28. Hvad bør være den unge forkynders højeste ønske eller mål, og hvilken stilling kan han opnå inden for den nye verdens samfund?

²⁸ En ungdom, der er oplært og optugtet på rette måde, har i sandhed en plads i den nye verdens samfund på nærværende tidspunkt. De er til ære for deres forældre, for menigheden og fremfor alt for Jehova og hans lydige og trofaste kongesøn, Kristus Jesus. Unge forkyndere vil undgå enhver handlemåde og enhver undervisning, der får deres opmærksomhed til at samle sig om den gamle verdens materialisme, om verdslig fremgang og jordbundne ønsker, der ikke er andet end modstanderens lumske faldgruber. I stedet burde det højeste ønske hos de unge, hvad enten de er gifte eller ugifte, være at udføre heltidstjeneste på betel i Brooklyn eller på et af vagttaarnsselskabets afdelingskontorer, at udføre heltidstjeneste som gileadit i missionsarbejdet eller andet arbejde eller at gå ind i heltidspionerernes rækker. At være en kristen ordets forkynder for Jehova er den fornemste stilling, ungdommen i dag kan stræbe efter at indtage eller uddanne sig til. Det er vejen, der fører til et liv uden ende, og den er midlet til, at andre kan modtage evigt liv og, det vigtigste af alt, vinde den levende Guds, Jehovas, velsignelser. Bliv derfor, I unge forkyndere af i dag, morgendagens modne, loyale og trofaste tjenere og repræsentanter for Jehovas nye verdens samfund til hans ære og pris!

(The Watchtower, 15. maj 1956)

Spørgsmål fra læserne

● I hvilken udstrækning har en familiefader pligt til at undersøge, om blodet er løbet af kød, der indkøbes? Bør en gæst, der ved, at det er landets skik ikke at lade blodet løbe fra kødet af visse dyr, f. eks. fjerkræ og kaniner, tie stille og spise, eller bør han nævne, at denne fremgangsmåde ikke er i overensstemmelse med Bibelen, og afholde sig fra at spise? — D. W., England.

I lande, hvor det er sædvane at lade blodet løbe af slagtede dyr, er det næppe nødvendigt at spørge specielt herom, når man køber det, eller når man i disse lande spiser kød, der er tilberedt i et hjem eller på en restaurant. Hvis det imidlertid er landets skik ikke at lade blodet løbe fra kødet af visse dyr, vil køberen vide dette og kan næppe fralægge sig ansvaret for at spise blodet. En mangfoldighed af undskyldninger og uholdbare ræsonnementer kan måske fremføres for at retfærdiggøre, at man spiser kød af dyr, der er kvalt, eller som ikke er renset for blod, men ingen af dem er gyldige i betragtning af den klare, bibelske regel: „Thi den hellige ånd og vi selv har givet tilslutning til ingen yderligere byrde at lægge på jer, undtagen dette nødvendige, at I holder jer fri for det, der har været ofret til afguder, og fra blod og fra noget, der er dræbt, uden at blodet er løbet fra [fra noget, der er kvalt, margen] og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil I have fremgang. Måtte I alle være sunde og raske!“ — Ap. G. 15:28, 29, NW.

Hvis du er gæst i et hjem, hvor der bliver serveret kød „fra noget, der er kvalt“, bør du ikke spise det. Hvis værten eller værtinden ikke er et af Jehovas vidner, foretrækker du måske ikke at gøre rede for grunden, eller måske gør du det; det vil afhænge af forhold, som kun du kender. Men hvis den, der serverer måltidet, er et af Jehovas vidner, er det ret og rigtigt at gøre vedkommende opmærksom på den forkerte handlemåde, både for hans eget åndelige velfærds skyld og som forklaring på, hvorfor du ikke spiser deraf.

Dette forhold er ikke identisk med forbudet vedrørende kød, der har været ofret til afguder. Når den slags kød var en del af et offermåltid i et hedensk tempel eller andetsteds og betød delagtighed med dæmonguderne, som afguderne repræsenterede, var det de kristne forbudt at spise det. Undertiden blev dog ikke alt kødet af offerdyret brugt på denne måde, men det blev overdraget til slagterboderne eller kødtorvet for at blive solgt. Under disse omstændigheder kunne kristne købe og bruge dette kød eller spise det, hvis det blev serveret for dem i andres hjem, uden først at stille spørgsmål. Kun hvis en anden kristen, der var mindre moden og måske havde en skrøbelig samvittighed, troede, at det var forkert at spise af dette kød, burde den modne kristne afholde sig fra at spise det for ikke at få sin svagere broder til at snuble, men der var egentlig ikke noget forkert i at spise af dette kød, som ikke var en del af et offermåltid. Denne situation kan ikke sammenlignes med at spise kød af kvalte dyr, fordi det til alle tider og på alle steder er urigtigt at spise kød, som ikke er renset for blod. — 1 Kor. 8:1-13; 10:25-33.

● Døde Adam som følge af, at han blev fordrevet fra Edens have og måtte spise den ufuldkomne føde, som voksede udenfor? — L. D., de Forenede Stater.

Adam blev ikke advaret mod at spise føden, der voksede uden for haven, men mod at spise frugten af et bestemt træ, der voksede inde i haven, nemlig træet til kundskab om godt og ondt: „Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:17) Det var ikke, fordi frugten på dette træ var giftig, tværtimod „så kvinden, at træets frugt var god til føde, og at det var en fryd for øjnene, ja, træet var tillokkende at se på. Derfor begyndte hun at tage af dets frugt og spise den. Bagefter gav hun også sin mand noget, da han var hos hende, og han begyndte at spise den.“ Det onde lå i, at det første menneskepar spiste i ulydighed mod Jehova, hvilket symboliserede, at de troede, at de selv kunne afgøre, hvad der var godt, og hvad dem var ondt. Deres dårlige samvittighed var en følge af deres ulydighed: „Da åbnedes begges øjne, og de begyndte at fatte, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og lavede sig lændeklæder.“ — 1 Mos. 3:6-7, NW.

Det var denne oprørske ulydighed, som nedkaldte Jehovas dødsdom over dem. De blev udvist af haven, og i deres ansigts sved måtte de møjsommeligt fravriste jorden deres livsfornødenheder, men det var ikke, fordi de spiste af denne føde, at de mistede livet. Det var ulydighed, der medførte døden, ikke føden. Føden var dog til dels et middel i Jehovas hånd til at eksekvere dommen, nu da mennesket var dømt til døden og var blevet ufuldkomment, men