Når ægteskabet er ved at briste
DENGANG Gud førte den første mand og den første kvinde ind i ægteskabet var det hans agt at det skulle vare ved. Beretningen i Første Mosebog 2:24 siger: „Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver eet kød.“
Ægteskabet skulle forene manden og kvinden i et ubrydeligt fællesskab med det formål at skænke dem velsignelser og lykke samt et retfærdigt afkom, alt sammen til Guds ære.
De fuldkomne forhold som oprindelig rådede i Paradiset forsvandt imidlertid. På grund af oprør blev det første ægtepar forvist fra Paradiset. Det kunne ikke længer opretholde fuldkommenheden. Sind og legeme degenererede, og denne ufuldkommenhed eller synd ville det påføre sine børn.
Ikke så snart undlod mand og kvinde at følge Guds veje før ægteskabets bånd begyndte at gå i opløsning. Sådan fortsatte det i tidens århundreder og er særlig mærkbart i vore dage! Skilsmisser og separationer er dagligdags foreteelser og de tillades på mangfoldige grundlag. Men Jehova Gud, den universelle Suveræn, der tager hensyn til menneskenes ufuldkommenheder, har imidlertid i sine love ikke givet adgang til skilsmisse eller separation på et hvilket som helst grundlag. Guds søn Jesus udtalte: „Jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med en anden, han bedriver hor.“ (Matt. 19:9) Bibelen giver således kun ét gyldigt grundlag for skilsmisse. Men kan et ægtepar så ikke lade sig separere selv om ingen af parterne har begået ægteskabsbrud og ingen af dem agter at lade sig skille? Hvordan ser Bibelen på det?
Det rette syn på separation
I oldtidens Korint, der var hyllet i afgudsdyrkelse og slethed, opstod der i det første århundredes kristne menighed et problem vedrørende separation. Menigheden henvendte sig til apostelen Paulus og spurgte om det var rigtigt at lade sig separere. Apostelens inspirerede svar er blevet bevaret i Bibelen, og svaret hjælper os til at forstå hvordan Bibelen ser på separation når både mand og hustru er kristne eller når kun den ene af ægtefællerne er troende.
Paulus skrev: „Men de gifte byder jeg, dog ikke jeg, men Herren, at en hustru ikke må skille sig fra sin mand . . . og at en mand ikke må forskyde sin hustru.“ (1 Kor. 7:10, 11) Det som Paulus først og fremmest understreger er at kristne ægtefæller skal gøre alt hvad de kan for at bringe uoverensstemmelser ud af verden så de ikke lader sig separere. Det rimelige og fornuftige heri er ikke vanskeligt at få øje på når man betænker at de begge er indviede kristne som har forpligtet sig til at gøre Guds vilje, som for kristne ægtefæller går ud på at de skal blive sammen og ikke bryde ægteskabet.
Begge ægtefæller kan hævde at være kristne og have indviet sig til Gud, og alligevel vil de separeres fordi de påberåber sig at de ikke passer sammen. Hvad er der galt? En af dem eller de begge har undladt at følge Bibelens principper, selv om de giver sig ud for at være kristne. På et eller andet punkt har de krænket eller ignoreret disse vigtige principper og ladet deres tilbøjeligheder tage overhånd. Hvor Guds principper følges, udebliver de gode resultater aldrig. „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke bringer de dig. . . . Hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ (Ordsp. 3:1-6) Hvis der på noget tidspunkt opstår vanskeligheder mellem en kristen ægtemand og hustru, vil de kunne fjerne dem hvis de følger Guds visdom og viser hinanden ægte kærlighed, således som sande kristne altid skal gøre det. (Joh. 13:34, 35; 1 Kor. 13:4-7) Som kristne burde de i kærlighed ikke se hver på sit eget men også på den andens velfærd. (Fil. 2:1-4) Da de begge har indviet sig til at tjene Gud skal de sætte sig ned og roligt drøfte deres uoverensstemmelser, idet de tillader en vis margen for hinandens menneskelige skrøbeligheder. Endvidere er det af største nødvendighed at de regelmæssigt anmoder Jehova om hans hjælp. De bør jævnligt bede sammen.
Jehova har sørget for at indviede kristne kan få hjælp hvis der imellem dem opstår uoverensstemmelser som de ikke selv kan klare. Denne hjælp kommer fra menigheden, hvor modne tilsynsmænd og brødre kan give Bibelens vejledning og råd om hvordan Gud ser på de ægteskabelige vanskeligheder de er kommet ud i, således at de ved hvad de skal gøre. Eftersom det er Jehova der har truffet denne ordning, vil man høste fordel af at benytte sig af den, mens det på den anden side tangerer at lade hånt om Jehovas ordning dersom man ikke benytter sig af den. Om to ægtefæller skal komme igennem deres vanskeligheder uden åndelige men, kan afhænge af om de søger menighedens råd og vejledning.
Det skulle ikke blive nødvendigt for et kristent ægtepar at lade sig separere. De har begge indviet sig til at gøre Jehovas vilje, hvorfor de hurtigt burde tage de nødvendige skridt til at finde hinanden igen, og på den måde ære Gud som er ophavet til ægteskabet.
Paulus erkendte imidlertid at nogle ikke desto mindre ville lade sig separere, for han sagde: „Hvis hun alligevel går fra ham, skal hun vedblive at være ugift eller også forlige sig med sin mand.“ (1 Kor. 7:11, NW) Eftersom der her ikke er tale om at separationen sker som følge af ægteskabsbrud eller fordi der er opnået skilsmisse, har kristne der lader sig separere bibelsk set ikke lov til at gifte sig på ny. Det siger sig selv at de ikke kan have kønsligt samkvem med nogen. I betragtning af den udbredte umoralitet og de mange fristelser der lurer, vil det være langt bedre at de atter finder hinanden og genoptager samlivet.
Hvordan stiller det sig så hvis den ene ægtefælle er en indviet kristen og den anden ikke er det? Paulus udtalte: „Hvis en broder har en vantro hustru, og hun er villig til at blive boende sammen med ham, så må han ikke forskyde hende. Og hvis en hustru har en vantro mand, og han er villig til at blive boende sammen med hende, så må hun ikke forskyde manden. Thi den vantro mand er helliget ved sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved broderen; ellers var jo jeres børn urene, men nu er de hellige. Vil derimod den vantro skilles, så lad ham skilles. Ingen broder eller søster er trælbunden i sådanne tilfælde. Til fred har Gud kaldet os. Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ — 1 Kor. 7:12-16.
Bibelen lægger således hovedvægten på at ægteskabet ikke brydes. Hvis det brydes, må den kristne gøre sig al mulig umage for ikke at være den der tager skridtet. Hvis den ikke-troende ægtefælle tager skridt til separation, kan den kristne lade ham eller hende gøre det.
Der er afgjorte fordele ved at forblive i ægteskabet selv om det bliver den kristnes lod at leve i et religiøst splittet hjem. Det kan være den kristne kan vinde sin ægtefælle for kristendommen. Den ikke-troende har absolut en fordel, fordi han eller hun konstant er i berøring med sand kristendom, der praktiseres af ægtefællen. Eunike, Timoteus’ moder, var gift med en mand der ikke bekendte sig til kristendommen. Bibelen siger ikke noget om at hun forlod ham. Derimod må vi slutte at hun blev hos sin mand og underviste sønnen Timoteus således at han kunne blive en sand kristen. (2 Tim. 1:5) Det fremgår ikke af Skriften at Timoteus’ fader nogen sinde blev kristen, men øjensynlig var der aldrig tale om at Timoteus’ forældre gik fra hinanden og at ægteskabet opløstes.
Gyldige grunde til separation
Paulus’ ord i 1 Korinter 7:10-16 viser at det bibelsk set er muligt for ægtefæller at lade sig separere, blot skal det være den ikke-troende ægtefælle der tager skridtet. Men den ikke-troende ægtefælle kan opføre sig på en sådan måde at situationen bliver uholdbar og kritisk for den kristne, der, hvis forholdene tilspidses eller der er tale om mishandling, som en sidste udvej kan finde det klogest at blive separeret fra ægtefællen.
En gyldig grund til separation foreligger når ægtemanden med vilje og forsæt undlader at forsørge familien. Når en mand gifter sig bliver han ægteskabets overhoved og påtager sig ansvaret for sin hustru og eventuelle børn som ægteskabet velsignes med. Det er en pligt som påhviler ham set med Guds øjne, også selv om han ikke bekender sig til kristendommen. Bekendte han sig til den, ville han anses for at være værre end en vantro dersom han i ligegyldighed og forsømmelighed ikke sørgede for sin familie. Det hedder nemlig i 1 Timoteus 5:8: „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ Ud fra dette synspunkt kan den kristne lade sig separere såfremt forholdene er yderst uholdbare og ægtemanden med fuldt overlæg undlader at forsørge sin ægtefælle. I tilfælde af separation har de to parter ikke frihed til at indgå nyt ægteskab.
Grov legemlig mishandling danner også et gyldigt grundlag for separation. Ofte kan det være drukkenskab der er den direkte årsag til en sådan voldsom optræden. (Ordsp. 23:29-35) Den ægtefælle som ikke lader sig lede af Bibelens principper kan miste besindelsen og tilføje ægtefællen skade. Hvis det sker ofte, kan den kristnes liv og sundhed udsættes for fare. Når den kristne har tænkt omhyggeligt over forholdene og har overvejet sagen under bøn, kan hun komme til den slutning at der ikke gives anden udvej end at lade sig separere fra sin ubeherskede ægtefælle. På den anden side finder den kristne måske ud af hvad hun kan gøre for at forebygge sådanne vredesanfald hos ægtefællen, således at det bliver tåleligt at leve sammen med ham.
Hvis den kristnes åndelige velfærd og interesser bringes i den yderste fare, er der også grundlag for separation. Den kristnes forhold til Jehova Gud skal værnes og beskyttes. Hvis den kristne udsættes for så skærpende omstændigheder og praktisk talt berøves enhver frihed eller lignende, og han eller hun er aldeles afskåret fra at tilbede og tjene Jehova Gud i harmoni med Bibelen og sin bibelbundne samvittighed, kan den kristne vælge at lade sig separere. Selv om ægtefællen er ens nærmeste næste som man må vise kærlighed, udtalte Jesus utvetydigt at kærligheden til Gud havde første prioritet. (Matt. 22:37-39) Intet menneske har nogen ret til at afskære et andet fra at tilbede Gud. „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 5:29.
Når den kristne hustru kommer ud for vanskeligheder i sit ægteskab vil hun ikke handle overilet og tankeløst bryde ægteskabet ved en separation. Hun bør i stedet meget omhyggeligt tænke sagerne igennem og under bøn veje alle faktorer. (1 Pet. 4:7) Før hun tager et skridt der kan føre til at ægteskabet forliser, vil hun med udbytte stille sig selv spørgsmål som: Når jeg synes at min mand ikke forsørger os ordentligt, er det så fordi jeg stiller alt for store krav? Hvis min mand ikke sørger for familien, sker det så med fuldt overlæg eller skyldes det omstændigheder der ikke kan lægges ham til last, for eksempel dårligt helbred, økonomiske tab? Hvis jeg bliver dårligt behandlet, ytrer det sig så i grove, krænkende skældsord eller lider jeg fysisk overlast? Og hvis jeg bliver slået, hvad såres så mest: min krop eller måske snarere min stolthed? Er min åndelige tilstand virkelig i fare, eller er det bare mig som tror det fordi jeg ikke fuldt ud benytter mig af alle de foreliggende muligheder for at bevare min åndelige styrke? Er min situation så slem og så uholdbar at jeg er nødt til at lade mig separere? Eller kan vanskelighederne løses hvis jeg gør mig større flid for at rette mig efter Bibelens principper?
De mulige konsekvenser af en separation må også tages i betragtning. Hele den kristnes tilværelse vil blive ændret. Tænk på hvilket pres en separation kan udsætte den kristne for. Og sæt den kristne gav efter og begik en umoralsk handling? Hvilken ulykke! Hvis der er børn i ægteskabet er det endvidere værd at overveje om kun den ene af forældrenes omsorg og kærlighed kan tilfredsstille børnenes behov. Vil den fraseparerede kristne kunne klare sig økonomisk og på andre måder?
Hvis forholdene bliver helt utålelige kan den kristne naturligvis søge den udvej at lade sig separere, men det skal også være den sidste udvej efter at han eller hun har prøvet alle muligheder for at genoprette harmonien og efter alvorligt og under bøn at have overvejet skridtet.
Overvindelse af vanskeligheder
Hvis der opstår uoverensstemmelser med den ikke-troende ægtefælle, vil de ofte kunne udjævnes dersom ægtefællerne venligt taler ud om tingene og viser hinanden hensyn. Den kristne hustru kan for eksempel diskret gøre opmærksom på at hun ikke blander sig i sin mands ret til at vælge sin religion, og at det derfor kun er fair at hun vises det samme hensyn. Hun griber heller ikke hindrende ind i hans religiøse interesser, hvorfor det var rimeligt at hun uforstyrret fik lov til at beskæftige sig med sine. (Matt. 7:12) Vel skal den kristne hustru underordne sig sin mand (Kol. 3:18; Ef. 5:22-24), men hun erkender at Gud har størst krav på hende, for „Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved, og Gud er Kristi hoved“. (1 Kor. 11:3) For den kristne hustru er der derfor tale om en relativ underkastelse, og hvor mandens og Guds vilje brydes, må hun adlyde Gud.
Hvordan skal en kristen hustru der er gift med en ikke-troende mand, se på sin pligt til at tage del i forkyndelsen? Jehovas vidner holder møder tre gange om ugen, og det kan ikke siges at være et stort forlangende at overvære dem, eftersom mange kvinder ofte bruger megen tid på selskabelighed eller kirkeligt arbejde i ugens løb. Men hvis den kristne hustru også er ude de øvrige aftener, bliver der let vanskeligheder når hun ønsker at gå til møde. Tjenesten på arbejdsmarken behøver hun ikke at udføre når manden er hjemme og ønsker hendes selskab. Han har vel intet at indvende imod at hun i weekenden er borte et par timer for at overvære menighedens møder, men hvis hun er væk hele dagen fordi hun først tager del i tjenesten og dernæst går til møderne, kan det være han gør indsigelser. Mange kristne hustruer lægger deres arbejde således til rette at de kan gå ud i tjenesten om dagen når manden er på arbejde og børnene er i skole. Den kristne hustru hvis mand ikke bekender sig til samme tro som hun, kan derfor være nødt til at beskære sin kristne aktivitet noget, men hun vil ikke helt holde op med at komme til møderne eller at gå ud i tjenesten. (Matt. 18:20; Hebr. 10:24, 25) Selv i et splittet hjem kan man bevare sit åndelige helbred hvis man planlægger sin tid og sit arbejde og man ikke bliver træt af at gøre det rette. — Gal. 6:9.
Ethvert menneske har ret til selv at vælge hvilken religion det vil tilhøre, og det har lov til at eje en bibel og studiebøger. Det vil dog ikke sige at den kristne hustru, hvis manden ikke bryder sig om det, partout skal anbringe sine bøger på et sted hvor alle og enhver kan se dem. De kan opbevares sammen med andre personlige ejendele, og når man skal studere Bibelen eller bibelstudiebøger kan man gøre det i enrum. Så vil der ikke blive anledning til skænderier eller uenighed. Hvis selve princippet anfægtes, skal den kristne naturligvis ikke gå på kompromis, men han eller hun skal dog heller ikke ved uforstandige ord eller handlinger skabe unødige vanskeligheder. — Matt 10:16.
Undertiden bliver der strid om børnenes religiøse opdragelse fordi mand og hustru har hver sin religion. Hvis moderen er troende, kan hun taktfuldt sørge for at børnene ledsager hende til møderne og i tjenesten. Men hvis manden har noget imod det og forbyder børnene at tage med moderen, må hans ønske respekteres fordi han er familiens overhoved. Eftersom manden skal stå Gud til regnskab, vil det være uklogt af hustruen at rejse en strid om det. I hjemmet kan hun tålmodigt lære børnene at følge Bibelens principper således at de vil tjene den sande Gud når de vokser op og rejser hjemmefra.
Hvordan skal det imidlertid gå med opdragelsen af børnene hvis manden er troende og hustruen ikke er det? Den troende ægtemand har som familiens overhoved ret til at børnene opfostres til at være sande kristne, og det er ligefrem hans pligt over for Gud at sørge for det. Han vil påse at børnene overværer de kristne møder, han vil undervise dem i tjenesten på arbejdsmarken og studere Bibelen med dem hjemme.
Ægteskabets bånd vil også styrkes dersom den kristne ægtefælle omgås de materielle ting med visdom og forstand. En hustru kan have sine bestemte ønsker med hensyn til hvilke møbler de skal have. Det samme kan ægtemanden have, og som husets overhoved kan det være at han vælger nogle møbler der ikke netop er dem hustruen foretrækker. Men skal hustruen nu, fordi møblerne ikke lige er i hendes smag, føle sig krænket og bære nag til manden? Hvis dette fører til vanskeligheder imellem dem, skal hun ikke tro at hun i så fald lider for retfærdighedens skyld. For i realiteten undviger hun den kristne pligt at underordne sig sin mand. Det kan også være at den ikke-troende ægtemand får lyst til at flytte et andet sted hen. Den kristne hustru er klar over at det vil skabe nogle problemer, men hun bør føje manden i hans ønsker, for han har ret til at bestemme hvor familien skal bo. Stridigheder der opstår fordi den ene af parterne ikke er tilfreds med lejligheden, kan blive så alvorlige at parterne ville være tilbøjelige til at løse problemet ved at lade sig separere. I det tilfælde vil separationen ikke skyldes religiøse uoverensstemmelser. Hele uoverensstemmelsen burde kunne ryddes af vejen dersom man blot fulgte Bibelens principper.
Det er aldrig svært at se hvor ægtefællen begår fejl. Den kristne hustru bør imidlertid spørge sig selv: „Hvordan kan jeg bidrage til at ægteskabet bliver lykkeligt? Hvis min mand ikke kommer hjem om aftenen fordi han går ud og drikker, kan det så være fordi han er ked af at opholde sig i hjemmet? Stikker jeg altid til ham? Holder jeg ustandselig gardinprædikener for ham? Er børnene uregerlige?“ En sådan selvransagelse kan være meget afslørende — og nyttig. Hustruen har pligt til efter bedste evne at holde hjemmet på en sådan måde at manden har lyst til at komme hjem om aftenen.
Den troende skal heller ikke fuldstændig ignorere den ikke-troende ægtefælles interesser. Dengang de begyndte at fatte interesse for hinanden, gjorde de sig al umage for at gøre hinanden tilpas. Den troende skal fortsat bestræbe sig på at gøre sin ægtefælle tilpas. Selv om hustruen ikke har interesse for alt hvad manden beskæftiger sig med, bør hun for ægteskabets skyld vise det nogen opmærksomhed. Kærligheden kan vanskeligt trives imellem ægtefæller hvis de ikke er fælles om nogen ting. Hvor der ikke er tale om at bryde eller krænke bibelske principper vil den troende ægtefælle tilsidesætte personlige ønsker og bruge tid til sammen med den ikke-troende ægtefælle at gøre hvad han har lyst til. På denne måde kan den troende vise at kristne er rimelige. Hvis den troende handler på denne kærlige måde kan det være at selve denne hensynsfuldhed giver den ikke-troende lyst til at undersøge kristendommen.
Den kristne ægtemand skal ikke være streng og fordringsfuld, hvilket er en sikker metode til at ødelægge ægteskabets lykke og berede vejen til separation. Tænk på hvilken glæde både mand og kvinde oplevede da de indgik i ægteskabet. Hvorfor ikke arbejde på at bevare den? Hvorfor skal en kristen ægtemand bære sig ad på samme måde som de mænd i verden der hensynsløst tyranniserer deres hustruer og udsætter dem for grove ord og en ukærlig behandling? Det er rigtigt at den nedarvede synd medfører at kvinden vil erfare rigtigheden af ordene: „Med smerte skal du føde børn“ og „til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig.“ (1 Mos. 3:16) Men en moden ægtemand vil ikke optræde diktatorisk. (Kol. 3:19) Han vil tage hensyn til sin hustrus følelser. Og selv om han har ansvaret for at træffe den endelige afgørelse vil han rådføre sig med hende, ikke for at modtage direktiver, men for at han kan vide noget om hendes problemer, så han kan tage dem med i sine betragtninger når han skal træffe afgørelsen. Sit ansvar som familiens overhoved vil han skuldre på en kærlig og værdig måde, idet han forstandigt efterlever apostelen Paulus’ råd: „På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken.“ (Ef. 5:28, 29) Ægtemanden skal elske den kvinde som han i sin tid ønskede at dele livet med. Selv om hun ikke i øjeblikket har ønske om at blive en sand kristen skal den kristne ægtemand tilbringe en del af sin tid sammen med hende, tage sig af hende og rose hende. Ægtemanden må aldrig have så travlt at han ikke kan ofre nogen tid på hende og aldrig kan forsikre hende om at han elsker hende. Dersom ægtemanden lægger sig dette på sinde, kan det betyde et lykkeligere ægteskabeligt samliv og føre til at hustruen ønsker at blive en sand kristen. Negligeres det, kan det få ulyksalige følger.
Kristne ægtemænd og hustruer nyder store fordele. De har Guds hellige ånd. I kraft af den kan de opdyrke frugter som selvbeherskelse, kærlighed, mildhed, venlighed og lignende egenskaber. (Gal. 5:22, 23) De vil have en overordentlig gavnlig indflydelse på det ægteskabelige liv! Den kristne som er gift med en ikke-troende må naturligvis forstå at denne måske ikke kender Guds krav og ikke er indstillet på at følge Bibelens principper. Følgelig kan der opstå vanskeligheder, men den kristne skal uanfægtet bære åndens frugter. Gør den kristne det uden at tabe modet og uden at miste tilliden til Jehova Gud, vil det kunne føre til en skøn belønning, således som Peter siger: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje.“ — 1 Pet. 3:1, 2.
I denne urolige verdener det ikke ualmindeligt at høre om separationer og skilsmisser samt de problemer og sorger de bringer med sig. Sande kristne spejder frem mod den nye retfærdsverden hvor separation, sorg og vanskeligheder ikke længer skal kendes. Men nu i denne gamle verdens sidste dage kan man midt i urolige begivenheder blive stillet over for det spørgsmål om man skal lade sig separere fra sin ægtefælle. Man skal selv træffe den endelige afgørelse. Men inden den træffes bør man overveje hvilke grunde til separation Bibelen anerkender. Endvidere skal konsekvenserne af en separation tages i betragtning. Man gør klogt i at foretage en selvransagelse. Man bør tillige rådføre sig med modne kristne tilsynsmænd og høre hvad de har at sige. Man skal tænke over de gode virkninger det kan have at fortsætte ægteskabet selv under vanskelige forhold, idet der hos manden eller hustruen måske en skønne dag kan opstå et ønske om at tilbede Jehova. Man bør tænke på hvilken glæde det kan berede en hvis man ikke tager det skridt at lade sig separere! I alle tilfælde skal den kristne gøre sit yderste for at stå dadelfri i Guds øjne så han eller hun kan modtage hans velsignelser.