anden venligere stemt. Det vil hjælpe vedkommende til at forstå at man ikke er forudindtaget imod ham, at man lægger mærke til de stærke og gode sider, såvel som til de svage, og ydermere at man har empati og forstår at det ikke er behageligt at modtage vejledning.

Hvis man vil mestre den kunst at retlede andre må man være opmærksom på hvordan man giver irettesættelsen. Medmindre forsyndelsen er meget alvorlig og den enten er begået med forsæt eller i ligegyldighed, er det bedst at gå lempeligt frem, med venlighed og mildhed. Der er visdom i det inspirerede råd: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ (Gal. 6:1) Ja, venlighed og mildhed gør det meget lettere for den anden at tage imod vejledning. Der kræves imidlertid også selvbeherskelse, for det er slet ikke nogen let sag at retlede en anden mildt, venligt og roligt.

Til den kunst at retlede andre hører også at man tager hensyn til hvem det er man skal retlede. De der har myndighed behøver ikke at undskylde sig når de med visdom og mildhed retleder dem de har i deres varetægt. Det hører med til ægtemænds, fædres, læreres og kristne hyrders pligter at irettesætte. Det er rigtigt at disse selv til tider kan træde fejl og har brug for at blive gjort opmærksom på det. Men dette bør naturligvis gøres meget respektfuldt.

Alle disse principper for retledning af andre kan med fordel anvendes af kristne forkyndere i deres arbejde med at forkynde og undervise. Man kunne sige at de har fået det hverv overdraget af Jehova Gud at retlede alle som de kommer i forbindelse med i deres tjeneste. Hvordan det? Jo, ved at de har fået befaling til at advare menneskehedens verden om denne tingenes ordnings forestående tilintetgørelse. For at udføre dette hverv effektivt, kræves det at man mestrer kunsten at retlede andre.

Det er derfor først og fremmest nødvendigt for dem at have nøjagtig viden, så de ved hvad de skal sige. De må også være i besiddelse af det rette motiv og give advarselen af godhed og kærlighed, selv om nogle måske ikke forstår og værdsætter det. De må tage hensyn til tid og sted og ikke insistere på at blive hørt når det ikke er belejligt for andre at lytte. De påtvinges heller ikke andre deres budskab når disse ikke værdsætter det der er helligt; de ’giver ikke hunde det hellige’. Samtidig giver de med mildhed og venlighed en grund for det håb der bor i dem. Ved således at mestre den kunst at retlede andre kan de nære håb om at gøre størst gavn i deres kristne tjeneste. — Matt. 7:6; 1 Pet. 3:15.

Spørgsmål fra læserne

● Hvis Abraham virkelig troede at han skulle ofre sin søn Isak, hvorfor sagde han da til sine trælle at han og Isak ville vende tilbage til dem? — E. M., U.S.A.

Jehova gav Abraham udtrykkelig befaling om at det var hans ønske at han skulle bringe sin elskede, søn Isak som offer. — 1 Mos. 22:2.

I tro drog Abraham med sin søn og to trælle af sted indtil de i det fjerne kunne se offerstedet. Så sagde Abraham til trællene: „Bliv her med æselet, medens jeg og drengen vandrer derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder.“ — 1 Mos. 22:5.

Om Abraham til fulde forstod hvor sandt han talte i dette øjeblik, ved vi ikke. Men hans ord var næsten en profeti om det der skulle ske.