Spørgsmål fra læserne
● 2 Mosebog 33:20 siger: „Intet menneske kan se mig og leve.“ Men i 2 Mosebog 24:10 siges der om Moses og nogle af Israels ældste, at de „skuede Israels Gud“. Hvorledes kan disse øjensynlig modstridende udtalelser stemme overens? — C. B., Pennsylvania.
Det er bogstavelig sandt, at ingen skabning af kød og blod kan se Jehova Gud og leve. Som en åndeskabning er Kristus „den usynlige Guds billede“ og „hans væsens udtrykte billede“; alligevel var en delvis åbenbarelse af hans herlighed så overmåde strålende, at den gjorde Saulus fra Tarsus blind, og kun et mirakel fra Gud gav ham synet igen. (Ap. G. 9:1-18; Kol. 1:15; Hebr. 1:3) Et fuldstændigt syn af „himmellysenes Fader“ ville være mere, end menneskeligt kød kunne udholde. — Jak. 1:17.
Når Bibelen taler om, at Moses og andre så Jehova Gud, betyder det, at de så en åbenbarelse af hans herlighed, og den blev sædvanligvis givet ved hjælp af en af den Almægtiges himmelske sendebud. Derfor taler 2 Mosebog 24:16 om, at „Jehovas herlighed“ og ikke Jehova selv nedlod sig på Sinajs bjerg, dengang Moses og andre blev omtalt som skuende „Israels Gud“. Denne „Jehovas herlighed“ skyldtes tilstedeværelsen af en af Jehovas engle, for hans herlighed og hans engle er nær forbundet med hinanden, som det berettes i Lukas 2:9, da Jesu fødsel blev forkyndt for hyrderne: „Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strålede om dem.“
Vi har direkte vidnesbyrd om, at Jehova ikke personlig steg ned til Sinajs bjerg og viste sig for og talte til Moses og gav ham loven. De følgende skriftsteder viser, at Jehova kun viste sig og kun talte ved sine repræsentanter. „I modtog loven, formidlet ved engle, men I har ikke holdt den!“ „Formidlet ved engle, ved en mellemmands hånd.“ Paulus henviser til loven som „det ord, som var talt ved engle“. (Ap. G. 7:53; Gal. 3:19; Hebr. 2:2) Ved Sinaj talte Jehova ikke med sin egen stemme, men med sin engel som repræsentant: „Moses talte, og Gud svarede ham med høj røst.“ (2 Mos. 19:19) Det foregående oplyser os også om, at det var ryggen af Jehovas engel eller herlighed, at Moses så, og ikke Jehova selv; som der siges: „Når da min herlighed drager forbi, . . . tager jeg min hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit åsyn kan ingen skue.“ — 2 Mos. 33:22, 23.
Et andet eksempel på, hvorledes Guds ord forklarer sig selv i dette spørgsmål, har vi i tilfældet med Moses og den brændende busk. 2 Mos. 3:4, 6 siger, at „Gud [råbte] til ham fra tornebusken“ og „sagde: Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud“. Men vers 2 fortæller os, at „da åbenbarede Jehovas engel sig for ham i en ildslue, der slog ud af en tornebusk“. Jehova viste sig og talte således kun ved sin repræsentant.
Da Jakob kæmpede med en mand, der i virkeligheden var en materialiseret Jehovas engel, blev han velsignet med et nyt navn, navnet Israel. Israel betyder „hersket med Gud; kæmpet med Gud“; og Jakob kaldte stedet „Peniel“, der betyder „Guds ansigt“, idet han sagde: „Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt.“ (1 Mos. 32:24-30) Men i virkeligheden var det bare Jehovas materialiserede engel, han havde set og kæmpet med, og som ikke ville opgive sit navn, noget, der var almindeligt for sådanne materialiserede åndeskabninger. Dengang der viste sig en Guds engel for Manoa og hans hustru, troede de også, at denne repræsentant var Gud selv: „Så forstod Manoa, at det var Jehovas engel. Og Manoa sagde til sin hustru: Vi er dødsens, thi vi har set Gud!“ — Dom. 13:3-22.
Jehova Guds ypperste repræsentant er Jesus Kristus, og hans tilfælde bekræfter også dette princip. Jehova Gud omtales rettelig som alle tings Skaber, men fra Bibelens beretning ved vi, at efter at han direkte havde skabt sin „enbårne søn“, blev resten af skaberværket udført ved og gennem denne søn i hans egenskab som Logos eller Ordet. Men da han var Jehovas repræsentant og arbejder i denne skabervirksomhed og var blevet bemyndiget dertil af Gud, omtales Jehova selv som himmelens og jordens Skaber. (Es. 40:26, 28; Joh. 1:10; Kol. 1:16; Åb. 3:14) Af lignende grunde, og fordi Jesu liv og tale på jorden var en fuldkommen fremstilling af Jehova Gud, sagde Jesus: „Den, som har set mig, har set Faderen.“ (Joh. 14:9) Dette skriftsted er således ikke et bevis på treenighedslæren, lige så lidt som henvisningerne til, at det at se engle var det samme som at se Gud, beviser, at de udsendte engle var indbefattet i en treenig Gud.
● Nogle religiøse mennesker påstår, at den vin, der blev drukket ved mindemåltidet, var ugæret druesaft. Hvordan kan man bevise, at Kristus anvendte rigtig vin ved denne lejlighed? — A. L., Arkansas.
De, der er tilhængere af afholdsbevægelser, påstår, at Jesu ord „vintræets frugt“ hentyder til druesaft og ikke til virkelig gæret saft eller vin. Men vi husker, at vingårdens høst fandt sted i årets sensommer, hvorimod jødernes påske ikke indtraf før det følgende forår, seks måneder senere, og almindeligvis havde jøderne ingen midler til at opbevare druesaften så længe, uden at den gærede. Jesus brugte den „vintræets frugt“, der var til at få i påsketiden, og det var rigtig vin. Historien viser, at jøderne brugte rigtig vin på denne årstid, og selv i vore dage følger jøderne deres tradition fra den tid og bruger gæret druesaft eller rigtig vin med alkoholindhold.
For yderligere oplysninger henviser vi til Vagttaarnet for 1. marts 1948 og til dets artikel „Hvornår og hvordan skal mindemåltidet fejres“, hvor der i fodnoten på side 72 siges: „Vi har ingen grund til at tvivle på, at den vin, Herren benyttede som et symbol på sit udgydte blod, var fremstillet uden tilsætning af gær til druesaften for at fremskynde gæringen. (På den måde fremstiller de „ortodokse“ hebræere endnu deres påskevin.) Men det var alligevel gæret vin. De bestanddele, som fremkalder gæringen, fandtes jo i selve druesaften og førte ved en langsom proces til gæring og afklaring, og således blev det til „vin“. . . . Vi nærer ingen tvivl om, at den vin, Herren brugte ved nadveren, var ren vin (men ikke slet og ret druesaft, der ikke kunne holde sig uden gæring fra efteråret til foråret), og det har været samme slags vin, som nævnes andre steder i Bibelen, og hvorom der siges, at overdreven nydelse af den gør beruset. (Ef. 5:18; Joh. 2:10; Luk. 5:39) . . . Vi påstår ikke, at Herren og apostlene brugte rosinsaft eller druesaft, men virkelig vin.“