Værdsættelse af Jehova
„Mange undere gjorde du, [Jehova] min Gud, og mange tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.“ — Sl. 40:6.
1. Hvorfor bør en fornuftbegavet skabnings værdsættelse begynde ved Jehova Gud?
FOR alle fornuftbegavede skabninger i universet gælder det at deres værdsættelse bør begynde ved Jehova Gud, den store Skaber. Der går ikke et øjeblik i en skabnings liv uden at vedkommende personligt nyder godt af Jehovas, den store Livgivers, miskundhed. Uden liv ville skabningen intet have. — 1 Mos. 2:7; Sl. 36:10; 146:1-4.
2. Nævn nogle af de ting der omgiver os og som hjælper os til at værdsætte Skaberen.
2 Alt omkring os, hele universet, ville vi have kunnet glæde os over hvis det havde været i harmoni med Jehova og intet var blevet fordærvet på grund af Jehovas modstander Satans indflydelse. Men selv i dets nuværende tilstand er det skaberværk der omgiver os, ofte meget smukt og dejligt. Konger, regeringsledere og rigmænd udsøger sig naturskønne steder. Store villaer eller slotte bygges i områder hvor der er rigeligt med vand, og hvor træer, buske og blomster kan vokse frodigt. Kunstfærdigt anlagte haver og parker omgiver disse paladsagtige hjem. I disse omgivelser bidrager solens varme stråler til at forøge menneskets velvære mens de fremmer planternes vækst og formering. Når der kommer regn og sne, som øger vandforsyningen, virker det vederkvægende på dem der er sunde og raske. Luften på de steder hvor der er et rigt planteliv er frisk og styrkende: Den indeholder den ilt som menneskelegemet behøver. Træer og andre planter frembringer velsmagende frugter, frø og rødder, som tjener til føde for både mennesker og dyr. Alt sammen vidner det om at alt fra begyndelsen var som det skulle være for den menneskelige familie. — 1 Mos. 1:31; Neh. 9:6; Sl. 104.
3, 4. (a) Hvad er grunden til at nogle mennesker ikke viser værdsættelse af Skaberen mens andre gør? (b) Hvilke grunde kan anføres for at der lever mennesker på jorden og ikke på månen?
3 Det er derfor mærkeligt at så mange fremtrædende og rige mennesker, som ofte bor i de smukkeste naturomgivelser, kun viser lidt eller slet ingen værdsættelse af Jehova, Skaberen. Sjældent erkender de at jorden og menneskene på den, hele universet, ja alt er helt afhængigt af Skaberen. Måske af stolthed og ud fra ønsket om at hævde sig over for andre fremsætter de ideer som går imod hvad Skaberen har sagt: at „Himlen er [Jehovas] himmel, men jorden gav han til menneskens børn“. Uden hensyn til denne udtalelse har nogle fremsat teorier om at mennesket skulle kunne leve på andre planeter. Men efterhånden som videnskaben har gjort det muligt for menneskene at udforske himmelrummet og de med kraftige teleskoper har kunnet tage planeterne nærmere i øjesyn, er det blevet mere og mere klart at kun jorden er det ideelle bosted for menneskene. — Sl. 115:16; 19:2-5; Es. 40:26; 45:18.
4 Selv ikke på månen, det himmellegeme der er nærmest jorden, er der forhold hvorunder menneskene kan leve. Månens overflade er arret af kratere, et vidnesbyrd om at den er blevet ramt af meteorer eller andre flyvende objekter fra rummet. Den har ingen atmosfære hvori disse objekter ville blive brændt op før de kunne nå at ramme månens overflade. Da der ingen atmosfære er hvori der kan dannes lydbølger, er der heller ingen lyde. Der er ingen luft at indånde. Der er intet vand, ingen føde. Man har fundet at dagen på månen er så varm at den kan bringe menneskeblod til at koge. Temperaturen når op på mindst 100 grader celsius. Men hvis man kom ind i skyggen af en stor klippe eller et stort bjerg, kan man forvente temperaturer under frysepunktet. Om natten kan temperaturen dale til minus 160 grader celsius, en temperatur som afgjort ikke egner sig for mennesker.
5. (a) Da nu månen ikke egner sig som bosted for mennesker, hvordan forholder det sig så med nogle af de nærmeste planeter? (b) Hvordan bør tænkende mennesker på jorden da reagere over for skaberværkets vidundere?
5 De nærliggende planeter Venus og Mars har man ligeledes fundet uegnede til opholdssted for mennesker, efter at man har gjort flere fremstød for at udforske dem. De erfaringer man indtil nu har gjort i forbindelse med rummets udforskning skulle give alle som tænker dybere over tingene en større værdsættelse af Skaberen, af de undere han har gjort og de tanker han har tænkt til gavn for os der lever på jorden. Når man betragter hele det sindrigt indrettede skaberværk, erkender man at Guds underfulde gerninger ikke kan opregnes; de kan ikke tælles. Og dog er der mange mennesker som ikke værdsætter Jehova. Har de nogen undskyldning? Apostelen Paulus svarer: „Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning.“ — Rom. 1:20.
En guddommelig rettesnor for mennesket
6. Hvad har Gud betænksomt sørget for til mennesket på jorden foruden skaberværket?
6 Jehovas underfulde skaberværk, især jorden og alt hvad der er gjort for at gøre den egnet som bosted for menneskene, er et vidnesbyrd om at Gud har tænkt til gavn for os, den menneskelige familie. Skaberværket i sig selv vidner til overflod om Skaberens eksistens og hans omsorg for sine skabninger. Men da Jehova tænkte på at skabe mennesket og ville skænke det intelligens og tænkeevne, vidste han at det ville være godt for mennesket at have en rettesnor for sit liv. Først og fremmest ville det være af betydning for mennesket at kende Skaberen og vide hvordan dets forhold var til ham og at dets liv afhang af ham. Dernæst ville det have brug for gode oplysninger om Guds love og principper og om hvordan Gud ønskede det skulle leve. Derfor fik den første mand, Adam, en vejledning der burde have fået ham til yderligere at værdsætte sin Fader og himmelske Skaber.
7. Hvilken foranstaltning fra Jehovas side har vi nu adgang til, og hvordan bør vi se på den?
7 Det var blot begyndelsen på de oplysninger som Gud har givet sine skabninger på jorden. I tidens løb har han i sin miskundhed skænket dem et komplet sæt af love og principper, nemlig dem vi finder i den enestående bog som kaldes Bibelen. Ved hjælp af denne bog har vi mulighed for at få kundskab om Skaberen og hans hensigter med menneskene. Vi har mulighed for at få kundskab om hellige ting. Bibelen indeholder hellige hemmeligheder, og vi har brug for dem. Den måde vi bruger dem på viser hvor højt vi værdsætter den der har givet os dem og alt det andet vi har modtaget. Da værdsættelse indbefatter det at have tilstrækkelig forståelse til at beundre og glæde sig over en tings værdi, kommer man, efterhånden som man får mere og mere forståelse af Bibelens værdi, til at værdsætte den som en skat eller et klenodie, noget man hæger om. Bibelens værdi vokser efterhånden som vi gør brug af den. De der ligesom salmisten lægger visdom for dagen, takker Jehova for den rettesnor mennesket har fået i form af hans skrevne ord og for alle de beviser han har givet på sin miskundhed: „Lov [Jehova], thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!“ — Sl. 107:1.
8. Nævn nogle af de ting man kan lære fra Bibelen.
8 Blandt de mange ting vi kan tage ved lære af i Bibelen, er beretningerne om mennesker som viste værdsættelse og andre som ikke gjorde det. Bibelen fortæller nemlig både om dem der handlede uret og dem der handlede ret, og Gud havde sin gode hensigt med at lade alt dette nedskrive. Som Paulus påpegede: „Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ — 1 Kor. 10:11.
9. (a) Hvad blev der gjort for Adam som kunne hjælpe ham til at værdsætte Jehova? (b) Hvilken vej valgte Adam imidlertid?
9 Når vi ser tilbage på begyndelsen, dengang Gud satte den første mand og kvinde på jorden i Edens have, lægger vi mærke til at der var tænkt gå alt hvad de behøvede. De havde et meget smukt og behageligt sted at bo, et paradis. Adam og Eva manglede intet, for Jehova er både viis og kærlig, en god Fader. Adam fik Guds lov om hvordan han skulle forholde sig, og det forventedes at han adlød Guds ordning. Skaberen har selvfølgelig ret til at sige hvad en af hans skabninger må gøre og ikke må gøre. Men Adam lod ikke de skønne omgivelser hjælpe ham til at bevare en stærk værdsættelse af Jehovas foranstaltninger. Han manglede værdsættelse af Guds hellige lov, idet han tænkte for højt om sig selv. På en måde lagde han samme indstilling for dagen som mange af dem der i dag bor i et smukt hus, omgivet af Jehovas skaberværk, men ikke værdsætter Gud og hans love. Ulydighed førte til Adams fald og kostede ham livet. Mangel på værdsættelse af Jehova og hellige ting kan komme til at betyde det samme for mange i vor generation. — 1 Mos. 2:7-17; 5:5.
10. Hvordan står Noa som en modsætning til Adam?
10 Senere trådte Noa frem på den jordiske skueplads, og han viste sig at være en mand der værdsatte hvad Gud havde gjort. Da Gud talte til ham viste han værdsættelse og tro. Han indrettede sit liv efter Guds hensigt og blev bevaret i live under Vandfloden, og derved kom han til at stå i skarp kontrast til det første menneske, som mistede sin værdsættelse af hvad Gud havde befalet og derfor mistede livet. Denne modsætning mellem disse to mennesker som vi kan læse om i Guds hellige ord, kan vi lære af i dag. — 1 Mos. 6:9, 22; 7:5.
11. Hvilken miskundhed viste Gud Abraham?
11 Årene gik, og en fremtrædende mand der levede længe efter Noas tid og som værdsatte Gud og hellige ting, fik på mange måder bevis for Guds miskundhed. En af de betydningsfulde gaver som denne mand, der hed Abraham, fik af Gud, var dette løfte: „Jeg [vil] velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (1 Mos. 22:17, 18) Det betød at Abrahams efterkommere skulle se frem til én bestemt; en der blev født i Abrahams slægt ville blive til velsignelse for alle jordens folk. Dette var en pagt Gud indgik med Abraham og bandt sig til med en ed, og den kunne derfor ikke ændres. Den var hellig.
12. Hvordan hjælper beretningen om Jakob og Esau os til at se fordelene ved at værdsætte det der er helligt?
12 Men hvilken værdsættelse viste Abrahams børnebørn dette hellige løfte? Atter lader Gud i sin miskundhed en beretning nedskrive for at hjælpe os til at se fordelene ved at værdsætte det der er helligt. Om tvillingerne Jakob og Esau fortæller beretningen: „Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig jæger, der færdedes i ødemarken, men Jakob en fredsommelig mand, en mand, som boede i telt. Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob. Jakob havde engang kogt en ret mad, da Esau udmattet kom hjem fra marken. Da sagde Esau til Jakob: ’Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af sult!’ Derfor kaldte de ham Edom. Men Jakob sagde: ’Du må først sælge mig din førstefødselsret!’ Esau svarede: ’Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min førstefødselsret!’ Men Jakob sagde: ’Du må først sværge mig det til!’ Da svor Esau på det og solgte sin førstefødselsret til Jakob. Så gav Jakob Esau brød og kogte linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin vej. Således lod Esau hånt om sin førstefødselsret.“ (1 Mos. 25:27-34) Hvilken forskel mellem disse to sønner af de samme forældre! Jakob værdsatte Jehovas løfte til Abraham og førstefødselsretten, men Esau værdsatte ikke denne hellige pagt; han tænkte kun på sig selv. Han blev stamfader til Edom, et folk som Gud senere fordømte. Han er et eksempel på dem der kun tænker på det nærværende, på dem der lader hånt om det der er helligt. De der værdsætter det der hører Jehova til, bliver altid velsignet, sådan som Jakob blev det. — 1 Mos. 27:27-29; Hebr. 12:16, NW.
Værdsættelse af gudsdyrkelsen
13. Hvilke velsignelser ejede Eli, men hvori kom han til kort?
13 Vender vi os til en senere periode i den bibelske historie, efter at Jakobs efterkommere som et helt folk var draget ind i det land som Gud havde lovet at ville give dem, læser vi om at Israels folk fik dommere over sig. Eli var en af disse dommere. Han var også ypperstepræst. Af en mand i denne stilling krævedes der stor kundskab og værdsættelse af Jehova Gud og hans hellige love. Det var Levi stammes forret at tjene ved tabernaklet, hvor tilbedelsen af Gud gik for sig, og Elis sønner arvede således et stort privilegium i form af en hellig tjeneste. Efterhånden som tiden gik viste det sig dog at Elis sønner ikke værdsatte den hellige tjeneste ved tabernaklet, men gjorde sig skyldige i umoralitet. Skønt Eli selv ikke gjorde sig skyldig heri, håndhævede han dog ikke Guds lov og fik sine sønner til at gøre det der var ret. Hans sønner fortsatte med deres onde gerninger. Ved ikke at skuldre sit ansvar som fader og give sine sønner den fornødne vejledning skaffede Eli sig selv megen sorg og ulykke. Den hellige beretning fortæller: „Eli var meget gammel, og . . . han hørte, hvorledes hans sønner behandlede hele Israel, og at de lå hos kvinderne, som gjorde tjeneste ved indgangen til åbenbaringsteltet, . . . Da kom en Guds mand til Eli og sagde: ’Så siger [Jehova]: Se, jeg åbenbarede mig for dit fædrenehus, dengang de var trælle for Faraos hus i Ægypten, . . . Hvor kan du da se ondt til mit slagtoffer og afgrødeoffer, som jeg har påbudt, og ære dine sønner fremfor mig, idet I gør eder til gode med det bedste af alle mit folk Israels offergaver! Derfor lyder det fra [Jehova], Israels Gud: Vel har jeg sagt, at dit hus og dit fædrenehus for stedse skulle færdes for mit åsyn; men nu, lyder det fra [Jehova], være det langt fra mig! Nej, dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes. Og det tegn, du får herpå, skal være det, der overgår dine to sønner Hofni og Pinehas: på én dag skal de begge dø.’“ — 1 Sam. 2:22, 27, 29, 30, 34.
14. Hvad skete der med Elis sønner fordi de undlod at værdsætte den rene tilbedelse af Jehova?
14 Denne udtalelse gik i opfyldelse. Da filisterne og israelitterne kæmpede mod hinanden, forsøgte Israels ældste at vinde sejr ved at lade Jehovas pagts ark hente og føre ind i Israels lejr, og Elis to sønner fulgte med arken. I stedet for at dette blev til velsignelse for Israel og Elis familie, slog filisterne Israel og dræbte 30.000 mand. „Guds ark blev gjort til bytte, og Elis to sønner Hofni og Pinehas faldt.“ (1 Sam. 4:11) Det var ikke en tid med fremgang for Israel.
15. Hvor stor var Davids værdsættelse?
15 David var en mand som værdsatte den rene tilbedelses hellighed og værdien af Guds love. Han var ikke præst og ikke af Levi stamme. Han var af Juda stamme og drog i kamp for Jehova. Han gjorde noget for tilbedelsen af Jehova og var taknemmelig for alt hvad Jehova gjorde, og han skrev med stor værdsættelse om det der hørte Jehova til. „Om ét har jeg bedet [Jehova], det attrår jeg: alle mine dage at bo i [Jehovas] hus for at skue [Jehovas] livsalighed og grunde i hans tempel.“ (Sl. 27:4) „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. [Jehovas] lov er fuldkommen; kvæger sjælen, [Jehovas] vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, [Jehovas] forskrifter er rette, glæder hjertet, [Jehovas] bud er purt, giver øjet glans, [Jehovas] frygt er ren, varer evigt, [Jehovas] lovbud er sandhed, rette til hobe, kostelige fremfor guld, ja fint guld i mængde, søde fremfor honning og kubens saft. Din tjener tager og vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.“ — Sl. 19:2, 8-12.
16. Hvilken interesse viste David for den hellige gudsdyrkelse?
16 David ikke blot sagde dette, men han levede også i overensstemmelse med de tanker han gav udtryk for. Han var ikke tilfreds med at have en komfortabel bolig hvor han selv kunne bo samtidig med at Jehovas pagts ark kun var opstillet midlertidigt i et telt. Da den hellige gudsdyrkelse var af så stor betydning ville David opføre et tempel som skulle være midtpunkt for tilbedelsen af Jehova. Imidlertid sagde Jehova til David at han ikke ville få lov til at bygge templet; det skulle derimod hans søn Salomon. Dette mindskede dog ikke Davids nidkærhed for Jehovas hus, og han gjorde alt hvad han på nogen måde kunne for at fremme gudsdyrkelsens interesser ved at træffe forberedelser til tempelbyggeriet. David samlede guld sammen til en værdi af over 990 millioner kroner, samt andre kostbare metaller. Han gav sin søn Salomon tegningerne til templet. Disse tegninger, som han havde fået ved inspiration, var komplette og omfattede ikke blot selve templet, men også forrådskamrene, forgårdene, lysestagerne og alle redskaberne, hvorom man kan læse nærmere i Første Krønikebog, kapitel 28. Der hersker ingen tvivl om Davids gode indstilling over for alt hvad der var helligt, og Bibelen giver os vished for at David vil få en opstandelse. Han vil få mulighed for at opnå evigt liv når Guds tid er inde til det.
17. Hvordan understreger tilstanden på Salomons tid forholdet mellem sand tilbedelse og velstand?
17 Bygningen af templet blev fuldført under kong Salomon, og dermed oprandt en tid med fred og velstand i hele Israel. Jehova Gud selv tilkendegav at han anerkendte det nye center for tilbedelse da templet blev indviet, idet han sendte ild ned fra himmelen som fortærede ofrene, og senere talte han selv til Salomon. Jehova fortalte Salomon hvordan velsignelsen af hans familie og hele folket afhang af om man værdsatte Jehovas vedtægter og lovbud, om man overholdt forskrifterne og opretholdt den rene tilbedelse. Men endnu mens Salomon regerede, mistede han sin værdsættelse af tilbedelsen af Jehova, hvilket førte til ulykke for nationen, som blev delt i to kongeriger. — Anden Krønikebog, kap. 7; Første Kongebog, kap. 11.
18. Hvordan valgte flertallet af kongerne i Israel og Juda at handle efter Salomons død?
18 I Konge- og Krønikebøgerne i Bibelen findes den detaljerede beretning om Guds pagtsfolks historie efter Salomons tid. Med sorg at melde undlod flertallet af kongerne at vise den rette værdsættelse af Jehova og den rene tilbedelse. Mange var folkets vanskeligheder. Kong Akaz gik så vidt som til at lukke portene til Jehovas hus og indføre falsk gudsdyrkelse. — 2 Krøn. 28:24, 25.
19. Hvorfor blev indbyggerne i Jerusalem velsignet på Ezekias’ tid?
19 Men der var nogle få konger som viste at de værdsatte Jehova. En af dem var Ezekias som genåbnede templets porte og reorganiserede præsterne og levitterne og lod ofrene frembære igen i overensstemmelse med Jehovas love. Der gik bud ud til hele Israel og Juda med opfordring til befolkningen om at rette sig efter Jehovas anvisninger og fejre påsken. Ezekias viste på mange andre måder at han værdsatte det der var helligt, og Jehova viste at han tænkte på sit folk ved at velsigne det med overflod. (2 Krøn. 31:10) Da fjenderne truede Jerusalem, viste Ezekias sin værdsættelse af bønnen ved i tro at bede Jehova om at skride ind. Som svar herpå bevarede Jehova sit folk og slog den fjendtlige hær som stod i begreb med at angribe Jerusalem. — 2 Kong. 19:15, 35.
20. Hvorfor blev Jerusalem ikke befriet på Zedekias’ tid?
20 En sådan udfrielse indtraf ikke på Zedekias’ tid, for han viste ikke sand værdsættelse af Jehova eller sørgede for at den rene tilbedelse blev opretholdt i templet. Lidelse, ikke velstand, blev folkets lod dengang. Præsterne og folket var utro mod Gud og besmittede Jehovas hus. Derfor tillod Jehova, sådan som han havde advaret Salomon efter templets indvielse, at templet og byen blev ødelagt. — 2 Krøn. 36:11-21.
21. Hvordan kan vi vise at vi værdsætter Jehova?
21 Det har altså stor betydning om man værdsætter det privilegium det er at tilbede Jehova. Ved at tilbede Jehova og adlyde hans love viser vi blandt andet at vi værdsætter ham. Bibelen åbenbarer hvordan liv og velstand afhænger af den værdsættelse man viser.
[Illustration på side 223]
Jakob værdsatte Jehova og hans løfte til Abraham, men Esau værdsatte ikke det der er helligt og solgte sin førstefødselsret for en ret linser