Ægypten? Ja. Da Paulus skrev til „Guds menighed i Korint, til dem, der er helligede i Kristus Jesus“, opfordrede han dem indtrængende til at bortskaffe en bestemt fordærvelig indflydelse som havde vundet indpas iblandt dem, og idet han atter baserede sine argumenter på det der forud var skildret ved Loven sagde han: „Lad os derfor holde højtid [det usyrede brøds højtid], ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød.“ Og hvilken begrundelse giver han så for at sande kristne fejrer det usyrede brøds højtid på denne billedlige måde, ikke blot én dag men hver dag i året? Læg mærke til hans svar: „Thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus.“ — 1 Kor. 1:2; 5:7, 8; 2 Mos. 13:6.

15. Hvilken særlig udfrielse er der blevet truffet foranstaltning til for den sande kirke, såvel i fremtiden som nu i tiden?

¹⁵ Dette offer som blev bragt med „Kristi dyrebare blod“ som med „blodet af et lam uden plet og lyde“ har resulteret i en særlig udfrielse for disse førstefødte af de kristne, og det i dobbelt forstand. For det første er der hermed sikret dem „adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige“ samt „en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, . . . i Himlene“, som Peter siger, og for det andet har det allerede nu ganske bogstaveligt resulteret i en udfrielse for dem ved tro. Paulus udtrykte det således: „Han [Gud], som friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige. I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.“ Især siden 1919 er de der hører til denne skare blevet udfriet fra det „mørke“ der ifølge profeten Esajas skulle dække jorden, og mens de endnu er i kødet er de gået ind til de vidunderlige velsignelser som det større lys og tjenesten for Riget har medført, som beskrevet i denne samme profeti. — 1 Pet. 1:4, 19; 2 Pet. 1:11; Kol. 1:13, 14; Es. 60:1-3.

16. (a) Hvordan forholder den lille hjord sig til Jesus som Abrahams sæd? (b) Hvordan hjælper dette os til at se hvilken plads den særlige udfrielse indtager i det større billede?

¹⁶ Guds ord peger altså tydeligt på en særlig udvalgt menighed, en „lille hjord“, der som den første kommer til at nyde godt af Kristi genløsningsoffers fortjeneste, forud for den øvrige del af menneskeheden. Som allerede nævnt er Jesus selv Guds førstefødte, forud for nogen andre; dog er der andre som er nært forbundet med ham og som med ham som deres hoved udgør „menigheden af førstefødte“. På lignende måde er Kristus Jesus selv den lovede Abrahams sæd, men ved Jehovas ufortjente godhed er disse førstefødte også „Abrahams sæd“ eller „Abrahams afkom“ eftersom de er „døbt til Kristus“ og „hører Kristus til“. Gennem denne sæd er det at „alle jordens nationer [skal] velsigne sig“ i Guds rige efter den store udfrielse fra nutidens Ægypten i Harmagedon. Vi ser således at det mindre billede på den særlige udfrielse af de førstefødte finder sted først og går forud for det større billede, hvis opfyldelse i sandhed vil fremkalde en lovprisningssang til Jehova, „thi han er højt ophøjet“. Det er grunden til at Jehova i første instans, billedligt talt, drog ned til Ægypten for at „vinde sig et navn“. — Gal. 3:16, 27, 29; 1 Mos. 22:18, NW; 2 Mos. 15:21; 2 Sam. 7:23.

17. Hvordan skal 1 Johannes 2:2 forstås?

¹⁷ Vi kan derfor også forstå hvorfor Johannes skrev til disse førstefødte at Jesus først og fremmest er „soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens“. — 1 Joh. 2:2.

Intet veto mod Guds hensigter

● Ingen skabning kan nedlægge veto mod Guds hensigter: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage.“ — Es. 55:11.