ikke forkaste skabelsesberetningen uden at det vil få alvorlige konsekvenser for hans tro på selve grundlaget for kristendommen — Kristi offerdød. Dette vil vi fremlægge nogle beviser for i den følgende artikel.

Adam og Eva — virkelighed eller digt?

„GØR man sig ikke skyldig i en direkte modsigelse af Bibelen hvis man hævder at Adam og Eva stammede fra dyreriget?“ Dette spørgsmål som blev rejst af det katolske dagblad La Croix, udtrykker i en nøddeskal hvilket problem mange kristne står over for. De spekulerer på hvad der er tilbage af kristendommen hvis der sættes spørgsmålstegn ved skabelsen.

Vi vil bedre kunne forstå hvilke problemer der er forbundet hermed hvis vi undersøger hvad Bibelen siger om emnerne synd og død. Først og fremmest må vi vende tilbage til beretningen om hvad der skete i Edens have.

Synden og løsesummen

Det andet kapitel i Første Mosebog oplyser at Gud gav det første menneske, Adam, en befaling. Han måtte ikke spise af et bestemt træ der kaldtes „træet til kundskab om godt og ondt“. (1 Mosebog 2:17) Jerusalem-Bibelen forklarer i en fodnote at mennesket, da det overtrådte Guds befaling, tiltog sig en ret der ikke tilkom det: „Evnen til selv at afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt, og så handle i overensstemmelse dermed. Ved at gøre fordring på moralsk uafhængighed fornægter mennesket sin status som skabning.“

Ved at overtræde Guds lov syndede Adam og gav menneskeheden ufuldkommenheden i arv, hvilket førte til død, som Gud havde forudsagt. Da de første mennesker havde mistet deres fuldkommenhed kunne de kun give ufuldkommenheden videre til deres afkom. Alle efterkommere af Adam og Eva — med andre ord, hele menneskeheden — ville være dømt til at dø. — 1 Mosebog 3:6; Salme 51:5; Romerne 5:14, 18, 19.

Hvordan kunne menneskeheden nogen sinde genvinde håbet om det evige liv som Adam forspildte? Princippet om „liv for liv“ som findes i den lov Gud gav gennem Moses, udtrykker klart hvad der krævedes: et fuldkomment liv måtte ofres for det fuldkomne liv som Adam forspildte. (5 Mosebog 19:21, da. aut.) Jesus, kristendommens grundsten, var fuldt ud egnet til denne opgave. Han var fri for synd og ufuldkommenhed, og var derfor som den eneste i stand til at ofre et fuldkomment menneskeliv som „en tilsvarende løsesum for alle“. (1 Timoteus 2:5, 6) Kristus sagde selv at dette var en af de væsentligste