Jehova vor Gud — fuldkommen retfærdig
„En trofast Gud, . . . retfærdig og sanddru er han.“ — 5 Mos. 32:4.
1, 2. (a) Hvilken beskrivelse giver Bibelen af Jehova som dommer? (b) Hvordan virker dette på os, og hvorfor?
OM JEHOVA GUD sang en hebraisk salmist for længe siden: „Han elsker retfærd og ret.“ Og i en anden salme læser vi: „[Jehova], jeg ved, at dine bud [retskendelser, NW] er retfærdige.“ Selv om disse udtalelser blev fremsat for mange hundrede år siden, taler de alligevel til os, ikke sandt? Er det ikke betryggende og velgørende at vide at Skaberen, den højeste myndighed i universet, „elsker retfærd og ret“? — Sl. 33:5; 119:75.
2 En af grundene til at dette virker så tiltalende på os, er uden tvivl den at vi alle, enten på den ene eller på den anden måde, har været udsat for at blive uretfærdigt behandlet. Måske har vi lidt uret på grund af vor race, nationalitet eller sociale stilling. Eller måske er vi blevet uretfærdigt behandlet i skolen, på vor arbejdsplads eller i nabolaget. Og hvor ofte hører vi ikke om egenmægtig optræden fra myndighedspersoners side!
3, 4. Hvordan er Jehova i forhold til mange jordiske dommere, og hvilke spørgsmål afføder det?
3 Jesus forstod hvordan mennesker føler ved at blive behandlet på denne måde; det fremgår af det han skildrede i en af sine billedtaler. Han fortalte her om en dommer, åbenbart en dommer der havde fået sit embede af romerne. Hvordan var denne dommer? Kunne man trygt henvende sig til ham, i tillid til at man ville få en retfærdig sagsbehandling? Nej, dommeren var „uretfærdig“. Ja, Jesus sagde at da han til sidst skaffede en jødisk enke hendes ret, var det blot fordi hun blev ved med at plage ham. — Luk. 18:1-6.
4 Hvad mener du om en sådan dommer, en mand der forventes at afsige retfærdige kendelser, men som tøver med at gøre det? Hvor velgørende er det ikke at vide at Jehova i modsætning hertil med rette omtales som en dommer der „elsker retfærd og ret“! Sådan omtaler salmisten ham, men er du selv overbevist om at han er en sådan dommer? Nogle hævder at Gud ikke er retfærdig. Har du været udsat for denne påstand? Påvirker den dit syn på Gud? Kan du fremføre overbevisende argumenter som støtter salmistens udtalelse?
5. Hvilke aspekter i forbindelse med Guds retfærdighed har bekymret nogle?
5 Andre er interesserede i Guds ord og hensigter, men føler sig foruroligede på grund af visse spørgsmål der kaster tvivl over deres tillid til Jehovas retfærdighed. De spekulerer for eksempel på hvordan alle mennesker vil få lejlighed til at høre Rigets budskab, så de kan nå at tage stilling til det i den korte tid der endnu er tilbage før ’den store trængsel’ gør ende på denne onde tingenes ordning. (Matt. 24:21) Eller de bekymrer sig om hvorvidt visse af deres slægtninge eller visse onde mennesker der har levet i vor tid, eller andre, vil blive oprejst fra de døde i den nye orden. Eller de er urolige for hvordan det vil blive i den nye orden, især i forbindelse med ægteskab og familieforhold. Foruroliger sådanne spørgsmål dig, eller har du tillid til at Jehova handler retfærdigt?
6. Hvad vil det sige at være retfærdig?
6 Hvad vil det sige at være retfærdig? Uden at komme ind på en længere juridisk definition kan vi sige at den der er „retfærdig“ gør det der er ret og moralsk rigtigt; han er retskaffen, dadelfri; han optræder upartisk over for andre og gør ret og skel mod alle. Der ligger i sandhed dyb betydning i denne beskrivelse af Jehova: „En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ — 5 Mos. 32:4.
Vi betragter vidnesbyrdene
7. Hvilke vidnesbyrd er det på sin plads at undersøge?
7 En kendt sagfører har engang sagt: „Der findes ikke retfærdighed — hverken i eller uden for retten.“ Hans egne erfaringer som sagfører, samt andres vidnesbyrd, havde givet ham den opfattelse. Selv om det måske er sandt at det sædvanligvis forholder sig sådan i denne verden, hvad viser erfaringen da i forbindelse med Jehova? Lad os betragte nogle vidnesbyrd fra mennesker som gennem deres personlige erfaringer fik kendskab til Guds handlemåde.
8, 9. (a) Hvordan blev Abraham impliceret i en sag hvor Gud ville afsige en dom? (b) Hvordan reagerede han?
8 Endog før Bibelen begyndte at blive skrevet gav trofaste mænd udtryk for deres opfattelse af Guds retfærdighed. Abraham er et eksempel. På Guds befaling havde han forladt byen Ur i Mesopotamien og var begyndt at leve som fremmed i Kana’ans land. (1 Mos. 12:1-5; Hebr. 11:8) Hans nevø Lot slog sig ned i nærheden af byen Sodoma. Senere fik Abraham besøg af en engel der repræsenterede Jehova. Engelen oplyste at den skulle inspicere Sodoma og Gomorra på grund af skriget over indbyggernes synder. (1 Mos. 18:20, 21) Men engelen sagde ikke at det allerede var besluttet at der skulle skrides ind over for de ugudelige byer. Nej, den skulle blot „se, om de virkelig har handlet så galt, som det lyder til efter skriget over dem“. Hvordan reagerede Abraham på denne oplysning?
9 Eftersom han var interesseret i muligheden for at Sodomas indbyggere, deriblandt Lot, kunne blive skånet, forhørte han sig bønligt om byernes skæbne. Beretningen i Første Mosebog 18:23-25 gengiver Abrahams ord: „Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges skyld, som findes derinde? Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme skæbne som de gudløse — det være langt fra dig! Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?“ For at høre om byen ville blive skånet selv om der var færre retfærdige i den, spurgte Abraham derefter: Hvad nu hvis der bare er femogfyrre, eller fyrre, eller tredive, eller tyve, eller blot ti retfærdige? — 1 Mos. 18:26-33.
10, 11. Troede Abraham at Jehova ville handle uretfærdigt?
10 Abraham vidste ikke, sådan som vi nu ved, at der ikke engang fandtes så mange indbyggere der kunne kaldes „retfærdige“ i den forstand at de stræbte efter at handle moralsk, sømmeligt og retskaffent. Men hvad mente han da han sagde: „Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?“ Tvivlede han på Guds retfærdighed og frygtede at Han ville handle uretfærdigt?
11 Nej, slet ikke. Alt peger tværtimod på at Abraham, i betragtning af sit kendskab til Jehovas personlighed, simpelt hen ikke kunne forestille sig at Skaberen ville tilintetgøre de retfærdige sammen med de gudløse. For Abraham at se var det „langt fra“ Jehova at gøre dette. Abraham kendte Gud for godt til at tro det. Som apostelen Paulus viser i Hebræerbrevet, kapitel 11, vidste Abraham at Jehova „bliver deres belønner som ivrigt søger ham“. Han havde tillid til at Gud ikke ville behandle dem der ønskede at handle ret, på samme måde som de onde. Men hvordan kunne han vide det?
12. Hvordan kunne Abraham vide så sikkert hvordan Jehova ville handle?
12 Først og fremmest vidste Abraham hvad Jehova havde gjort i hans eget tilfælde. Abraham havde i tro adlydt Gud og forladt Ur. Havde Gud ignoreret det? Nej, han havde velsignet Abraham og gjort ham til en velstående mand. (1 Mos. 12:16; 13:2) I Ægypten havde Jehova beskyttet Abrahams hustru mod at blive krænket af Farao. (1 Mos. 12:17-20) Senere havde Abraham ved Guds hjælp vundet sejr over fire konger som havde taget hans nevø Lot til fange. (1 Mos. 14:14-20) Ja, han kendte Gud af erfaring.
13. Hvad kunne Guds tidligere handlemåde fortælle?
13 Abraham havde imidlertid også andre grunde til at tro at Jehova var retfærdig. Han vidste hvordan Gud havde optrådt over for nogle der levede før hans tid. Før Vandfloden, for eksempel, havde Abrahams stamfader Noa levet blandt en verden af mennesker hvis „hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang“. (1 Mos. 6:5-7, 11, 12) Hvad skete der med Noa, som var en „ustraffelig mand blandt sine samtidige“, dengang Gud gjorde ende på denne voldsfyldte verden? (1 Mos. 6:9, 13) Udslettede Gud den retfærdige Noa og hans familie sammen med de onde? Nej, det gjorde han ikke, og det vidste Abraham! — 2 Pet. 2:5.
14. Hvilken slutning kunne Abraham drage på grundlag af dette vidnesbyrd?
14 Så da Abraham stod over for denne situation hvor det tilsyneladende ikke var afgjort om Gud ville behandle de retfærdige og de gudløse i Sodoma ens, havde han altså et godt grundlag at bedømme sagen på. Havde han ret da han drog den slutning at ’det ville være langt fra’ den retfærdige Dommer at behandle begge slags mennesker på samme måde? Ja! Sodoma og de omliggende byer blev ødelagt, men Jehova sørgede for at „den retfærdige Lot“ fik lejlighed til at undslippe sammen med sin familie. — 2 Pet. 2:7, 8; 1 Mos. 19:21-29.
15. Hvorfor er dette af interesse for os?
15 Hvad nu hvis du blev stillet over for spørgsmålet om hvordan Gud vil handle engang i fremtiden hvor det gælder liv eller død for de retfærdige og de gudløse? Du ved hvordan Gud handlede i forbindelse med Noa, og ligeledes i forbindelse med Abraham. Du kan se at Gud gjorde hvad der var retfærdigt. Vil det påvirke din bedømmelse af hvad man kan forvente af Gud i en tilsvarende situation i fremtiden? Vil du ignorere Bibelens vidnesbyrd? Eller vil du lade det forme din tankegang på rette måde?
Ydmyghed nødvendig
16, 17. Hvorfor er ydmyghed og tilbageholdenhed på sin plads i dette spørgsmål?
16 Når vi fra Bibelen ved hvor fuldstændig fordærvede indbyggerne i Sodoma og Gomorra var, forstår vi hvorfor der lød et skrig over deres synder. Og vi er ikke i tvivl om at Gud handlede retfærdigt da han tilintetgjorde dem. (1 Mos. 19:4-11; Rom. 1:26-28, 32) Men sæt nu der levede en som ikke kendte tilstrækkeligt til forholdene og som måske mente at indbyggerne var ganske normale og uskyldige. Hvis vedkommende så fik at vide at Gud havde ødelagt byerne med ild og svovl, ville han måske drage en forhastet og forkert slutning vedrørende Skaberen.
17 Dette understreger at man må være ydmyg og tilbageholdende med hensyn til at drage slutninger vedrørende Guds handlemåde. I Ordsprogene 11:2 siges der at „med ydmyge følger der visdom“, og det gælder afgjort på dette punkt. Ville det være klogt af et lille menneske, der sandsynligvis mangler kendskab til de væsentligste faktorer vedrørende Guds handlemåde i fortiden, at opkaste sig til dommer og fordømme „den, der dømmer hele jorden“? I et andet ordsprog hedder det: „Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til dårskab og skændsel.“ (Ordsp. 18:13) Ville dette ikke være tilfældet hvis en der kun kendte nogle få detaljer i en sag, og ikke de vigtigste faktorer og principper, kom til den slutning at „den, der dømmer hele jorden“ havde handlet uretfærdigt?
18. Hvad var grunden til at Job blev udsat for store trængsler?
18 Bibelens beretning om Job kan belyse dette yderligere. Uden at Job og hans tre falske venner der senere vejledte ham, vidste det, havde Satan udfordret Jehova i forbindelse med Jobs integritet. Jehova havde tillid til Jobs kærlige loyalitet, og han tillod derfor Satan at bringe forskellige trængsler over Job. Job mistede sine besiddelser. De der vogtede hans hjorde blev slået ihjel af røvere. Hans sønner og døtre omkom under et usædvanlig stærkt uvejr. Derpå blev Job ramt af en ondartet sygdom, og endog hans hustru spottede ham. (Job 1:6-19; 2:1-9) Hvordan ville Job og andre reagere? Hvordan ville du have reageret? Hvad ville du have tænkt om Gud?
19. Hvordan reagerede Job? Men hvad med hans tre falske venner?
19 Selv om Job var besluttet på at være loyal mod Gud, forstod han ikke hvorfor han led. Da han forsvarede sin egen retfærdighed sagde han at Gud havde ret til at hjemsøge den retfærdige såvel som den onde. (Job 32:2; 10:7; 16:17; 23:11; 33:8-12) Nu ved vi naturligvis at Job på dette punkt ’ikke talte med indsigt’, for det var Satan og ikke Jehova der hjemsøgte ham. (Job 34:35) Men hvilken holdning indtog Jobs falske venner? De holdt sig ikke tilbage men svarede selvbevidst og tåbeligt, ligeledes uvidende om kendsgerningerne. De anklagede Gud for ikke at være interesseret i menneskets integritet. (Job 4:17-19; 15:15, 16) I virkeligheden beskyldte de Jobs sønner for at have syndet, og de påstod at Jehova havde dræbt dem. (Job 8:3, 4, 20) Ja, Bibelen siger med rette at Jobs falske venner med deres argumenter faktisk sagde at „Gud var ond“. — Job 32:3, NW.
20. (a) Hvordan bør dette eksempel påvirke vort syn på andre bibelske beretninger? (b) Hvordan bør vi reagere?
20 I dag er vi i stand til at studere hele beretningen, og vi har ingen vanskelighed ved at se hvor forkert disse falske venners opfattelse af Guds handlemåde var. Men hvordan med andre bibelske beretninger, beretninger som vi ikke har så mange oplysninger om? Når vi for eksempel læser i Bibelen at Jehova eller mennesker som han bemyndigede dertil, udryddede onde mennesker, byer eller nationer, vil vi da efterligne Jobs falske venner og sige at ’Gud er ond’? (5 Mos. 9:1-5) Hvor langt klogere vil det ikke være at vise ydmyghed og drage den slutning at selv om vi ikke kender alle de faktorer eller spørgsmål der har spillet ind, må det der fandt sted have været i overensstemmelse med retfærdigheden, eftersom Jehova „elsker retfærd og ret“. (5 Mos. 7:2, 23-26; 3 Mos. 18:21-27) Det var den overbevisning Elihu, en ung mand der irettesatte Job og hans falske venner, havde. Elihu erklærede: „Det være langt fra Gud at synde, fra den Almægtige at gøre ondt; Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej retten!“ — Job 34:10, 12.
Retfærdig mod alle
21, 22. På hvilken betydningsfuld måde adskiller Jehovas retfærdighed sig fra menneskers „retfærdighed“?
21 Hvor langt rækker Jehovas retfærdighed? Kan vi forvente at han til enhver tid viser lige stor retfærdighed mod alle? Det er ikke uden grund vi spørger sådan, for når mennesker sidder inde med myndighed eller indtager en høj stilling, afhænger den måde hvorpå de behandler andre, ofte af hvem det er. Er det en rig og betydningsfuld person der gør noget forkert bliver der måske set gennem fingre med det, eller vedkommende bliver frikendt eller får en mild straf, hvorimod den fattige eller ubetydelige ofte bliver straffet hårdere. Du kender måske selv eksempler på dette. Men hvordan forholder det sig med Jehova?
22 Det Elihu sagde giver os svaret. Læg mærke til at Elihu, da han beskrev Jehova, ikke begrænsede sine ord til kun at gælde Guds handlemåde i forbindelse med Job. Hans udtalelse var almengyldig: „Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej retten!“ Derefter tilføjede Elihu at Jehova „ikke gør forskel til fordel for fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans hænders værk“. — Job 34:19.
23. Hvordan bekræfter Moseloven dette?
23 Dette fremgår af et punkt i den lov Jehova gav israelitterne. Da han sørgede for at der blev indsat jordiske dommere til at tage sig af folks stridigheder og eventuelle forseelser, befalede han disse dommere: „Vis ingen personsanseelse for retten; hør på den ringeste som på den største.“ (5 Mos. 1:17; 16:18-20) Var det et krav der udelukkende havde til hensigt at forhindre uro? Nej, når det forventedes at disse dommere var upartiske, var det fordi de derved ville genspejle deres Guds egenskaber på rette måde. Vi læser: „Det er ikke for mennesker, men for [Jehova], I fælder dom, og han er hos eder, når I afsiger kendelser. . . . Thi hos [Jehova] vor Gud er der hverken uret eller personsanseelse, ej heller tager han imod bestikkelse!“ — 2 Krøn. 19:6, 7; 2 Mos. 23:6, 7.
24. Hvad kan vi da have tillid til?
24 Giver dette vidnesbyrd om Jehovas upartiskhed og retfærdighed os ikke en følelse af tryghed, idet det viser os hvordan han vil handle med os? Vi bør betragte det som et udtryk for at han også i spørgsmål der endnu hører fremtiden til, vil handle i overensstemmelse med de normer han har opstillet og fulgt før i tiden.
Vor egen retfærdighedssans
25. Hvordan vidner vor egen retfærdighedssans om Jehovas retfærdighed?
25 Noget andet vi kan betragte i forbindelse med spørgsmålet om Guds retfærdighed, er den retfærdighedssans vi er udstyret med. Bibelen siger at mennesket blev skabt i Guds billede. (1 Mos. 1:27) Det betyder ikke at vi ligner ham i udseende, for han er ånd og vi er kød. Som det fremgår af Kolossenserbrevet 3:10, har dette „billede“ derimod med personlighed eller egenskaber at gøre. Gud skabte Adam med egenskaber som han selv var i besiddelse af, blandt andet kærlighed, retfærdighed og visdom. Selv om vi er ufuldkomne og har fjernet os langt fra den fuldkomne Adam, genspejler de fleste mennesker dog til en vis grad disse egenskaber, ligesom mennesker overalt på jorden til en vis grad lader sig lede af deres samvittighed eller moralske sans. (Rom. 2:14, 15) Den retfærdighedssans vi selv er udstyret med, giver os således et grundlag for at nære tillid til at Gud er i besiddelse af og lægger den samme egenskab for dagen, blot i langt højere grad end vi mennesker.
26, 27. Hvordan fremgår dette af vor reaktion på læren om et brændende helvede?
26 Lad os, for at fastslå hvordan denne retfærdighedssans virker, tænke på hvordan mange mennesker — måske også vi selv — har reageret over for læren om et brændende helvede. Især før i tiden lærte mange kirkesamfund at de ondes sjæle pines evigt i helvede. Bibelen støtter ikke denne tanke, for den siger at de døde er uden bevidsthed og at de fleste af de døde vil få livet igen ved en opstandelse. (Præd. 9:5, 10; Ez. 18:4; Joh. 5:28, 29; 11:11-14) Men selv uden at vide hvad Bibelen siger har mange følt sig frastødt af læren om et brændende helvede. De kan ikke godtage den selv om deres kirke lærer den. Den er dem imod. De kan ikke få sig selv til at tro at en kærlig og retfærdig Gud ville lade nogen som har været onde i for eksempel tres år, lide de frygteligste pinsler i al evighed. Mange har følt det som en lettelse at lære at deres retfærdighedssans er i overensstemmelse med Guds ord.
27 Selve det at vi mennesker, som kun ufuldkomment genspejler „Guds billede“, nærer et stærkt ønske om at se retfærdigheden ske fyldest, burde styrke vor tillid til at Gud selv ledes af denne egenskab.
28. Hvorfor må vi dog være påpasselige med hensyn til det vi føler er retfærdigt?
28 Vor ufuldkommenhed taler på den anden side for at vi bør passe på at denne retfærdighedssans ikke bliver forvrænget og får os til at drage forkerte slutninger. Hvis ens fornemmelse af hvad der er ret og retfærdigt, på grund af ufuldkommenhed bliver overdrevent stærk, kan det sammenlignes med at en mand ser noget gennem en bølget glasrude. Selv om han gerne klart vil se hvad der er på den anden side, er det billede han opfatter forvrænget af det ujævne glas.
29, 30. (a) Hvilken opfattelse har nogle fået med hensyn til frelsen? (b) Men hvad lærer Bibelen?
29 At noget lignende kan ske med vort syn på Guds retfærdighed, fremgår af den opfattelse som nogle har fået. Ledet af medfølelse og retfærdighedssans og i forvisning om at Gud må føle på samme måde som de, blot endnu stærkere, går de ind for læren om universel frelse. De hævder at det ville være uretfærdigt af Gud at lade ufuldkomne mennesker dø for evigt. De drager derfor den slutning at Gud, på grundlag af Kristi offer, vil tilgive alle de mennesker der har levet. Ja, de går endda så vidt som til at sige at Gud endog vil tilgive Satan Djævelen!
30 Selv om denne lære måske nok vinder genklang hos nogle, er den ikke i overensstemmelse med det Jehova selv siger i sit ord. Bibelen sætter os i stand til klart at kende hans syn på spørgsmålet, et syn der ikke er fortegnet af menneskers ufuldkommenhed. Bibelen siger således om en der synder imod og spotter den hellige ånd: „Ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende.“ (Matt. 12:32) Apostelen Paulus skrev også til de kristne hebræere: „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom.“ (Hebr. 10:26, 27) Ja, Bibelen viser klart at nogle mennesker ikke vil opnå evig frelse. Som Jesus udtrykte det: „Den der tror på Sønnen har evigt liv; den der ikke adlyder Sønnen skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham.“ — Joh. 3:36; Rom. 2:7, 8.
31. Hvad må vor retfærdighedssans afbalanceres og ledes af, og hvorfor?
31 Vi kan altså forstå at en tankegang der blot bygger på en menneskelig retfærdighedssans, må afbalanceres og ledes af det Jehova selv siger. Vi kan i sandhed være taknemmelige for at der findes en overflod af vidnesbyrd om at vor Gud „elsker retfærd og ret“! (Sl. 33:5) Og vor taknemmelighed bør vokse når vi ved at denne egenskab hos Gud ikke kan fordærves af ufuldkommenhed. Uanset hvad han gør, uanset hvornår han gør det og uanset hvem han gør det over for, handler han fuldkommen retfærdigt og i overensstemmelse med sin umådelige indsigt, visdom og kærlighed. Vi vil altid kunne sige: „[Jehova], jeg ved, at dine bud [retskendelser, NW] er retfærdige.“ — Sl. 119:75; Rom. 11:33-36.
32. Hvilke spørgsmål vil vi undersøge?
32 Denne tillid bør afgjort påvirke vor opfattelse af hvordan Gud vil handle i fremtiden, for eksempel i forbindelse med de spørgsmål der allerede er nævnt, nemlig omfanget af Rigets forkyndelse før afslutningen, samt opstandelsen og ægteskabet i den nye orden. I den følgende artikel vil vi undersøge disse spørgsmål i Bibelens lys og med fuld tillid til at vor Gud er fuldkommen retfærdig.
[Illustrationer på side 392]
Jehova, hele jordens Dommer, handler retfærdigt
Gud sparede Noa og hans familie da han tilintetgjorde de onde
Gud belønnede Abraham med hjorde for hans lydighed
Gud udfriede Lot da han ødelagde Sodoma
[Illustration på side 394]
Elihu irettesatte Job og hans falske venner idet han sagde: „Det være langt fra Gud at synde, fra den Almægtige at gøre ondt.“