-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1958 | 15. maj
-
-
Spørgsmål fra læserne
● I Vagttårnets artikelserie i 1956 om ægteskab hedder det på side 388, paragraf 36: „Hvis en ægtefælle tilgiver den anden part og atter tager den pågældende til sig, skal det ske uden inddrivelse af en . . . skadeserstatning.“ Da filisterkongen Abimelek sendte Sara tilbage til Abraham, gav han Abraham en sum penge. Kan disse penge ikke betragtes som „skadeserstatning“? — 1 Mos. 20:14-16.
Det anførte skriftsted lyder ifølge New World Translation: „Derpå tog Abimelek får og kvæg og trælle og trælkvinder og gav dem til Abraham og sendte hans hustru Sara tilbage til ham. Endvidere sagde Abimelek: ’Her, mit land står dig åbent. Slå dig ned hvor det er godt i dine øjne.’ Og til Sara sagde han: ’Her giver jeg din broder et tusind sølvmønter. Her er til dig et dække til øjnene for alle som er hos dig, og for alle og enhver, og du er renset for forsmædelse.’“
Ifølge Bibelens beretning havde Sara intet fejltrin begået. Abraham lånte ikke med velberåd hu sin smukke hustru Sara ud til kong Abimelek for at denne kunne bedrive hor med hende og Abraham bagefter kunne indkassere „skadeserstatning“ fra den mand som havde krænket hans hustru. Abraham satte ikke et eksempel for polygamister i dag som holder flere medhustruer med det ene formål at prostituere dem og gang på gang kræve „skadeserstatning“ for krænkelse af den samme medhustru.
Da Abraham lod kong Abimelek tage Sara bort, prøvede han at beskytte sit liv. Hvis filisterne havde vidst at Sara var hans hustru, kunne de meget vel have dræbt Abraham og bortført Sara med magt og givet hende til kong Abimelek, så han kunne få sin vilje med hende. Sara var sin mand Abrahams halvsøster, og de to var blevet enige om at her i det fjendtlige Kana’ans land skulle hun altid sige at han var hendes broder, således at der aldrig ville være nogen grund til eller undskyldning for at dræbe Abraham for at få fat i hans hustru. Kong Abimelek hentede derfor Sara til sig i den tro at hun blot var Abrahams søster og ikke hans hustru.
I en drøm underrettede Gud kong Abimelek om at han havde taget Abrahams hustru, men at Gud ikke havde tilladt Abimelek at røre hende. Gud befalede nu Abimelek at sende Sara tilbage til Abraham fordi Abraham var Guds profet, og Abraham ville da gå i forbøn hos Gud for Abimelek således at han kunne forblive i live og hans hustruer atter kunne føde børn.
Fårene, kvæget, trællene og trælkvinderne som kong Abimelek skænkede Abraham efter at han havde sendt Sara tilbage, var ikke en betaling for at han havde benyttet hans hustru seksuelt. Abimelek gav Abraham denne gave som en godtgørelse for at han midlertidigt havde berøvet ham hans hustru. Heller ikke var de tusind sølvmønter som Abimelek skænkede Abraham, en slags „skadeserstatning“ for krænkelse af hans hustru. Kong Abimelek sagde til Sara at disse penge var en gave til hendes „broder“ og skulle tjene til at dække over hende i alles øjne når de hørte om denne sag, så de kunne vide at hun var uden skyld og var blevet renset af kong Abimelek selv for al skam der var bragt over hende, en moralsk ren kvinde. Abraham tog ikke imod disse penge som en „skadeserstatning“, fordi Abimelek havde handlet umoralsk over for Sara. Hvis Abraham havde prostitueret sin hustru Sara for at få en „skadeserstatning“, ville Gud ikke have sagt til Abimelek at Abraham kunne komme til Gud i bøn og bede ham helbrede Abimelek, så Abimeleks hustruer og trælkvinder atter kunne blive frugtsommelige. — 1 Mos. 20:6, 7.
Således eksisterer der ikke i Bibelen noget præcedens for at prostituere sin hustru og tjene penge på hendes umoralske vandel.
Hvis en kristen ægtemand tilgiver sin hustru efter at hun har bedrevet hor, og tager hende tilbage igen, skulle det således udelukkende være fordi han har barmhjertighed med hende, og ikke fordi han høster nogen økonomisk fordel af hendes umoralske færd. Således renser han sig selv i Guds og menneskers øjne, idet han viser at han ikke samtykkede i eller så igennem fingre med sin hustrus umoralske vandel i håb om nogen materiel gevinst derved. Han kan derfor ikke udstødes af menigheden på grund af sin hustrus umoral. Med ren samvittighed kan han komme til Gud i bøn og bede ham om at helbrede hustruen åndeligt og hjælpe hende til herefter at være en trofast hustru.
-
-
Undersøgelse af den åndelige tilstandVagttårnet – 1958 | 15. maj
-
-
Undersøgelse af den åndelige tilstand
● En katolsk biskop i De forenede Stater undersøgte for nylig hvor mange aktive katolikker der er blandt dem der tilslutter sig hans kirke. Den romersk-katolske kirke tæller nu 34.563.851 medlemmer. Men biskop Stephen S. Woznicki i Saginaw, Michigan, mener at kun femogtyve millioner er aktive katolikker. „Der har været stor fremgang med hensyn til stifternes fysiske tilstand,“ siger han, „men det stik modsatte er tilfældet med den åndelige tilstand.“ — Time, 23. september 1957.
-