En opførsel der er „den gode nyhed“ værdig
1. Hvilken overmåde stor værdi har Bibelen for os?
BIBELEN åbenbarer hvad Guds vilje er med menneskene. Den som mangler erfaring og forstand kan blive viis ved at studere den. Desuden er den en rettesnor for hvordan man skal føre en ren og pletfri vandel, som giver en en god samvittighed og fylder hjertet med glæde. Det er grunden til at alle de oplysninger Bibelen indeholder vedrørende Guds love, befalinger og principper er langt mere attråværdige end alverdens materielle skatte. „[Jehovas] lov er fuldkommen, kvæger sjælen, [Jehovas] vidnesbyrd holder, gør enfoldig [den uerfarne, NW] viis, [Jehovas] forskrifter er rette, glæder hjertet, [Jehovas] bud er purt, giver øjet glans, [Jehovas] frygt er ren, varer evigt, [Jehovas] lovbud er sandhed, rette til hobe, kostelige fremfor guld, ja fint guld i mængde, søde fremfor honning og kubens saft. Din tjener tager og vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.“ — Sl. 19:8-12.
2. Hvordan vil en nøjagtig kundskab fra Bibelen lede os til at opføre os på en måde der er den gode nyhed værdig?
2 Det er ikke vanskeligt at se at vi kun kan opføre os på en måde som er den gode nyhed værdig såfremt vi har nøjagtig kundskab om Guds ord, Bibelen, værdsætter de oplysninger den indeholder og nærer en sund og rigtig frygt for Jehova. På dette grundlag, det eneste rette, kan vi foretage en sand vurdering af hvad der er ret og uret. Det vil hjælpe os til at undgå den fejl som det er at være retfærdig i egne øjne, og at få andre til også at tro det. Om den slags mennesker skriver apostelen Paulus i Romerne 10:3: „De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud.“ Den som vil tilbede Gud af et oprigtigt hjerte ønsker ikke at være ligesom farisæerne på Jesu tid. Om dem sagde Jesus: „Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed.“ (Matt. 23:28) Nej, den som vil tjene Gud vil ved et flittigt og alvorligt studium af Guds ord lære at ’afsky det onde og at holde sig til det gode’. — Rom. 12:9.
3, 4. (a) På hvilke to bud bygger en ret opførsel? (b) Hvilke forhold til andre berøres af Guds handleregler og bud, og hvilket af disse forhold er det vigtigste?
3 En opførsel som er den gode nyhed værdig bygger på de to bud der også dannede grundlaget for israelitternes forhold til Gud, nemlig at vi skal ’elske Gud af hele vort hjerte og sind, af hele vor sjæl og styrke, samt elske vor næste som os selv’. Lad os derfor med disse to bud i tanke undersøge nogle af de grundlæggende retfærdighedskrav som vor Skaber og Fader har ladet nedskrive i Bibelen. Herunder vil vi se hvorledes de gudgivne leveregler og bud berører forskellige sider af vor tilværelse samt vort forhold til andre: vort forhold til Gud, til vor familie og til vore medmennesker. Efterhånden som vi betragter Guds befalinger vil det gå op for os at det ikke er en blind lydighed der kræves. Nej, det som kræves er at vi af hele vort hjerte og sind stræber efter at forstå hvorfor Gud vil have at vi skal gøre eller ikke gøre dette og hint, således at vi kan tjene ham med forstand. — Fil. 1:9; Matt. 22:37.
4 Som vi har set er vort forhold til Gud af livsvigtig betydning. Vor tilbedelse af ham må være ren, uplettet og udelt. Den kræver at vi har en urokkelig tro på hans ord, at vi alene frygter ham som Gud og omfatter ham med en udelt hengivenhed.
5. (a) Hvad må vor tilværelse befries for dersom vi skal kunne tilbede Gud i sandhed? (b) Hvad er det et tegn på hvis et menneske siger at det er kristent og samtidig følger overtroiske skikke?
5 Skal vi tilbede Jehova på denne måde og føres ind i et ret forhold til ham, må vor tilværelse befries for enhver skik og handling der har sin oprindelse i falsk religion, urette lærdomme, hedenskab eller overtro. Overtro hindrer mange i at befri sig for den skadelige frygt. I adskillige lande er det almindeligt at frygte de dødes „ånder“ eller mennesker (ofte kaldet „troldmænd“) som påstår de råder over overnaturlige kræfter. For at beskytte sig imod disse bærer folk amuletter om halsen, om armen eller andre steder på kroppen. Amuletterne kan være lavet af højst forskelligt materiale, for eksempel af en knogle fra et barn som er død, og tanken er at barnets ånd skal yde beskyttelse. Ligeså holdes omfattende begravelsesceremonier for at formilde den afdødes „ånd“. Hele natten efter at døden er indtrådt våger lejede grædemænd og -koner, der støjer så meget som muligt for at den dødes „ånd“ ikke skal føle at den er glemt eller ikke længer holdes i ære, i hvilket fald den ellers kunne vende tilbage og bringe ondt over familien. Alle sådanne opfattelser har deres rod i den tanke at menneskesjælen er udødelig og fortsætter livet efter døden. Bibelen forklarer tydeligt at dette ikke er tilfældet. (Læs Prædikeren 9:5, 10; Salme 146:3, 4.) Hvis et menneske siger at det er kristent og alligevel følger sådanne skikke eller hylder sådanne opfattelser, er det et tegn på at det mangler tro og forståelse samt at det ikke ænser det rette forhold til Jehova. Den sande tilbedelse forudsætter ikke alene at man har kundskab om det Bibelen siger, men også at man tror på det den siger, samt at man giver udtryk for denne tro i handlinger der er i overensstemmelse med Guds ord. Selv om det kun er naturligt at føle ægte sorg hvis man mister en kær slægtning, vil den kristne dog undgå hyklerisk at bære sorg alene i den hensigt at overholde en hedensk skik eller følge en tradition. — Jak. 1:22-25.
6. Hvem er „de onde ånder“, og hvordan kan kristne beskytte sig imod dem?
6 Det er sandt at der eksisterer ånder, men det er ikke afdøde menneskers ånder. De ånder der findes var i virkeligheden engang Guds engle, gudssønner, der gjorde oprør sammen med Djævelen, og de kendes nu som dæmonerne eller de onde ånder. (Jak. 2:19; Åb. 16:14; Ef. 6:12) Men de sande kristne kan iføre sig en rustning der yder beskyttelse mod disse onde ånders snigløb. De der står fast i Guds ords sandhed uden at vakle, som aktivt forkynder „den gode nyhed om fred“ og har en tro så stærk som et stort skjold, og som sætter deres lid til Jehova og håber på hans frelse, kan være sikre på at blive beskyttet hvis disse onde magter angriber dem. (Ef. 6:14-18, NW) Den kristne vil derfor aldrig nogen sinde søge at opnå helbredelse eller beskyttelse ved hjælp af dæmonisme eller trolddom. En indviet kristen skal have tro på Gud, for det er hvad Gud befaler ham.
Respekt for Guds lov vedrørende blodet
7. (a) Hvad kan en kristen gøre dersom han bliver syg? Hvad kan han ikke gøre? (b) Hvorfor gælder Guds lov vedrørende blodets hellighed os i dag?
7 Dette betyder ikke at den kristne dåragtigt skal afslå enhver lægehjælp hvis han bliver syg. Han er ikke så selvisk at han venter Gud skal helbrede ham ved et mirakel. Den kristne bruger sin sunde fornuft og plejer sit helbred inden for rimelighedens grænse, og bliver han syg tager han med taknemmelighed imod den lægebehandling som kan hjælpe ham. Han vil ikke henvende sig til „troshelbredere“, for de mirakuløse gaver, deriblandt evnen til at helbrede, der fandtes i den første kristne menighed på apostlenes tid, er for længst ophørt. (1 Kor. 13:8) Han vil heller ikke søge at blive hjulpet ved overnaturlige midler. Samtidig vil han omhyggeligt passe på at den lægebehandling han modtager ikke krænker Guds lov vedrørende blodet. Guds lov vedrørende blodet gælder lige så meget kristne i dag som den gjaldt Israels folk. Lovpagten der blev indgået med Israel er ganske vist ikke i kraft mere, men Guds lov som forbyder mennesker at optage blod i deres organisme står stadig ved magt. Det gør den fordi den oprindelig blev givet til menneskenes fælles stamfader, Noa, straks efter at han kom ud af arken efter den verdensomspændende vandflod. Hvad Gud udtalte ved den lejlighed er ikke til at misforstå: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ — 1 Mos. 9:3-6.
8. Hvorledes blev forbudet mod anvendelsen af blod stærkt understreget ved det særlige møde for apostlene og de ældre brødre i Jerusalem?
8 Ved et særligt møde der holdtes af apostlene og de ældre brødre i Jerusalem nogle år efter Jesu Kristi død og opstandelse, understregedes det stærkt over for den kristne menighed at det var utilladeligt at anvende blod. Den inspirerede afgørelse lød: „Den hellige ånd og vi selv har givet tilslutning til ingen yderligere byrde at lægge på jer, undtagen dette nødvendige, at I holder jer fri for det der har været ofret til afguder, og fra blod, og fra noget der er kvalt, og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil I have fremgang. Lev vel!“ (Ap. G. 15:28, 29, NW) Læg mærke til at det var lige så nødvendigt at holde sig fri fra blod som det var at holde sig fri fra utugt.
9. Hvordan vil kristne vise respekt for blodets hellighed i henseende til kødspiser?
9 Det står altså klart at kristne skal respektere blodets hellighed fordi blodet repræsenterer livet. (3 Mos. 17:11) Jehovas vidner viser denne respekt ved omhyggeligt at undgå enhver overtrædelse af denne lov, der gælder enhver form for blod, såvel fra dyr som fra mennesker. Kristne har pligt til at lade være med at spise noget som er kvalt, fordi blodet ikke er løbet af. Det gældende princip står at læse i Tredje Mosebog 17:13: „Om nogen af israeliterne . . . nedlægger et stykke vildt eller en fugl af den slags, der må spises, da skal han lade blodet løbe ud og dække det med jord.“ Af samme grund vil et dyr som findes død i en fælde eller som er blevet dræbt af et andet dyr, ikke egne sig til føde for kristne, fordi dyrets blod ikke løb af da døden indtraf. Når den kristne køber kød, hvad enten det er i en slagterbutik eller hos en jæger, må han være ganske sikker på at blodet er løbet rigtigt af dyret, for ellers udsætter han sig for at overtræde denne lov. Selv om offentlige slagtehuse og slagtere i de fleste lande lader blodet løbe af dyrene, og kødet sædvanligvis kan spises uden risiko, gives der dog undtagelser, og især kan man ikke være vis på at blodet er løbet af hvis man køber kødet hos en jæger. Den kristne vil ikke spise saucer hvori der er blandet blod. Selvfølgelig bliver der altid en smule blod tilbage i kødet selv om blodet har fået lejlighed til at løbe af dyret. Dette kan ikke undgås. Det er blodet i årer og vener som må løbe af hvis kravet i Guds lov skal efterkommes.
10. Hvorfor afslår Jehovas vidner at modtage blodtransfusioner?
10 Overalt i verden er det i dag meget almindeligt at man på hospitaler giver blodtransfusioner til patienter der har mistet meget blod ved en ulykke eller under en operation, eller man giver transfusion fordi man mener det er nødvendigt at styrke patientens resistens. I harmoni med ovenfor citerede skriftsteder erkender Jehovas vidner at det ville være en krænkelse af Guds lov at indtage blod i deres organisme på de omtalte måder. At det ville være en krænkelse fremgår utvetydigt af apostlenes ord: „Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra . . . blod.“ Når Jehovas vidner nægter at optage blod i deres organisme ved en transfusion skyldes det ikke en dåragtig stædighed. De nægter at tage imod en sådan transfusion fordi de respekterer Guds lov. De respekterer den afgørelse Gud har truffet vedrørende blodets anvendelse fordi blod repræsenterer livet, der er en gave fra Gud. De vil imidlertid tage imod enhver anden lægebehandling som ikke krænker Guds lov, for eksempel transfusioner med saltvandsopløsninger eller bloderstatningspræparater.
11. Hvilket princip, der udtaltes af Jesus, gælder i sådanne situationer?
11 Ethvert menneske ønsker at leve, og det er naturligt at gribe til ethvert middel som kan forlænge livet for os selv eller for dem vi holder af. Men en indviet kristen vil ikke søge at redde livet på en måde der strider mod Guds lov. Han forstår fuldt ud at det er hans evige liv der står på spil, og husker Jesu ord: „Den, som har bjærget sit liv, skal miste det; og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det.“ (Matt. 10:39) I sådanne situationer kræver det tro at overholde Guds lov, men ved en sådan handlemåde viser en kristen at han adlyder det første store bud, at elske Jehova af hele sit hjerte og sind og af hele sin sjæl og styrke. Han erkender at det er hans indviede forhold til Jehova der for enhver pris må bevares.
En ærefuld opførsel inden for ægteskabet
12. (a) Hvorfor har Jehova ret til at bestemme hvordan de to køn skal opføre sig over for hinanden? (b) Hvordan skal vi derfor betragte ægteskabet?
12 Tanken har aldrig været at mennesket skulle leve alene. Det var Jehovas hensigt at fylde jorden med menneskeskabninger, og dette traf han foranstaltning til ved at lade mænd og kvinder indgå ægteskab og stifte familie. Af den grund skabtes de to køn, „mand og kvinde“, og til det første ægtepar gav Gud følgende befaling: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden.“ Eftersom det var Gud som skabte de to køn og forplantningsorganerne, har han ret til at bestemme hvordan en ægtemand og en hustru skal opføre sig over for hinanden. Det er på sin plads at ægteskabet holdes i ære og respekteres. — 1 Mos. 1:27, 28.
13. (a) Hvem alene har ret til et kønsligt samliv? (b) Er polygami tilladt for kristne? Hvilken standard gælder for dem?
13 Fra første færd klargjorde Gud de principper som skulle gælde i det ægteskabelige forhold. Retten til kønsligt samliv blev forbeholdt mand og kvinde inden for ægteskabets rammer. Da Gud havde skabt den første kvinde førte han hende hen til manden og gav ham hende til hustru. (1 Mos. 2:21-24) Jehova tillod senere polygami i Israel, men det var ikke det mønster han havde fastlagt i Eden, og han giver ikke nu kristne lov til at have mere end én hustru eller én mand. Gennem Kristus Jesus genindførte Gud ægteskabets grundlæggende princip, nemlig at en mand kun skal have én hustru. Dette princip havde den første menighed en klar forståelse af, hvorfor et af kravene som stilledes til en tilsynsmand var at han, således som vi læser i Første Timoteus, kapitel 3, vers 2, skulle være „én kvindes mand“.
14. Hvad må en polygamist træffe en afgørelse om inden han vil kunne anerkendes som et indviet medlem af den nye verdens samfund?
14 I lande hvor det er skik og brug at mænd har mere end én hustru, kan dette bibelske princip volde vanskeligheder for nogle. En mand der måske har mere end én hustru hører den gode nyhed, forstår og værdsætter den og vil nu gerne slutte sig til den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Men hans ægteskabelige forhold harmonerer ikke med de principper som Bibelen stiller op for kristne. Hvad skal han gøre? Ja, den gode nyhed bliver i denne henseende en udfordring til ham. Det vil koste store forandringer i hans liv at skille sig af med de sekundære hustruer og kun beholde den ene hustru som han bibelsk set har lov til at være gift med. Afgørelsen må han selv træffe, men han skal træffe den dersom han ønsker at blive anerkendt som en indviet Jehovas tjener i samfund med Guds folk.
15. (a) Med hvilken indstilling skal man se på det ægteskabelige bånd? (b) og på utugt og „prøveægteskab“? (c) Hvad må en mand og kvinde først gøre hvis man skal kunne sige at de indgår et ærefuldt ægteskab?
15 Ægteskabet mellem en mand og en kvinde, der giver dem ret til et kønsligt samliv, skulle være et varigt bånd, et bånd som ikke kunne og ikke skulle brydes. Da Jesus engang kom ind på at tale om det første ægteskab i Edens have sagde han blandt andet: „Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ (Matt. 19:6) Disse ord af Jesus viser hvor alvorligt kristne skal betragte ægteskabet, der ikke er noget man kan omgås letsindigt. Alt hvad der krænker Guds ægteskabsordning er derfor uretfærdigt og vil mishage menneskets Skaber, Jehova, fordi det er ulydighed imod ham. Utugt er utilstedeligt fordi det kønslige samliv udelukkende hører hjemme inden for ægteskabet, mellem en mand og hans lovformelige hustru, mellem en kvinde og hendes lovformelige ægtemand. Altså vil en ugift mand begå en uret handling og overtræde Guds befaling dersom han har kønslig forbindelse med en kvinde, hvad enten denne er gift eller ugift. Ligeledes vil det være forkert af en ugift kvinde at stå i et kønsligt forhold til en mand. Der et således ingen hjemmel for et „prøveægteskab“, der kendes i nogle lande, hvor to unge mennesker lever sammen uden for et varigt og bindende ægteskab for at se om de passer sammen. Nej, to mennesker kan ikke leve sammen som mand og hustru og have et kønsligt samliv førend de har indgået et ægteskab der er indregistreret hos myndighederne og som både manden og kvinden anerkender som varigt og bindende. Selv om det undertiden kan tage nogle få måneder at bringe disse ting i orden, skal den unge mand og kvinde som bereder sig til ægteskabet, bevare deres moralske renhed og afstå fra en kønslig forbindelse indtil ægteskabet er indgået lovformeligt og er blevet indregistreret. På denne måde holder de ægteskabet i ære og viser Guds foranstaltning tilbørlig respekt.
16, 17. Hvordan skal et ægtepar vise respekt for ægteskabets ordning, og hvilken egenskab vil hjælpe dem til det?
16 Når en mand og kvinde er blevet gift må de blive ved med at vise den ægteskabelige ordning respekt. Med henblik på ægteskabet siger Bibelen: „Hold ægteskabet i ære i ét og alt. Besmit ikke ægtesengen; thi utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme.“ (Hebr. 13:4) Ægtemanden og hustruen bør have i tanke at Jehova er den der dømmer og at han ser alt hvad de foretager sig. Har de det, vil det hjælpe dem til at undgå at være hinanden utro. Desuden vil deres gensidige kærlighed til hinanden styrke troskaben og svække fristelsen til utroskab. „På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme. ’Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal vare ét kød.’“ Gør en mand sig skyldig i utroskab viser han sandelig ikke sin hustru kærlighed. Men han viser heller ikke den anden kvinde kærlighed, eftersom han får hende til også at synde og komme ind under Guds dom. — Ef. 5:28-31.
17 Tanken med ægteskabet er at manden og hustruen skal „holde sig til“ hinanden. Det vil sige at de bestandig skal være ubrydeligt forenet med hinanden og at de begge ønsker at få ægteskabet til at holde. Hvordan lader det sig gøre? Det lader sig kun gøre såfremt de virkelig elsker hinanden. I mange ægteskaber er det denne kærlighed der mangler. I visse lande består der intet fællesskab mellem den gifte mand og kvinde; de deler ikke hinandens tanker og nyder ikke hinandens selskab, de spiser end ikke måltiderne sammen. Ikke sjældent betragtes kvinden mere som en hushjælp end som en livsledsager og en parthaver i ægteskabspagten.
18. (a) Hvorledes er Jesus et eksempel for kristne ægtemænd? (b) På hvilke måder viser en ægtemand i handling at han elsker sin hustru?
18 Med hvilken indstilling skal en ægtemand da betragte sin hustru? Den beskrives fortræffeligt i Efeserne 5:25 og 28: „I mænd! elsk jeres hustruer ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den, . . . På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer.“ Jesus Kristus var langmodig, tålmodig og venlig over for sine kristne brødre i menigheden. Han glædede sig over at være sammen med dem og tale med dem om de vidunderlige ting som angik Guds rige. Han forkyndte den gode nyhed for den brede offentlighed i Palæstina, men tog sig også tid til at være sammen med sine trofaste disciple for at han kunne forklare sandheden for dem. Hvor ægte hans kærlighed til dem var viste han ved at ofre sit jordiske liv for at menigheden kunne frelses og opnå evigt liv. Det er en sådan kærlighed en ægtemand skal nære for sin hustru. Han lærer at sætte pris på og nyde hendes selskab, og fordi han ønsker at hun skal vinde det evige liv benytter han enhver lejlighed til at tale med hende om det vidunderlige håb om liv i en ny verden som han har modtaget gennem den gode nyhed. Selv om både mand og hustru har taget imod sandheden må de bestandig i fællesskab drøfte deres håb, således at de styrker hinandens tro.
19. I hvilke to henseender er en kristen ægtemand forpligtet til at sørge for sin familie?
19 Det er sandt at en mand har pligt til at skaffe sin hustru og sine børn de materielle fornødenheder. Bibelen siger uden omsvøb: „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Tim. 5:8) Men han kan ikke nøjes med at tilvejebringe de materielle fornødenheder. Han må også varetage familiens åndelige behov, akkurat som Kristus havde omsorg for menigheden.
20. Hvordan vil kristne forældre berede deres børn til fremtiden, og hvilke resultater vil dette give?
20 Har du børn? Hvis du har, hvad gør du så for at berede dem en fremtid? Sørger du for at de får en god uddannelse så de kan forbedre deres sociale og økonomiske position? Det er ikke det som har allerstørst betydning. Forældre der elsker Jehova erkender at han er ægteskabets stifter og at ægteskabets frugter, børnene, også er en gave fra ham, og derfor vil de nære det ønske at børnene skal tjene Jehova når de vokser op. (Sl. 127:3) Derfor vil kristne forældre ganske tidligt begynde at lære deres børn hvordan de skal opføre sig, hvordan de skal studere Bibelen og fortælle den gode nyhed til andre, alt sammen for at de kan ære Gud. „Og I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ Bliver denne formaning fulgt vil børnene vokse op og blive åndeligt stærke så de kan modstå verdens fristelser, og deres tro og rette gerninger vil være til ære for deres forældre og for Jehova. — Ef. 6:4.
21. Hvordan kan en kristen hustru bedst vise at hun elsker sin mand?
21 I opdragelsen af børnene vil hustruen yde manden, hendes hoved, sin kærlige støtte. Hvor meget en hustru elsker sin mand kommer bedst til udtryk i den måde hvorpå hun samarbejder med ham og ydmygt accepterer at Jehova har forordnet at „manden er kvindens hoved“. (1 Kor. 11:3) Hele familien, faderen, moderen og børnene, kan vokse i kærlighed og i glæde ved sammen at studere Bibelen, overvære de møder Guds folk afholder, forkynde den gode nyhed for andre, og ved at være fælles om alt hvad der skal gøres i hjemmet. Værdsættelsen af den gode nyhed om Riget vil tilskynde hvert eneste oprigtigt menneske til at arbejde ihærdigt på at bringe dets eget familieliv i overensstemmelse med disse gode bibelske principper.
22. (a) Hvad er bibelsk set det eneste grundlag for en skilsmisse der helt opløser ægteskabet? (b) Ud fra hvilket forstandigt råd skal man, i betragtning af ægteskabets alvor, vælge sin ægtefælle?
22 Men hvad kan der gøres hvis ægteskabet ikke er lykkeligt fordi der hersker uenighed mellem mand og hustru i spørgsmålet om religion eller andre anliggender? Gives der ikke grunde hvorved en mand eller kvinde kan opløse sit ægteskab ved skilsmisse og gifte sig med en anden som han eller hun kan komme bedre ud af det med? Bibelen tillader ikke skilsmisse af en hvilken som helst grund. Selv om landets lov tillader skilsmisse blot fordi en mand og en kvinde ikke kan sammen og ønsker at være frie til at gifte sig igen, anerkender Bibelen kun én grund til opnåelse af en skilsmisse der fuldstændigt opløser ægteskabet, og det er utroskab. Det ses tydeligt af Jesu ord: „Jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt [det vil sige hor] og gifter sig med en anden, han bedriver hor.“ (Matt. 19:9) Ved at bedrive hor bliver den utro i realiteten ét kød med en som ikke er hans eller hendes lovformelige ægtefælle. Den uskyldige ægtefælle har lov til at vælge at tilgive handlingen og at fortsætte samlivet, men hvis den uskyldige vælger skilsmisse på grundlag af den utro handling vil han eller hun have lov til at gifte sig igen fordi ægteskabsbåndet er brudt såvel bibelsk som juridisk. Eftersom kærlighed og forståelse er nødvendige forudsætninger for at ægteskabet kan holde, vil indviede kristne følge Bibelens vise råd og kun gifte sig „i Herren“, det vil sige gifte sig med en indviet kristen. — 1 Kor. 7:39.
23. Hvad vil den kristne ægtefælle bestræbe sig for hvis han eller hun lever i et splittet hjem?
23 Hvor hjemmet er splittet på grund af parternes afvigende religiøse opfattelse vil den kristne ægtefælle, fordi han eller hun erkender ægteskabets alvor, gøre alt for at hele det brud som uoverensstemmelsen har medført. Den troende ægtefælle vil ikke forlade den ikke-troende, men vil tålmodigt og venligt arbejde på sin ægtefælles frelse, så vidt det overhovedet er muligt. — 1 Kor. 7:10-16.
24. Hvordan stiller den gode nyhed familien over for en udfordring, og hvad vil det føre til hvis den tager udfordringen op på rette måde?
24 En opførsel der er den gode nyhed værdig består altså i mere end blot det at tale om den til andre og at give det udseende af at man tjener Gud. Den er et resultat af at man har iført sig en ny personlighed, og det er den som altid må ytre sig, også inden for familien — i ægtemandens opførsel over for hustruen, i hustruens over for manden, i forældrenes opførsel over for børnene og i børnenes over for forældrene. Hvis dit familieliv ikke opfylder de krav vi her har drøftet ud fra Bibelen, fordi andre skikke gælder eller af andre grunde, så stiller de gode råd du nu har hørt fra Bibelen dig over for en udfordring. Vil du foretage de fornødne forandringer? Gør du det kan du være sikker på at du vil blive velsignet af Jehova, der indstiftede ægteskabet og er den som skænker alle lydige mennesker et evigt liv i en ny verden.