Lægedom til liv i den nye verden

„Og bladene på træerne var til lægedom for nationerne.“ — Åb. 22:2, NW.

 1, 2. Hvilket fremtidigt sundhedsprogram står Jehova nu over for, og hvad er hovedformålet med det nuværende sundhedsprogram?

JEHOVA Gud har gennemført et usædvanligt sundhedsprogram i de forløbne nitten århundreder. Nu står han overfor at skulle udøve en lægegerning, der vil helbrede alle mennesker, som skal leve i den evige, nye verden. Det kommende sundhedsprogram vil sætte alle mænd og kvinder, der følger de guddommelige forskrifter, i stand til at leve for evigt i fuldkommen fysisk og mental sundhed på en jord, befriet for alle spor af sygdom og svækkelse.

² De undere, der vil blive gjort i retning af at bringe menneskeslægten tilbage til fuldkommen sundhed, blev forudskildret ved de forbløffende helbredelser, som Jesus Kristus og hans apostle foretog ved begyndelsen af det sundhedsprogram, der har været under udfoldelse i de sidste nitten århundreder. Dette program er i særdeleshed gået ud på at forberede mennesker, en lille gruppe af menneskeheden, til evigt liv i det himmelske. Det vil sige, at det er blevet gennemført til særlig gavn for den kristne menighed, der består af de 144.000 sejrvindere over denne verden, og som skal forenes med Jesus Kristus i hans himmelske rige. Men selve dette rige vil blive et helbredende redskab. Gennem det skal alle jordens slægter velsignes med fuldkomment liv i lykke.

 3. Hvad bragte det nuværende sundhedsprogram særligt i rampelyset allerede fra dets begyndelse?

³ Som det blev forklaret i det foregående nummer af Vagttaarnet, kom det nuværende sundhedsprogram for den kristne menighed særlig i rampelyset som følge af de mirakuløse helbredelser, der fandt sted ved dets begyndelse for nitten hundrede år siden. På Jesu Kristi ord eller ved hans berøring fik de blinde øjnene åbnet, de døve hørelsen igen, de stumme fik talens brug; de lamme gik uden at halte eller bruge krykker, de sengeliggende stod op, de ulykkelige, som var ramt af spedalskhed, blev renset for dens hærværk, de døde oprejstes fra deres ligbåre eller fra gravkammeret. Lukas, der selv var læge, skrev om denne åbenbarelse af guddommelig sygdomsbehandling: „Og Jehovas kraft stod til hans rådighed, så han kunne helbrede.“ (Luk. 5:17, NW) Det var ikke gennem nogen mystisk uddannelse i oversanselige ting, hypnose eller lignende, men som en direkte gave, givet på stedet, at Jesus overdrog sine særligt udvalgte disciple myndigheden til at foretage legemlige helbredelser. Det skete med den udtrykkelige befaling, at de ikke måtte tage sig betalt derfor! Derpå døde han martyrdøden, denne mand, om hvem det var blevet profeteret: „Dog bar han i sandhed vore sygdomme, og vore smerter dem påtog han sig, . . . straffen for vort velfærd ramte ham, og ved hans sår er der lægedom for os.“ — Es. 53:4, 5, Ro; 1 Pet. 2:24.

 4. Hvorfor ophørte dette sundhedsprogram ikke øjeblikkeligt med Jesu død?

⁴ Ophørte det guddommelige sundhedsprogram pludseligt for stedse ved Jesu død? Nej, Jehova Gud hindrede det i at strande ved at oprejse ham fra de døde og lade ham tage sæde ved Guds højre hånd i himmelen og der udøve al magt for Gud i himmelen og på jorden. Ti dage efter, at Jesus var steget op og atter befandt sig i himmelen, det vil sige på pinsedagen, udgød denne herliggjorte Jesus hellig ånd over sine trofaste disciple på jorden, og med den skænkede han mange af dem gaven til at helbrede legemlige sygdomme. Sundhedsprogrammet fra himmelen fortsatte blandt menneskeheden.

 5. Hvorfor finder der ingen guddommelige helbredelser sted nu, og er det et tab for os?

⁵ Som det blev forklaret i forrige nummer af Vagttaarnet, fortsatte den mirakuløse helbredelse af legemlige skavanker, til de sidste af apostlene og deres kristne medarbejdere døde. Ved disse mirakler var den kristne menighed blevet opbygget i sin tro og var også blevet identificeret som det sande „Guds Israel“, der indtog det kødelige Israels hus’ plads, da dette Israel havde forkastet Jesus som Messias eller Kristus. Til sin tid groede den kristne menighed ud af sin barndom. Nu er den efter at have bestået i nitten hundrede år nået til modenhed eller sin kristne manddoms fulde vækst. Gud har fjernet en del ting fra den, som hørte til dens barndom, som for eksempel åndens gave til på stedet at helbrede det menneskelige legeme og sind. Derfor udøver den rest af den kristne menighed, som endnu befinder sig på jorden, ikke denne åndens gave. De har intet bibelsk grundlag for at forvente at opnå guddommelig helbredelse ved et mirakel fra nogen som helst kilde eller kanal. Men dette betyder ikke noget virkeligt tab eller sætter dem i nogen forlegenhed, thi deres håb og evige fremtid er åndelig, himmelsk, og ikke legemlig, jordisk.

 6. Har kristne været og er de nu udsatte, for sygdom? Hvorledes søger de lindring?

⁶ Endog i det første århundrede med dets mirakuløse helbredelser var selv de mest trofaste blandt de kristne ligesom de øvrige af menneskeheden udsat for sygdomme, og døde af dem. De døde ikke alle en martyrs voldelige død eller levede til en høj alderdom som apostelen Johannes, der modtog Åbenbaringen, og måske er død som følge af alderdomssvækkelse. Kristne, som havde fået myndighed til at helbrede, var ikke blevet bemyndiget til at bruge denne kraft på sig selv eller lade deres brødre, som ligeledes ejede denne gave, bruge den på dem til lindring og lise for de kristne. De bad heller ikke om at blive helbredt for deres fysiske svagheder på mirakuløs vis. De brugte velkendte midler eller søgte hjælp hos datidens læger. I vor tid bliver trofaste kristne på samme måde syge og ofre for disse tiders almindelige sygdomme, nu da åndens gave til at helbrede forlængst er ophørt. De søger også lindring på fornuftig vis.

 7. Bør usædvanlige helbredelser i dag betragtes som guddommelige helbredelser?

⁷ Til tider må man som sidste udvej ty til kirurgiske indgreb. Patientens liv hænger i en tråd. Håbet om helbredelse synes meget spinkelt. Der er al grund til at mene, at han ikke står det igennem. Men så sker der en vending, og den syge eller den, som er blevet opereret, kommer sig og kan genoptage sit normale liv. Fordi helbredelsen forekommer os så fantastisk, skal vi så mene, at det er et tilfælde af guddommelig helbredelse i det tyvende århundrede? Den, som er blevet rask, vil måske mene det. Han vil give udtryk for sin taknemmelighed til Gud og beskrive sin helbredelse, som var den fra Gud. Han vil sige, at Gud viste ham barmhjertighed og skånede hans liv, for at han netop kunne fortsætte med det arbejde, Gud havde udset til ham.

 8. Hvilke modbeviser har vi herfor?

⁸ Men dersom Gud afstedkom hans helbredelse, hvis det virkelig var guddommelig helbredelse, hvorfor henvendte denne kristne sig så i det hele taget til en læge og tog den medicin, han foreskrev? Eller hvorfor gik han ind på at lade sig operere og måske oven i købet at overtræde Guds lov ved at få en blodtransfusion eller en indsprøjtning med blodplasma? Blev der truffet sådanne indledende foranstaltninger til den guddommelige helbredelse, der fandt sted, dengang Guds ånd bevirkede helbredelse? Nej, på ingen måde. Dengang var Guds mirakler øjeblikkelige og blev udøvet på stedet uden menneskelig lægehjælp eller lægemidler og i tilfælde, hvor disse intet havde gavnet. Men dette er ikke tilfældet i dag. Når en kristen derfor oplever en usædvanlig helbredelse og genvinder sin sundhed, bør han ikke overbevise sig selv om, at det skyldes indgriben fra himmelen. Personer uden for den kristne menighed oplever også uventede og usædvanlige helbredelser. Mens een kristen forbavser alle ved at blive vristet ud af dødens gab, bukker en anden eller mange andre under for det fysiske pres, når de befinder sig i en lignende situation. Hvad nu? Smilede den guddommelige gunst til den ene, som blev rask igen og vendte tilbage til normal sundhed og virksomhed, og så med vrede miner på de andre, som ikke oplevede nogen bedring, men blev mere og mere syge for til sidst at dø af deres lidelse eller operation? Det ville ikke være fair at sige det, især da de, som bukkede under, var lige så trofaste og hengivne imod Gud som den, der så uventet kom sig.

 9. Hvilke andre beviser tilkendegiver, at den, som bukker under for sygdom, ikke er under Guds vrede eller uden for hans bevågenhed?

⁹ Husk på, at kort efter at Gud havde vist sig for Jakob og erklæret, at hans navn herefter skulle være „Israel“, så fødte hans elskede hustru Rakel under svære veer sin anden søn, Benjamin, og døde efter fødselen. Vi kan være forvissede om, at det ikke var noget tegn på guddommelig vrede. (1 Mos. 35:9-20) Da Jakob var 147 år gammel, blev han syg og døde af sin sygdom; men ikke, fordi han ikke længere nød Guds gunst, thi han forblev Guds profet lige til det sidste. Jakob blev balsameret af ægyptiske læger. (1 Mos. 47:28 til 48:1; 49:33 til 50:3) Elisa blev også syg og døde, men han profeterede endogså på sit dødsleje som et af Jehovas vidner. (2 Kong. 13:1-20) Det er også muligt, at Timoteus’ maveonde og hyppige sygdomsanfald vedblev til hans død, og at vinen, som Paulus rådede ham til at drikke, kun gav ham midlertidig lindring. (1 Tim. 5:23) At man bukker under for en operation eller en sygdom, er ikke noget bevis for Guds vrede eller mangel på interesse eller opmærksomhed fra hans side. Lige så lidt som en usædvanlig helbredelse er at betragte som et tegn på hans særlige indgriben eller gunst. Vi må bruge vor fornuft og have et sundt sind. Husk, at der er mange legemlige faktorer og deraf følgende omstændigheder, der kan medvirke til, at nogle kan stå en operation eller alvorlig sygdom igennem, men som ikke er til stede hos dem, som bukker under.

10. Er sygdom en ting, vi kan lægge frem for Gud i bøn? Med hvilken begrænsning?

¹⁰ Det vil ikke sige, at vi ikke skal være taknemmelige imod Gud og give udtryk derfor, hvis vi kommer os. Det vil heller ikke sige, at vi ikke kan fremlægge sagen for ham gennem bøn, når vi selv eller vore elskede medkristne er syge. Enhver omstændighed og ethvert anliggende i vort liv er noget, vi kan komme til Gud med i bøn. Dog bør vi ikke bede om guddommelig helbredelse og vente den, selv om vi går ud fra Jesu ord: „Dersom I forbliver i forening med mig, og mine ord forbliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og det vil ske jer.“ (Joh. 15:7, NW) Vi ved, hvad Jesu ord til sine efterfølgere går ud på i dag, og de beretter ikke om overnaturlige helbredelser og mirakler på deres fysiske organismer på nuværende tidspunkt.

11. Hvad kan vi med rette bede om under sygdom? Og hvem tilhører vi stadig, selv om vi dør?

¹¹ Hvad vi med rette kan bede vor Fader om er kristen sjælsstyrke til at udholde sygdom og fysisk svækkelse. Vi kan bede om hjælp til at handle som trofaste vidner under det altsammen og ikke miste vor tro til ham og ikke lide åndelig skade som følge af vor sygdom. Vi kan bede om vejledning i vor brug af de rette hjælpemidler, der står til vor rådighed, eller den rette lægehjælp. Selv midt under vor sygdom kan vi lade vort lys skinne. Det er vor pligt at prædike ordet og være „ivrigt optaget deraf både i gunstig tid og i besværlig tid“. (2 Tim. 4:2, NW) Der har været tilfælde, hvor legemligt svage er blevet stærkere i fysisk henseende, når de har bevist deres nidkærhed for hans rige ved at tage aktivt del i tjenesten på arbejdsmarken, skønt et dårligt helbred syntes at tale imod det. Vi bør huske at — for at citere apostelen — „når vi lever, lever vi for Jehova, og når vi dør, dør vi for Jehova. Derfor tilhører vi Jehova, både når vi lever og når vi dør. Derfor var det jo, at Kristus døde og blev levende igen, for at han kunne blive herre over både de døde og de levende.“ (Rom. 14:8, 9, NW) Den trofaste kristne, der ikke kommer sig, men dør, tilhører stadig Herren Jesus.

Nogle giver Djævelen skylden

12. Til hvem henviser nogle som et bevis for, at Satan står bag sygdom og ulykker?

¹² Nu vil nogle stille spørgsmålet: Er det ikke Satan, Djævelen, der er skyld i, at vi bliver syge og således sættes ud af virksomhed? Er det ikke ham, der forårsager, at dræbende ulykker rammer Jehovas trofaste, eller ulykker, der bliver dem en hæmsko i deres videre tjeneste for Gud? Som støtte for et bekræftende svar vil de henvise til Jobs tilfælde. Der lod Satan ild falde ned fra himmelen og fortære Jobs store kvæghjorde og deres vogtere, ligesom han lod et stormvejr ramme det hus, hvor hans ti børn var forsamlet til en fest, så det faldt ned over dem og de dræbtes. Desuden ramte denne onde skabning Job med en frygtelig sygdom, der dækkede ham fra isse til fod med kløende bylder.

13, 14. Hvorfor udgør Jobs tilfælde ikke en målestok for alle tilfælde?

¹³ Men Jobs tilfælde er ikke den regel, hvorefter vi kan måle andre sygdoms- og ulykkestilfælde. Job blev gjort til et prøvetilfælde. Først henledte Jehova Satans opmærksomhed på Jobs retskaffenhed, hvorpå Modstanderen anklagede Job for kun at tjene Gud af selviske grunde, fordi Gud værnede om ham og al hans ejendom med sin særlige beskyttelse, og at det derfor betød fremgang for Job at tjene Gud. Men lad Gud fjerne sin beskyttelse og give Satan lov til at spille ind over for disse selviske goder, og Job ville fornægte Gud og forbande ham lige op i hans ansigt. Da Job nægtede at give efter for dette tryk og blive utro, fordi han mistede ejendom og børn, så fik Satan tilladelse til at røre ved Jobs hud og kød og true hans liv med en uhelbredelig sygdom. Dertil kom, at Jobs egen hustru vendte sig imod ham, og hans tre fornemme venner fordømte ham som en hykler, der ramtes af Guds retfærdige hånd. Disse hårde prøver rokkede ikke Job i hans retskaffenhed. Satans udfordring til Gud vedrørende denne gudfrygtige mand faldt derfor til jorden, og den almægtige Gud helbredte Job ved et mirakel og gav ham mangefold igen, hvad han havde mistet under den afgørende prøve.

¹⁴ Ganske vist er vi kristne hver især på en retskaffenhedsprøve midt i denne fjendtlige verden. Men ingen bør tro, at han er af så stor betydning, at han specielt er udset til at blive prøvet ligesom Job. Hvis det var tilfældet, så måtte vi føre billedet med Job helt ud i den yderste konsekvens for hver enkelt kristen. Så skulle hver kristen i dette liv få det dobbelte af, hvad han havde mistet som følge af de ulykker, Satan havde bragt over ham. Han ville blive genstand for guddommelig helbredelse og bagefter få et langt liv i sundhed, svarende til Jobs 140 år, efter at han blev rask. — Job, kapitlerne 1, 2, 42.

15. Hvad var Job et billede på, og hvad skildrede derfor hans prøve?

¹⁵ Jobs prøve fandt sted med Guds tilladelse og blev nedskrevet for at tjene som en profeti. Den var en forhåndsskildring af en Jobskare, der, begyndende med Jesus (som aldrig var syg), ville få deres retskaffenhed over for Gud prøvet gennem Satan. Denne prøve skulle imidlertid ikke bestå i bogstavelige ulykker, tab eller hæslige sygdomme fra Satans hånd. Nej; men i forfølgelse og modstand fra denne verden, der ville bevirke tab af nære venner og stille os i et vanærende og dårligt lys, og få os til at se afskyelige ud i andres øjne, så de ville beskylde os for at være religiøse hyklere og under Guds fordømmelse. Som for eksempel, når kristenhedens ortodokse, religiøse systemer anklager os for at være spottere, fjender af alt og alle, nazister, fascister, imperialister det ene sted og kommunister det andet sted. Jobs mirakuløse genvindelse af helbred og ejendom var derfor ikke et billede på guddommelig helbredelse af vore sygdomme eller vor immunitet over for yderligere ulykker, men på, hvorledes den almægtige Gud ville genindsætte den trofaste rest af sine salvede vidner i sin gunst og over for retsindige mennesker gendrive alle de falske anklager imod og ilde omtale af sine tjenere.

16. Hvorfor er tilfældet med kvinden, der havde en sygdomsånd, og Paulus’ torn i kødet ikke beviser for, at Satan er skyld i al sygdom?

¹⁶ Lad os derfor se fornuftigt på sygdom og ulykke. Der er mange andre ting end sygdom og ulykker, som Satan kan benytte til at stille vor retskaffenhed på prøve. Ganske vist sagde Jesus til den kvinde, der var helt krumbøjet, og som han helbredte; „Var det ikke på tide, derfor, at denne kvinde, der er en Abrahams datter, og som Satan har holdt bundet, se, i atten år, at blive løst fra dette bånd på sabbatsdagen?“ Men vi bør lægge mærke til, at beretningen siger, at kvinden havde en „sygdomsånd“ og øjensynligt var under påvirkning af en dæmon, der ikke ville lade hende rette sig op. (Luk. 13:10-16, NW) Paulus talte også om sin „torn i kødet“ som „en Satans engel, der bestandig slår mig“, men det var ikke en sygdom eller ulykke, hvilket blev forklaret i det foregående nummer af Vagttaarnet. Hvad end denne torn var, så var det noget, Satan benyttede sig af til at gøre livet svært for Paulus og volde ham bekymringer. Således kan det også være med vore sygdomme og ulykker. Skønt Satan ikke kan betragtes som den direkte skyldige, kan han godt bruge dem, efter at vi er blevet ramt af dem, til at volde os bekymringer, svække vor tro på Gud, nedbryde vor nidkærhed i Guds tjeneste og få os til at miste Guds ånd og give op.

17. Har normale årsager de samme virkninger hos kristne som hos andre? Forandrer det ens legeme at blive kristen?

¹⁷ Sygdomme, svagheder og ulykker har deres normale årsager. Disse årsager frembringer de samme resultater i de indviede kristnes liv som i de uindviede, verdslige menneskers liv. I Lystra i Lilleasien sprang Paulus og Barnabas ind midt i folkeskaren og gjorde indsigelse, da disse hedninger ønskede at tilbede de mirakeludøvende apostle som guder: „Mænd, hvad er det dog, I gør? Vi er også mennesker med samme svagheder som I.“ (Ap. G. 14:8-15, NW) Og vi kan alle være enige med salmisten David, da han sagde: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (Sl. 51:7) Så blot fordi et menneske tror de gode nyheder om Guds rige og indvier sig til at følge i Jesu fodspor, udvirker Gud ikke mirakler for ham eller forandrer hans legemstilstand. Måske vil han være i stand til at forlænge sit liv ved en bedre levevis som kristen, både moralsk og fysisk, fordi han lærer sandheden bedre og bedre at kende og behandler sit legeme med større omhu og ikke misbruger det, således som verden gør det med deres. Uselvisk virksomhed i Guds tjeneste er godt både for sind og legeme. At studere Guds ord og praktisere det i tale, tanke og gerning har en helsebringende virkning på alle måder. For at citere Salomo: „Frygt Jehova og vig fra det onde; så får du helse for legemet, lindring for dine ledemod.“ — Ordsp. 3:7, 8.

18. Hvorfor opstår sygdom hos alle uden forskel, uden at det behøver at skyldes Satans direkte indgriben?

¹⁸ Al den sygdom, som er kommet ind i verden, skyldes den oprindelige overtrædelse af Guds lov. Også i dag skyldes sygdom en eller anden overtrædelse af Guds love for fysisk velvære. Det skyldes ikke Satans direkte indgriben. Nogle af os arver visse sygelige tendenser, og de kan komme til udbrud, efter at visse årsager giver stødet dertil. Sæt for eksempel, at en epidemi rammer et land. Et verdsligt menneske med en god konstitution bliver måske ikke smittet, hvorimod en trofast kristen bliver det og dør af sygdommen eller er længe om at blive rask igen. Grunden hertil kan udelukkende skyldes en svagere fysik og mangel på kendskab til, hvorledes man undgår at blive smittet. Disse er derfor naturlige, fysiske processer, der foregår i alle og enhver uanset tro. Det ville være urimeligt direkte at beskylde Djævelen derfor.

19, 20. Hvis det ikke er Satan, hvem er så skyld i ulykker?

¹⁹ Det samme kan siges om ulykker. De skyldes som regel skødesløshed. Under de samme omstændigheder vil skødesløshed af hvem som helst forårsage den samme ulykke. En rutebil fuld af stævnedeltagere er for hjemgående, og chaufføren falder i søvn ved rattet. Rutebilen forulykker, der sker et vældigt sammenstød, mange dræbes, og næsten alle såres. Det må da være Djævelens skyld! Nej, det skyldes uagtsomhed og ubetænksomhed fra chaufførens side. En anden bilfuld af vidner, der har været ude i vidnearbejdet og forkyndt de gode nyheder, foretager en lille udflugt og parkerer vognen i et vejsving. En anden bil kommer i stærk fart rundt i vejsvinget og tørner sammen med den parkerede bil, og alle, der sidder i vognen, dræbes. Djævelens anslag? Nej! Mangel på omtanke og forsigtighed i et vejsving.

²⁰ En kristen træder på et løstliggende tæppe på et olieret gulv, snubler, falder og brækker hoften. Skal man skyde skylden på Djævelen? Nej, hvem som helst, der med fart på havde trådt på tæppet på det glatte gulv, ville være faldet, også hvis det var en af Djævelens yndlinge. To kristne gifter sig og ønsker at forblive barnløse for at være friere stillet og uden bekymringer og byrder. Pludselig, til deres store forfærdelse, og til trods for deres forsigtighed, melder en uønsket baby sin ankomst! De påstår, at det var Herren, der lod dem møde hinanden og blive gift; men hvad dette barn angår, så må det være Djævelen, der har overrumplet dem for at hindre dem i deres tjeneste for Gud. Men dersom de ikke ønskede børn, hvorfor giftede de sig så? Er ikke ægteskabets hovedfunktion at sætte børn i verden? Ved at gifte sig bragte de deres frihed til at tjene uhindret i fare og udsatte sig selv for byrden og ansvaret med at opdrage børn. Nej, det var ikke Satan, der gav manden og kvinden forplantningsevnen. Det var ikke ham, der startede dette lille barns liv, et liv, som kristne forældre bør betragte som „helligt“ i Guds øjne. (1 Kor. 7:14) Nej, dette barn var ikke en „fejltagelse“. Bedrag ikke jer selv med hensyn til de uforanderlige naturlove, som Skaberen har nedlagt i den menneskelige organisme. Den vil virke, hvor al jeres forsigtighed måske ikke vil være i stand til at hindre dens funktion.

21. Kan kristne vente, at visse normale fysiske forhold vil virke anderledes på dem end på andre?

²¹ Sygdomme, ulykker og alderdomssvækkelse vil derfor have deres normale kredsløb blandt indviede kristne som blandt resten af menneskeheden, Når legemet bliver ældre og ikke længere har ungdommens kraft til at læge sig selv eller opbygge nye væv, så kan man vente, at det vil bryde sammen, hvad enten det drejer sig om kristne eller andre. Abrahams søn Isak blev blind på sine gamle dage og var uden syn i henved 50 år, endskønt han var et billede på Jesus Kristus. (1 Mos. 27:1, 21-23; 35:28, 29) Vi kan prøve på at lappe på det udslidte legeme, men dersom medicin, specialistbehandling eller operationer ikke formår at føje en alen til den gamle kristnes liv, så er det ikke hans skyld. Men når disse metoder slår fejl, skal han ikke vente eller bede om guddommelig helbredelse. Denne den hellige ånds virkemetode er for længst ophørt over for kristne. Nogle vil måske mindes, hvorledes Gud lagde femten år til kong Ezekias’ liv, og profeten Esajas lod en figenkage lægge som plaster på den ondartede byld som et symbol på Guds kraft til at helbrede. (Es. 38:1-22) Men nu lever vi ikke længere i profeternes og apostlenes dage med deres overnaturlige helbredelsesgaver. Vi bør derfor ikke vente det usædvanlige eller bede derom, blot fordi vi er trofaste kristne.

22, 23. Vil nogle dø i Harmagedon som følge af naturlige årsager? Vil det være ensbetydende med, at der er fældet dom over dem?

²² Når det kommende Harmagedonslag bryder ud i al sin kraft og ødelæggelse, vil mange hengivne kristne være i en høj alder eller i en svagelig legemstilstand. Måske vil de derfor under slagets gang med alt det, det vil føre med sig på og rundt om jorden, dø af rent naturlige årsager som følge af en svag konstitution eller dårligt hjerte. Når vi læser de profetiske beretninger om dette slag, for eksempel Salme 46, der fortæller, hvorledes jorden vil blive rystet, og bjergene styrte ned i havet, og vandene bruse og syde, så at selv bjergene skælver ved deres vælde, kan vi forstå, at det vil blive en tid, der vil tage hårdt selv på de stærkeste hjerter og den bedste fysik. Vi vil måske komme til at lide mangler sammen med de øvrige af jordens befolkning, knaphed på føde, blive udsat for elementernes rasen, o.s.v., og det vil derfor blive en tid, der vil belaste vore fysiske kræfter. Nogle vil måske på grund af deres legemlige tilstand, alder eller andre faktorer ikke være bedre i stand til at udholde Harmagedonslagets voldsomhed end den øvrige verden.

²³ Imidlertid vil trofaste Jehovas vidners død, fordi deres legemlige modstandskraft er brudt, ikke betyde en dom over dem eller et tegn på deres udryddelse ved Jehovas himmelske hærskarer. De vil dø i trofasthed, til Guds ophøjelse, og deres død vil ikke betyde, at de er udslettet for evigt, men de vil få lejlighed til at genopstå i den nye verden, der følger efter Harmagedon. Men dersom det behager Gud, kan han styrke selv den svageste blandt sit trofaste folk på overnaturlig måde til at udholde alle de strabadser i denne trængselstid, der aldrig har haft sin mage, og overleve. Hver eneste af hans folk, der overlever slaget, vil gøre det, fordi Gud har beskyttet dem midt under den udryddelse, han lader ramme alle sine fjender.

24. Hvorledes bør vi derfor bære os ad med hensyn til helbred og sikkerhed?