Ser du ufravendt frem til arven?
„Da skal Kongen sige til dem ved sin højre side: ’Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.’“ — Matt. 25:34.
1-3. (a) Hvorfor er den arv som vi har mulighed for at få, vigtigere end penge eller andre materielle ejendele? (b) Hvilken arv viser Bibelen venter dem der tjener Gud?
VED du at du har mulighed for en arv? Ikke en arv bestående af penge, penge som kan give vanskeligheder. Ikke en arv af den slags der ofte får slægtninge til at blive fjender. Nej, denne arv er tværtimod af en sådan art at alle de vordende arvinger søger at hjælpe hinanden til helt og fuldt at opnå den.
2 Jesu Kristi apostle talte ofte om den arv der ventede Guds søns åndelige brødre — en arv i himlene sammen med ham. De vil få del i hans rigsregering. Deres arv indbefatter derfor uforkrænkelighedens og udødelighedens gave. — 1 Kor. 6:9, 10; 15:50; Ef. 1:14; 1 Pet. 1:4.
3 Der er også andre der vil få en arv. I en af sine lignelser talte Jesus om nogle der ville vise hans åndelige brødre, de himmelske arvinger, kærlig godhed. Til disse kærlige mennesker sagde han: „Arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.“ Han sagde at dette ville betyde evigt liv for dem. Denne arv ville ikke være den samme som de himmelske arvingers, men ville betyde at de ville få del i det jordiske domæne som Kristi rige skal herske over i tusind år. — Matt. 25:34, 46; Åb. 20:4, 6.
4, 5. Hvad er betydningen af det græske ord der her er oversat med „arve“?
4 Det græske ord som i Bibelen er oversat med „arve“, er kleronomeʹo. Sådan som ordet er anvendt ovenfor, hentyder det ikke til noget man har ret til at modtage ene og alene på grund af slægtskab, som når en søn får en arv efter sin fader. Det sigter i stedet til noget der gives som en belønning, en gave der skænkes én på grund af det man har gjort i tro på Jehovas foranstaltning ved Jesus Kristus.
5 Alle som er kommet til Jehova Gud på grundlag af Jesu Kristi offer og som lever et indviet liv, har mulighed for at få denne arv. Det er i sandhed noget de kan se frem til med glæde! Det er en arv som langt overgår enhver arv efter jordiske forældre.
De der så århundreder frem
6-8. (a) Beskriv hvordan fortidens trofaste mænd betragtede arven. (b) Hvor og hvornår forventede disse mænd at få arven?
6 Hvad ville du gennemgå for at få denne arv, det evige livs belønning? Apostelen Paulus beskriver hvordan fortidens trofaste mænd, der befandt sig århundreder borte fra arven, betragtede den. Om Abraham siger han: „I tro adlød Abraham kaldet til at gå til et land, . . . skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. . . . thi han ventede på staden [Riget] med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.“ „I tro bragte Abraham Isak som offer.“ — Hebr. 11:8-10, 17.
7 Om en anden mand der satte arven fra Gud over alt andet, siger Paulus: „Ved tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter, idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk fremfor at have den midlertidige nydelse af synd, . . . han så nemlig ufravendt frem til betalingen af lønnen.“ — Hebr. 11:23-26, NW.
8 Disse mænd, og mange andre, var ivrige efter at få arven, ikke en jordisk arv i denne tingenes ordning, men en arv i Guds nye orden. Paulus siger: „I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne . . . derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en stad [Riget].“ — Hebr. 11:13-16.
9. Kan Jehovas vidner, selv om de er nærmere virkeliggørelsen af lønnen end fortidens trofaste, være mere sikre på at få den?
9 Alle som er Jehovas vidner véd at der venter dem en vidunderlig arv, lønnen, og de ønsker alle at få del i den. I virkeligheden behøver vi ikke at se ret langt frem i tiden — vi befinder os nu på selve tærskelen til den nye orden. Men er der fare for at man kunne se ned på arven, ringeagte den og miste den? Ja der er. Det kræver konstant årvågenhed at bevare den rette kærlighed til arven, for den må ikke blot være til stede i vort sind men også i vort hjerte. For at vi hver især kan ransage os selv vil det være godt at vi genopfrisker en af Bibelens beretninger som understreger arvens betydning. Det er beretningen om tvillingebrødrene Jakob og Esau.
10. Hvilken arv af stor værdi ejede Isak?
10 Vi bryder ind i beretningen på det tidspunkt da drengene er midt i deres opvækst. Fra deres fader Isak og deres moder Rebekka havde de begge kendskab til den lovede „sæd“ der skulle velsigne alle jordens slægter. (1 Mos. 3:15) De vidste begge at deres bedstefader Abraham havde fået at vide at „sæden“ skulle komme gennem hans slægtslinje, gennem Isak, og at Gud havde velsignet deres fader Isak. (1 Mos. 21:12; 22:15-18; 25:11; 26:24) Dette var en arv af overordentlig stor betydning. Isak var også i materiel henseende en velstående mand. Denne velstand skulle de ligeledes arve, idet den førstefødte skulle have en dobbelt del. Men hvilken af drengene ville vise sig værdig til at modtage arven, især løftet om „sæden“ der skulle komme gennem deres slægtslinje? Fra et menneskeligt synspunkt indtog Esau, den førstefødte, den mest begunstigede stilling. — 1 Mos. 25:25, 26.
11, 12. Beskriv Jakobs og Esaus indstilling mens de voksede op.
11 Bibelen siger: „Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig jæger, der færdedes i ødemarken, men Jakob en fredsommelig [dadelfri, NW] mand, en mand, som boede i telt.“ — 1 Mos. 25:27.
12 Hvordan kaster disse ord lys over drengenes indstilling? De viser hvad der boede i deres hjerte. Esau var en mand der gjorde sig bemærket som en dygtig jæger. Han tilbragte sin tid ude i ødemarken hvor han lærte kunsten at gå på jagt. Jakob, derimod, var interesseret i familien og hjemmet. Det hebraiske ord der her oversættes med „dadelfri“, betyder „sund“, „uskyldig“, „fuldendt“. Selv om Jakob ikke skiltede med sin styrke og færdighed sådan som Esau sandsynligvis gjorde, var han på ingen måde en svækling, for Jehova talte senere om hans „Manddoms Kraft“. (Hos. 12:4, Gd) Sagen er at Jakob satte pagtsløftet til Abraham over alt andet og satte alt ind på at lære af sin fader om løftet. Han helligede sig de interesser der angik den familie hvis medlemmer Gud havde udvalgt som arvinger. Han ønskede at holde sig nær til dem som Gud velsignede, skønt han betragtede Esau som den der kom før ham, idet Esau var den førstefødte.
13. Hvordan viste sønnerne senere meget tydeligt deres indstilling til arven?
13 Senere kom de to sønners indstilling endnu tydeligere til udtryk. Vi læser:
„Jakob havde engang kogt en ret mad, da Esau udmattet kom hjem fra marken. Da sagde Esau til Jakob: ’Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af sult!’ . . . Men Jakob sagde: ’Du må først sælge mig din førstefødselsret!’ Esau svarede: ’Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min førstefødselsret!’ Men Jakob sagde: ’Du må først sværge mig det til!’ Da svor Esau på det og solgte sin førstefødselsret til Jakob. Så gav Jakob Esau brød og kogte linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin vej.“ — 1 Mos. 25:29-34.
Et spørgsmål om værdsættelse
14, 15. Udnyttede Jakob selvisk Esau ved at købe førstefødselsretten, og hvordan blev Jehovas bedømmelse bekræftet ved købet?
14 Var Jakob selvisk og udnyttede han uretmæssigt Esau? Det kan se sådan ud. Men tænk på følgende: Værdsatte Esau virkelig de vidunderlige ting som hans førstefødselsret stod for? Han var ikke virkelig ved at dø, sådan som han sagde. Det fremgår af at han stod op og gik sin vej efter at han havde spist. Bibelen siger at han var „udmattet“. Hvad fik Esau til at handle som han gjorde? Beretningen siger: „Således lod Esau hånt om sin førstefødselsret.“ Apostelen Paulus bekræfter denne udtalelse idet han omtaler Esau som en der ’ikke værdsatte det der er helligt, . . . som i bytte for ét måltid gav sine rettigheder som førstefødt bort’. — 1 Mos. 25:34; Hebr. 12:16, NW.
15 Alt dette viste at Gud havde dømt rigtigt dengang han, idet han forudså drengenes karaktertræk, havde sagt til deres moder Rebekka før de blev født: „Den ældste [skal] tjene den yngste!“ — 1 Mos. 25:23; Rom. 9:12.
16. Hvorfor havde Jakob ret til at modtage den førstefødtes velsignelse af sin fader, men hvorfor tog han øjensynlig ikke initiativet til at bede om den?
16 Jakob ejede nu førstefødselsretten i kraft af to ting: I kraft af Guds løfte og i kraft af sit køb. Men han var endnu ikke blevet velsignet af Isak som den førstefødte. Alligevel handlede han øjensynlig i uselviskhed, idet han ikke foretog sig noget for at komme Esau i forkøbet. Han ventede utvivlsomt på Jehova. Isak var nu blind og ikke helt klar over hvad der skete. Uden tvivl tilskyndet af Jehova sagde Rebekka, der huskede Guds ord til hende før drengene blev født, til Jakob hvad han skulle gøre for at få velsignelsen.
17, 18. Vis at Rebekka og Jakob ikke var uærlige, og at Jehovas finger var med i sagen, så Jakob fik velsignelsen.
17 I forbindelse med det der fulgte, anklager nogle bibellæsere Rebekka og Jakob for bedrageri og uærlighed. Men er det korrekt? Hvem indtog på dette tidspunkt med rette stillingen som den førstefødte? Hvem brød sig om arven? Hvorfor sagde Esau ikke til Isak at Jakob havde købt førstefødselsretten, men søgte i stedet selv at få velsignelsen? Isak velsignede ganske vist Jakob i den tro at det var Esau. Men senere anerkendte han at Jakob og Rebekka havde handlet ret. Han så Jehovas finger i sagen og velsignede atter Jakob, denne gang bevidst, med en profeti om „sæden“. Derpå gav han Jakob nogle instruktioner og sendte ham bort, så han kunne være i sikkerhed for sin vrede broder Esau. Desuden velsignede Gud selv Jakob med løftet om at „sæden“ skulle komme gennem hans slægtslinje. — 1 Mos., kap. 27; 28:1-4.
18 Endnu et bevis på at Jakob ikke handlede for at opnå selvisk vinding, er at han forlod sit hjem uden at kræve noget af familiens ejendom. Og intet tyder på at han nogen sinde gjorde krav på sin dobbelte del. Det der var af altoverskyggende værdi for ham, var den arv der hørte fremtiden til. Han ønskede at Guds pagt skulle forblive i hans slægt. Hans værdsættelse af Jehova og det guddommelige løfte overskyggede alle andre hensyn.
19. (a) Hvordan følte Jakob da han igen skulle møde Esau? (b) Hvilken højst usædvanlig begivenhed indtraf før Jakob mødte Esau?
19 Som en modsætning til den mangel på værdsættelse som Esau havde vist, kom Jakobs store værdsættelse af Guds arv atter tydeligt til udtryk da han tyve år senere var på vej hjem for at besøge sin fader. Jakob havde grund til at tro at Esau ville gøre ham fortræd, og han var derfor noget bange og forsigtig. Han sendte en gave til Esau før denne mødte hans vandrende husstand. Hvis Esau tog imod gaven ville det betyde at der var fred mellem dem. Men før de mødtes indtraf der en højst usædvanlig begivenhed. Bibelen beretter:
„Samme nat tog han [Jakob] sine to hustruer, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested; han tog dem og bragte dem over bækken; ligeledes bragte han alt, hvad han ejede, over. Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes med ham til morgengry; og da han så, at han ikke kunne få bugt med ham, gav han ham et slag på hofteskålen; og Jakobs hofteskål gik af led, da han brødes med ham. Da sagde han: ’Slip mig, thi morgenen gryr!’ Men han svarede: ’Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!’ Så spurgte han: ’Hvad er dit navn?’ Han svarede: ’Jakob!’ Men han sagde: ’Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!’ Da sagde Jakob: ’Sig mig dit navn!’ Men han svarede: ’Hvorfor spørger du om mit navn?’ Og han velsignede ham der. Og Jakob kaldte stedet Peniel, idet han sagde: ’Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt og har mit liv frelst.’ Og solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på hoften.“ — 1 Mos. 32:22-31.
20. Hvorfor brødes Jakob med engelen hele natten?
20 Her ser vi den store forskel i Jakobs og Esaus indstilling til arven. Mens Esau ikke ville lide blot en lille smule sult for førstefødselsretten, kæmpede Jakob hele natten med en Guds engel der havde materialiseret sig som en mand. Dette gjorde han for at få en velsignelse fra Jehova gennem engelen. Han vidste uden tvivl at engelen havde vist sig i en bestemt hensigt, og han var klar over at engle som tidligere havde vist sig havde overbragt en velsignelse eller en befaling der bekræftede Abrahamspagten. (1 Mos. 28:10-15; 31:11-13) Han nærede derfor et så stærkt ønske om at Gud fortsat skulle være med ham — sådan som han havde været med hans fader og bedstefader — at han opbød alle sine kræfter i en voldsom, udmattende brydekamp med engelen, idet han holdt fast ved dette himmelske sendebud. Derved viste Jakob sit inderlige ønske om at eje Guds gunst. — Jævnfør Første Mosebog 28:20-22.
21. Hvad var grunden til at engelen slog Jakobs hofteskål af led?
21 Naturligvis overvandt eller besejrede Jakob ikke virkelig Guds engel. Begivenheden tjente som en prøve på om Jakob af hele sit hjerte ønskede at finde nåde for Guds øjne. I virkeligheden besad engelen jo overmenneskelig styrke og fik med et eneste slag Jakobs hofteskål til at gå af led, så han haltede derefter. Dette tjente som en ydmygelse, en beskyttelse for Jakob. Det var en påmindelse der skulle lære ham at det skyldtes Guds ufortjente godhed og ikke hans egen styrke eller fortjeneste at Gud havde velsignet og brugt ham. Jævnfør hvad apostelen Paulus fortæller om sig selv i Andet Korinterbrev 12:6-10.
22. Hvordan blev Jakob velsignet dengang på grund af sin store respekt for arven fra Gud, og hvad venter der ham i fremtiden?
22 Det der videre skete med Jakob og Esau virker som en meget stærk tilskyndelse for os til at være trofaste, til at holde fast ved håbet om belønningen. Jakob blev velsignet med at blive stamfader til et stort folk. Men endnu vigtigere: Det var det folk Jehova brugte da han tilvejebragte frelsen for menneskeslægten. „Sæden“, Messias, kom gennem Jakobs slægtslinje. På grund af sin stærke tro ’lever’ Jakob i Guds øjne, og der er sikret ham en opstandelse hvor han vil få arven, en andel i Guds riges jordiske domæne. Han vil uden tvivl blive en af de „fyrster“ som Jesus Kristus vil udnævne som tilsynsmænd og hyrder over sit folk. — Luk. 20:37, 38; Sl. 45:17.
Hvordan er din indstilling til arven?
23, 24. Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv, og kan vi sikre os arven?
23 Når vi betragter Jakobs og Esaus liv kan vi hver især spørge: ’Hvad gør jeg med mit liv? Hvor meget værdsætter jeg den lovede arv, livet i Guds nye orden? Er jeg villig til at udsætte mig for ubehageligheder for arvens skyld? Ønsker jeg af al magt at holde fast ved den?’
24 Vi kan ligesom Jakob sikre os arven. Hans sind og hjerte var fra ungdommen af koncentreret om løfterne. Han brugte øjensynlig tiden til at lære alt hvad han kunne om Guds handlemåde med hans fader Isak og hans bedstefader Abraham. Han var en mand der bad til Gud. Han arbejdede slidsomt og udholdt mange prøvelser, men hele tiden bevarede han en mild ånd og en stærk tro.
25. Hvilke spørgsmål kan vi stille for at afgøre om vi erkender vort åndelige behov?
25 Jehova har vist os stor godhed ved at sørge for vort åndelige behov. Viser du den samme værdsættelse som Jakob? Læser du i Bibelen regelmæssigt? Læser du Vagttårnet, ikke blot studieartiklerne, men også de andre artikler i bladet? Der findes mange gode oplysninger dér som du ellers ikke ville få.
26, 27. Hvordan var Jakob et eksempel med hensyn til at vente tålmodigt på Jehova for at få arven?
26 Er du tålmodig og uselvisk som Jakob var? Er du villig til at tjene helhjertet og vente på Jehovas velsignelse? Jakob blev ikke vred fordi han, i en alder af syvoghalvfjerds år, af sin fader blev rådet til at forlade hjemmet, uden at tage noget af arven med sig. I indstilling var han en direkte modsætning til den fortabte søn i Jesu lignelse, den søn der ønskede at forlade hjemmet og desuden ønskede at få sin arv så han kunne bruge den til at opfylde sine egne ønsker. Jakob var syvoghalvfems år da han brød op for at vende hjem, og han gjorde det ikke fordi han ønskede at gøre krav på en jordisk arv, men fordi Gud havde befalet ham at vende tilbage. — 1 Mos. 31:3.
27 Jesus Kristus sagde: „Der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min og for evangeliets skyld, uden at han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden hjem og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og i den kommende verden evigt liv.“ (Mark. 10:29, 30) Det var sådan Jakob følte.
28, 29. Hvordan viser Jakobs eksempel den udholdenhed hvormed vi ufravendt bør se frem til arven?
28 Det er derfor ikke et spørgsmål om blot at tjene med en begrænset tid i tanke, eller om at søge det der er behageligt og bekvemt for en selv, eller om blot at holde ud under nogle få prøver. Det er et spørgsmål om at tjene hele livet, om til stadighed at holde sig arven for øje.
29 Det er et spørgsmål om at holde fast ved arven og energisk og vedholdende gøre hvad vor hånd finder styrke til, på samme måde som Jakob kæmpede hele natten med engelen. (Præd. 9:10) Alt hvad Jakob gjorde, gjorde han godt, af hele sin styrke. Han satte også andres interesser før sine egne. Læg mærke til hvor slidsomt han arbejdede for Laban, der var hans slægtning og arbejdsgiver. Han sagde:
„I de tyve år, jeg har været hos dig, fødte dine får og geder ikke i utide, din hjords væddere fortærede jeg ikke, det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om dagen og om natten; om dagen fortærede heden mig, om natten kulden, og mine øjne kendte ikke til søvn.“ — 1 Mos. 31:38-40.
30. Hvorfor arbejdede Jakob så slidsomt for Laban i tyve år?
30 Jakob udførte dog ikke sit verdslige arbejde blot for at hjælpe Laban eller for at skaffe sig materielle rigdomme. Han samlede sig en hjord med henblik på at kunne vende tilbage til sit hjem med sin egen husstand. Hvorfor? Fordi han vidste at både Abraham og Isak var fremmede i landet og at Gud en dag ville give det til Abrahams efterkommere. Jakob troede på dette løfte. Han gik op i det med hele sin sjæl. Han ønskede at have en fri husstand som kunne tjene Gud helhjertet. Og Gud velsignede ham, så hans familie, hans tolv sønner, kom til at danne grundlaget for Israels store folk.
31. Hvilket arbejde har de kristne i dag som ligner Jakobs?
31 I dag har de kristne fået overdraget et arbejde som kræver helhjertet opmærksomhed. Dette arbejde består i at drage omsorg for Rigets interesser. Den gode nyhed skal forkyndes. Det kræver trofasthed. Det er et hyrdearbejde som må udføres med den samme nidkærhed og styrke som Jakob viste i forbindelse med sin egen og Labans hjord. Den arv der venter os er — ligesom i Jakobs tilfælde — værd at se ufravendt frem til. Det græske ord der i Hebræerbrevet 11:26 (NW) er oversat „så ufravendt“, betyder at se bort fra alt andet og frem mod ét mål.
32. Hvad vil det sige virkelig at se ufravendt frem til arven eller lønnen?
32 Når vi ufravendt ser frem til arven vil intet kunne bringe os til fald. Intet vil kunne aflede os. Vi kan være forvissede om at vi vil få den store arv, hvad enten det bliver i himmelen, sådan som tilfældet er med Jesu Kristi åndsavlede brødre, eller det bliver i Rigets jordiske domæne. Dette sidste håb næres af langt de fleste Jehovas vidner på jorden i dag. Begge grupper har den samme indstilling som apostelen Paulus, der så frem til den himmelske sejrspris. Han skrev: „Brødre! jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus.“ Måtte hele Guds folk se lige så ufravendt frem til arven. — Fil. 3:13, 14.
[Illustration på side 539]
Jakob værdsatte pagtsløftet til Abraham, men Esau solgte sin arv for ét måltid. Værdsætter du det der er helligt, ligesom Jakob gjorde? Ser du ufravendt frem til arven, livet i Guds nye orden, og ses det på det du gør med dit liv?