og ned til Korint, hvor han tilbragte vinteren før han drog samme vej tilbage og var i Filippi ved påsketid det følgende forår. Paulus kunne således nå at være i Jerusalem ved pinsetid år 56. — 1 Kor. 16:5-8; Ap. G. 20:1-3, 6, 15, 16; 21:8, 15-17.

29. Hvilke årstal kan forbindes med Paulus’ oplevelser fra hans arrestation i Jerusalem til hans død i Rom?

²⁹ Aldrig så snart var Paulus ankommet til Jerusalem før hans religiøse modstandere slog ned på ham, og for at beskytte ham førte romerske soldater ham hemmeligt og i hast ned til Kæsarea. Her blev han holdt fængslet i to år, indtil den listige Feliks, som ønskede at Paulus skulle give ham penge, blev efterfulgt som statholder af Festus. (Ap. G. 21:27-33; 23:23-35; 24:27) Med hensyn til hvornår Festus blev statholder nævner The Encyclopædia Britannica to retninger inden for den højere bibelkritik der fastholder henholdsvis år 55 og år 60-61 som tidspunktet for hans indsættelse, men tilføjer: „Det kan siges med sikkerhed at sandheden ligger mellem disse to yderpunkter, for de argumenter der benyttes i forbindelse med hvert af dem, understøtter lige så lidt den ene påstand som de undergraver den anden.“d I harmoni med alle de foregående oplysninger antager vi derfor år 58 som det år da Paulus indankede sin sag for kejseren og derefter blev sendt til Rom. Efter at have overlevet historiens berømteste skibbrud, og efter at have overvintret på øen Malta, nåede Paulus til Rom det følgende forår, i år 59, og her forblev han i fangenskab de næste to år, til år 61, alt mens han forkyndte og underviste. (Ap. G. 27:1; 28:1, 11, 16, 30, 31) Paulus’ andet fangenskab i Rom, som sluttede med hans henrettelse, varede sandsynligvis fra år 64 til år 65. — 2 Tim. 2:16; 4:6, 7.

30. Hvordan har dette studium af begivenheder fra det første århundrede været til gavn for os?

³⁰ Denne gennemgang af begivenheder som fandt sted i det første århundrede, har både været interessant og trosstyrkende. De der skrev Bibelen vidste intet om moderne kalendere, men deres omhu og nøjagtighed og de metoder de anvendte til datering af begivenheder har vist sig at være til stor hjælp for os i vort arbejde med at anbringe datidens begivenheder på tidens strøm. Den bibelske kronologi stemmer til mindste detalje, den er tro mod sandheden, og det styrker vor tillid til De hellige Skrifter og vor tro på at Bibelen virkelig er Jehovas sandhedsord.

Spørgsmål fra læserne

● Hvis Isak var villig til at tjene som offer, hvorfor måtte Abraham da binde både hans hænder og fødder? — J. D., U.S.A.

Om Abraham og Isak fortæller den bibelske beretning: „Da de nåede det sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et alter og lagde brændet til rette; så bandt han sin søn Isak [på hænder og fødder, NW] og lagde ham på alteret oven på brændet. Og Abraham greb kniven og rakte hånden ud for at slagte sin søn.“ — 1 Mos. 22:9, 10.

Både Abraham og Isak er omtalt i Hebræerbrevets ellevte kapitel som mænd med tro og som sande tilbedere af Jehova Gud. Hvis Jehova bød dem at gøre noget, ville disse trofaste mænd derfor villigt adlyde. Deraf kan vi slutte at Isak var villig til at give sig selv som et offer, eftersom Jehova havde påbudt det.

At Første Mosebog 22:9 nævner at Abraham bandt Isak på hænder og fødder ændrer intet ved dette; det støtter snarere vor slutning. Ifølge den jødiske historiker Flavius Josefus var Isak femogtyve år gammel da dette fandt sted. (Jødernes oldtidshistorie, 1. bog, XIII, 2) Hvis det er rigtigt, var Abraham omkring 125 år gammel. Det er derfor klart at den alderstegne Abraham ikke med magt overmandede sin unge og sunde søn for at binde ham. Hvis Isak havde været uvillig til at blive ofret i lydighed mod Gud og mod sin fader, så er der ingen tvivl om at han kunne have sat sig til modværge. Det at han tillod at Abraham bandt ham, viser at han