Bevar et ligevægtigt syn på tiden
„At tælle vore dage lære du os, så vi kan få visdom i hjertet!“ — Sl. 90:12.
1, 2. Hvad erfarer vi alle når det gælder tiden?
LIVET er en kostelig skat; mister man det er alt andet ligegyldigt. (Matt. 6:25-27; 16:26) Selv i nutidens verden er menneskelivet kort, alt for tidligt brydes det af. Vi må give forfatteren af den halvfemsindstyvende salme ret når han udtrykker det således: „Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres herlighed er møje og slid, thi hastigt går det, vi flyver af sted.“ — Sl. 90:10.
2 I mange lande er et menneske „i sin bedste alder“ når det er tredive år, men fordi levealderen er så kort er det allerede fra da af på vej ned ad bakke rent fysisk, det begynder at mærke en svækkelse af legemets kraft, og legemsfunktionerne nedsættes. Ja, det „flyver af sted“.
3. Hvorfor er folk utålmodige efter at få deres ønsker opfyldt?
3 Det er derfor ikke så mærkeligt at vi mennesker i almindelighed er meget tidsbevidste. Det er heller ikke så mærkeligt at mennesket, som den eneste af samtlige levende skabninger på jorden, tænker på fremtiden, planlægger den og interesserer sig levende for hvad den vil bringe. (Præd. 3:11) Som følge af at der kun er begrænset tid til rådighed før livet rinder ud, er de fleste mennesker utålmodige efter at få deres ønsker opfyldt.
4, 5. (a) Hvori adskiller Jehova Gud sig fra mennesker med hensyn til at betragte tiden? (b) Hvorfor er det bedst for alle at Jehova, og ikke mennesker, afgør hvornår noget skal ske?
4 Forholdet er derfor et helt andet for det ufuldkomne menneske end for dets Skaber, der er evig og ikke begrænses af tid i sin tilværelse. Førnævnte forfatter af den halvfemsindstyvende salme skrev om ham: „Førend bjergene fødtes og jord og jorderig blev til, fra evighed til evighed er du, o Gud! . . . Thi tusind år er i dine øjne som dagen i går.“ — Sl. 90:2-4.
5 Men er det ensbetydende med at Jehova Gud ikke regner med tiden? Nej; og det afholder ham heller ikke fra at nære en stærk og levende interesse for fremtiden og begivenhedernes gang. Imidlertid er Jehova ikke begrænset til at se tingene som ufuldkomne mennesker i deres korte levetid ser dem, nej, han kan se dem på evighedens baggrund, og derfor ligger han aldrig under for iver efter at se noget virkeliggjort før tiden er inde. (Sl. 90:2; 2 Pet. 3:8) Jehova kan overskue hele tidsforløbet og afgøre præcis hvornår han vil skride til handling og lade sine ufejlbarlige hensigter ske fyldest nøjagtig til tiden, den rette og bedste tid for alle implicerede, hverken for tidligt eller for sent.
6. Afholder det at Gud har en evighed af tid til rådighed, ham fra at forpligte sig til at gøre bestemte ting på et nærmere fastsat tidspunkt?
6 I kraft af sin almagt og sin viden om fremtiden kan Gud forpligte sig til at overholde bestemte tidsfrister, og sådanne tidsfrister har han af og til bekendtgjort for mennesker. For eksempel sagde han til Abram (Abraham): „Vide skal du, at dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 år.“ (1 Mos. 15:13; Apg. 7:6, 7) Ved udløbet af de fire hundrede år befriede Jehova Gud, som profetien havde sagt, Abrahams efterkommere, israelitterne, fra trældommen, og deres udgang fra Ægypten begyndte.
7. Hvordan viste den af Gud satte tidsfrist sig at være nøjagtig i forbindelse med (a) jødernes udlændighed i Babylon? (b) Messias’ fremståen?
7 Senere forudsagde Gud at Judas land skulle ligge øde i halvfjerds år, og da den periode udløb blev jøderne frigivet, nøjagtig til den fastsatte tid. (Jer. 25:8-11; Dan. 9:2) Det blev ligeledes forudsagt at Messias skulle fremstå 483 år (niogtres „åruger“) efter at ordren til at genopbygge Jerusalems mure udgik, og nøjagtig til tiden, da denne periode var gået i år 29 e.v.t., blev Jesus Kristus døbt og salvet som den lovede Messias. — Dan. 9:24-27.
8. Er det muligt for os at finde ud af hvornår en bestemt begivenhed i tilknytning til Guds hensigt vil indtræffe, hvis Gud ikke har bekendtgjort det nøjagtige tidspunkt?
8 Så når Jehova Gud bekendtgør at der er afsat en bestemt tidsperiode til gennemførelse af begivenheder i tilknytning til hans hensigter, kan hans trofaste tjenere ubetinget stole på at de opgivne tidsfrister bliver overholdt til punkt og prikke. Men i tilfælde hvor Jehova ikke har bekendtgjort hvornår en begivenhed skal indtræffe, ligger det uden for menneskers muligheder at fastslå tidspunktet. Dette gælder blandt andet udbruddet af „den store trængsel“ som Guds søn forudsagde, Guds domstid der går forud for tusindårsriget, som vil blive til usigelig velsignelse for jorden og dens beboere. — Matt. 24:21, 22; Åb. 7:14-17.
Noget er skjult, noget andet åbenbaret
9. Hvad lader Guds ord ved Moses i Femte Mosebog 29:29 os forstå angående Guds hensigter?
9 Skulle det undre os at Gud beholder en vis viden for sig selv? Så langt tilbage som da israelitterne nærmede sig det forjættede land, nedskrev profeten Moses disse inspirerede ord i Femte Mosebog 29:29: „De skjulte ting er for [Jehova] vor Gud, men de åbenbare er for os og vore børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne lovs ord!“ Ja, alt hvad vi virkelig behøver at vide for at tjene Jehova Gud trofast og for at kunne nære vort håb og styrke vor overbevisning — det åbenbarer Gud for os. Men i tilfælde hvor det tjener hans hensigt bedre, kan han også holde noget skjult, uden at det skader hans tjenere eller efterlader et savn hos dem.
10. (a) Hvad røber de ord Jesus udtalte lige før han steg til himmelen med hensyn til vort kendskab til visse tider eller tidspunkter? (b) Hvad skrev apostelen Paulus til disciplene da nogle af dem tog fejl angående tidspunktet for visse begivenheder?
10 Den større Moses, Kristus Jesus, sagde også til sine disciple kort før han steg til himmelen: „Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed.“ Sådan besvarede han deres spørgsmål angående oprettelsen af Riget, det rige de sikkert brændende længtes efter at opleve. Derpå sagde han: „Men I skal få [hvilket? ikke kundskab om „tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed“, men] kraft når den hellige ånd kommer over jer.“ (Apg. 1:6-8; 3:20-23) Gud ville give dem kraft til at fuldføre deres tildelte arbejde og tjeneste i overensstemmelse med hans åbenbarede vilje med dem, og det gjorde han også. Der var dog ting de ikke vidste, og senere hen var nogle af disciplene tilbøjelige til at drage forhastede slutninger angående visse forudsagte begivenheder; i realiteten søgte de at fremskynde disse! (Jævnfør Andet Tessalonikerbrev 2:1-5.) Men alt hvad de egentlig behøvede at vide for at bevare en stærk tro og overbevisning, for at være modige og handle forstandigt — det sørgede Gud for at de fik.
11. Kendte disciplene det nøjagtige tidspunkt for Jerusalems ødelæggelse? Forklar.
11 Det gjaldt for eksempel i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse i det første århundrede efter vor tidsregning. Over for sine disciple åbenbarede Kristus Jesus hvilke forhold der ville råde lige før og op til ødelæggelsen af denne troløse by, midtpunktet for den tids jødiske gudsdyrkelse. Når disciplene oplevede disse tilstande, som udgjorde „tegnet“, ville de „vide at [Jerusalems] ødelæggelse“ var kommet nær. (Luk. 21:10-20) „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker,“ sagde Jesus til dem. (Mark. 13:30) Det var altså noget der havde umiddelbar interesse for dem, noget der angik deres egen generation. Men de fik ikke at vide nøjagtig hvornår det skulle ske.
12. (a) Hvordan kunne de kristne i Jerusalem flygte fra byen før den blev ødelagt, når de ikke vidste hvornår det skulle ske? (b) Hvilken prøve kunne det være for dem der forlod Jerusalem så snart byens belejring blev hævet?
12 Tiden kom da de så den del af tegnet som gik ud på at romerske hære skulle lejre sig omkring Jerusalem. Omstændighederne (de romerske styrker blev midlertidigt og uventet trukket tilbage) tillod dem derefter at flygte ud af den dødsdømte by og søge tilflugt oppe i bjergene. De vidste stadig ikke præcis hvornår ødelæggelsen ville ske. Faktisk gik der fire år fra de flygtede og indtil Jerusalem blev ødelagt. I løbet af den tid kunne de let have slækket på deres årvågenhed eller have fået den tanke at de nok havde mistydet tegnet, med det resultat at de ikke gav agt på Jesu advarsel: „Lad dem der er i [byens] midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den.“ — Luk. 21:20, 21.
13. (a) Hvilken tidsprofeti, udtalt af Jesus, opfyldtes ved ødelæggelsen af Jerusalem? (b) Var advarselen til nogen nytte for de kristne når de alligevel ikke vidste nøjagtig hvornår ødelæggelsen skulle komme?
13 Ét er sikkert: Deres generation så opfyldelsen af det Guds søn havde advaret om. For dem der havde været opmærksomme og som var forblevet vågne, lykkedes det at undslippe den frygtelige ulykke der hjemsøgte Jerusalem. Men historien viser at mange hundrede tusind andre ikke slap bort. De sov, så at sige, var ikke vågne for betydningen af de herskende tilstande og forstod ikke hvilken alvorlig tid de levede i. Da Rom endelig sendte sine hære tilbage og lod sin militære fælde klappe i omkring Jerusalem i år 70 e.v.t., var byen fanget, og med den de tusinder af besøgende som var der for at fejre den årlige påskehøjtid. Af disse og de lokale indbyggere døde flere hundrede tusind i løbet af fem måneder. De havde ikke troet på Guds advarsel, givet ved hans søn; de havde ikke ’givet agt på den tid da de blev inspiceret’. — Luk. 19:41-44.
14, 15. Hvilket vidnesbyrd har vi om at det ’tegn’ Jesus dengang gav sine disciple får en verdensomspændende opfyldelse i vor tid?
14 I dag ligger denne betydningsfulde periode nitten hundrede år bag os. Men vor tid er langt mere kritisk. Henimod slutningen af det første århundrede, og følgelig mere end en snes år efter Jerusalems ødelæggelse, gav apostelen Johannes en beskrivelse af de samme begivenheder som Jesus havde nævnt som et ’tegn’ for sine disciple i den profeti der omfattede Jerusalems ødelæggelse. Men åbenbaringen, som Johannes fik af Jesus, gjaldt noget fremtidigt, noget der skulle ske senere hen. (Åb. 1:1) Og det Johannes skrev viser at „tegnet“ som Jesus gav, skulle tage et verdensomspændende omfang med krig, hungersnød, høje leveomkostninger og epidemiske sygdomme som ville berøre store udsnit af befolkninger mange steder rundt om på jorden. (Åb. 6:3-8) Derefter henviste Johannes til „den store trængsel“ som en „stor skare“ af tjenere for Gud skulle komme trygt igennem med livet i behold, mennesker af alle nationer, stammer og tungemål. (Åb. 7:9-15) Denne trængsel hørte ligeledes med til det der skulle komme siden hen.
15 Denne „åbenbaring ved Jesus Kristus“ viser altså at Jesu profeti, gengivet i Mattæus-evangeliet, kapitel 24, Markus, kapitel 13, og Lukas, kapitel 21, om „den store trængsel“ ikke kun gjaldt det første århundrede. Den viser at den trængsel der overgik Jerusalem blot var en mindre opfyldelse af denne profeti, og at den større opfyldelse i verdensomspændende omfang vil få Jerusalems trængsel til at syne uendelig lille ved siden af. Den generation der hørte Jesu advarsel i det første århundrede, var den selv samme der kom til at erfare opfyldelsen af hans ord, og lige så sikkert vil den nulevende generation — den der ser en større opfyldelse af det ’tegn’ Jesus gav på de sidste dage for denne tingenes ordning — være den generation der kommer til at opleve den kommende verdensomspændende trængsel. — Matt. 24:34.
16. Skal vi bare lade stå til fordi vi hverken ved hvilken dag eller hvilket år „den store trængsel“ begynder?
16 Og hvad har Gud så åbenbaret for os om dette? Han har afgjort ikke ladt os i uvidenhed om det. Ved hjælp af profetier som dem vi her har drøftet, giver han os mulighed for at finde ud af hvor vi befinder os på tidens strøm. Opfyldelsen af de profetiske ord som Gud har talt, overbeviser os om at han hverken sover eller forhaler tiden, og som apostelen Peter sagde angående de onde, er „dommen fra gammel tid ikke uvirksom, og deres ødelæggelse slumrer ikke“. (2 Pet. 2:3) Vi har oplysninger og beviser nok til at vi kan føle os overbevist om at vi lever i „endens tid“ for den nuværende uretfærdige tingenes ordning. Men derudover er der ting som Gud ikke har åbenbaret for os, deriblandt tidspunktet for den store trængsels begyndelse, den trængsel der forud blev skildret ved det der overgik Jerusalem en trængsel der bliver af globalt omfang.
Tidsfaktorer som Gud ikke har åbenbaret
17. Vi ved at vi befinder os ved udløbet af de første seks tusind år af menneskets eksistens, men hvad har det med Guds hviledag at gøre?
17 Af visse gode grunde kan vi ikke vide hvornår trængselen begynder. Selv om der er et solidt bibelsk grundlag for at mene at der er gået seks tusind år fra det tidspunkt da det første menneske, Adam, blev skabt, ved vi ikke hvor lang tid der gik fra da af og til den sjette skabelsesdag endte og den syvende, Guds store hviledag, begyndte. Ifølge Første Mosebog, kapitel to, vers tre, ’velsignede og helligede’ Jehova den syvende dag, og det synes derfor rimeligt at slutte at Guds søns, tusindårige styre vil fjerne den gamle, onde tingenes orden og indføre Guds retfærdige nye orden før den syvende dag udløber. Vi har altså grund til at tro at denne tusindårsperiode danner afslutningen på denne store hviledag og vil føre jorden og dens indbyggere frem til fuldkommenhed. Når det er sket, og den syvende skabelsesdag altså er forbi, vil Gud kunne gentage det han sagde ved afslutningen af hver af de øvrige skabelsesdage — at ’alt var såre godt’. — 1 Mos. 1:4, 10, 12, 18, 21, 25, 31.
18, 19. (a) Hvad skete der efter Adams skabelse, men før Guds hviledag begyndte? (b) I hvilken forstand var Adam ved sin skabelse helt forskellig fra et nyfødt barn?
18 Men denne store hviledag begyndte ikke umiddelbart efter Adams skabelse. Andre begivenheder fandt sted efter at Adam var blevet skabt men før den sjette skabelsesdag var forbi. En af disse er af stor betydning for os, nemlig Evas, den første kvindes, skabelse. Var Eva ikke blevet skabt ville ingen af os have levet i dag, for, som apostelen Paulus siger i Første Korinterbrev 11:12, „ligesom kvinden er af manden, således er også manden ved kvinden“. Vi har alle måttet fødes af en kvinde.
19 Hvornår blev Eva da skabt? Hvor lang tid gik der efter Adams skabelse? Det siger Bibelen intet om. Det kan være sket forholdsvis kort tid derefter. Adam blev hverken skabt som et barn eller som en ung mand, men som en fuldvoksen og moden mand, både fysisk og mentalt. Han behøvede ikke at kravle indtil han havde lært at gå. Han behøvede heller ikke at pludre før han kunne tale. Han blev skabt med disse evner og kunne tale med sin himmelske Skaber og straks blive sat i gang med at opdyrke og passe sit paradisiske hjem. Han kunne forstå de direktiver Gud gav ham, også forbudet mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt. (1 Mos. 2:15-17) Det ser altså ud til at han havde forudsætningerne for at tage imod en hustru når som helst.
20. I hvilke henseender var Adam dog som et nyfødt barn da han blev skabt?
20 I andre henseender var Adam imidlertid som et nyfødt barn, for selv om han var fuldvoksen, var den dag han blev skabt dog stadig den første dag i hans liv. Alt hvad han så — hvert træ, hver blomst og hver urt; hver bæk, hver sø og hver flod; hver fugl, hvert landdyr og hver fisk — så han for allerførste gang. Og alt hvad han gjorde, hvad enten han gik, løb, klatrede, følte, lugtede, smagte eller spiste, gjorde han det for allerførste gang. Hvilken enorm nysgerrighed må ikke være blevet vakt hos ham efterhånden som han undersøgte Jehova Guds forunderlige skaberværk og stiftede bekendtskab med sit paradisiske hjem! Hvor længe ville han få lov til at tilfredsstille denne nysgerrighed før han skulle påtage sig et større ansvar som familieoverhoved?
21, 22. Hvilke faktorer får os til at sige at Adam muligvis var temmelig længe i Edens have før Eva blev skabt?
21 Det ser ikke ud til at Edens have har været noget helt lille sted. Inden for dens grænser voksede der, ifølge Første Mosebog, det andet kapitel, alle slags træer, og „der udsprang en flod i Eden til at vande haven“, en flod som var stor nok til at dele sig og blive til fire hovedstrømme, hvoraf nogle eksisterer den dag i dag. (1 Mos. 2:8-10) Det tog tid for Adam at udforske alt dette og blive kendt med det område han var sat til at dyrke og vogte.
22 „Men,“ kunne man spørge, „ville det ikke have været rart for ham om han næsten med det samme havde fået en at være sammen med, en hustru, så de to i forening havde kunnet udforske alt dette?“ Det ville det måske, og dog: ville det alligevel ikke have været bedre om han tilegnede sig en betydelig viden og erfaring først? Så kunne han, når de to blev forenet, besvare sin hustrus spørgsmål og forklare hende mangt og meget og derved øge hendes respekt for ham som hendes velunderrettede overhoved. (Ef. 5:22, 23) Guds direkte advarsel til Adam om frugten på det forbudte træ og følgerne af at spise af den, gjorde Adam til Guds profet i forhold til den livsledsagerske som Gud ville skabe til ham. — 1 Mos. 2:16, 17.
23, 24. Antyder det at Adam gav dyrene navne, noget om hvor lang tid der kan være gået mellem hans og Evas skabelse?
23 Den eneste oplysning Bibelen faktisk giver, er at Gud, før han skabte Eva, begyndte at føre alle de skabninger han havde dannet, hen til manden, og manden „gav da alt kvæget, alle himmelens fugle og alle markens dyr navne — men til sig selv fandt Adam ingen medhjælp, der passede til ham“. (1 Mos. 2:18-20) Alt dette kan beskrives med nogle ganske få ord, men hvor lang tid tog det i virkeligheden?
24 At beretningen i Første Mosebog er så kort skal ikke få os til at tro at Gud blot samlede alle landdyr og fugle i en stor gruppe og derefter lod dem gå forbi Adam i en lang række mens denne hurtigt gav dem hver et navn. Det er muligt at Adam kun skulle give navne til de forskellige dyrefamilier og ikke til alle de arter af dyr der nu findes inden for hver familie. Men selv om det skulle være tilfældet kan vi ikke udelukke den mulighed at Gud blot har ført disse skabninger så nær hen til Adam at han har haft tid til at studere dem nogen tid og iagttage deres særegne levevis og natur og vælge et navn der passede specielt til hvert dyr. Det kan have taget en anselig tid. Og så må vi huske at da Adam langt om længe så sin nyskabte hustru, var hans første ord: „Denne er endelig ben af mine ben og kød af mit kød.“ (1 Mos. 2:23, NW) Også det kunne tyde på at han havde ventet nogen tid før han fik en partner af sin egen art der tiltalte ham.
25. Hvad kan vi sige om den tid der gik fra menneskets historie begyndte og indtil Eva blev skabt, i relation til hvor lang tid der er tilbage af Guds ’hvile’?
25 Hvad skal vi da sige til alt dette? Simpelt hen at disse faktorer og de muligheder de giver rum for, gør at vi ikke med bestemthed kan sige hvor lang tid der gik fra Adam blev skabt og til den første kvinde blev skabt. Vi ved ikke om det var et så kort tidsrum som en måned, eller om det strakte sig over flere måneder, måske et år eller endnu mere. Men uanset hvor lang tid der gik, må dette tidsrum lægges til den tid der er gået siden Adams skabelse, hvis vi skal kunne finde ud af hvor lang tid der endnu er tilbage af Guds syvende „dag“, hans store hviledag. At mennesket har bestået i seks tusind år er altså én ting; hvornår der er gået seks tusind år af den syvende skabelsesdag er noget andet. Og vi ved altså ikke hvor langt vi er fremme på tidens strøm i denne sidste henseende.
26, 27. Er tidsregningen, i betragtning af hvad vi her har drøftet, uden interesse for os?
26 Dette betyder dog ikke at tidsregningen er uden interesse for os. Det vil være helt naturligt om vi interesserer os for den, eftersom Gud har fundet det på sin plads at knytte den til sit inspirerede ord. Om fortidens profeter siger apostelen Peter at „de blev ved med at undersøge hvilken bestemt tid eller hvilken slags tid ånden i dem angav . . . når den forud vidnede om de lidelser der var bestemt for Kristus og om de herligheder der skulle følge efter disse“. — 1 Pet 1:10, 11.
27 Vi der lever i dag er med rette interesseret i at vide hvilken „tid“ vi befinder os i, og det giver Gud os den fornødne oplysning om. Guds profeter i fortiden troede uforbeholdent på at alt hvad Gud havde sagt ville ske. Selv om der er visse enkeltheder eller tidsfaktorer vi ikke kender, kan vi — og bør vi — have den samme urokkelige tro på at Guds hensigt ikke ændres. Guds søn har givet os et solidt grundlag for at vi kan holde os vågne og opmærksomt følge gennemførelsen af denne hensigt, hvilket den næste artikel vil vise.
[Illustrationer på side 465]
Jehovas løfter opfyldes nøjagtig til den tid han har fastsat
Messias fremstod nøjagtig til den forudsagte tid
Jehova sørgede for at israelitterne blev udfriet fra Babylon så de kunne genopbygge Judas land efter 70 år
Efter 400 års lidelse blev israelitterne udfriet fra Ægypten nøjagtig til tiden