Spørgsmål fra læserne
● Da jeg tilhørte et kirkesamfund, forbød præsten os at gå i biografen, og jeg lovede aldrig at gå der. Efter at jeg nu er kommet ind i sandheden, spekulerer jeg på, om jeg stadig er bundet af det løfte, og om det skulle være forkert at se en film nu og da? — H. M., Canada.
Med hensyn til dit løfte, som blev aflagt, mens du tilhørte et kirkesamfund, kan vi kun sige: Dersom du nu indser, at du var vildledt af præstens indflydelse og handlede ud fra en forkert forståelse og uden at være indviet til Gud, da kan din samvittighed tillade dig at betragte løftet som noget, der mistede sin gyldighed, da du vendte dig bort fra den politiske, kommercielle og falske religiøse verden og indviede dig til den levende og sande Gud. Men løfter, som aflægges efter, at man er kommet ind i sandheden, og i oprigtighed ind for Gud, kan ikke tages letsindigt. — Præd. 5:1-5.
Med hensyn til at gå i biografen så opstiller Selskabet ikke nogen regler eller forskrifter om, hvorvidt dets forkyndere kan gå i biografen, til idrætsstævner o.s.v. eller ej. Vi overlader det til den enkeltes samvittighed at afgøre, om han vil gå til sådanne ting eller ikke, og hvis han gør det, da at bruge sin sunde fornuft ved valget af, hvad han vil se eller høre. Enhver må gøre sig det klart, hvorfor han ønsker at komme sådanne steder, og hvordan det vil påvirke ham i åndelig henseende, og om han derved bringer sig selv i en farlig situation, som han helst skulle have undgået, og så må han personligt tage ansvaret for sine handlinger og for konsekvenserne deraf. Men det tilkommer ikke os at kritisere et andet menneskes handlemåde, som det selv anser for ret og rimelig, og som det følger efter nøje og grundig overvejelse. Vi må altså overlade det til dig selv at afgøre sagen, og vi hverken opmuntrer eller fraråder dig. Hvad du gør, bliver dit eget ansvar ind for Gud, og du må have opmærksomheden henvendt på følgerne af din handlemåde for at kunne bedømme, hvorvidt du skal fortsætte med den eller ikke.
● Støtter bibelen den tanke, at det, en moder ser og oplever under sit svangerskab, på en eller anden måde kan komme til at præge hendes barn? Nogle siger, at den gør det, og citerer 1 Mos. 30:37-43 som bevis. — T. C., Pennsylvania.
Da Jakob ønskede at forlade sin svigerfader Labans tjeneste, ville Laban have, at han skulle blive og få sin løn, idet han spurgte: „Hvad skal jeg da give dig?“ „Du skal ikke give mig noget,“ sagde Jakob, „men hvis du går ind på, hvad jeg nu foreslår dig, vedbliver jeg at være hyrde for dine hjorde og vogte dem. Jeg vil i dag gå hele din hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede dyr; alle de sorte får og de blakkede eller spættede geder [der herefter fødes, Mo] skal være min løn.“ Dette gik Laban med til, og beretningen fortæller videre: „Så udskilte han [Laban] samme dag de stribede og blakkede bukke og de spættede og blakkede geder, alle dem, der havde hvide pletter, og alle de sorte får og overgav dem til sine sønner, og han lod der være tre dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob vogtede resten af Labans hjord. Men Jakob tog friske grene af hvidpopler, mandeltræer og plataner og afskrællede barken således, at der kom hvide striber på grenene; og de afskrællede grene stillede han op i trugene foran dyrene, i vandrenderne, hvor dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, når de kom for at drikke; dyrene parrede sig foran grenene og fødte så stribet, spættet og blakket afkom. Og lammene udskilte Jakob. Og han lod dyrene vende hovedet mod de stribede og alle de sorte dyr i Labans hjord. På den måde fik han sine egne hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans. Og hver gang de kraftige dyr parrede sig, stillede Jakob grenene op foran dem i vandrenderne, for at de skulle parre sig foran grenene; men når det var de svage dyr, stillede han dem ikke op; således kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.“ — 1 Mos. 30:25-42.
Dette kunne se ud til at støtte teorien om, at den indflydelse og de indtryk, som moderen udsættes for under svangerskabet, gives videre, men videnskabelige forsøg har ikke kunnet bekræfte Jakobs erfaring. Den kendsgerning, at der ikke er nogen nerveforbindelse mellem moderen og det ufødte barn, gør det vanskeligt at tro, at moderens indtryk skulle kunne præge eller fysisk forandre det ventede barn. Naturligvis er moderens helbred under svangerskabet „den vigtigste faktor for, om fosteret skal blive fuldbårent og fødes i en levedygtig og sund tilstand“, men „myten om, at ulykker og bevægede optrin skulle kunne præge fosteret, burde afskaffes“, siger Nina A. Andersons Textbook of Pediatrics, udgave 1950.
Dr. Palmer Findley mener det samme i sin bog The Story of Childbirth, og viser i et afsnit om moderens indflydelse, at man i gammel tid troede på påvirkning under svangerskabet. „I Lycurgus’ lov var det påbudt, at spartanske kvinder skulle betragte statuerne af Castor og Pollux for at bibringe deres afkom samme styrke og skønhed.“ „Hippokrates lærte, at hvis den frugtsommelige kvinde blev udsat for stærke sindsbevægelser, ville hendes barn blive vanskabt.“ Aristoteles troede ligeledes på denne gamle opfattelse og sagde, at mange kvinder fødte børn med hareskår efter at have set en hare, og henførte andre deformiteter hos børn til „moderens indbildningskraft“ og hævdede, at „hun måtte have kastet sine øjne og sind på en eller anden skabning med misdannet skikkelse“. Ægyptens hellige tyr i Memfis; der havde en eller to ørneagtige figurer på sin ryg og en halvmåne på sin pande, skulle dræbes, når den var fem og tyve år gammel; men før det skete, måtte præsterne fremskaffe en efterfølger med lignende mærker. I et forsøg på at få en ung tyr med de rette mærker blev de ægyptiske køer under undfangelsen omgivet af særlige udskårne og farvede genstande.
Det er derfor klart, at troen på påvirkning under svangerskabet er gammel, og vi kan forstå, at Jakob ville antage den samme opfattelse, som var almindelig på hans tid. Men virkede den i Jakobs tilfælde? Det er sandt, at heldet fulgte Jakob, da han bragte sin plan, der var baseret på påvirkning under svangerskab, til udførelse, men bibelen siger ikke specielt, at det var årsagen til hans held. I virkeligheden anfører bibelen en anden grund til, at de ensfarvede geder frembragte spættede og blakkede og stribede lam. I det næste kapitel fortæller Jakob sine hustruer, Labans to døtre Lea og Rakel, hvorfor han havde heldet med sig. Læg mærke til, at han ikke giver sin fremgangsmåde, der var baseret på teorien om påvirkning under svangerskab, æren: „Således tog Gud hjordene fra jeres fader og gav mig dem. Og ved den tid, dyrene parrede sig, så jeg i drømme, at bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede; og Guds engel sagde til mig i drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg! Da sagde han: Løft dit blik og se, hvorledes alle bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede.“ — 1 Mos. 31:9-12.
Jehova Gud gav her Jakob besked om den moderne arvelighedslære. Der var ingen plettede geder i den hjord, Jakob vogtede, og dog viste drømmen plettede geder. Hvordan kunne det være? Det er tydeligt, at pletterne ikke var synlige, men deres tilstedeværelse på disse ensfarvede dyr blev på en overnaturlig måde åbenbaret for Jakob, og både indprentet ham ved det, han så i drømmen, og ved, at engelen særlig henledte hans opmærksomhed på dem. Øjensynlig var disse ensfarvede geder bastarder, det vil sige, de var resultatet af en krydsning mellem de spættede og de ensfarvede geder, der løb sammen i Labans hjorde. Skønt disse bastarder selv var ensfarvede, bar de i deres forplantningsceller arvelighedsbetingelserne for et plettet og spættet afkom, og ifølge arvelighedslovene, som Gregor Mendel opdagede i det nittende århundrede, og som i dette tyvende århundrede er blevet mere indlysende og mere udbredt, blev mange af disse ensfarvede bastardgeders afkom plettet eller spættet. I drømmen åbnede Gud Jakobs øjne for den naturligvis usynlige tilstedeværelse af de arveanlæg for plettet og spættet afkom, der fandtes hos de ensfarvede bastardgeder, og Jehova kunne sagtens sørge for, at der blev flest af det spættede afkom. Både Laban og Jakob anerkendte Jehovas medvirken i denne sag. (1 Mos. 30:27-30; 31:5, 7, 9, 16) Med hensyn til udtalelsen i 1 Mos. 30:41, 42 om, at det kraftigste afkom tilhørte Jakob, bør man huske på, at alle de spættede og blakkede ville komme fra bastarderne, og det er en moderne biologisk sandhed, at bastarder er stærkere end ukrydset afkom. Ikke alle gederne i den hjord, Jakob vogtede, var bastarder, og disse svagere dyr, der manglede bastardernes kraft, ville parre sig indbyrdes og kun frembringe ensfarvet afkom, og disse svagere lam ville være Labans.
Det fremgår heraf, at bibelen ikke støtter den tanke, at det, en moder ser eller oplever under sit svangerskab, kan komme til at præge hendes barn. Jakob troede sådan ved begyndelsen af sit eksperiment, men forandrede sit synspunkt, da Gud lærte ham noget andet. Jakob ejede Guds godkendelse og kan roses for at have handlet i overensstemmelse med den kundskab, han besad, og for at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at få et godt resultat, og Gud velsignede Jakob. Men den måde, hvorpå de gode resultater blev opnået, åbenbaredes ved den inspirerede drøm og ikke ved Jakobs parringsmetoder.
● Vagttaarnet for 15. januar 1950 talte om „Jehovas dag“, som om den hørte fremtiden til. I Vagttaarnet for 1. maj 1950 lyder det derimod, som om vi allerede befandt os på „Jehovas dag“. Hvordan kan man få disse udtalelser til at stemme overens? — J. B., Virginia.
Vagttaarnet for 15. januar 1950 handlede om „Jehovas dag“ over det modbilledlige Babylon, som skildres i Es. 13. I forbilledet indtraf den dag, da det gamle Babylon faldt. I vor tid oprinder den, når det store Babylon, Djævelens organisation, falder. Så den dag, da Jehovas sælsomme værk, slaget ved Harmagedon, finder sted, er stadig fremtidig. Vi beder om den. Den „Jehovas dag“, som vi har befundet os på siden 1914, Og som Vagttaarnet for 1. maj 1950 talte om, er „dagen“ over hans åndelige Israel, som kendetegnes ved, at han har overtaget sin magt og indsat sin konge på tronen, idet han har lagt ham i Zion som hovedhjørnestenen. Denne er dagen, som Jehova har gjort, og vi vil fryde og glæde os på den, lykkelige over, at den er her. (Sl. 118:24) Vi må altid gøre os klart, i hvilken forbindelse udtrykket „Jehovas dag“ forekommer, thi det kan have en dobbelt betydning eller mening.
● Et rosenkreuzersk skrift påstår, at der ikke fandtes nogen by ved navn Nazaret førend det tredje århundrede e. Kr., at Jesus aldrig har boet i Nazaret, og at der de steder, hvor han omtales som „Jesus fra Nazaret“, bør læses „Jesus nazaræeren“, fordi han var født og opdraget af nazaræerne og essæerne (kendt som det „store hvide broderskab“). Hvorledes vil De besvare disse påstande? — A. S., Ontario, Canada.
Skønt nazaræer(e) kun forekommer to gange i King James Version, vil De se, at det findes regelmæssigt i New World Translation, ca. nitten gange fra Matt. 2:23; 26:71; Mark. 1:24 og videre indtil Ap. G. 26:9. Men det modbeviser ikke, at Jesus var fra Nazaret og derfor kaldtes nazaræer, lige så lidt som det beviser, at han var medlem af nazaræernes og essæernes sekt. Disse omtales ingen steder i de kristne græske skrifter.
Skønt Jesus således i de ovennævnte skriftsteder kaldes nazaræer, omtales han i Joh. 1:45 og Ap. G. 10:38 tydeligt som „Jesus fra Nazaret“. Det er sandt, at Nazaret ikke nævnes af nogen jødisk kilde fra denne tid, ikke engang af Josefus, men det udelukker ikke eksistensen af en sådan by i Galilæa. Den nævnes i de kristne græske skrifter, og det er nok for os, som holder Gud for sanddru, og Guds ord siger afgjort, at det var på grund af sin tilknytning til Nazaret, at han endog forud af profeterne blev kaldt nazaræer, og ikke fordi han tilhørte en forløber for rosenkreuzerbevægelsen. (Matt. 2:23) Selve navnet Nazaret nævnes tydeligt tolv gange i de kristne græske skrifter.
McClintock & Strong’s Cyclopædia siger under „Nazaret“: „Før denne begivenhed [Matt. 2:23] er stedet fuldstændig ukendt for historien. I det Gamle Testamentes skrifter nævnes det ikke en eneste gang, skønt der næppe fra de tidligste tider kan have undgået at ligge en by på et så hensigtsmæssigt sted. Josefus, der dog personlig var kendt med hele det område, hvori den ligger, er ligeledes tavs med hensyn til den. Stedets ensomme natur i forbindelse med selve byens ubetydelighed har sandsynligvis bidraget til at indhylle den i ubemærkethed, hvorfor den synes at være guddommelig udvalgt til at være stedet for Guds . . . søns opdragelse. Ligesom hans forløber Johannes Døber „var i ørkenerne“, ubemærket og ukendt, „indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel“, således var den store Messias også skjult for verden blandt Galilæas høje, indtil hans forkyndervirksomhed begyndte. . . . Om den gamle bys beliggenhed kan der ikke herske tvivl. Navnet på den nuværende landsby er en-Nâzirah, altså det samme som det gamle.“
Nazaret er den syriske form for navnet. Det var et godt skjulested for Josef og Maria at gemme sig for den morderiske Herodes.