Spørgsmål fra læserne
● Flere læsere har skrevet til os og stillet følgende spørgsmål: Hvorledes kan vi få 1 Mosebog 1:11-13, hvor det omtales, at jorden frembragte vegetation på den tredje skabelsesdag, til at harmonere med 1 Mosebog 2:5, 6, som New World Translation gengiver således: „Der fandtes endnu ingen af markens buske på jorden, og endnu var ingen af markens vækster spiret frem, fordi Jehova Gud ikke havde ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke jorden, men en damp steg til stadighed op af jorden og vandede hele jordens overflade“?
New World Translation gengiver dette i overensstemmelse med New Commentary on Genesis af F. Delitzsch, D.D., som siger: „Og ingen af markens planter var endnu på jorden, og ingen af markens urter var endnu spiret frem: for Jahveh Elohim havde endnu ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke jorden, og en tåge steg op af jorden og vandede hele jordens flade.“ (Siderne 115 og 117) Die heiligen Schriften des Alten Testaments af E. Kautzsch, grammatiker med hebraisk som speciale, har, oversat til dansk, også følgende gengivelse: „Men der var endnu ingen buske på sletterne, og planter var endnu ikke spiret frem på sletterne, for Jahwe Gud havde endnu ikke ladet det regne på jorden, og der var [endnu] ingen mennesker til at dyrke jorden; men en tåge steg hele tiden op af jorden og vandede hele jordens overflade.“ (Ordet indklammet af Kautzsch.)
The Book of Genesis af Thomas J. Conant siger ligeledes: „Der var endnu ingen af markens planter på jorden, og ingen af markens urter var endnu spiret frem, for Jehova Gud havde endnu ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke jorden. Der steg tåge op fra jorden, og den vandede hele jordens flade.“ Notes Critical and Practical on the Book of Genesis af George Bush, bind I, side 53, siger i fodnoten angående ordet „before“ (før), der findes i King James-bibeloversættelsen: „Den hebraiske partikel (terem), der gengives „before“ (før), kan betyde „endnu ikke“: „og alle markens planter var endnu ikke på jorden, og alle markens urter var endnu ikke spiret frem“, hvilket i det væsentlige stemmer overens med den tidligere“ gengivelse i King James Version. An American Translation har en tilsvarende ordlyd, hvilket også er tilfældet med Moffatts A New Translation of the Bible.
Ovennævnte vers modsiges ikke af 1 Mosebog 1:11-13; det kan de umuligt gøre. Jesus Kristus citerede både fra kapitel et og kapitel to af 1 Mosebog, og det gjorde apostelen Paulus også; det blev således slået fast af to vidner, at begge beretninger er sande og følgelig i overensstemmelse med hinanden. — Matt. 19:4-6; Mark. 10:3-9; 1 Kor. 15:45, 47; 6:16; 2 Kor. 4:6; Ef. 5:31; Kol. 3:10; Hebr. 4:4, 10.
1 Mosebog 2:5, 6, der er citeret ovenfor, må således vise hen til den tredje skabelsesdag, som er beskrevet i 1 Mosebog 1:9-13; men versene beskriver først jordens tilstand, lige efter at Jehova Gud havde ladet det tørre land komme til syne, og før han havde befalet jorden at frembringe græs og frøbærende vegetation og frugtbærende træer. De, som antager, at gengivelsen i King James Version eller en lignende oversættelse er korrekt, får teksten til at betyde, at Gud lod dette planteliv begynde fuldkomment, det vil sige fuldt udvokset, uden at det først skulle spire frem af frøet. Men dette behøver nødvendigvis ikke at være tilfældet, ikke ifølge teksten i New World Translation og andre oversættelser. Under alle omstændigheder var jorden en tid uden liv, uden plante-, dyre- og menneskeliv, og det havde heller ikke regnet på jorden. For at drage omsorg for det kommende planteliv sørgede Gud til rette tid for et overrislingssystem, ikke ved hjælp af regn, men ved hjælp af tågedannelse over hele jorden, bortset fra sådanne floder, som 1 Mosebog 2:10-14 angiver, at der fandtes. Så da Gud lod vegetation dække det tørre land, forandrede dette ikke de bestående forhold med hensyn til den store vandhvælving, der roterede ude i rummet højt oven over jorden.
Regn var ikke nødvendig for at få vegetationen til at vokse og trives, lige så lidt som det var nødvendigt, at der var mennesker til at dyrke jorden for at få vegetationen til at vokse og trives. 1 Mosebog 2:5 siger ikke, at vegetationen ikke kunne vokse, fordi Gud ikke havde ladet det regne og ikke havde skabt mennesket til at dyrke jorden. Gud lod vegetationen vokse frem uden regn og uden mennesket, fordi Gud tilvejebragte den nødvendige fugtighed, og denne gjorde regnen og mennesket overflødigt. Det næste vers (1Mo 2:6) begynder derfor med bindeordet „men“ og fortsætter med at sige, at en damp eller tåge regelmæssigt steg op fra jorden og vandede hele jordens flade rundt om kloden. Dette var naturligvis kun tilfældet, mens den store vandhvælving fandtes langt ude i rummet, den vandhvælving, som skulle falde ned meget senere, på Noas tid, hvorefter der faldt regn, og regnbuen viste sig. Hvor tæt den opstigende damp eller tåge var, får vi ikke at vide, men det var mere end almindelig dug, den frembragte; den var altid tilstrækkelig til at vande jordens overflade inden for og uden for Edens have, dengang mennesket blev skabt og anbragt der henimod slutningen af den sjette skabelsesdag; og tågen gjorde ikke den almindelige atmosfære ubehagelig for mennesket.
Uanset hvilke floder der fandtes, var denne fugtighed således i stand til — uden regn — at holde planterne i en bestandig frodig tilstand, indtil Vandfloden kom. Vagttaarnet for den 15. december 1954 gør på side 381, paragraf 38, opmærksom på, at dug alene mere effektivt er i stand til at få visse planter til at rejse sig igen, end når selve jorden bliver vandet, og at sådanne planter er i stand til at oplagre vand fra duggen rundt om rødderne — endog lige så meget, som planten vejer, eller mere. I hvor meget større udstrækning ville dette ikke være tilfældet fra den tredje skabelsesdag og fremefter, da en damp regelmæssigt steg op over hele jorden som tegn på, at jordens overflade var fugtig. I stedet for at der faldt vand ned fra skyer på himmelen for at vande jorden, siger Guds ord, at dampen steg op, og denne tingenes tilstand fortsatte, efter at synderen Adam var blevet drevet ud af Edens have for at dyrke jorden som landmand, ja, endog indtil Vandfloden i Noas dage og den første regnbue.
Det næste vers, 1 Mosebog 2:7, springer over hele den mellemliggende beretning i 1 Mosebog 1:14-25 om, hvordan lyset brød frem og nåede jordens overflade, hvordan levende skabninger blev frembragt i havet, fugleliv i luften og det laverestående dyreliv på jorden. Den går mere i detaljer om menneskets skabelse end 1 Mosebog 1:27. Men med menneskets skabelse og dets anbringelse i Edens have kan der ikke af 1 Mosebog 2:5 drages den slutning, at det nu begyndte at regne på jorden, eller at mennesket nu begyndte at arbejde som landmand, at pløje agerjorden, så sæd og høste afgrøden. Hans kultivering af jorden på denne måde begyndte først, efter at han var blevet udvist af Edens have, og Kain efterlignede Adam og blev „agerdyrker“. (1 Mosebog 4:1-3) Mennesket og regnen kom således ikke forud for Guds skabelse af vegetationen på jorden, og 1 Mosebog 1:9-13 og 1 Mosebog 2:5, 6 ses således at være i overensstemmelse med hinanden.