Kan man finde behag i lidelser?
1. Hvem handler Esajas, kapitel 53, om, og hvordan kan dette bevises?
ESAJAS blev inspireret til at nedskrive mange profetier om Jehovas tjener, som var og er Kristus Jesus, Messias. Hele det treoghalvtredsindstyvende kapitel af Esajas’ bog fortæller om Messias’ lidelser, død og begravelse. Der er almindelig enighed om at dette inspirerede kapitel får sin opfyldelse på disse begivenheder, idet det fremgår af mange citater herfra i De græske Skrifter. De indledende ord i Esajas 53:1 citeres af Johannesevangeliet 12:37, 38, og som berettet i Lukas 22:37 anvendte Jesus et af de sidste udtryk i Esajas 53:12 på sig selv.
2. (a) Hvilken forkert slutning kunne man drage hvis man kun læste den første del af Esajas 53:10? (b) Hvilken regel må man følge når man ønsker at få den rette forståelse af et skriftsted?
2 I Esajas 53:10 (NW) læser vi: „Men Jehova selv fandt behag i at knuse ham; han påførte ham, sygdom.“ Dette udtryk taget ud af sammenhængen — noget som kristenhedens lærere ofte gør — kunne måske få en bibelkritiker eller bibelkommentator til at udbryde: „Hvilken sadistisk Gud som finder behag i at knuse sin egen søn!“ Vi må imidlertid huske at når vi prøver at forstå noget af Guds ord, er det af største vigtighed at vi omhyggeligt betragter sammenhængen. Det er ikke nok blot at læse versene lige før og lige efter; man må også undersøge andre skriftsteder om emnet, vel vidende at den sande forståelse vil være i overensstemmelse med og aldrig i modstrid med alle disse skriftsteder. Det er fordi man i udstrakt grad undlader at følge dette ledende princip at der opstår så mange fortolkninger som får det til at se ud som om Bibelen modsiger sig selv.
3. (a) Hvad måtte der først ske hvis det Jehova har behag i skal lykkes? (b) Hvorfor kunne Jehova finde behag i at knuse sin tjener?
3 Læg i dette tilfælde mærke til de interessante oplysninger vi får når vi læser hele verset: „Men Jehova selv fandt behag i at knuse ham; han påførte ham sygdom. Når du vil bringe hans sjæl som et skyldoffer, skal han se afkom, han skal forlænge sine dage, og i hans hånd skal det som Jehova har behag i, lykkes.“ (Es. 53:10, NW) Lagde du mærke til forbindelsen mellem de to måder ordet „behag“ blev brugt på? Du kan ikke tillade dig at adskille dem. Det centrale i „det som Jehova har behag i“, er hans rige. Derigennem vil hans vilje eller det han finder behag i lykkes. Først af alt måtte menneskets skyld som hidrører fra den nedarvede synd, imidlertid fjernes på en måde der opfyldte Guds retfærdige krav. Dette ville bane vejen for at de der i taknemmelighed ville tage imod en sådan barmhjertig foranstaltning, på ny kunne indtage en retfærdig stilling ind for Gud. Ikke en eneste af Adams sønner kunne udvirke dette. Derfor sørgede Jehova for at hans tjener, hans søn, kom til jorden og gav sig selv „som en tilsvarende løsesum for alle“. Ja, „Kristus [blev] ofret én gang for alle for at bære manges synder“. Dertil kom at det behagede Jehova at tilvejebringe en prøvet, loyal tjener, der fuldt ud ville være kvalificeret til at gennemføre alle Guds riges storslåede mål eller hensigter. Dette ville kræve, en der kunne påtage sig en konges arbejde og pligter og som samtidig kunne virke som en ypperstepræst der kunne gå i forbøn eller træde mæglende ind for det faldne menneske. Hvem kunne være bedre egnet end han der blev ’soning for hele verdens synder’? For at blive „gjort fuldkommen“ til en sådan ansvarsfuld stilling måtte han prøves til det yderste. Han „lærte . . . lydighed af det han led“. I betragtning af den herlige og storslåede stilling der ventede ham, kan vi bedre forstå hvorfor Jehova „fandt behag i at knuse“ sin tjener. Det var ikke et spørgsmål om at hensigten helligede midlet. Midlet var i sig selv, skønt smertefuldt, et værdigt middel, således som vi nærmere skal se. — 1 Tim. 2:6, NW; Hebr. 9:28, NW; 1 Joh. 2:2; Hebr. 5:8-10, NW; Rom. 3:25, 26.
4. Hvordan støtter sammenhængen yderligere denne tanke?
4 Lad os imidlertid først se hvordan endnu et blik på sammenhængen bekræfter de omtalte skriftsteder og kommentarer, og samtidig viser at Jehovas tjener ville være tilfreds med udfaldet. „På grund af sin sjæls møje skal han se, skal han blive tilfreds. Ved hjælp af sin kundskab skal den retfærdige, min tjener, give mange en retfærdig stilling; og deres brøde vil han selv bære. . . . han bar selv manges synd, og for overtræderne begyndte han at træde mæglende ind.“ — Es. 53:11, 12, NW.
5. Hvilke spørgsmål opstår der med hensyn til Jesu eget syn på sine lidelser?
5 Selv om vi er enige om at Jehova har inspireret den profetiske beretning om at han fandt behag i at fastlægge den kurs hans tjener skulle følge og de lidelser han skulle gennemgå, kan der opstå et spørgsmål om tjenerens eget syn på sagen. Blev lidelsen påtvunget ham? Vidste Jesus, Guds tjener, fra begyndelsen af sin tjeneste hvilke lidelser der ventede ham? Vidste han på forhånd hvilke hårde prøvelser der ville gøre ende på hans liv på jorden? Gav han i så fald udtryk for sine inderste følelser, sin indstilling hertil?
6. Hvad lærer vi når vi undersøger Jesu baggrund?
6 Før vi undersøger hvad Jesus selv sagde om dette kan vi tænke på at han, ligesom Timoteus, fra barn af var blevet undervist i de hellige skrifter, og at han desuden bevarede det han havde lært i en fuldkommen hukommelse. Han må have fået fortalt hvad engelen Gabriel havde sagt til hans moder dengang hun undfangede ham, og han må ligeledes have hørt om Simeons inspirerede ord om et sværd der skulle gennemtrænge hende på grund af ham. I en alder af tolv år viste han med sine ord at hans hjerte og sind var optaget af det der angik hans virkelige Fader og hans Faders hus. (2 Tim. 3:15; Luk. 1:30-35; 2:34, 35, 49) Da han kom til Johannes for at blive døbt, og muligvis længe før det tidspunkt, forstod han at han var kommet til jorden for at tilvejebringe det fuldgyldige syndoffer der var en opfyldelse af de forbilledlige dyreofre under Loven. Han sagde som det var forudsagt: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ (Sl. 40:7-9; se også Hebræerbrevet 10:5-9.) Han forstod betydningen af de ord hvormed Johannes Døber præsenterede ham: „Se Guds lam, som bærer verdens synd!“ I begyndelsen af sin tjeneste, dengang han første gang rensede sin Faders hus, gav han til kende at han skulle lide en voldelig død og blive oprejst. Henimod afslutningen af sin tjeneste gav han meget tydelige svar på de ovennævnte spørgsmål, og disse svar fortjener en nærmere undersøgelse. — Joh. 1:29; 2:18-22.
Jesu indstilling
7. Hvordan reagerede Jesus på grækernes anmodning om at se ham, og hvorfor?
7 Med denne baggrund i tanke kan vi forstå den dybe betydning af det Jesus sagde til Andreas og Filip. Lejligheden indtraf dengang der — efter at han var draget ind i Jerusalem som konge, hvilket skabte megen røre og irriterede farisæerne stærkt — var nogle grækere der var kommet til påskefesten og som bad om at se Jesus. (Joh. 12:20-22) Men Jesus vidste at han ved denne påskefest, blot nogle få dage senere, skulle stå over for og udholde den frygtelige byrde i form af alle de lidelser der var forudsagt om ham og som ville ende med hans pinefulde død på marterpælen. Det var ikke tiden til at tragte efter popularitet, eller til at tilfredsstille en flygtig interesse. I stedet gav han med få ord til kende over for Andreas og Filip nøjagtig hvad der ventede ham, hvordan han så på det og følte med hensyn til det, samtidig med at han nævnede nogle grundlæggende principper der berører os alle. Jesus sagde:
8. Hvad sagde Jesus i sin forklaring til Andreas og Filip?
8 „’Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt. Den, som elsker sit liv, mister det; men den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time! dog, derfor er jeg kommen til denne time. Fader, herliggør dit navn!’ Da lød der en røst fra Himmelen: ’Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.’“ — Joh. 12:23-28.
9. Hvordan viste Jesus at han fuldt ud var i overensstemmelse med Guds hensigt med ham?
9 Jesus var sig uden tvivl yderst bevidst hvad der ventede ham. Dette gav ham en forsmag på opfyldelsen af de udtryksfulde profetiske ord i Salme 116:3: „Dødens bånd omspændte mig, Dødsrigets angster greb mig, i trængsel og nød var jeg stedt.“ Hvis blot det kunne undgås! Men nej, som han sagde: „Derfor er jeg kommen til denne time.“ Han var fuldt ud i overensstemmelse med hele handlingsforløbet, ja med alt hvad der skulle ske. Dette fremgår klart af hans indledende og afsluttende ord, for han taler først om sin egen herliggørelse og slutter så med den endelige herliggørelse af sin Faders navn. Og hvilken styrke og trøst må det ikke have været for ham straks at høre sin Fader bekræfte dette, som jo var selve hovedpunktet i stridsspørgsmålet: „Jeg har allerede herliggjort det [mit navn], og jeg vil atter herliggøre det.“ Fra begyndelsen til afslutningen på sin tjeneste var Jesus besluttet på at følge den kurs der var afstukket for ham. I begyndelsen overvandt han Johannes’ modstand mod at han blev døbt, og da han nærmede sig afslutningen „holdt han sig stadig Jerusalem for øje som sin vandrings mål“. Ved begge disse lejligheder fik han ligeledes et direkte og vidunderligt vidnesbyrd om sin Faders godkendelse. Han beviste at hans indstilling var nøjagtig som forudsagt i den samme salme (116): „Mine løfter vil jeg indfri [Jehova] i påsyn af alt hans folk.“ — Matt. 3:13-17; Luk. 9:28-35, 51; Sl. 116:14, 18.
10. Hvordan anvendte Jesus billedet med et hvedekorn på sig selv?
10 Læg dernæst mærke til det glimrende argument og den rammende illustration der omtales i Johannes 12:24, 25 og som viser nødvendigheden af at han led offerdøden. Et hvedekorn kan ikke bære frugt og blive til flere korn hvis ikke det lægges i jorden og dør. Dette havde en særlig betydning i Jesu tilfælde. Hvis han i selviskhed og i modstrid med sin Faders vilje holdt fast ved sit jordiske liv, ville han have tabt. Desuden ville han kun midlertidigt have kunnet gavne andre. Hvis han derimod var villig til at give sin sjæl, sit liv, „i denne verden“, som foreskrevet af den store Sædemand, Jehova, ville han ikke alene „bevare det til evigt liv“ i Guds nye orden, men kunne også blive „Evigheds-Fader“ for utallige andre. Som Paulus sagde: „Derfor var det jo, Kristus døde og blev levende, for at han skulle blive Herre både over døde og levende.“ — Es. 9:6; Rom. 14:9.
11. Hvordan ved vi at Jesus her ikke blot tænkte på sig selv?
11 Det fremgår imidlertid tydeligt af det Jesus derefter sagde om dem der ville tjene ham, sådan som vi læser i Johannes 12:26, at han ikke blot tænkte på sig selv. Han vidste ganske rigtigt at han skulle dø offerdøden på en marterpæl og derved tilvejebringe den enestående værdi der var knyttet til et sådant offer. Men han vidste også at det var hans Faders vilje at han skulle have disciple som skulle gå i hans fodspor. Disse ville blive opfordret til på lignende måde at fornægte sig selv og tage deres marterpæl op og stadig følge ham. Dette bekræftes af det Jesus havde sagt tidligere, lige før forklarelsen på bjerget, og som de andre evangelieskribenter gengiver med næsten samme ord: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors [sin marterpæl, NW] op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det.“ — Matt. 16:24-27; Mark. 8:34-38; Luk. 9:23-26.
12. (a) Hvordan beskriver Paulus Jesu indstilling? (b) Hvilket storslået resultat henviser Paulus derpå til?
12 I Paulus’ indtrængende opfordring til disse disciple lægger vi mærke til hans glimrende beskrivelse af Kristi Jesu indstilling. Læg mærke til hvordan Paulus viser at en direkte følge af Kristi lidelser er at „i hans [Kristi] hånd vil det som Jehova har behag i, lykkes“. (Es. 53:10, NW) Paulus skriver: „Bevar den samme indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig på at være Gud lig. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og blev mennesker lig. Ja, mere end det, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop af den grund ophøjede Gud ham også til en overordnet stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over alle andre navne, så at hvert knæ, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, skulle bøje sig i Jesu navn, og hver tunge skulle åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ — Fil. 2:5-11, NW.
13. Hvad var nødvendigt for at Jesus kunne få og bevare den rette indstilling?
13 Hvordan kan vi få og bevare den samme indstilling som Jesus havde, og som han beviste ved hele sin adfærd? Hvordan bevarede Jesus selv en sådan enestående indstilling i sind og hjerte? Svaret må afgjort være at han omhyggeligt sørgede for at få det rette syn på alt hvad der berørte hans liv og tjeneste. Det fik han ved fuldstændigt at tilegne sig sin Faders ord, således som det var forudsagt om ham: „Din lov er i mit indre.“ Det var det der gjorde at han, da han tog tjenesten op og begyndte at vandre på prøvelsens vej, kunne sige: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ — Sl. 40:9.
14. (a) Gælder det samme os? (b) Hvordan fik Eva et forkert syn på tingene og hvilken dårlig indstilling førte det til?
14 Det samme gælder os. Det er nødvendigt at vi har det rette syn dersom vi skal opelske og bevare den rette indstilling. Omvendt vil et forkert syn, hvor oprigtigt det end er, utvivlsomt føre til en forkert indstilling. Det er hvad der skete med Eva. Læg mærke til hvordan Guds første ord understregede hans gavmildhed og rundhåndethed. Han „bød Adam: ’Af alle træer i haven har du lov at spise’“. Så kom den eneste undtagelse: „Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ Læg mærke til Satans første ord dengang han talte gennem slangen, som „sagde til kvinden: ’Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?’“ Det var jo lige det modsatte af hvad Gud havde sagt! Det man kunne udlede af dette spørgsmål gjorde det i virkeligheden til den første løgn, idet det fremstillede sagen i et forkert lys, skabte en atmosfære af tvivl og førte til den første direkte løgn: „I skal ingenlunde dø.“ (1 Mos. 2:16, 17; 3:1-5) Eva lod sig bedrage, hvilket hurtigt førte til en forkert indstilling og til at hun „faldt i overtrædelse“. Vi bør tage dette som en tydelig advarsel der skulle få os til at være på vagt; som Paulus siger: „Jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus.“ — 1 Tim. 2:14; 2 Kor. 11:3.
Glæd dig over at få del i Kristi lidelser
15. Hvordan viser Esajas, kapitel 53, modsætningen mellem de to måder at betragte Guds tjener på?
15 Denne advarsel er især nødvendig når der er tale om lidelser, der i almindelighed betragtes som noget man bør undgå for enhver pris. Dette er hovedargumentet i Esajas, kapitel 53. En lidende Messias? Det var ikke noget for jøderne, hverken dengang eller nu. „[Han var] ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, . . . vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.“ (Es. 53:3, 4) De betragtede Messias fra et selvisk, menneskeligt synspunkt, og det førte til en hadefuld, ja morderisk indstilling. Hvilken velsignelse er det derimod ikke når vi får Jehovas syn på ham og lærer hvorfor Han fandt behag i sin søns villighed til at ofre sig og lide. Vi kan sige med dyb værdsættelse og taknemmelighed: „Vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig; . . . han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld.“ — Es. 53:1-6.
16. (a) Hvorfor er det nødvendigt for den kristne menighed at få del i Kristi lidelser? (b) Hvorfor bør vi ikke blive modløse når vi tugtes?
16 De der udgør den kristne menighed høster imidlertid ikke blot gavn af Kristi lidelser, men de opfordres også til selv at få del i dem. Ja, det er nødvendigt at de får det. Som Paulus forklarer: „Det sømmede sig for ham . . . når han førte mange sønner til herlighed, at gøre deres frelses hovedformidler fuldkommen gennem lidelser,“ og videre: at „han [måtte] blive lig sine ’brødre’ i alle henseender, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst . . . For ved at han selv har lidt da han blev stillet på prøve, kan han komme dem til hjælp som stilles på prøve“. (Hebr. 2:10, 17, 18, NW) Ja, hvor er det nødvendigt og på sin plads at alle de der skal være konger og præster sammen med Hovedformidleren på hans himmelske trone, på lignende måde prøves og gøres fuldkomne. (Åb. 20:6) En sådan gennemgribende prøve indbefatter pres, tugt, udholdenhed, renselse og lutring, alt sammen noget der er forbundet med lidelser. Som Paulus senere siger: „Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender [vor tros hovedformidler og fuldender, NW].“ Han understreger derpå hvad der er det rette syn: „Lad ej hånt om Herrens [Jehovas, NW] tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; thi Herren [Jehova, NW] tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær.’ . . . Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ — Hebr. 12:1-11.
17. Hvordan bekræfter Jakob og Peter dette?
17 Den næste bibelskribent, Jakob, bekræfter dette idet han siger: „I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser. I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed; og udholdenhed skal føre til fuldkommen gerning, så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.“ (Jak. 1:2-4) Ja, de skulle glæde sig; ikke over selve prøvelsen, men over det den resulterer i hvis den tages på rette måde. Peter bekræfter også dette i sit første brev, og efter at have advaret: „Det må jo ikke ske, at nogen af jer lider som morder, som tyv, som forbryder eller som angiver,“ siger han: „De, som efter Guds vilje må lide, [skal] overgive deres sjæle til den trofaste Skaber, alt imens de gør det gode.“ — 1 Pet. 1:6, 7; 4:15, 19.
18. Hvordan udfyldte Paulus det der manglede af Kristus-trængsler?
18 Det er indlysende at Gud på forhånd vidste og forud bestemte hvor mange lidelser og trængsler der ville være nødvendige for Kristi og hans menigheds vedkommende. Paulus var villig til at tage sin del, således som han siger: „Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristus-trængsler, udfylder jeg i mit kød til bedste for hans legeme, kirken.“ Hans egen beretning vidner om hvor meget han udholdt. (Kol. 1:24; 2 Kor. 11:23-27) Disse prøvelser kom heller ikke bag på ham; det ved vi fra det Herren sagde til Ananias: „Jeg vil vise ham [Paulus], hvor meget han skal lide for mit navns skyld.“ — Ap. G. 9:16.
19. Får ’den store skare’ af „andre får“ del i lidelserne, og i hvilken hensigt?
19 Selv om de foregående skriftsteder først og fremmest gælder den kristne menighed, gælder de grundlæggende principper også vor tids ’store skare’ af „andre får“. Mange lidelser skyldes modstanden fra Satans verden. Efterhånden som den nærmer sig sin afslutning vokser modstanden. Som Jesus sagde til sine disciple: „I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld,“ og han tilføjede: „Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ Han fortalte derpå lignelsen om fårene og bukkene idet han viste at „fårene“ er dem der åbenlyst stiller sig på Kristi brødres side og betjener dem når de lider sult, er syge eller i fængsel. — Matt. 24:9-13; 25:35-40.
20. Hvilket syn bør den kristne have på lidelser der skyldes trængsler forårsaget af sygdom og andre ting?
20 Kan vi lade dette bibelske syn på lidelser omfatte alle de sorger og trængsler der skyldes sygdom og dødsfald, og andre ting som alle mennesker er kendt med? Ja, hvis vi betragter dem som en mulighed for at opdyrke større udholdenhed, tro og integritet. Ifølge Bibelen bør den kristne ’gøre alt til Guds ære’, enten det nu er at spise eller drikke eller noget andet der har med dagliglivet at gøre. (1 Kor. 10:31) På denne baggrund kan alle sådanne lidelser betragtes som en god anledning til at stille sig på Guds side i det store stridsspørgsmål som Satan har rejst. — Job 1:8-11; 2:3-5.
21. Hvordan kan vi som skare betragtet og som enkeltpersoner finde behag i lidelser?
21 Vi kan derfor lære hvordan vi, enten som skare betragtet eller som enkeltpersoner, kan finde behag i lidelser. Som skare betragtet glæder vi os over at leve på den dag da Jehova, ved sin „pagtens engel“, har været som „metalsmelterens ild og tvætternes lud“ for den salvede rest og dermed har opfyldt løftet om at den skulle „frembære offergave for [Jehova] i retfærdighed“. Som enkeltpersoner kan vi ligesom Job lære af at „lide ondt og udvise tålmodighed“, og ikke alene lære men virkelig erfare at „Jehova er fuld af ømhed og barmhjertighed“. — Mal. 3:1-4; Jak. 5:10, 11, NW.