Spørgsmål fra læserne
● Svarer Jesu ord i Johannes 15:1-6 om at han er vintræet og hans disciple grenene, til billedet med oliventræet og dets grene i Romerbrevet 11:17-24?
Beretningen i Johannes 15:1-6 er tidligere blevet brugt til at belyse beretningen i Romerbrevet 11:17-24. Men en nøjere undersøgelse viser at de to passager sigter til to forskellige ting. Den ene drejer sig om Kristus, den anden om Abraham. Lad os betragte hver af de to passager.
Den sidste aften Jesus var sammen med sine apostle sagde han til dem: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vinavleren. Enhver gren på mig som ikke bærer frugt, tager han væk, og enhver som bærer frugt, renser han, for at den kan bære mere frugt. Jeg er vintræet, I er grenene. Den der forbliver i samhørighed med mig, så jeg forbliver i samhørighed med ham, han bærer megen frugt.“ — Joh. 15:1, 2, 5.
Jesus sammenlignede sig selv med et vintræ. Hans disciple, som blev avlet af hellig ånd på pinsedagen i år 33, blev grene på vintræet. Når først de var blevet grene på vintræet måtte de, ifølge Jesu opfordring, forblive i samhørighed med ham og bære frugt; ellers ville de blive forkastet og gå glip af det evige liv. (Joh. 15:6) At bære frugt indebar at de skulle lægge de samme egenskaber for dagen som han, Jesus, havde lagt for dagen. Når de forblev i samhørighed med ham kunne de opdyrke åndens frugt (Gal. 5:22, 23), og de kunne være virksomme i forkyndelsen af Riget. — Luk. 8:8.
Mens ordene i Johannes 15:1-6 altså drejer sig om Jesus, retter Paulus’ billede af oliventræet i Romerbrevet 11:17-24 opmærksomheden mod Abraham. Dette billede viser at det er nødvendigt at have en tro som Abrahams for at blive en del af hans lovede sæd. Der er tale om et ædelt oliventræ som fik nogle af sine naturlige grene brudt af, hvorefter grene fra et vildt oliventræ blev indpodet i deres sted. De naturlige grene er et udtryk for kødelige jøder, og de vilde grene er et udtryk for hedninger som på grund af deres tro blev en del af Abrahams lovede sæd i stedet for de kødelige jøder der ikke lagde tro for dagen. Man forstår billedet bedre når man undersøger hvordan Gud handlede med Abraham og hvordan jøderne stillede sig da Messias trådte frem.
På grund af Abrahams tro sluttede Jehova Gud en pagt med ham om en „sæd“ ved hjælp af hvilken alle jordens nationer skulle „velsigne sig“. (1 Mos. 22:17, 18, NW; Gal. 3:8) Denne pagt fik indflydelse på hvordan Gud handlede med Abrahams kødelige sæd, hans efterkommere, israelitterne. (5 Mos. 7:7, 8; 2 Kor. 11:22) Jøderne i det første århundrede var stolte over at kunne sige: „Vor fader er Abraham.“ (Joh. 8:39; Matt. 3:9) De tog for givet at fordi de var Abrahams kødelige sæd, var der sikret dem en plads i Jehovas gunst og hensigt. I Romerbrevet viser Paulus imidlertid at selv om det afgjort var en fordel for dem at være Abrahams efterkommere, var dette ikke i sig selv tilstrækkeligt. Hvorfor ikke?
Fordi Jehova Gud gennem Abrahamspagten ville frembringe en åndelig sæd. Som Paulus tidligere havde forklaret i brevet til galaterne, var Jesus Messias det ypperste medlem af denne åndelige sæd fra Abraham. (Gal. 3:16) Samtidig havde Paulus vist at den åndelige sæd bestod af flere medlemmer; den var sammensat af Kristus og hans medarvinger, og det viste sig senere at de alt i alt skulle udgøre 144.001. Paulus skrev: „Når I hører Kristus til, er I jo Abrahams sæd, arvinger ifølge et løfte.“ (Gal. 3:29; Åb. 7:4-8; 14:1) Men ville de der sammen med Kristus blev medlemmer af Abrahams sæd, de 144.000, udelukkende være jøder, medlemmer af Abrahams kødelige sæd?
Det kunne de have været. Fra år 29 til år 36 blev muligheden for at komme til at udgøre den åndelige sæd tilbudt dem der ifølge kødelig afstamning var „sønner af Abrahams slægt“.a (Apg. 13:26; Matt. 15:24) Paulus henviste i Romerbrevet gentagne gange til dette kødelige slægtskabsforhold. Han talte om „Abraham, vor forfader efter kødet“. (Rom. 4:1) I Romerbrevet 11:1 sagde han: „Jeg spørger så: Gud har da ikke forskudt sit folk? Måtte det aldrig ske! Også jeg er jo israelit, af Abrahams sæd.“ Og i det efterfølgende billede med oliventræet rettede han fortsat opmærksomheden mod Abraham.
Abrahams kødelige efterkommere var som grene på et ædelt oliventræ. Abrahamspagten skulle imidlertid frembringe en åndelig sæd. For at blive en del af denne sæd måtte jøderne tage imod Messias, avles ved hellig ånd og antages som åndelige sønner af den større Abraham, Jehova Gud. (Rom. 4:16, 17) Det var kun en rest af de kødelige jøder der anerkendte Messias og således fik lov at blive siddende som grene på oliventræet. Flertallet af dem der udgjorde Abrahams kødelige sæd troede ikke på Messias, og i overensstemmelse med billedet blev de derfor brudt af oliventræet og blev ikke en del af Abrahams åndelige sæd. — Matt. 21:43.
Herefter vendte Gud sin opmærksomhed mod hedningerne. Fra og med år 36 kunne ikkejøder komme til troen og blive salvede kristne, en del af Abrahams åndelige sæd. (Apg. 10:34-47; 15:14) Paulus sammenlignede disse hedningekristne med grene fra et vildt oliventræ der blev indpodet i det ædle oliventræ. Selv om de ikke af naturen stammede fra Abraham, udviste de en tro ligesom Abrahams og blev en del af hans åndelige sæd. Og hvis en kødelig jøde senere kom til tro på Jesus, kunne han, selv om perioden med den særlige indbydelse var forbi, blive indpodet i træet igen og dermed blive en del af Abrahams åndelige sæd. (Sammenlign dette med hvordan det ville gå en gren der blev brudt af vintræet som skildrede Jesus. [Joh. 15:6]) — Rom. 11:17-24.
Paulus’ billede lægger altså vægten på Abraham, den retfærdige ’rod’ som Jehova sluttede en pagt med og som alle „grenene“ må være knyttet til ved tro. — Rom. 4:9-16; 11:16.
Som vi kan se, er det to vidt forskellige ting der understreges af Jesu ord i Johannes 15:1-6 og Paulus’ ord i Romerbrevet 11:17-24. Det ene sted sigter til Jesus, det andet til Abraham. Fælles for de to beretninger er imidlertid at de på en magtfuld måde understreger at man ikke uden videre kan gå ud fra at man er kristen. Man må tro, ligesom Abraham gjorde. (Rom. 4:16) Desuden er det bydende nødvendigt at man forbliver i samhørighed med Jesus og bærer god frugt efter Jesu forbillede.
● Hvordan kan Apostelgerninger 7:16, hvor der står at Abraham købte et gravsted i Sikem, harmonere med Første Mosebog 23:15-19?
Det kunne virke som om der er en modsigelse her, idet Apostelgerninger 7:16 siger at Abraham købte et gravsted i Sikem, mens Første Mosebog 23:15-19 oplyser at han købte en mark i Makpela ved Hebron til dette formål. Der er flere mulige forklaringer. Begivenhederne var som følger:
Kort efter at Abraham var draget ind i det forjættede land (1943 f.v.t.), boede han en tid i Sikem, som lå i den nordlige del af landet, i det område hvor Samaria senere blev bygget. (1 Mos. 12:6-8) Da hans hustru Sara senere døde (1881 f.v.t.), købte han til gravsted en mark med en klippehule i Makpela, som lå ved Hebron, syd for Jerusalem. „Derefter jordede Abraham sin hustru Sara i klippehulen på Makpelas mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana’ans land.“ (1 Mos. 23:15-19) Med tiden blev også Abraham, Isak, Rebekka og Lea begravet her. — 1 Mos. 25:9; 49:29-32.
Abrahams sønnesøn Jakob boede også en tid ved Sikem, og han købte dér et stykke jord og byggede et alter. (1 Mos. 33:18-20) På sit dødsleje i Ægypten bad Jakob sine sønner om at blive begravet, ikke i Sikem, men hos sine fædre på den mark Abraham havde købt ved Hebron. (1 Mos. 49:29-32; 50:12, 13) Med hensyn til Sikem oplyser Josua 24:32 at israelitterne, efter at de var kommet ind i det forjættede land, jordede Josefs ben „i Sikem på den mark, Jakob havde købt“. Marken lå i det område der kom til at tilhøre Josefs søn Manasses stamme.
På denne baggrund kan vi betragte Apostelgerninger 7:15, 16. I sin mesterlige forsvarstale sagde den kristne discipel Stefanus: „Jakob tog ned til Ægypten. Og han døde, og det gjorde vore forfædre også, og de [forfædrene] blev ført til Sikem og blev lagt i den grav som Abraham havde købt for en sum sølvpenge af Hamors sønner i Sikem.“ Stefanus sagde åbenbart at Abraham, ikke Jakob, købte et stykke jord i Sikem. Og dog oplyser Første Mosebog 23:17, 18 at det var i Makpela ved Hebron at Abraham købte et gravsted.
Nogle bibelkommentatorer hælder til den anskuelse at Abraham, foruden marken ved Hebron, også kan have købt det stykke jord i Sikem hvor Jehova åbenbarede sig for ham og hvor han derpå byggede et alter. (1 Mos. 12:7) Hvis dette er tilfældet, er det muligvis det samme stykke jord Første Mosebog 33:18, 19 siger at Jakob købte af dem der da rådede over det. Denne opfattelse løser enhver tilsyneladende uoverensstemmelse med Apostelgerninger 7:16.
En anden mulighed er at Stefanus blot har sammentrængt to beretninger i én, nemlig Første Mosebog 23:15-19 om Abrahams handel ved Hebron og Første Mosebog 33:18, 19 om Jakobs køb af jordstykket ved Sikem. Noget som kunne understøtte denne mulighed, er at Stefanus i Apostelgerninger 7:7 tydeligvis sammenfatter noget som Gud sagde til Abraham og noget han sagde til Moses, i én udtalelse. (1 Mos. 15:14; 2 Mos. 3:12) Det er således muligt at Stefanus i Apostelgerninger 7:16, ligesom i Apostelgerninger 7:7, blot fremsatte oplysningerne i en stærkt sammentrængt form der fuldt ud tjente hensigten med hans forsvar.
Der er endnu en mulig løsning. Selv om Første Mosebog 33:18, 19 siger at det var Jakob der købte jordstykket i Sikem, kan Stefanus have tilskrevet Abraham købet fordi han var Jakobs bedstefader og det patriarkalske overhoved. Til gunst for denne opfattelse kan anføres andre eksempler fra Bibelen på at stamfædres navne er brugt om efterkommerne. — Hos. 11:1, 3; 12:1; Matt. 2:15-18.
Hver af de anførte muligheder kan være løsningen på den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem Apostelgerninger 7:16 og Første Mosebog 23:15-19. At der findes flere troværdige forklaringer understreger det urimelige i at nogen i dag, som naturligvis ikke sidder inde med alle oplysninger, kan drage den slutning at Stefanus huskede forkert.
[Fodnote]