Søg Gud mens han findes

„Han [Gud] har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham.“ — Ap. G. 17:26, 27, NW.

 1. Hvordan kom Paulus til at opholde sig som ukendt i en by han ikke kendte, og hvad førte det til for ham?

MANDEN var ukendt i byen, og da han ankom var byen ukendt for ham. Da han så sig om lagde han mærke til et alter „for en ukendt gud“. Kunne du tænke dig at tilbede en gud du betragtede som ukendt? Det ville være højst utilfredsstillende, og sådan så apostelen Paulus uden tvivl også på det da han opholdt sig her i Athen på sin anden missionsrejse, omkring år 50. Hans kristne brødre havde ledsaget ham hertil helt fra Berøa, og nu havde de forladt ham her, i overensstemmelse med hans ønske. Han var først for nylig, efter tilskyndelse fra himmelen, kommet til Makedonien nord for Athen, og åbenbart havde han aldrig før været i Athen. Sandsynligvis vidste han at byen var et center for lærdom, og også et religiøst center. Dette sidste harmedes han over, ja „hans ånd [oprørtes], da han så, hvor byen var fuld af afgudsbilleder“. Hvad gjorde Paulus i denne situation? Hvad ville du have gjort hvis du havde været en kristen jøde? — Ap. G. 16:9, 10; 17:15, 16, 23.

 2. På hvilken måde kan noget der er ukendt være skadeligt, og hvordan søgte Paulus at råde bod på dette?

² Noget der er ukendt har ingen klart afgrænsede rammer eller „fastlagte grænser“. Dette kan være til megen skade og kan let føre til ulykke. Hvis det er muligt for os, må vi altså gøre det ukendte kendt. Det gjorde Paulus. Han begyndte at gøre sig selv og sin gerning kendt, og samtidig søgte han selv at blive bedre kendt med athenerne og deres tankegang. „Han talte da i synagogen med jøderne og de gudfrygtige og daglig på torvet med dem, han traf på.“ (Ap. G. 17:17) Sandsynligvis var hans erfaringer med jøderne dér i Athen ikke meget anderledes end de havde været i andre byer. Men på torvet kom han i forbindelse med mange der roste sig af at de var interesseret i lærdom og filosofi. „Hverken athenerne selv eller de fremmede, som opholdt sig dér, gav sig nemlig stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.“ Men kunne man sige at de søgte Gud inden for kendte religiøse grænser? Næppe. Lad os ganske kort betragte dem der stimlede sammen på torvet. — Ap. G. 17:21.

 3. Hvad var epikuræerne og stoikerne kendt for, og hvordan ser vi en lignende indstilling i dag?

³ Der nævnes epikuræerne. De mente at det vigtigste mål i livet var at opnå størst mulig nydelse uden de ulemper der følger med mådehold. Paulus „forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen“, hvilket var stik imod deres indstilling: „Lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.“ (Ap. G. 17:18; 1 Kor. 15:32) Den eneste grænse de søgte at undgå at overskride, var det der truede med at hindre deres higen efter og opnåelse af nydelse. Nej, de søgte ikke den sande Gud inden for de grænser han havde sat. Stoikerne nævnes også. De troede ikke på en personlig gud, men på en upersonlig guddom hvori menneskesjælen havde sit udspring. For dem var et retskaffent liv ensbetydende med at leve i overensstemmelse med „naturen“, eftersom de troede at materie og energi var de elementære principper i universet. De troede at menneskenes anliggender var bestemt af skæbnen. Heller ikke de søgte oprigtigt sandheden, og derfor var de ikke villige til at acceptere Paulus’ gudgivne budskab. For øvrigt er det ikke vanskeligt at se en stor lighed mellem disse gruppers læresætninger og de læresætninger mange følger i dag når de lader materialisme og kærlighed til fornøjelser få førstepladsen i deres liv. Hvad enten de siger at „Gud er død“ eller ej, så er han død for dem, i det mindste når det drejer sig om deres interesse for oprigtigt at søge ham eller famle sig frem til ham.

 4. Hvorfor blev Paulus ført til Areopagus, og hvordan betragtede han dette?

⁴ Den almindelige indstilling til Paulus var ugunstig. Folk „indlod sig i ordskifte med ham“ og kaldte ham et snakkehoved og sagde at han var „en, som forkynder fremmede guddomme“. De førte ham til Areopagus, muligvis for at forhøre ham ved domstolen. Paulus var glad for denne anledning til at aflægge et godt vidnesbyrd, og vi glæder os over at den tale han holdt ved denne lejlighed er blevet nedskrevet til gavn for os. Vi er interesseret i at se hvordan han tog fat på problemet med ’det ukendte’ og det dermed forbundne spørgsmål om grænser. Forestil dig at vi står der og hører på ham. — Ap. G. 17:18-22.

Teokratiske grænser

 5. (a) Hvad er bemærkelsesværdigt ved Paulus’ indledning? (b) Hvordan klarer han problemet med ’det ukendte’?

⁵ „Athenere! jeg ser, at I i alle måder er ivrige i jeres gudsdyrkelse. Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, fandt jeg blandt andet et alter med den indskrift: ’For en ukendt gud.’ Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg jer.“ (Ap. G. 17:22, 23) Hvor er hans indledning dog taktfuld! Han siger intet der kan støde tilhørerne eller få dem til at føle sig uenige med ham. Han tager sit udgangspunkt i en af deres egne helligdomme og begynder så at ræsonnere med dem om dette bestemte alter. Uden at standse for at spørge hvilken slags gud tilbederne måske har i tanke, begynder han at opbygge et logisk og overbevisende argument idet han lægger den ene pålidelige sandhed oven på den anden. Først og fremmest går han bort fra ’det ukendte’. Han siger ikke rent ud at det er forkert, men siger blot at han vil forkynde eller fremstille den eneste der er værdig til at blive tilbedt, for dem. Læg mærke til hvordan han gør det.

 6. Hvilken sandhed fastslår Paulus i forbindelse med Guds hensigt med menneskene og deres hjem?

⁶ Han forklarer at Gud, som har skabt alt og giver alle liv og ånde, ikke bor i templer „gjorte med hænder“ eller behøver at blive betjent af menneskers hænder. Dette kunne måske give det indtryk at Gud var helt uden for menneskets rækkevidde, men Paulus’ næste ord sætter tingene i det rette perspektiv. „Og han [Gud] lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem [har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, NW], for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.“ (Ap. G. 17:24-27) Både videnskaben og Bibelen bevidner at hele den menneskelige familie kan føre sin oprindelse tilbage til ét menneske; dette menneske fik til gengæld liv og ånde af Gud, Skaberen. Så følger den interessante udtalelse om at den vidtstrakte grænse for menneskets bolig er „hele jordens flade“. Dette stemmer naturligvis ikke med den ærgerrige indstilling at himmelen hører med til menneskets område. Mennesket kan måske nok rejse gennem atmosfæren og endda foretage undersøgelser så langt borte som på månen, men det kan ikke opholde sig konstant disse steder. Vi bør være tilfredse med at bo inden for vore gudgivne grænser.

 7. Hvad indebærer det altid når Gud udfærdiger en bestemmelse eller en lov?

⁷ Hvad har Paulus i tanke når han dernæst siger at Gud „har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser [ordret: en ’fastlæggelse af grænserne’] for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud“? (NW) Læg mærke til ordene „har bestemt“. Når Gud, den suveræne Herre, udfærdiger en bestemmelse eller noget tilsvarende, som for eksempel en forordning, en lov eller et bud, så sættes der øjeblikkelig en teokratisk begrænsning, en fastlagt grænse, en skillelinje. Sådan må det altid være, for når der udstedes en lov, opstilles og pålægges der visse krav og forpligtelser som skal overholdes. Lydighed indebærer at man holder sig inden for lovens grænser. Ulydighed vil sige at man overskrider disse begrænsninger eller grænser, kommer ind på forbudt område, om man så må sige, og måske gør sig skyldig i at krænke andres rettigheder. En yderligere undersøgelse af dette i lyset af Bibelen vil hjælpe os til at søge Gud. Men først vil vi gerne vide noget om disse „fastsatte tider“ og „fastlagte grænser for menneskenes bolig“.

 8. Hvordan indebar Guds løfte til Abraham visse grænser eller begrænsninger?

⁸ Ledet af Guds ord og ånd følger Paulus nogle af de begivenheder der fandt sted efter skabelsen, for at vise hvordan den eneste sande Gud havde sat visse grænser eller begrænsninger, både hvad tid og sted angår. Hvilke? Skønt det første løfte og den første profeti blev fremsat allerede i Eden, må vi vente helt til Gud sluttede den beedigede pagt med Abraham før vi finder det ønskede led, den første ledetråd. Jehova sluttede pagten med disse ord: „Og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (1 Mos. 22:18) Dette viser afgjort at Abraham ikke dyrkede en ukendt gud, en gud han ikke kendte. Langtfra! Dette betyder også at jordens folk ikke ville opnå noget ved at søge at blive velsignet i uvidenhed, i overensstemmelse med deres egne meninger. Mennesker kan kun finde Gud og opnå hans velsignelse på den måde Gud har bestemt. Som Esajas sagde: „Søg [Jehova], medens han findes.“ Man må også søge dér hvor han findes, „den stund han er nær“. (Es. 55:6) Er du ligesom Abraham parat til at lytte til Guds røst og adlyde ham?

 9. Hvordan skred dette løfte frem mod sin opfyldelse, inden for visse grænser både hvad tid og sted angår?

⁹ Lad os nu se hvordan Guds løfte skred frem mod sin opfyldelse, inden for visse grænser både hvad tid og sted angår. I forbindelse med Abrahams sæd eller afkom sagde Gud: „Vide skal du, at dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget . . . i 400 år. . . . I fjerde slægtled skal de vende tilbage hertil.“ Jehova lovede yderligere: „Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden.“ Til tiden, efter at de fire hundrede år var gået, da israelitterne, Abrahams efterkommere, fik Loven på Sinaj bjerg, gav Jehova dette udtrykkelige løfte: „Jeg vil lade dine landemærker nå fra Det røde Hav til filisternes hav, fra ørkenen til floden.“ På den anden side blev israelitterne, da de vandrede i ørkenen, advaret imod at krænke andre nationers, for eksempel Moabs og Ammons, grænser. Dette hjælper os til at forstå meningen med ordene i Moses’ sang i Femte Mosebog 32:8: „Da den Højeste gav folkene eje, . . . bestemte han folkenes grænser efter tallet på Guds [Israels, NW] sønner.“ — 1 Mos. 15:13-21; 2 Mos. 23:31; 5 Mos. 2:4, 5, 18, 19.

10. (a) Af hvilken grund bestemte Gud de „fastsatte tider“ og „fastlagte grænser“? (b) Hvilket yderligere argument og hvilken advarsel blev der fremsat på grundlag af dette?

¹⁰ Vi kan nu bedre forstå hvad Paulus havde i tanke da han talte om „fastsatte tider“ og „fastlagte grænser for menneskenes bolig“. Hvorfor bestemte Gud disse tider og grænser? Når mennesker laver grænser, for eksempel med høje mure, er det som regel for at holde ukendte og uønskede personer borte. Men her har vi en forfriskende kontrast. Paulus siger at formålet med Guds fastsatte tider og grænser er at de skal tjene som hjælpende vejvisere eller retningslinjer så menneskene kan „søge Gud . . . og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os“. Dette støtter han ved at minde om at mennesker er afhængige af Gud for at kunne leve og røre sig, „sådan som nogle af jeres digtere har sagt: ’Thi vi er også af hans slægt.’“ Derefter advarer Paulus sine tilhørere imod at blive vildledt af afgudsdyrkelse, en tilbedelsesform der er grundlagt på uvidenhed: „Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er . . . formet ved menneskers kunst og snilde.“ Idet vi lytter vil vi gerne vide hvad der forventes af os i denne forbindelse. Vi får det straks at vide: „Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig.“ — Ap. G. 17:27-30.

11. Hvad var højdepunktet i Paulus’ argumentation, og hvilke teokratiske grænser nævner han?

¹¹ Apostelen når hurtigt frem til højdepunktet i sin argumentation, i hvert fald så langt som han får lov til at gå. Med få ord er han gået tilbage til skabelsens begyndelse, viser nu hvad Gud siger mennesker skal gøre, og giver så grunden til dette ved at tale om fremtiden. Hvorfor opfordringen til omvendelse? Fordi Gud „har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde“. (Ap. G. 17:31) Lagde du mærke til de teokratiske grænser, at Gud har fastsat en dag og udpeget en mand til at dømme retfærdigt, til gunst for dem der oprigtigt søger ham? Disse fastsatte tidsgrænser hentyder til større ting end de „fastlagte grænser for menneskenes bolig“ som Paulus tidligere har nævnt, i Apostlenes Gerninger 17:26 (NW). Da vi ønsker at få en gunstig dom må vi have en klar opfattelse af skellet mellem lydighed og ulydighed mod Gud, mellem ret og uret. Vi kan ikke selv trække grænsen. Som vi skal se kræves der større omhu end man almindeligvis regner med, for det er noget der berører både hjertet og sindet.

12, 13. (a) Hvordan reagerede de fleste da Paulus talte om en opstandelse, men hvilke undtagelser var der? (b) Hvordan kan det være til gavn for os at tage et tilbageblik?

¹² Da Paulus begyndte at tale om en opstandelse fra de døde blev det for meget for de fleste af tilhørerne. Da „spottede nogle; men andre sagde: ’Det vil vi høre dig tale om en anden gang.’“ Det gode vidnesbyrd Paulus havde aflagt var imidlertid ikke helt frugtesløst. „Nogle mænd sluttede sig til ham og kom til troen; blandt dem var Dionysius, der var medlem af domstolen på Areopagus, og desuden en kvinde ved navn Damaris og nogle andre tillige med dem.“ Vi glæder os over at vide at der var nogle der lyttede velvilligt og viste sig at være lydige. — Ap. G. 17:32-34.

¹³ Paulus måtte fatte sig i korthed ved denne lejlighed. Da vi imidlertid er friere stillet og har mere tid til vores rådighed, vil vi finde det umagen værd at tage et tilbageblik og se hvordan og hvorfor behovet for at søge Gud opstod før Paulus’ tid, hvordan dette behov er blevet opfyldt og hvilke forpligtelser der hviler på os.

Hvordan og hvorfor denne søgen begyndte

14. (a) Hvad antydede det at Jehova var nødt til at søge efter mennesket? (b) Hvordan røbede Adam at han havde dårlig samvittighed, men viste han tegn på virkelig anger?

¹⁴ Det er overraskende at opdage at første gang Bibelen taler om en der søger, er det ikke mennesket der søger Gud, men omvendt. Vi læser i Første Mosebog 3:9: „Da kaldte Gud [Jehova] på Adam og råbte: ’Hvor er du?’“ Hvilken forbavsende situation! Var der noget galt? Ja, der var blevet begået en uret handling, og da Adam og hans hustru hørte „Gud [Jehova] vandre i haven . . . skjulte [de] sig for ham inde mellem havens træer“. Hvis vi prøver at skjule os for en, er det ofte på grund af dårlig samvittighed der fremkalder frygt og skam. De fleste kender den følelse. Sådan følte Adam da han svarede Gud: „Jeg hørte dig i haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!“ Ét er at føle sig bange og ønske at skjule sig; det er noget helt andet at føle anger og søge at genoprette et godt forhold. Der var på intet tidspunkt noget der tydede på det sidstnævnte hos Adam eller hans hustru. Selvfølgelig beklagede de inderligt resultatet af deres handling, men de gav ikke udtryk for sorg eller skam over handlingen i sig selv. Hvori bestod deres urette handling? — 1 Mos. 3:8, 10.

15. Hvordan opstillede Guds bud i Første Mosebog 2:16, 17 både en bogstavelig og en moralsk grænse?

¹⁵ Både Adam og hans hustru havde overskredet visse teokratiske grænser, såvel bogstaveligt som symbolsk eller moralsk. De havde også gjort sig skyldige i at krænke andres rettigheder. Da Gud satte Adam i Edens have sagde han ikke blot til ham at han frit kunne spise af alle træer undtagen et. Nej, vi læser at Gud „bød Adam: ’Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ To gange senere omtalte Gud det som noget han havde påbudt. (1 Mos. 2:16, 17; 3:11, 17, NW) Det er interessant at da Satan gennem slangen udspurgte Eva angående dette bud, var der ingen af dem der omtalte det som et bud, men blot som noget Gud havde sagt. (1 Mos. 3:1, 3) Som før nævnt sætter et bud altid en eller flere grænser. I dette tilfælde var „træet til kundskab om godt og ondt“ rent bogstaveligt et „forbudt område“ for Adam og Eva. De måtte ikke spise dets frugt, ja ikke engang røre ved det. Men det var ikke bogstaveligt uden for deres rækkevidde; derfor blev der også sat en yderst vigtig moralsk grænse. Guds bud stillede deres lydighed på prøve.

16. Hvad førte til en overtrædelse af en moralsk grænse for Evas vedkommende, og hvilken yderligere forseelse førte det til?

¹⁶ Det at Eva lyttede velvilligt til slangen førte til overtrædelse af den moralske grænse. „Kvinden blev nu var, at træet var . . . en lyst for øjnene.“ Hendes ønsker rettedes mod træet. Længsler og ønsker udspringer fra hjertet. Skønt hun lige havde gentaget Guds bud, tillod hun at falske oplysninger blev videregivet til hjertet gennem sindet. Hun blev bedraget til at tro at hun selv kunne trække grænsen, selv „kende godt og ondt“. Er det ikke det de fleste mennesker gør: opstiller deres egne normer for ret og uret, eller antager andre jordiske menneskers normer? Har du også gjort det, tilskyndet dertil af andre men ikke af Gud, og i den tro at bare man er oprigtig er det nok? — 1 Mos. 3:5, 6.

17. Hvordan førte dette til en overtrædelse af den bogstavelige grænse, og til at andres rettigheder blev krænket?

¹⁷ Da Eva havde overtrådt den moralske grænse ved uretmæssigt at ønske og derefter beslutte at spise den forbudne frugt, fulgte der hurtigt en overtrædelse af den bogstavelige grænse. „Hun tog af dets frugt og spiste og gav også sin mand, der stod hos hende, og han spiste.“ (1 Mos. 3:6) Når man overtræder en grænse medfører det ofte at man krænker andres rettigheder. I dette tilfælde krænkede Eva først sin mands rettigheder som overhoved idet hun tog sagen i sin egen hånd. Og endnu værre var det at de begge krænkede Jehova Guds rettigheder ved at gå deres egne veje og lægge ulydighed for dagen i tanke såvel som i handling. De gik med overlæg bort fra den rette vej. Det vil sige de ignorerede forsætligt den grænse Gud havde sat mellem det de havde lov til at spise og det de ikke måtte spise, og trak deres egen grænse. Hvad var resultatet?

18. (a) Hvordan beskyttede Gud sine rettigheder? (b) I hvor vid udstrækning er menneskeheden blevet berørt af Adams ulydighed, og hvilke spørgsmål rejser dette?

¹⁸ Efter at Gud havde udtalt sin dom blev Adam og Eva drevet ud af deres paradisiske hjem. Der blev sørget for at de ikke kunne vende tilbage. Jehova „drev mennesket ud, og østen for Edens have satte han keruberne med det glimtende flammesværd til at vogte vejen til livets træ“. (1 Mos. 3:24) Dette var en afskrækkende grænsemarkering; det var en uovervindelig forhindring for dem. Og hvad værre var: de blev også forvist fra Jehovas åsyn og nærhed. Som børn af Adam berøres vi alle i høj grad heraf. På grund af den nedarvede synd og ufuldkommenhed, for slet ikke at tale om de „uvidenhedens tider“ vi lever i, står vi som fremmede for Gud. (Ap. G. 17:26, 30) Ganske vist finder der megen gudsdyrkelse sted blandt mennesker der er fremmede for Gud. Der findes mange religioner og kirkesamfund, og mange er tilfredse med den religion de har. De bestemmer selv hvad der er godt og ondt i spørgsmål om religion eller moral. Gør du også det? Og vil det sige at der ikke er noget håb i tilværelsen? Er det forgæves at søge efter den sande Gud og den sande tro? Kan vor søgen give resultat? Lad os se hvad der skete efter at mennesket blev drevet ud af Eden, og hvilken opmuntring vi kan hente deraf.

Hvordan vor søgen kan give resultat

19. Hvilken modsætning ser vi mellem Adams to første sønner, og hvad resulterede Kains handlemåde i?

¹⁹ Modsætningen mellem Adams to første sønner fortæller os meget som kan hjælpe os i vor søgen. Begge sønner bragte Jehova et offer, men, som begivenhederne viste, med forskelligt motiv. Kain bragte en offergave af „jordens frugt“, men måske kun som en formalitet, for ikke at blive overgået af sin yngre broder Abel, der bragte en udsøgt offergave af „sin hjords førstefødte og deres fedme“. På en eller anden måde — Bibelen siger ikke hvordan — viste Jehova at han havde behag i Abel og hans offergave, „men til Kain og hans offergave så han ikke“. Så blev Kain „såre vred“. Jehova advarede ham venligt: „Du ved, at når du handler vel, kan du løfte hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer synden ved døren; dens attrå står til dig, men du skal herske over den!“ Dette viser at Kain allerede havde handlet slet, og tilsyneladende søgt at ’løfte hovedet’ i en selvisk, egensindig ånd. Han var faretruende nær ved at overskride selvbeherskelsens grænse. Ja, han overskred den, og blev den første morder. „Så drog Kain bort fra [Jehovas] åsyn og slog sig ned i landet Nod østen for Eden,“ landet hvortil han flygtede fra retfærdigheden. — 1 Mos. 4:3-16.

20. Hvordan kunne Abel opbygge en stærk tro, og hvilke andre gode egenskaber havde han?

²⁰ Hvor helt anderledes var ikke Abel! Gud viste ham på en eller anden måde sin gunst. Dette var Abel fuldstændig klar over. Paulus understreger dette ved at sige at „i tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død“. (Hebr. 11:4) Abels tro havde et godt grundlag. Han havde uden tvivl fået en detaljeret beskrivelse af Jehovas store gavmildhed og omsorg i Edens have. Han vidste sikkert hvordan Jehova havde talt med Adam som en fader taler med sin søn. Han kendte løftet og profetien om at slangens hoved ville blive knust som Jehova havde udtalt i Eden, og han havde et sikkert håb om at det ville blive opfyldt, skønt han ikke vidste nøjagtig hvornår eller hvordan. Foruden tro og håb havde han endnu en fremragende egenskab. Han opdyrkede sand kærlighed til Jehova, forbundet med en stærk følelse af loyalitet og værdsættelse, så stærk at den kunne overvinde hans forældres og hans ældre broders dårlige indflydelse og eksempel. — 1 Mos. 3:15; 1 Kor. 13:13.

21. Hvilken opmuntring kan vi hente ved at betragte Abel?

²¹ Hvad Abel angår havde hans søgen efter den sande Gud givet resultat, idet han fik bevis på at Jehova velsignede ham. Han behøvede ikke længere at søge Gud, undtagen i den betydning at han altid skulle søge at bevare Guds gunst ved en ret adfærd og ved af hjertet at vise sand lydighed. Når dette var muligt for Abel, er det også muligt for dig. Tillidsfuldt vil vi glæde os til at hente yderligere vejledning og opmuntring i Guds ord. Husk hvordan Jehova hjalp Abel, og, kan vi sige, endda tilbød Kain en hjælpende hånd.

[Illustration på side 485]

Da apostelen Paulus talte til athenerne på Areopagus, opmuntrede han dem til at søge den sande Gud

[Illustration på side 487]

Da Gud skabte Adam og Eva gav han menneskeheden „hele jordens flade“ til bolig

[Illustration på side 490]

Eva overskred Guds fastlagte grænse ved at spise den forbudne frugt