Hvad ægtemænd kan gøre

ET ÆGTESKAB bliver kun lykkeligt hvis begge parter arbejder på det. Dog er det manden der har det største ansvar for tilstanden i familien. Det hører med til hans stilling, for Guds ord, Bibelen, siger: „En mand er sin hustrus hoved.“ — Ef. 5:23.

En mand føler måske at det først og fremmest er hans hustru der skaber problemerne. Men selv om det virkelig var sådan, er det så ikke kendetegnet på en god leder at han kan løse eventuelle problemer blandt dem han har under sig?

En eller anden vil måske indvende: ’Det er noget andet med min kone. Det er lettere at styre hundrede mænd i min virksomhed end at komme fredeligt ud af det med hende.’

Måske er der nogen sandhed i dette, for, generelt set, har familieproblemer vist sig at være de sværeste for mænd at klare. Det er uden tvivl derfor at familieordningens Stifter har givet ægtemænd mange råd om hvordan de skal bære sig ad over for deres hustruer. Da Gud har skabt kvinden, må han afgjort være den der bedst ved hvordan hun bør behandles af sin ægtemand.

Forudsætningen for lykke i det intime samliv

Det var Skaberens hensigt at ægteskabet skulle danne ramme om et intimt samliv som bragte begge parter glæde, og derfor skabte han kvinden som en der ’passer til manden’. Ægtefolk skulle derfor ikke blot være gode venner der delte bolig med hinanden; de skulle være „ét kød“. (1 Mos. 2:18, 24) De egenskaber de hver især havde, skulle være så afstemte i forhold til hinanden at de to tilsammen udgjorde en helhed og kunne erfare virkelig glæde i det indbyrdes forhold. Det må imidlertid indrømmes at dette sjældent er tilfældet.

For eksempel klager ægtemænd hyppigt over at deres hustru er for kølig og afvisende når det gælder det seksuelle samliv. Men hvorfor er hun det? Hvori består problemet? Som familiens overhoved bør ægtemanden handle med omtanke og søge at finde en løsning.

Bibelen siger: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det.“ (Ef. 5:28, 29) Hvor meget betyder dette? Har kvinden virkelig så stort behov for at blive elsket af sin mand?

Det har hun, hvilket ofte understreges af ægteskabsvejledere. For eksempel siger dr. David Reuben: „En hustru har især behov for den specielle form for opmærksomhed der indbefatter ømhed, forståelse og beroligende ord.“

Det er en grundsætning: Skal en hustru være virkelig lykkelig må hun føle at hun er elsket. Det er altså ved at opfylde dette behov ægtemanden kan skabe et varmt og lykkeligt forhold i det intime samliv. Bibelen tilskynder: „Hver især [skal] elske sin hustru som sig selv.“ — Ef. 5:33.

Hvorfor kærligheden må vises

Mange mænd finder det imidlertid unødvendigt at vise at de elsker deres hustru, idet de åbenbart føler at det må være et tilstrækkeligt bevis på deres kærlighed at de forsørger hende materielt. Men hvordan berører det en kvinde når hendes mand ikke mere direkte viser hende sin hengivenhed? Følgende brev fra en hustru giver et fingerpeg om det. Hun skriver:

„Mit problem er: Jeg hungrer sådan . . . efter nogle søde ord, en kompliment, at han kommer og lægger en arm om mig når jeg står og laver mad — eller en lejlighed til at sidde på hans skød; jeg vil bytte alle de materielle ting jeg har, for ét hengivent favntag.“

Ja, hustruer har behov for at der vises dem kærlighed. De blomstrer op når de får den, bliver mere tilfredse og hyppigt endda kønnere. De er skabt med dette behov for kærlighed. Og af den grund opfordrer Gud ægtemænd til at elske deres hustruer. Det har haft tragiske følger når man ikke har fulgt denne vejledning. Ja, det er en af de væsentligste årsager til de mange ulykkelige ægteskaber der findes i dag. Hvordan kan vi sige det?

Fordi en hustru der lider mangel på ømhed og hengivenhed fra sin mands side, som regel føler sig usikker og begynder at tvivle på sin kvindelighed. Hun kan endog få modvilje mod sin mand, og måske udvikles et ubevidst ønske hos hende om at være lige med ham fordi han forsømmer hende. Hvordan kan man forvente at en hustru med sådanne følelser skal kunne udvise varme og hengivenhed i det intime samliv?

Hvordan kærlighed kan vises

Skønt en mand virkelig elsker sin hustru, har han ofte svært ved at vise det. Her kommer Bibelen os igen til hjælp, for den lærer os hvordan vi bør behandle hinanden: „Ifør jer . . . inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden.“ — Kol. 3:12, 13.

Nogle mænd føler imidlertid at det ville være umandigt om de skulle behandle deres hustruer på denne måde. Og dog er det netop sådan hustruer skal behandles. Ja, det seksuelle samliv kan være utilfredsstillende og ligefrem ubehageligt for den hustru hvis mand ikke forstår at hun blev skabt af Gud til at passe til en venlig og hensynsfuld mand, ikke en der var grov og krævende.

Skaberen har forstået at ægtemænd, stillet over for et utal af fejlagtige forestillinger, ville behøve vejledning om hvordan de kunne elske deres hustruer. Derfor opmuntrer han dem til at være nænsomme og hensynsfulde: „I mænd skal på samme måde blive ved med at leve sammen med [jeres hustruer] i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som et svagere kar, det kvindelige.“ — 1 Pet. 3:7, New World Translation.

Ikke mindst i det seksuelle samliv er det vigtigt at ægtemanden følger denne vejledning. Han bør handle i overensstemmelse med kundskab om hvordan Gud har skabt kvinden. Hun er som regel ikke så fysisk stærk som manden, og følelsesmæssigt er hun ofte mere sart og sentimental. Derfor siger Gud til manden at han skal vise sin hustru ære som et svagere kar, og respektere hendes konstitution med dens begrænsninger samt den biologiske rytme hun er underlagt.

Således vil der sandsynligvis være tidspunkter hvor hustruen er meget træt og ikke føler sig oplagt til seksuelt samvær. I en sådan situation kunne manden være krævende og tvinge hende til det. Han betragter det måske som en demonstration af sin mandighed, af at det er ham der bestemmer, og føler at det ville være et svaghedstegn at give efter for hendes ønske om at vente til et andet tidspunkt. Hvis han viser ære og respekt for sin hustrus følelser i denne sag, er det imidlertid ikke et tegn på svaghed men snarere på styrke. Det vil netop kræve mandighed at udøve selvbeherskelse og ikke tage hustruens ønsker som en personlig krænkelse.

Det har også betydning at manden handler i overensstemmelse med kundskab i forbindelse med kønsakten og dens forspil. Han bør forstå at hans hustru ikke med det samme er parat til at tage imod ham. Hun er, både fysisk og følelsesmæssigt, længere om at blive rede til selve kønsakten.

En ægtemand der følger Guds vejledning om at ære sin hustru, vil følgelig tage dette i betragtning. Han vil kærligt og tålmodigt hjælpe hende til at tage imod ham, således at den kønslige forening kan være til lige stor glæde og tilfredsstillelse for dem begge. Når en hustru oplever en sådan uselvisk kærlighed fra sin mands side, er resultatet ofte at hun fyldes med en inderlig kærlighed til ham, som udglatter modsætningsforhold der måtte opstå på andre områder af deres ægteskab.

I virkeligheden er den seksuelle del af det ægteskabelige samliv kun et lille område, og på alle områder har manden brug for at følge Guds vejledning. På intet tidspunkt bør han glemme at behandle sin hustru i overensstemmelse med kundskab og at vise hende ære. For eksempel må han forstå at hendes biologiske rytme til tider kan berøre hende både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt så hun gør og siger noget hun ellers ikke ville. En ægtemand er nødt til at tage dette i betragtning og ikke være for nærtagende hvis hun taler skarpt eller handler overilet, men blive ved med at behandle hende med venlighed.

Langt mere er dog indbefattet. Et lykkeligt ægteskab kræver samarbejde og kommunikation. Selv om manden er familiens overhoved bør han overveje sin hustrus meninger, smag og ønsker før han træffer afgørelser, og endda lade hendes ønsker komme før sine egne når intet principielt spiller ind. På denne måde viser han hende ære.

Ved således at følge Guds vejledning skabes der fred og lykke i ægteskabet. Men hvis ægtefæller ikke samarbejder på ægteskabets forskellige områder, hvordan kommer dette så til at berøre deres seksuelle samliv? En gift kvinde har skrevet meget åbenhjertigt om dette:

„Mænd klager over at deres hustruer er ’kolde’. Må jeg have lov at fortælle Dem om mit ægteskab? . . . Jeg har prøvet at trække [min mand] ind i samtaler om mit arbejde . . . Og han siger aldrig et ord om sit arbejde, selv om jeg stiller en mængde spørgsmål i håb om at få en lille samtale i gang mellem os. . . .

Søndag aften er hans aften ’til at slappe af’, så da går vi aldrig nogen steder. Jeg går i seng kl. 21.30, for jeg har lavet mad og gjort rent hele dagen. Han går til køjs efter den sene film. Så begynder han at se sig om efter en hengiven sengekammerat.

Jeg gad vide hvor mange gifte kvinder der er ivrige efter at hengive sig til en fremmed som ikke har talt til dem hele ugen.“

Dette er virkelig noget for ægtemænd at tænke over. Hvis de savner varme i deres intime ægteskabelige samliv, bør de overveje om ikke de selv har et betydeligt ansvar for dette. Der skal ydmyghed til at indrømme sine fejl og tage skridt til at rette dem. At gøre det vil imidlertid afgjort hjælpe mand og hustru til at finde større glæde og tilfredshed.

Men måske er problemet af en helt anden art. Der er andre områder end det seksuelle hvor en mand nærer visse forventninger til sin hustru.

Andre problemer

Det hører med til ægteskabet at der er et hjem der skal holdes i orden og måltider som skal tilberedes, helst velsmagende og nærende. En ægtemand udtrykker sin misfornøjelse på denne måde: „Måske er der mænd som mener noget andet, men jeg ville foretrække et renere hus og mere sundt ernærede børn, fremfor en hustru der lader alting flyde for at hun kan være udhvilet til sengetid.“

Hvad nu hvis dét er problemet i et ægteskab, at hustruen er meget langt fra at være „en duelig hustru“, som beskrevet i Bibelen? (Ordsp. 31:10-31) Hvad kan ægtemanden gøre?

Nogle mænd vil være tilbøjelige til, på en plagsom måde, at drage sammenligninger, idet de henviser til hvordan andre hustruer holder deres hjem forbilledligt og laver fremragende mad. Imidlertid vil dette sandsynligvis blot få hustruen til at føle sig krænket og vred. Ville det ikke være langt bedre om manden kunne appellere til sin hustru på en sådan måde at hun fik lyst til at forbedre sin husførelse og madlavning?

Opmærksomheden kan taktfuldt henledes på at uorden i hjemmet gør et dårligt indtryk på andre, og det samme gælder hvis familien ikke får den rette ernæring. Med hensyn til eventuelle børn kan det fremhæves at det vil skade dem senere i livet hvis forældrene sætter et dårligt eksempel nu. Hvis sådanne tanker fremføres med kærlighed og venlighed, vil hustruen føle sig tilskyndet til at gøre fremskridt.

Hvis hustruen aldrig har lært huslige færdigheder, må manden opmuntre og hjælpe hende til at dygtiggøre sig. Han må lade hende mærke hvor meget han påskønner hendes bestræbelser. Selv når fremskridtene er små, kan han rose hende oprigtigt. Og skulle han ikke på sine fridage eller om aftenen kunne give hende en hånd med ved opvasken eller hjælpe hende med at støvsuge og vaske gulv? Dermed kunne han vise i praksis at han efterlever Bibelens vejledning om at manden skal elske sin hustru, og der er ingen tvivl om at det vil lønne sig.

En ægtemand må også være fornuftig og rimelig, og ikke stille alt for store krav til orden og sirlighed. En mand der ofte havde skoset sin hustru for hjemmets udseende, fik engang lejlighed til at passe hjemmet og børnene mens hans kone var på et kort hospitalsophold. Efter nogle få dages forløb, hvor det for første gang var gået op for ham hvor meget dette arbejde indbefattede, gav han sin hustru en oprigtig undskyldning for sin forhastede kritik.

Hvis man er forstående og vågen for at rose, i stedet for at være krævende eller kritisk, er der større chancer for at et enkelt forslag til forbedring bliver hilst velkommen med glæde.

Hvis blot en ægtemand husker at ’mændene bør elske deres hustruer’, vil det hjælpe ham til at løse ethvert problem der måtte opstå mellem ham og hans hustru. — Ef. 5:28.

Imidlertid er der mange forældre i dag der føler at det største problem i familien er børnene. Hvad kan man gøre for at opnå et godt resultat?