Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor rejser nogle Jehovas vidner sig ved flaghilsen men ikke når nationalsangen spilles? — U.S.A.

Jehovas vidner bestræber sig som kristne for at følge Guds ord og deres samvittighed, som er oplært efter Bibelen. Ligesom de kristne i det første århundrede betragter de sig som „fremmede og udlændinge“ i den vantro menneskeheds verden og lover Guds rige ved Kristus troskab. (1 Pet. 2:11) Det er af den grund de afholder sig fra at foretage handlinger — deriblandt handlinger af nationalistisk art — der ville være ensbetydende med brud på deres troskab over for Gud og hans udnævnte konge Jesus Kristus.

Man bør huske på at et nationalflag er mere end et stykke tøj. Det betragtes officielt som et helligt symbol på nationen og behandles med ærbødighed. Det er ofte skik, når flaget er slidt op, at det ikke uden videre kasseres, men at det ’tilintetgøres på værdig vis, fortrinsvis ved brænding’. Der findes også regler for hvordan man hejser og sænker flaget, for hvordan man folder det sammen, og for selve flagningen. At hilse flaget og sværge det troskab betragtes som en ærbødig handling, en hellig handling, og eftersom flaget er et symbol på staten, må en sådan handling betragtes som en form for afgudsdyrkelse. — Jævnfør Anden Mosebog 20:4-6; Første Johannesbrev 5:21.

Uden i øvrigt at afholde andre fra at hilse en nations flag føler Jehovas vidner at de kun kan vise Jehova Gud en sådan ære. De nærer tilbørlig respekt for landets flag, men at gøre flaget til en afgud og deltage i en tilbedelseshandling over for et statssymbol ville de betragte som brud på deres troskab over for Gud og illoyalitet mod Guds søns rige.

Regelen er almindeligvis at alle de tilstedeværende ved en flaghilsenceremoni står ret og personligt hilser flaget som et tegn på at de lover dette statssymbol troskab. I denne situation er det ikke sandsynligt at selve den omstændighed at man står op betragtes som en tilbedelseshandling. Mange sande kristne har derfor ikke set noget forkert i at forblive stående respektfuldt, men uden at hilse flaget og fremsige troskabseden. Naturligvis må det siges at være et samvittighedsspørgsmål. Nogle Jehovas vidner vil måske gøre dette, mens andre ifølge deres samvittighed føler sig tilskyndet til at forblive siddende eller til at forlade stedet hvor ceremonien går for sig.

Med hensyn til nationalsangen forventes det undertiden at forsamlingen står op og synger med. Dette ville svare til det der netop er sagt om det nationale flag. Imidlertid forventes det ofte blot at man står op mens nationalsangen spilles, mens den synges af en solosanger. I dette tilfælde vil det at man står op betyde at man billiger det der siges i sangen og de følelser den giver udtryk for. Om sådanne nationalsange siger The Encyclopedia Americana: „Kærlighed til fædrelandet og stolthed over ens land er hovedtemaet i de fleste nationalsange, og i mange er religiøse følelser blandet med patriotiske. Nationalsange er ofte nært beslægtet med et lands folkesange eller de er opstået i forbindelse med krige og revolutioner.“ Eftersom Jehova Gud er jordens Skaber, og alle nationer og folk har en fælles stamfader, Adam, findes der intet bibelsk grundlag for national stolthed og for at én race skulle føle sig en anden overlegen. (Ap. G. 17:26) Man kunne derfor spørge: Kan en kristen på nogen måde antyde at han billiger national stolthed? Vil det være rigtigt af ham at synge med på sange der billiger krige og revolutioner?

Følgende bør ikke overses: Det standpunkt Jehovas vidner indtager, er på ingen måde udslag af mangel på respekt over for landets retmæssige øvrighed. Jehovas vidner tager ikke del i noget lands politik. De tager heller ikke del i optøjer, revolutioner eller oprør i et forsøg på at styrte en regering. De vil aldrig være illoyale over for en regering og aldrig tage del i statsfjendtlig virksomhed eller virksomhed der tager sigte på at styrte en regering. Ifølge Bibelen er de verdslige regeringer „Guds ordning“ og er „af Gud anbragt i deres relative stillinger“. Ydermere har Jehovas vidner af Gud fået befaling til at betale skat og afgift til sådanne „højere myndigheder“ og at vise dem ære. — Rom. 13:1-7, NW.

Jehovas vidner vil derfor, i overensstemmelse med landets skik, tilbørligt rejse sig eller bøje sig eller endog kaste sig til jorden for en hersker som udtryk for at de ærer og respekterer hans stilling. (1 Mos. 23:7; 42:6; 44:14) Men de vil ikke lovprise ham og hæve ham til skyerne som en gud. De vil heller ikke, som en tilbedelseshandling, bøje sig for, hilse, kysse eller brænde røgelse foran et billede af en regent eller et statssymbol, i lighed med det Nebukadnezar rejste på Durasletten eller som nationernes flag i nutiden. (Ap. G. 12:21-23; 14:12-15; Dan. 3:1-29) Så længe regeringerne ikke indfører love der går imod Guds love som de fremsættes i Bibelen, vil kristne i dag, i lighed med det første århundredes kristne, i lydighed give „kejseren, hvad kejserens er“, samtidig med at de giver „Gud, hvad Guds er“, nemlig deres tilbedelse og tjeneste. — Ap. G. 4:19; 5:29; Mark. 12:17.