Bevar et ligevægtigt syn på dyreliv

„BILIST dræbt i forsøg på at hjælpe kvæstet hund,“ skrev New York-avisen Daily News den 29. august 1975. En mand fra Long Island standsede sin bil og steg ud for at hjælpe en hund som lå kvæstet på vejen. Ulykkeligvis blev han ramt af en anden bil og dræbt. Hunden blev bragt til et dyrehospital. Den reddede livet, men manden var død.

Hans handlemåde er et eksempel på den lidenskabelige omsorg for dyr som mange har — måske også De. Han vovede livet på grund af sin dybe omsorg for dyreliv. Var det med rette?

„Nej,“ ville nogle sige med eftertryk. For eksempel sagde et medlem af Rådet for Færdselssikkerhed i en engelsk by, om faren ved at bilister viger til side for at undgå at påkøre hunde:

„Hvis folk kunne overtales til at køre lige over hunden om nødvendigt, kunne mange kvæstelser af mennesker undgås. . . . Vi er blevet så følelsesbetonede hvad angår dyr, at en motorkørende instinktivt viger til siden for ikke at ramme ét — muligvis uden at være opmærksom på de mennesker der venter ved et stoppested på fortovet. . . . Fem ud af 42 ulykker her i distriktet inden for én måned er forårsaget af hunde. Det sætter mit blod i kog.“

Hans blod var imidlertid ikke det eneste der kogte. Mange blandt tilhørerne blev rasende over hans syn på dyreliv.

Ja, stærke følelser i forbindelse med dyreliv er ganske almindelige. Hvad med jagt for eksempel? Nogle fordømmer det som brutalt, meningsløst og umenneskeligt. Andre mener at det er helt i orden at dræbe et dyr for at skaffe sig føden eller for at få dets skind. Hvad skal man mene? Hvordan kan man finde et ligevægtigt syn på disse spørgsmål?

Som det ses har hver situation sine sider og omstændigheder, så det er umuligt for nogen at give et altomfattende svar. Ikke desto mindre er der et grundlag for at få et ligevægtigt syn på spørgsmålet om dyreliv. Hvad er det?

Dyrenes Skaber

Grundlaget for et afbalanceret syn på dyreliv er ikke et ufuldkomment menneskes personlige synspunkter eller følelser, uanset hvor oprigtigt det måtte være. Nej, det er det syn (og de principper) som dyrelivets Skaber har, og det er fuldkomment. — 5 Mos. 32:4.

Efter at have frembragt dyrene på landjorden, i havene og i luften så Gud „alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt“. (1 Mos. 1:20-25, 31) Altså er dyr et gode. De indtager en vigtig plads i vor jords cyklus. De er et levende bevis for Guds visdom. (Sl. 148:7, 10; Job 12:7-9) Men hvordan siger Gud så at vi mennesker skal behandle dyrene?

Vi kan få indblik i det ved at betragte den lov som Gud gav israelitterne. Han krævede at de skulle være barmhjertige og retfærdige i deres behandling af dyr. Betragt blot nogle få eksempler. En okse og et æsel måtte ikke bindes i samme åg, for det ville gå ud over den mindste. (5 Mos. 22:10) Som menneskene skulle dyrene have en sabbatsdag på hvilken de kunne hvile. (2 Mos. 23:12) En okse som tærskede korn måtte ikke bindes for munden, men skulle have lov til at spise; det ville være grusomt for den hele tiden at have mad omkring sig som den ikke kunne spise. (5 Mos. 25:4) Endvidere sagde Gud: „Den retfærdige føler med sit kvæg, gudløses hjerte er grumt.“ (Ordsp. 12:10) Det er tydeligt at Gud også „føler med“ dyrene.

Betyder dette at mennesker ikke har lov til at dræbe dyr, som for eksempel ved jagt for fødens skyld eller for at få pelse eller skind? Og hvad er her det ligevægtige syn på et dyrs død?

Dyr — deres liv og død

Selv om man kan blive meget glad for et kæledyr, bør man derfor ikke knytte samme følelser til dets liv og død som til et menneskes. Det er der tilsyneladende nogle der gør.a

I dag findes der adskillige kirkegårde for kæledyr. En Toronto-avis har omtalt en sådan kirkegård som har et begravelsesetablissement for dyr. Den tilbyder begravelser i specielle silkebetrukne kister. Prisen? Fra 100 dollars for en fugl op til 800 dollars for en hest. New York-avisen Post beretter at en tidligere præsident for De forenede Stater hvert år sender en check på 20 dollars til en dyrekirkegård for pasning af hans døde hunds gravsted.

Hvilken indstilling er passende og ligevægtig set i lyset af Guds ord? Eftersom Skaberen aldrig har haft til hensigt at dyr skal leve evigt, hvor stor betydning skal man da tillægge et dyrs død — og hvor store udgifter skal man sætte sig i? Bibelens syn på spørgsmålet er rimeligt og afbalanceret; i overensstemmelse hermed var der for eksempel ingen dyrekirkegårde i det gamle Israel.

Jagt — hvor er balancen?

Når man taler om dyreliv er jagt et af de mest omstridte aspekter. En af hovedårsagerne hertil er at jagten ofte drives uden mådehold. For nogle år siden, for eksempel, skød ti jægere i Tjekkoslovakiet på seks dage 9359 harer, 7245 agerhøns og 5089 fasaner — i alt 21.693 dyr. De var uden tvivl blevet grebet af spændingen ved det, men en sådan grov nedslagtning får mange til at vende sig imod jagt.

Til tider er det dog de mange jægeres samlede indsats der gør at så mange dyr må lade livet. Læs for eksempel denne rapport fra Rom i juni 1975:

„Jægere udrustet med en imponerende mængde våben, fra skydevåben til net og fælder, dræber mere end 200 millioner fugle om året . . . Fuglemassakren har nået sådanne proportioner at det har ført til vidtrækkende forandringer i miljøet. Uden disse millioner af fugle, som enten udslettes eller jages bort fra Italien, formerer insekter og skadedyr sig ukontrolleret. Dette betyder at landmænd må anvende store doser af insektmidler for at beskytte deres marker, hvorved naturens balance forstyrres. . . . Det menes at omkring 7000 mennesker dræbes eller kvæstes hvert år i Italien fordi jægere skyder på hinanden i stedet for på deres bytte.“

Nogle jægere dræber for blot at få trofæer som de kan hænge op og fremvise. For dem er jagt ikke stort mere end et „ego-trip“. Andre igen finder en vis glæde ved at dræbe. Kan dette være meningen? Guds omsorg for dyrene, som den fremgår af hans lov, vil klart udelukke det at tage dyrs liv til trofæer eller for den sportslige spænding. Bibelen fordømmer en oprører mod Gud, Nimrod, der øjensynlig jagede som sport og måske dræbte både dyr og mennesker. Han er beskrevet som „en mægtig jæger i opposition til Jehova“. — 1 Mos. 10:9, NW.

Imidlertid viser en fordomsfri læsning af Bibelen at Skaberen ikke nu sætter sig imod tanken om at dræbe dyr til føde. Efter Vandfloden fortalte Gud Noa, stamfaderen til hele den menneskelige familie, at „alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde. . . . Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mos. 9:3, 4) Var dette en vending i Guds syn på dyreliv? Nej, for som vi har bemærket var det ikke hans hensigt at dyrene skulle leve evigt.

Derfor forbød Jehova Gud ikke israelitterne at jage og at fiske. Men han betingede sig at en jæger skulle lade blodet løbe fra et dræbt dyr. (1 Kong. 4:22, 23; 3 Mos. 17:13, 14) Dette ville hjælpe jægerne til at have respekt for livet, for det ville minde dem om at selv et dyrs liv (blod) er fra Gud. Gud opfordrede også til hensyntagen til dyrs liv, gennem loven som forbød at man tog livet af en hunfugl samtidig med at man tog hendes æg eller afkom. Moderen, som ville være lettere at fange på grund af hendes tilknytning til ungerne, skulle man lade undslippe. Så kunne hun få unger igen, og arten ville ikke blive udryddet. — 5 Mos. 22:6, 7.

Adskillige steder i Bibelen omtales fangst af fugle og fisk i net. (Ordsp. 1:17; Hos. 7:11, 12; Hab. 1:15) Selv Jesus Kristus, som for øvrigt havde professionelle fiskere blandt sine apostle, førte ved enkelte lejligheder an i et fiskeri i begrænset omfang. — Matt. 17:27; Joh. 21:5-13.

Mange mener imidlertid at man kun må skaffe sig føden ved jagt når man ikke på andre måder kan skaffe sig føde. Når man kan købe mad, har man da lov at gå på jagt, eller viser man derved ringeagt for dyrenes liv?

En bibelsk beretning om Isak og hans sønner kan kaste lys over spørgsmålet. Isaks søn Esau plejede at skaffe føde ved jagt. (1 Mos. 25:28) Engang sagde Isak til ham: „Gå ud på marken og skyd mig et stykke vildt . . . efter min smag.“ Var vildt den eneste form for kød man kunne få? Nej, for ved denne lejlighed tilberedte Jakob sin fader en velsmagende ret af to gedekid. (1 Mos. 27:1-10) På lignende måde vil nogle i dag måske foretrække at få vildtkød selv om de kan købe andet kød i en forretning, ud fra den betragtning at det ikke gør megen forskel om de spiser noget vildt som en jæger har nedlagt eller kød af en okse fra et slagteri. Det kan også være at en som holder af jagt eller fiskeri, finder at han på denne måde virkelig kan glæde sig over at spadsere i skoven eller hvile ved bredden af et vandløb, samtidig med at han skaffer sig sin føde.

Hvis man vil gå på jagt må man imidlertid også indse de farer det indebærer. En af farerne er at man kunne få smag for selve det at slå dyrene ihjel. Hvor mange jægere er ikke begyndt med at jage for fødens skyld, men viser nu en hensynsløs foragt for dyrs liv? Storvildtjægeren oberst Charles Askins er blevet citeret for følgende ord: „Jagt er en herlig last med samme berusende virkning som den narkotiske opiumsvalmue.“ En jæger ville sikkert gøre klogt i at spørge sig selv om jagten har samme virkning på ham.

Læder og skind

Nu er det selvfølgelig ikke alle der driver jagt blot for at tilfredsstille en trang til at hjemføre en trofæ. Ville det for eksempel være forkert at dræbe et dyr for at kunne bruge skindet eller pelsen? Viser man ringeagt for dyrenes liv hvis man gør det?

En god grund til ikke vilkårligt at dræbe store mængder dyr for at skaffe sig deres skind, er den indvirkning det kan have på dyrebestanden. Bestanden af bævere i Nordamerika, for eksempel, var på mellem tres og hundrede millioner, før nybyggerne ankom fra Europa. Men ved århundredskiftet var de næsten udryddet fordi man helt uden mådehold havde fanget bævere for at dække modens krav om hatte og pelse af bæverskind. Og hvad med leoparder, geparder og tigre, som også nærmer sig udryddelse på grund af efterspørgselen efter deres skind?

Der er ingen undskyldning for at lade en mode føre til udryddelse af en dyreart. Da Skaberen gav os herredømme over dyrene var det ikke for at vi i vores grådighed skulle ødelægge hans skaberværk. (1 Mos. 1:26) Men vil det så sige at man, af respekt for dyrenes liv, aldrig må dræbe et dyr for at bruge dets skind eller pels?

Også her er Bibelens syn ligevægtigt. Den viser at dyrene skulle tjene mennesket på forskellige måder, og på et tidligt tidspunkt i menneskehedens historie gav Skaberen selv de to første mennesker klæder af skind. (1 Mos. 3:21) Det tilkommer naturligvis ikke os at kritisere Gud for dette. Senere gav han i øvrigt følgende anvisninger for opførelsen af tabernaklet: „Fremdeles skal du lave et dække over teltdækket af rødfarvede vædderskind og derover endnu et dække af tahasjskind.“ (2 Mos. 26:14; 39:34, 43) Desuden viser Bibelen at Guds sande tilbedere selv gik klædt i blandt andet dyreskind. — 3 Mos. 13:48; Matt. 3:4; Hebr. 11:37.

Bibelen forlanger altså slet ikke at man skal undgå brug af tøj og andre nyttige ting af skind eller læder. Enhver har naturligvis lov til selv at afgøre om han vil undlade at bruge bestemte former for skind. Et ligevægtigt syn på dyrenes liv indbefatter også at man må overveje om man vil købe tøj eller andet der er fremstillet af skind (eller andre dele) fra dyr som er nær ved at uddø på grund af rovdrift.

Beskyttelse af liv og ejendom

Et andet spørgsmål er dette: Har man lov at dræbe et rovdyr, et skadedyr eller andre farlige eller generende dyr? Hvordan finder man en ligevægtig holdning til dette spørgsmål?

Her må hvert tilfælde vurderes for sig, ud fra de foreliggende kendsgerninger. Er det, for at tage et eksempel, ringeagt for dyrenes liv hvis man dræber en rotte eller en kakerlak i sit køkken? De fleste vil ikke føle betænkeligheder ved at få et sådant skadedyr aflivet hurtigst muligt, da det jo ellers kunne tage for sig af maden i spisekammeret, forgifte maden og måske sprede nogle sygdomme. Men hvad så hvis man af og til får besøg af en ræv der bryder ind i hønsehuset eller måske overfalder fårene på marken?

Helt uden retningslinjer fra Skaberens side er vi ikke. Bibelen opfordrer os ganske afgjort til at have respekt for livet, men den beretter for eksempel også at den unge David ikke betænkte sig på at slå en løve eller en bjørn ihjel når den hjemsøgte hans fårehjord, og han fandt ikke at dette var ringeagt for dyrenes liv. (1 Sam. 17:34-36) I øvrigt er husdyrene heller ikke det eneste man har lov at beskytte. I Højsangen 2:15 tales der om at ’fange de ræve som hærger vingården’. Der er altså ikke noget i vejen for at man kan slå et dyr ihjel for at forsvare sin mad og sin ejendom. Og der er selvfølgelig heller ikke noget at sige til at man beskytter sit eget liv — som Samson der dræbte en angribende løve, eller Paulus der kastede en giftslange ind i et bål efter at han havde gjort sig fri af den. (Dom. 14:5, 6; Apg. 28:3-6) Når et dyr ligefrem er en fare for ens liv, har man altså lov at dræbe det. — 2 Mos. 21:28, 29.

Men også i dette spørgsmål kan man gå til urimelige yderligheder. Bibelen opfordrer os ikke til at gøre hvad vi kan for at udrydde hver eneste levende ræv eller bjørn, blot fordi nogle af dem kunne genere os. Den australske pungulv, der undertiden tog fårene på marken, er for eksempel blevet jagtet så grundigt at man nu mener den er uddød. I U.S.A. er der megen polemik om en lignende sag. Mange fåreavlere og kvægavlere mener at have ret til at dræbe ulve og prærieulve i stor stil, fordi disse er til fare for kvæghjordene. Andre, således mange naturfredningsfolk og økologer, mener at de vilde dyr kun er til minimal fare for tamdyrene, og at denne fare slet ikke berettiger til udryddelse af vilde dyrearter som har betydning for „naturens balance“. Det samme kan illustreres af noget der skete i Brasilien og Argentina. Dér udryddede man både junglekatte og ugler, som ansås for at være rovdyr — med det resultat at husene blev overfaldet af sygdomsbærende rotter.

Problemet er altså ikke så ligetil; det er simpelt hen ikke muligt at give en anvisning der kan gælde i hvert enkelt tilfælde. Men det er i høj grad en hjælp at kende Bibelens ligevægtige retningslinjer. De hjælper os til at se at det undertiden er rigtigt at slå et dyr ihjel for at beskytte et menneskes liv og ejendom. Dette skal imidlertid afvejes med den høje agtelse for dyrenes liv som Bibelen opfordrer os til at nære. På grundlag af disse ting må man selv træffe sin afgørelse i de enkelte tilfælde. Andre lignende spørgsmål må løses på samme måde.

En skoleelev kan for eksempel komme ud for at han i en biologitime bliver bedt om at dissekere et konserveret eksemplar af et dyr — en frø, en græshoppe, en orm eller måske fosteret af en gris. Lærerne og skolemyndighederne holder måske på at det er meget lærerigt. En laborant siger: „Man kan sidde og følge hver eneste blodåre [i et grisefoster] frem til hjertet. Den slags kan man ikke læse sig til i en bog.“ En elev indrømmede ved en lejlighed at han ganske vist lærte meget ved at dissekere fosteret af en gris, men sagde angående et andet forsøg: „Jeg følte det var helt unødvendigt at slå frøen ihjel. Én ting jeg i hvert fald har lært, er at livet er meget kompliceret — og man bør ikke slå ihjel bare på grund af et formålsløst forsøg.“ På en anden skole sagde en syttenårig pige: „Læreren sagde det ville lære os at forstå livets værdi, og det syntes jeg var ironisk. Hvordan kan man lære at forstå livets værdi ved at slå ihjel?“ Hvad skal man sige til sådanne spørgsmål?

Hvis problemet opstår kan forældre benytte lejligheden til at tale med deres børn om Bibelens ligevægtige syn på dyrenes liv. Samtidig kan de drøfte de krav og betingelser skolen stiller samt de forskellige undervisningsmæssige muligheder, og derefter kan de afgøre hvad de skal gøre, under skyldig hensyntagen til deres egen og børnenes samvittighed.

Der dukker unægtelig mange spørgsmål op om hvordan man skal betragte og behandle dyr, spørgsmål som enhver voksen selv må tage stilling til. Vi kan være taknemmelige for at den der har skabt dyrene, også har givet os så fornuftige retningslinjer at gå efter.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 13]

Hundekirkegård

Da Skaberen aldrig har haft til hensigt at dyrene skulle leve evigt, hvor stor betydning skal man da tillægge et dyrs død? Og hvor store udgifter skal man sætte sig i?