Den udødelige sjæl — en revideret opfattelse

LIVET er en kostelig gave fra Gud. Mennesker som er i fare, viser tydelige tegn på at de gerne vil bevare livet. Når et menneske dør, nærer de pårørende som regel håb om at døden ikke betyder „enden på alt“ for vedkommende.

Guds ord fremholder et enestående håb for de døde. For eksempel sagde Jesus: „Dette er hans vilje som har sendt mig, at jeg intet skal miste af alt det han har givet mig, men at jeg skal oprejse det på den yderste dag. For dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ — Joh. 6:39, 40.

Hvad sker der mellem det tidspunkt et menneske dør og opstandelsen „på den yderste dag“? Har du lært at der findes en „udødelig sjæl“ som forlader legemet når døden indtræder, og at denne „sjæl“ fortsætter en bevidst tilværelse og erfarer enten glæde eller pine mens den venter på at blive genforenet med legemet i opstandelsen? Millioner af mennesker som har troet på denne lære, har lidt efter lidt forandret opfattelse. Hvorfor?

En anden opfattelse

I flere hundrede år har kendte bibellærde og præster været klar over at læren om sjælens udødelighed er i strid med læren om opstandelsen. Dette gælder blandt andre bibeloversætteren William Tyndale i det sekstende århundrede. Han sagde: „Ved at anbringe henfarne sjæle i himmelen, helvede eller skærsilden ødelægger man de argumenter Kristus og Paulus benytter som bevis for opstandelsen . . . Hvis sjælen var i himmelen, hvorfor skulle opstandelsen så være nødvendig?“ Tyndale bemærkede også at læren om sjælens udødelighed hidrørte fra „de hedenske filosoffer“.

Den romersk-katolske gejstlige Ray T. Bosler skrev ligeledes i en avisartikel i efteråret 1974: „Det nye Testamente taler ikke om en udødelig sjæl adskilt fra legemet. . . . Når Det nye Testamente bruger ordet sjæl sigter det til selve personligheden — legeme og sjæl — som får nyt liv i opstandelsen. . . . Vore teologer er indbyrdes uenige om hvilken slags tilværelse de hellige egentlig har frem til den endelige opstandelse. . . . Teologerne gør sig spekulationer om det ukendte i denne forbindelse. Vi kan derfor ikke vente megen hjælp fra dem.“

Et jødisk opslagsværk, The Jewish Encyclopedia, giver følgende kommentar: „Troen på at sjælen fortsætter med at eksistere efter at legemet er gået i opløsning, har mere med filosofiske eller teologiske spekulationer end med enkel tro at gøre, og den bliver derfor ikke noget sted udtrykkeligt fremholdt i Den hellige Skrift.“

Hvad siger Bibelen egentlig om sjælen?

Hvad er en sjæl? Kan den dø?

Første gang en menneskesjæl omtales i Bibelen, er i Første Mosebog 2:7, hvor der ifølge oversættelsen af 1871 står: „Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ Læg mærke til at mennesket ikke fik, men blev til en levende sjæl. Sjælen er hele personen, og ikke en usynlig del af den. Var du klar over det? Læg mærke til følgende udtalelser i Bibelen som indebærer det samme:

„Alle Sjæle af Jakobs Hus, som kom til Ægypten, vare halvfjerdsindstyve.“ (1 Mos. 46:27, 1871-overs.) „Den, som . . . efterlader at holde Paaske, den Sjæl skal udryddes fra sit Folk, fordi han ikke har ofret Herrens Offer paa dets bestemte Tid; denne Mand skal bære sin Synd.“ (4 Mos. 9:13, 1871-overs.) „Frygt begyndte at gribe hver sjæl.“ (Apg. 2:43) „I alt var vi i båden to hundrede og seksoghalvfjerds sjæle.“ — Apg. 27:37.

Dette har fremtrædende bibellærde også været klar over i flere hundrede år. Martin Luther skrev for eksempel følgende om det hebraiske ord for sjæl der benyttes i Bibelen: „Det sigter ikke kun til en del af mennesket, sådan som vi tyskere taler om sjælen, men det sigter til hele mennesket som det findes med sine fem sanser og som en skabning der opretholder livet ved at spise og drikke.“ Luther placerede læren om sjælens udødelighed blandt „den endeløse række af fantasifostre man finder i de romerske [katolske] dekretalers affaldsdynge“.

I vort århundrede har teologen Karl Barth sagt følgende i et radiointerview: „Glem aldrig at Bibelen . . . omtaler mennesket som en enhed, en helhed, som en sjæl, det vil sige dets liv som en person, hvilket kan skelnes fra dets legeme men ikke adskilles fra det, ligesom legemet kan skelnes fra sjælen men ikke adskilles fra den.“

Vil det sige at når et menneske dør, så dør sjælen med? Bibelen nævner gang på gang at sjæle dør eller ødelægges: „Min sjæl dø de oprigtiges død.“ (4 Mos. 23:10) „I, som vanhelliger mig . . . og således dræber sjæle.“ (Ez. 13:19) „Så sagde Jesus til dem: ’Jeg spørger jer: Er det tilladt at gøre godt på sabbaten eller at gøre fortræd, at redde en sjæl eller at ødelægge den?’“ — Luk. 6:9.

Hvilken tilstand befinder en sjæl sig i når den er blevet dræbt eller ødelagt? Læg mærke til hvad patriarken Job siger om hvordan det ville være gået ham hvis han havde været død allerede ved fødselen: „Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i fred.“ (Job 3:13) Ifølge Job hviler de døde; de sover. I overensstemmelse med dette siger Bibelen et andet sted: „De døde ved ingenting.“ — Præd. 9:5; Joh. 11:11-13; Apg. 7:60; 1 Kor. 15:6, 18, 20, 51; 2 Pet. 3:4.

I hvilken forstand kan sjælen ’fare ud’ og ’vende tilbage’?

I forbindelse med Jakobs hustru Rakels død siger Bibelen: „Og det skete, der hendes Sjæl for ud — thi hun døde — da kaldte hun hans [sin nyfødte søns] Navn Ben-Oni.“ (1 Mos. 35:18, 1871-overs.) Og i forbindelse med at profeten Elias kaldte en enkes søn tilbage til livet, læser vi: „[Jehova] hørte Elias’ røst; drengens sjæl vendte tilbage, så han blev levende.“ — 1 Kong. 17:22.

Hvad betyder det at sjælen „for ud“ og „vendte tilbage“ i disse tilfælde? Det fremgår tydeligt af den måde Første Kongebog 17:22 gengives på i New American Standard Bible: „Og Herren hørte Elias’ røst, og barnets liv vendte tilbage til det, og det blev levende igen.“ Når nogen dør, ebber deres liv som menneskesjæle ud. Det var livet, og ikke nogen bevidst substans, der vendte tilbage til cellerne i drengens legeme. Elias sagde da også til drengens moder: „Se, din søn [hele personen, ikke blot hans legeme] lever!“ — 1 Kong. 17:23.

Er der liv i dødsriget?

Nogle er blevet forvirret af følgende udtalelse om „Babels konge“: „Dødsriget [hebraisk: sh^eōlʹ] nedentil stormer dig heftigt i møde, . . . jager alle folkenes konger op fra tronen; de tager alle til orde og siger til dig: ’Også du blev kraftløs som vi, du blev vor lige!’ Til Dødsriget [hebraisk: sh^eōlʹ] sendtes din højhed, dine harpers brus, dit leje er redt med råddenskab, dit tæppe er orme.“ (Es. 14:9-11) Hvad betyder disse vers?

Læg mærke til at vers 4 i samme kapitel betegner denne beretning som en „spottevise“ (hebraisk: mashalʹ, „ordsprogsagtigt udsagn“; den latinske Vulgata-oversættelse: paraʹbola, „lignelse“). Der er altså tale om en lignelse der i poetiske vendinger beskriver det livløse som om det taler. I vers 8 har vi et yderligere eksempel på dette: „Selv cypresserne glæder sig over dig, Libanons cedre: ’Siden dit fald kommer ingen op for at fælde os!’“ — Se også Dommerbogen 9:8-15.

Guds ord vil naturligvis ikke fortælle os at bogstavelige cypresser og cedertræer kan glæde sig og tale med hinanden. Vi skal derfor heller ikke opfatte det sådan at de dødes sjæle er ved bevidsthed i dødsriget og sidder på troner. Beretningen er blot en poetisk forudsigelse af at Babylons kongelige dynasti skulle falde og miste sit verdensherredømme.

Ordet „Dødsriget“ i den autoriserede bibeloversættelse er en gengivelse af det hebraiske sh^eōlʹ. I en bibelkommentar der er redigeret af Schaff-Lange, siges der herom:

„Brugen af ordet hører hovedsagelig hjemme i Det gamle Testamentes poetiske sprog . . . Sheol fremtræder som summen af alle grave. Hvem vil vel benægte denne side af sagen, specielt når det gælder det 31. og 32. kapitel i Ezekiels bog? Det er graven i almindelighed, som kalder alt jordisk liv til sig, hvor højt det end måtte være nået.“

En anden lignelse som har meget tilfælles med den ovennævnte, er den vi finder i Lukas 16:19-31. Her fortæller Jesus om „en rig mand“ der pines af ild i haʹdes (det græske begreb der svarer til det hebraiske sh^eōlʹ) mens „en tigger ved navn Lazarus“ velsignes ved „Abrahams bryst“. Her er ikke tale om sjæle som lider efter legemets død. Denne beretning er også en lignelse, og af sammenhængen fremgår det at den rige mand er et billede på jødernes religiøse ledere dengang, mens Lazarus står for det jævne folk som tog imod Jesus Kristus. Det er det som disse kategorier af mennesker hver for sig oplevede efter Jesu død, der beskrives i Jesu billedtale.a

„Ilden der ikke kan slukkes“

Hvad mente Jesus da når han talte om „ilden i Gehenna“? (Matt. 5:22, gengivet med „Helvedes ild“ i den autoriserede oversættelse af 1948) Et eksempel på hvad Jesus lærte om Gehenna finder vi i Markus 9:43-48:

„Og hvis din hånd nogen sinde bringer dig til snublen og fald, så hug den af; det er bedre for dig at gå invalid ind til livet end at have de to hænder og gå til Gehenna, til ilden der ikke kan slukkes. Og hvis din fod bringer dig til snublen og fald, så hug den af; det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at have de to fødder og blive kastet i Gehenna. Og hvis dit øje bringer dig til snublen og fald, så kast det bort; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at have to øjne og blive kastet i Gehenna, hvor deres orm ikke dør og ilden ikke slukkes.“

Støttede Jesus her en udbredt jødisk forestilling om en tilstand af brændende pine efter døden? Jøderne på den tid havde faktisk ikke noget bestemt syn på de dødes tilstand. Læg mærke til følgende citat fra A Rabbinic Anthology, som er udarbejdet af de jødiske forskere Claude Montefiore og Herbert Loewe:

„Også et andet punkt virker forvirrende: Ifølge én lære vil man, når man dør, sove indtil man igen ’opstår’ i den almindelige opstandelse og til den endelige dom. Ifølge en anden lære kan man, når man dør, forudsat man er retfærdig eller man angrer (og i særdeleshed hvis man er israelit), straks i lyksalighed få del i livet i den velsignede kommende verden, og hvis man er ond og afgudsdyrker og en fjende af Israel, kan det hænde at man går lukt i helvede når man dør. . . . Det kan også hænde at man efter en tid i helvede vil blive udslettet. Eller det kan ske at man bliver udslettet ved sin jordiske død. Der findes en mængde afsnit som antyder eller giver udtryk for alle disse forskellige, besynderlige opfattelser og forvirrende synspunkter, og der findes ingen enkelt teori eller opfattelse som er almindeligt antaget.“

Lagde du mærke til at en af de jødiske opfattelser af de dødes tilstand gik ud på at de døde ’sover’ indtil opstandelsen, og at en anden mulighed var at man ’udslettes’ ved døden? Da Jesus talte om Gehenna var det tydeligvis udslettelse han havde i tanke, for ved en senere lejlighed gav han sine disciple denne formaning: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ — Matt. 10:28.

Men hvis dette er tilfældet, hvorfor forbandt Jesus da Gehenna med „ild“? Vi kan hente nogle baggrundsoplysninger om dette i The New Bible Commentary (1965): „Gehenna var den helleniserede form af navnet ’Hinnoms dal’, en dal ved Jerusalem hvor en ild blev holdt ved lige for at den skulle fortære byens affald. Dette er et magtfuldt billede på endelig udslettelse.“ Bibelens omtale af Gehenna er således ikke noget grundlag for læren om evig pine ved bevidsthed i et brændende helvede.

„Samme synspunkt som Platon“

Men hvis Bibelen ingen steder siger noget om at en udødelig sjæl forlader legemet i dødsøjeblikket, hvor kan denne forestilling da stamme fra? Teologerne har lånt den fra den græske filosof Platon, der selv havde den fra hedenske mysteriereligioner der var opstået i fortidens Babylon. Platon skrev: „Vi opfatter jo døden på en ganske bestemt måde. . . . Nemlig som sjælens adskillelse fra legemet. At være død betyder, at legemet er blevet sig selv, adskilt fra sjælen, og at sjælen er blevet sig selv, adskilt fra legemet. Er døden noget som helst andet end det?“ (Faidon, afsnit 64; gengivet efter bogen Platon ved Johannes Sløk, s. 120) I The Encyclopedia of Philosophy (1967) siges der:

„Enhver som hævder at ånden eller sjælen er en substans i den forstand at den kan siges at eksistere alene og uden for legemet, slutter sig derved til Platon, og enhver som opfatter denne formodede substantielle ånd eller sjæl som den virkelige eller sande person, antager det samme synspunkt som Platon.“

I hvor høj grad græsk filosofi har indvirket på kristenheden, fremgår af professor Douglas T. Holdens udtalelse i bogen Death Shall Have No Dominion:

„Den kristne teologi er blevet så sammenblandet med græsk filosofi at den har fostret personer som er en blanding af ni dele græsk tankegang og én del kristen tankegang.“

Ifølge Bibelen er menneskesjælen mennesket selv. Når et menneske dør, er det derfor sjælen der dør. (Ez. 18:4, 20) De døde er uden bevidsthed og opfatter hverken velbehag eller pine, indtil de får livet igen ved en opstandelse. (Præd. 9:5, 10; Sl. 146:4; Apg. 24:15) Den udbredte religiøse lære om sjælens udødelighed stammer ikke fra Guds ord men fra græsk filosofi. Bør man ikke, hvis man hidtil har troet på sjælens udødelighed, revidere sin opfattelse?

[Fodnote]