metaforisk, for eksempel i vendinger som „en tæt sky af skjolde“, „en sky af spydbærere“. Om anvendelsen af ordet néphos skriver professor Wuest i Hebrews in the Greek New Testament:

„Ordet ’sky’ her er ikke néphele, der er en sammenhængende og skarpt afgrænset sky, men nephos, en stor skymasse der dækker hele synsfeltet på himmelen og derfor ikke har nogen egentlig form, eller en enkelt mægtig skyformation hvis omrids eller kontur er udvisket. Anvendelsen af ordet ’sky’ for en stor mængde levende skabninger er velkendt i poesien. Homer taler om ’en sky af fodfolk, en sky af trojanere’. I en tale til athenienserne siger Themistokles om Xerxes’ armeer at ’vi har haft held til at frelse både os selv og Grækenland ved at slå så stor en sky af mennesker tilbage’.“

Denne forskel mellem néphos, „en skymasse“, og nephelē, „en sky“, er analog med forskellen mellem petra, en klippemasse, og Petros, der betyder et enkelt klippestykke når det anvendes som egennavn.

Vi ser således at Hebræerbrevets forfatter med omhu valgte det usædvanlige ord néphos, skyformation eller -masse, for at understrege det store antal vidner, for som han bemærker: „Dog, hvorfor sige mere? Tiden vil jo ikke slå til, hvis jeg skal fortælle om Gideon,“ og så videre. Ja, der var så mange at de ikke kunne opregnes. De udgjorde ikke blot en skare, nej de var at ligne ved en skymasse. — Hebr. 11:32.

For kristne har det foregående mere end blot teoretisk interesse, og det er heller ikke sprogdetaljen som har størst betydning for dem. Anvendelsen af ordet néphos får det til at stå os ganske klart at det virkelig var mange, mange mennesker som trofast vidnede om Jehova Gud og var lysende eksempler på tro, selv om de der nævnes i Bibelen udgør et forholdsvis ringe antal. Da Elias således engang mente at han var den eneste som var nidkær for Jehovas navn, forsikrede Jehova ham om at der i Israel endnu var syv tusinde som ikke havde bøjet knæ for Ba’al. (1 Kong. 19:18) Eftersom vi er omgivet af „så stor en sky af vidner“ (martýrōn, „martyrer“) og ikke blot tilskuere, kan vi være ved godt mod, for så kan vi også være trofaste, alt mens vi følger „Jesus, troens banebryder og fuldender“. — Hebr. 12:2.

Endvidere er det værd at lægge mærke til hvor omhyggeligt Hebræerbrevets forfatter vælger sine ord og anvender denne meget beskrivende metafor for at slå sin idé fast. Han er her et glimrende eksempel for enhver forkynder der med sit talte eller skrevne ord ønsker at virke overbevisende på andre og være dem til størst mulig gavn. „Hvor godt er et ord i rette tid.“ — Ordsp. 15:23.

Spørgsmål fra læserne

● Ifølge Bibelens beretning var Ismael femten år eller mere dengang Abraham sendte ham og hans moder Hagar bort fordi Ismael havde spottet Isak. Hvordan skal vi i betragtning heraf forstå ordene i 1 Mosebog 21:14, 15? — G. M., De forenede Stater.

De nævnte skriftsteder lyder: „Så stod Abraham tidligt op om morgenen og tog brød og en skindvandsæk og gav den til Hagar, satte den på hendes skulder, og barnet, og sendte hende derpå bort. Og hun drog af sted og vandrede omkring i Be’ersjebas ørken. Til sidst slap vandet i skindsækken op og hun kastede ham under en af buskene.“ (NW)

Det er klart at Ismael må have været femten år eller mere, for Abraham, hans fader, var seksogfirs år gammel da Ismael blev født og hundrede år gammel da Isak kom til verden, og det var først nogle år senere at Isak blev vænnet fra og at Ismael da spottede ham. — 1 Mos. 16:16; 21:5, 8, 9, NW; Kalkar.

Beretningen siger ikke noget om hvorvidt Ismael var stærk og kraftigt bygget. Han kan have været svag og fint bygget, således at han var den der først gav op, så moderen måtte løfte ham op og bære ham. Dette behøver ikke at være umuligt, for datidens kvinder, især trælkvinder, som Hagar jo var, var vant til at bære tunge byrder i det daglige arbejde. Men også Hagars kræfter slap op, og så lagde hun drengen, måske ikke særlig blidt, i læ under en af de nærmeste buske.