man penge af dem der ønsker sådanne tjenester.

I det nordlige Transvaal (Sydafrika) er der tradition for at slægtningene til den afdøde konsulterer en medicinmand. Her forventes der også betaling. Medicinmanden anses for at være mellemmand mellem de levende og de døde. Man tror at den afdøde farer til gudernes land, og han vises nu en ære som han aldrig er blevet vist før han døde. Man nærer stor frygt for den afdøde, for man tror at han har magt til at gøre de levende ondt. Derfor prøver man at stemme ham mildere ved at holde en speciel fest den dag begravelsen finder sted.

Zuluerne i Sydafrika tror at de døde kan beskytte og hjælpe de levende. Derfor bringer de regelmæssigt ofre til dem for at holde dem gunstigt stemt.

Før i tiden førte sådanne religiøse forestillinger i visse dele af Afrika til ofringen af mennesker. Når en konge eller høvding døde, blev nogle af hans tjenere begravet sammen med ham så de kunne tjene ham også i åndeverdenen. I Ghana begraver man af lignende årsager stadig penge, tøj og andre genstande sammen med de døde.

I det katolske Skt. Josefs oratorium i Montreal betaler menighedens medlemmer penge for at få tændt lys der kan brænde længe. De tror at disse lys vil hjælpe de sjæle der befinder sig i skærsilden.

Ja, for deres bestræbelser for at besejre døden betaler de en pris — men er det nødvendigt? For at få et virkelig tilfredsstillende svar, må vi vide hvad Bibelen siger om døden.

Hvad er døden?

„MENNESKERS og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden.“ — Præd. 3:19.

Det er imidlertid vanskeligere at acceptere døden som den endelige afslutning når det gælder mennesket end når det gælder dyrene. Af den grund hælder mange til den anskuelse at mennesket har en udødelig sjæl og derfor står over dyrene.

Hvad er sjælen?

Hvad „sjælen“ angår, skelner Bibelen imidlertid ikke mellem dyr og mennesker. Det hebraiske og det græske ord der i mange bibeloversættelser er gengivet med „sjæl“ — og i andre med „væsen“ — bruges både om mennesker og dyr. Det ses tydeligt i Første Mosebog 1:20-24, i Fjerde Mosebog 31:28, oversættelsen af 1871, og i Åbenbaringen 16:3. På originalsprogene benyttes her ordene for „sjæl“.

En „sjæl“ er altså ikke en ånd inden i legemet, hverken hos mennesker eller dyr, men er derimod hele væsenet. Det indbefatter både legemet og livsånden. — Præd. 3:21; 12:7.

Dette vises også ved den måde hvorpå Bibelen beskriver menneskets skabelse: „Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ (1 Mos. 2:7, oversættelsen af 1871; „et levende væsen“, oversættelsen af 1931) Altså var „sjælen“ ikke noget som kom ind i menneskets legeme. „Sjælen“ var det mennesket blev til, da det blev levendegjort ved at Gud indgav det åndedrættet. Nej, mennesket har ikke en sjæl. Det er en sjæl. Og dyr er også sjæle.

Menneskets legeme er, ligesom dyrenes, opbygget af milliarder af levende celler. Livet i disse celler kaldes i Bibelen ’livsånd’. Det er med henblik på denne „ånd“ eller livskraft at Bibelen siger at mennesker og dyr har „en og samme ånd“. (Præd. 3:19-21)