. Men enhver kvinde, der har utilhyllet hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved; thi det er det samme, som om hun havde ladet sit hår rage af. Thi når en kvinde ikke vil tilhylle sit hoved, kan hun lige så godt lade sit hår klippe af; men er det usømmeligt for en kvinde at lade sit hår klippe af eller rage af, så må hun tilhylle sit hoved!“
I familien er manden og faderen Guds repræsentant over for hustruen og børnene. Som sådan er det ham der fører an i anliggender der har med tilbedelse at gøre. Hvis manden ikke er troende kan dette ansvar dog komme til at hvile på moderen. Det er da sådan at hvis en kristen kvinde beder højt for sig selv og andre eller leder et bibelstudium med børnene eller andre og hendes mand er til stede, gør hun ret i at bære en hovedbeklædning. Derved viser hun at hun anerkender at hun tjener i sin mands sted.
Da hun har guddommelig bemyndigelse til at undervise børnene (Ordsp. 1:8; 6:20; se også Andet Timoteusbrev 1:5; 3:14, 15), bærer hun normalt ikke en hovedbeklædning når hendes mand ikke er til stede. Imidlertid kan det være at en søn i familien er en indviet og døbt tjener for Jehova Gud. I det tilfælde vil moderen også bære en hovedbeklædning hvis hun skal lede andre i bøn i hans nærværelse eller lede et bibelstudium med ham og de andre børn. Begrundelsen for dette er at sønnen er et medlem af den kristne menighed, og som sådan bør han modtage belæring af menighedens mandlige medlemmer. (1 Tim. 2:12, NW) Hvis faderen var troende ville sønnen få denne undervisning af sin fader. Moderens hovedbeklædning viser derfor at hun i dette tilfælde handler på sin mands vegne og/eller på menighedens mandlige medlemmers vegne. Dog kan moderen i andre familieanliggender udøve sin myndighed over drengen uden at bære en hovedbeklædning.
I Jehovas kristne vidners menigheder opstår der situationer som kræver at kvinder bærer en hovedbeklædning. Det kan ske at der ikke er noget døbt mandligt vidne til stede ved et menighedsmøde (som regel kun i små menigheder og grupper). Det vil da være nødvendigt at et døbt kvindeligt vidne leder bønnen og mødet. I anerkendelse af at hun udfører noget som normalt påhviler en mand, vil hun bære en hovedbeklædning.
Der gives tilfælde hvor kristne kvinder bliver nødt til at tolke bibelske foredrag til et andet sprog eller oplæse afsnittene i det studiemateriale der bruges som grundlag for drøftelsen ved et menighedsmøde. Når en kvinde udfører disse pligter optræder hun ikke som lærer eller som den der præsiderer, og det kræves derfor ikke at hun bærer en hovedbeklædning. Nogle kristne kvinder ønsker imidlertid at gøre det alligevel af hensyn til deres samvittighed, og der er afgjort ikke noget forkert ved at gøre det.
Undervisningen af mandlige troende påhviler mændene i menigheden. Apostelen Paulus skrev til Timoteus: „At optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand [udøve myndighed over en mand, NW], men hun skal leve i stilhed.“ (1 Tim. 2:12) Ikke desto mindre kan både mænd og kvinder være med til at undervise udenforstående. Ja, Jesus Kristus gav sine disciple det hverv: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Sådanne fremtidige disciple ville naturligvis omfatte både mænd og kvinder. Da denne forkyndelse og undervisning påhviler både mænd og kvinder, behøver en kvinde ikke at bære en hovedbeklædning når hun taler til andre om Guds ord i nærværelse af et mandligt vidne for Jehova. Men foretrækker hun at gøre det for sin samvittigheds skyld, er det i orden.
Det forholder sig noget anderledes når et bibelstudium efter aftale holdes regelmæssigt i et hjem og en indviet og døbt mand er til stede. Det drejer sig her om en forud aftalt undervisningstime, et møde hvor den der leder studiet faktisk præsiderer ved det. Med et døbt mandligt vidne til stede bliver det en gren af menigheden. Hvis et døbt kvindeligt vidne af en eller anden grund leder et sådant studium, er det rigtigt af hende at bære en hovedbeklædning og således vise sin anerkendelse af at det normalt er manden der vil give den bibelske belæring under sådanne omstændigheder.
Kristne kvinder har god grund til at være opmærksomme på det at bære en hovedbeklædning når situationen kræver det. Som apostelen Paulus påpegede, gøres dette „for englenes skyld“. (1 Kor. 11:10) Ja, kristne kvinder har det privilegium at være et godt eksempel for englene, som selv loyalt underordner sig Jehova Gud og hans regerende konge, Jesus Kristus. Det betyder ikke at englene lærer af kristne kvinders gode eksempel. Millioner af engle har loyalt underordnet sig under Gud længe før mennesket blev skabt, og det fortsætter de med at gøre. Men ligesom vi henter opmuntring i medtroendes gode eksempel, sådan glæder englene sig over at se kvinder der har det rette syn på mandens stilling som overhoved.
Hvilken tilskyndelse ligger der ikke heri for kristne kvinder til fortsat at vise den rette agtelse for den stilling manden har fået i Jehovas ordning.