Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor gengiver New World Translation Salme 90:2 helt anderledes end andre oversættelser? — B. B., De forenede Stater.
Ifølge den autoriserede danske oversættelse lyder Salme 90:2: „Førend bjergene fødtes og jord og jorderig blev til, fra evighed til evighed er du, o Gud!“ I New World Translation lyder verset således: „Før selve bjergene fødtes, eller du begyndte som med fødselsveer at frembringe jorden og det frugtbare land, ja fra ubestemt tid til ubestemt tid er du Gud.“
Det hebraiske ord for det første af disse udtryk er yalad i passiv, og ifølge hebraiske leksikografer betyder det at blive avlet, født, og hentyder til den almindelige fødselsproces. Yalad bruges både når der tales om moderen og når der tales om faderen, som det fremgår af Job 14:1 („Mennesket, født af en kvinde“) og Salme 2:7 (hvor Jehova siger: „Jeg har født dig i dag!“)
Det hebraiske ord for det andet verbum i Salme 90:2 er et helt andet, og det bruges i forbindelse med fødselsprocessen for at henlede opmærksomheden på de smerter og veer der følger med en fødsel. Det er det hebraiske ord hhil, hvis grundbetydning ifølge hebraiske autoriteter er: „at have fødselsveer“. I den form af verbet der i dette tilfælde er brugt i den hebraiske tekst, ligger der ligesom en refleksiv betydning, idet den der udfører handlingen føler de ledsagende kvaler. Han mærker med andre ord fødselssmerterne. Derfor defineres ordet også: „at frembringe (med smerte)“. — Youngs Analytical Concordance to the Bible.
Samme ord forekommer i 5 Mosebog 32:18, NW, der lyder: „Den Klippe der blev fader til dig glemte du, og du begyndte at slette Gud ud af din hukommelse, Ham der frembragte dig med fødselsveer.“ Her hentydes uden tvivl til de mirakler Jehova lod ske i Ægypten i forbindelse med udfrielsen af Israels folk. Vi finder også dette hebraiske udtryk i Esajas 51:2, NW, hvor vi læser: „Se hen til Abraham jeres fader og til Sara, der efterhånden frembragte jer med fødselsveer.“ Desuden i Ordsprogene 25:23, NW: „Nordenvinden frembringer regn som med fødselsveer.“
Af ovennævnte henvisninger kan vi forstå at disse ord især anvendes i poetiske tekster, og vi erkender at de er yderst udtryksfulde og rummer en dyb betydning. Mange moderne, frie oversættelser skjuler den magtfuldhed der ligger i disse udtryk.
Angående anvendelsen af de omtalte udtryk i Salme 90:2, må man sige at frembringelsen af jorden og det frugtbare land med dets komplicerede opbygning og kemiske processer, set med menneskers øjne i sandhed krævede en kolossal energiudfoldelse, en smertefuld anstrengelse, selv målt med vor tids videnskabs målestok. Salmisten taler her ud fra et rent menneskeligt synspunkt og viser tillige både en livlig forestillingsevne og stor respekt for det vældige arbejde det medførte for Jehova at skabe disse ting; hvor lang tid der gik dermed ved vi naturligvis ikke.
● Hvilke forpligtelser har kristne forældre over for et evnesvagt barn? — M. L., De forenede Stater.
Bibelen siger klart og utvetydigt: „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Tim. 5:8) Forældre er derfor forpligtet til at sørge for deres børn, også i det tilfælde at disse er evnesvage, hvis de overhovedet har mulighed for det. Glem ikke at det ikke er barnets fejl hvis det er mentalt handicappet. Det skyldes omstændighederne, for eksempel fødselsbeskadigelse eller forældrenes ufuldkommenhed.
Forældrene har ikke blot ansvar for at sørge for at barnet får sit materielle behov dækket, men også for at det opbygges rent åndeligt. Kristne forældre kan ikke se bort fra den befaling der fremsættes i Femte Mosebog 6:4-7, hvor der står at faderen skal tale med sin søn om Guds lov uanset hvor de befinder sig eller færdes sammen. De kan heller ikke overse befalingen i Efeserne 6:4, hvor der står at børnene skal opdrages i Jehovas tugt og formaning. Hvis et barn kommer under statens formynderskab kan det ikke få den livgivende undervisning som kærlige forældre kunne have givet det i lydighed mod de forpligtelser Bibelen pålægger indviede kristne.
Ved at sørge for at barnet får tugt og formaning fra Jehova arbejder forældrene på barnets evige frelse. Forpligtelsen til at hjælpe andre til at opnå frelse betyder først og fremmest at man hjælper medlemmerne af sin egen familie ind på frelsens vej. Dette gælder især hvis man har børn og disse er mindreårige og derfor afhængige af forældrenes undervisning, vejledning og hjælp. Ville der være nogen rimelighed i at gå ud og prøve at hjælpe fremmede mennesker til at opnå frelse hvis man samtidig forsømte et barn der var afhængigt af ens omsorg, et barn der var ens eget kød og blod?
Man kan ikke kaste dette ansvar fra sig blot for at kunne bruge mere tid i tjenesten. Hvis barnet imidlertid har så svage evner at det ikke kan indtage nogen åndelig føde eller kundskab og vinde frelse ved troen på den, kan dette have indflydelse på om forældrene vil overlade til andre, for eksempel en velfærdsinstitution, at pleje barnet. Alligevel må man ikke glemme at selv om det barn der er kommet under statens formynderskab tit får besøg af forældrene, kan det blive udsat for mange farer, såsom blodtransfusion og fejring af hedenske og nationale helligdage. Også det må forældrene tage med i betragtning.
Det kan ganske vist være en stor belastning for den øvrige del af familien at have et evnesvagt barn gående hjemme; men byrden kan bæres, og den bør bæres, især i det tilfælde hvor barnet kan få åndeligt udbytte af at være i et kristent hjem. Ved at beholde barnet handler forældrene ret. Deres handlemåde stemmer overens med Bibelens krav og har Jehovas anerkendelse og velsignelse. Det vil være det bedste i det lange løb, særlig hvis alle familiens medlemmer er med til at bære byrden.
Det at skulle sørge for et evnesvagt barn burde betragtes som en udfordring, i særdeleshed en udfordring til at lægge åndens frugter for dagen. (Gal. 5:22, 23) Et moderne værk siger om evnesvage børn: „De er kærlige . . . og ofte højt elsket af deres mødre og søskende. . . . I mange tilfælde kan det lade sig gøre at passe på dem hjemme, en langt bedre løsning end anbringelse på en institution. Hvis barnet imidlertid overlades til en institution, må moderen affinde sig med situationen og ikke vente at barnet vil [blive normalt]. Hun skal elske barnet men ikke forsømme sine andre børn og ikke lade sig plage af skyldfølelse.“ — Neo-Natal Pediatrics, W. R. F. Collis.
Det er tvivlsomt om en medicinsk behandling overhovedet kan hjælpe evnesvage børn, men i hvert fald er der i nogle få tilfælde hvor man har benyttet sig af midler som glutaminsyre, sket en bedring i patienternes tilstand. Modern Drug Encyclopedia and Therapeutic Index (ottende udgave, 1961) siger om glutaminsyrens virkninger: „Kliniske iagttagelser tyder på at naturlig glutaminsyre kan virke fremmende på personligheden og åndsevnerne hos evnesvage børn og voksne.“ Et sådant middels virkninger afhænger muligvis af nedarvede egenskaber og kønslige faktorer samt af om forældrene sørger godt for barnet. — Science News Letter, 12. januar 1952.
I hvert enkelt tilfælde må de foreliggende omstændigheder tages i betragtning: situationens alvor, familiens muligheder for at sørge for og passe på barnet og den gavn barnet vil have af at være hjemme hos familien og mærke dens kærlighed. — 1 Kor. 13:4-8.
● I 1 Mosebog 2:10-14 nævnes fire floder. Men i bibelatlas ser man kun de to, Hiddekel og Eufrat. Hvad med de to andre, Pisjon og Gihon? — H. N., De forenede Stater.
Før vi besvarer dette spørgsmål må det bemærkes at det er almindeligt anerkendt at Hiddekel, den tredje flod der nævnes i det omtalte skriftsted, er floden Tigris. Det kaldes den i øvrigt i Septuaginta-oversættelsen, både i 1 Mosebog 2:14 og Daniel 10:4.
Der har været gisnet meget om hvad det var for floder der kaldtes Pisjon og Gihon. Bibel- og religionsleksika fremsætter forskellige teorier, og nogle af dem giver en omfattende forklaring på deres teori. Men når alt kommer til alt, beror det hele på gætteri.
Det skulle nu ikke bekymre nogen at man ikke kan fastslå hvilke to floder der er tale om. Det kan sagtens tænkes at de ikke eksisterer mere. Der er sket store forandringer på jorden siden disse ord blev nedskrevet i den bog Moses søgte oplysninger i da han samlede denne del af Første Mosebog. (1 Mos. 5:1) Især kan man tænke sig at Vandfloden på Noas tid medførte vældige forandringer i jordens topografi; den udslettede jo endog Edens have, så englene ikke mere behøvede at vogte indgangen. — Sl. 104:6-8, NW; 1 Mos. 3:24.
Som Delitzsch så udmærket siger i sit værk Commentary on Genesis: „Man kan derfor godt stadfæste den hellige skribents geografiske udtalelser uden absolut at skulle kunne udpege fire forskellige floder (deriblandt Tigris og Eufrat) der udspringer af den samme flod, hvilket simpelt hen er umuligt. At den oprindelige flod der, ifølge forfatterens ord, delte sig i fire strømme, ikke eksisterer mere, er lige så sikkert som at paradiset er gået tabt.“