Håbets kraft

„Thi i håbet blev vi frelst. Men et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi hvordan kan man håbe på det, man ser?“ — Rom. 8:24.

 1. Hvem kan vi takke for håbet, og hvordan er håbet en virksom kraft?

DER VILLE intet håb være i universet, om ikke Jehova, det evige livs store kilde, var en „håbets Gud“. (Rom. 15:13) I menneskehedens mørkeste time, dengang Adam og Eva gjorde oprør mod deres Skaber og bragte synd og død over deres efterkommere, så Jehova, at der var opstået et behov for håb, og i sin miskundhed tilvejebragte han et sådant håb. Dette ophøjede håb, der for første gang blev stillet mennesker i udsigt for næsten 6000 år siden, udgør stadig en virksom og beskyttende kraft for dem, som elsker og søger retfærdighed. Dets kraft, der kommer til udfoldelse gennem en forståelse af Guds skrevne ord, tilskynder den kristne til gudfrygtige handlinger, bærer ham oppe under trængsler og leder ham trygt ad den trange vej, der fører til endeløst liv i Jehovas nye verden.

 2. Hvorfor er udsigterne i verden så håbløse?

² Men hvorfor er udsigterne for verden i dag da så håbløse, når Jehova har givet menneskeslægten et velbegrundet håb? Fordi den Onde, Satan Djævelen, har gjort de store menneskemasser blinde for det sande håb. Denne listige modstander har opstillet falske håb og påtvunget jordens befolkning dem. Med største underfundighed har Djævelen bedraget nationerne og givet sig selv skin af en „lysets engel“, således at „hele verden er i den Ondes vold“. (2 Kor. 11:14; 1 Joh. 5:19; 2 Kor. 4:4) Hvad har det ført til? At verden i dag er fuld af mennesker, der klynger sig til golde, spinkle og vage håb. Spørg menigmand om, hvilket håb han har. Svaret vil uvægerlig røbe usikkerhed og vise, at hans håb er meget vagt. Nogle vil indrømme, at det er deres håb at tjene penge. De ejer altså ikke det håb, Jehova giver, men med deres håb stempler de sig selv som overtrædere i den højeste dommers øjne: „Har jeg slået min lid til guld, kaldt det rene guld min fortrøstning, var det min glæde, at rigdommen voksed, og at min hånd fik sanket så meget, . . . det var brøde, der drages for retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.“ — Job 31:24, 25, 28.

 3. Forklar, hvorfor det ikke gavner at sætte vort håb til menneskelige organisationer, og hvorfor nationerne ikke er præget af „lutter glæde og fred“.

³ De, som sætter deres håb til menneskers løfter eller til løfter, givet af en organisation af nationer, kan ikke med sikkerhed sige: I dette håb „blev vi frelst“. Hvordan kunne de nære et frelsende håb? Menneskers gyldne løfter om at indføre en tryg verden er så langt fra blevet indfriet. Ved at ignorere det håb, Jehova har givet, har folkene sat deres lid til spindelvæv: hvis de støtter sig til det, kan det ikke bære. Hvordan kunne selv en organisation af de klogeste mænd stå fadder til et frelsende håb, når der siges: „Som et åndepust står hvert menneske der“? (Sl. 39:6; Job 8:14, 15) Det bedste hus eller den bedste organisation, mennesker kunne opbygge som grundlag for et frelsende håb, ville ikke være andet end spindelvæv. „Du borttørrer hans ønske som et spindelvæv; kun et åndepust er alle mennesker.“ (Sl. 39:12, AT) Skønt gejstligheden har hyldet præsident Eisenhower som „grundlæggeren af et nyt håb“, som det blev sagt ved hans indsættelse som præsident, og skønt gejstligheden side om side med politikerne har hyldet de Forenede Nationer som menneskets eneste håb, så er den nøgne sandhed dog den, at nationerne ikke er præget af „lutter glæde og fred“. Og hvorfor? Fordi de ikke kender „håbets Gud“. Lyt til Kristi Jesu ord: „Retfærdige Fader! Verden har ikke kendt dig.“ (Joh. 17:25) Da verden ikke kender Jehova, den eneste kilde til sandt håb, sætter den sit håb til rigdomme og til menneskers løfter, et håb, der blegner og visner.

 4, 5. a) Hvor ligger fejlen, når mennesker fordømmer Gud for verdens fordærvede tilstand? b) På hvilken måde underlagde Gud skabningen forgængeligheden „med håb“?

⁴ Jehovas løfte om en ny og varig retfærdsverden står fast. (5 Mos. 7:9; Es. 66:22) Det rummer et opløftende og befriende håb, skønt alle „dør i Adam“ helt frem til denne stund. (1 Kor. 15:22) Hvordan er det et befriende håb? Det er det, fordi en ny verden vil medføre, at „skabningen selv skal engang fries fra den forkrænkelighed [det fordærv, NW], hvorunder den træller“. (Rom. 8:21) Mennesker fordømmer ofte rask væk Gud, fordi den nuværende verden træller under fordærv. Vanskeligheden er den, at de ikke ransager Skriften og altså ikke ser tingene i det rette perspektiv. Det skyldtes udelukkende Jehovas ufortjente godhed, at Adam og Eva fik lov til at få børn, før dødsstraffen blev eksekveret. Ellers ville vi ikke have været til i dag! Dog blev mennesker som følge af Adams synd født til ufuldkommenhed og død. (Rom. 5:12) Det var naturligvis ikke efter menneskeskabningens ønske, men den havde intet valg. Det er, hvad apostelen forklarer os i Romerne 8:20: „Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden — ikke frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder — dog med håb.“ Det vil ikke sige, at den almægtige Gud underlagde skabningen forgængelighed, i håb om at han kunne gøre noget for den. Nej! Gud håber aldrig. Han ved alt. „Gud kender alt sit værk fra verdens begyndelse.“ (Ap. G. 15:18, KJ) Jehovas fuldkomne kundskab om sine gerninger gør håb overflødigt.

⁵ Men hvordan underlagde Jehova da menneskeheden forgængelighed „med håb“? Det gjorde han med sine ord i Edens have, umiddelbart inden han dømte Adam og Eva til døden. Som dommer henvendte Jehova Gud sig til den troløse skærmende kerub, den åndeskabning, der blev kendt som Satan Djævelen, og sagde: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Her fremholdtes i få ord det ypperste håb for hele menneskeslægten! Det var et løfte fra den Allerhøjeste om, at selve ophavet til al ondskab, den, „der har dødens vælde, nemlig Djævelen“, skulle udslettes af tilværelsen af en befrier. (Hebr. 2:14) Et løfte om en ny verden, hvori menneskeskabningen skulle udfries fra fordærvets tomme trældom til frihed og liv! — Es. 65:17.

 6. Hvorfor sendte Jehova sin elskede søn til jorden?

⁶ Da Guds elskede søn kom til jorden, han, som Gud havde udvalgt til at være den store befrier, blev det klart, at håbet om en ny verden ikke alene betød, at Slangen skulle knuses, men at de lydige blandt menneskeslægten skulle frelses til liv i dette håb. Jesus sagde: „Jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod.“ (Joh. 10:10) Det var for den fuldkomne nye verden, at Gud gav sin enbårne søn og tillod, at han led døden på marterpælen. (Joh. 3:16) Da den opstandne Kristus Jesus frembar fortjenesten af sit genløsningsoffer for sin Fader i himmelen, og Jehova tog imod den, blev grundvolden lagt til den nye verden. De, som i dag helt og fuldt sætter deres lid til det frelsende håb, håbet om Jehovas nye himle og nye jord, udgør en ny verdens samfund. Deres håb, som bygger på Guds løfte — og Gud kan jo ikke lyve — er en bærende kraft i deres liv. Vi skal nu se, hvorfor håbet er en kraft.

En undersøgelse af håbets kraft

 7. Definer begrebet håb. Hvorfor har et håb større kraft end et ønske?

⁷ I Websters uforkortede New International Dictionary defineres håb som „et ønske, der er ledsaget af en forventning om at opnå det ønskede“. Håb består derfor af to elementer: 1) et ønske og 2) en følelse af, at ønsket vil blive realiseret eller opfyldt. Man kan altså nære et inderligt ønske uden at være besjælet af håb. For et ønske, der ledsages af en forestilling om, at der er meget ringe eller ingen mulighed for, at dette ønske nogen sinde vil blive opfyldt, udgør ikke noget håb. Et ønske kan drage, men et håb gør meget mere: det tilskynder, driver og ansporer til at gøre noget.

 8. Hvorfor må der være et fast grundlag for håb?

⁸ Skal vi tro på det, vi håber, må håbet være bygget på et fast og urokkeligt grundlag og hvile på sikker tillid og fortrøstning. Hvorfor det? Fordi vi ikke ser det, vi håber på. „Et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi hvordan kan man håbe på det, man ser?“ (Rom. 8:24) Ordet „ser“ indgiver tanken om en opfyldelse af håbet, hvorved man oplever eller skuer selve virkeliggørelsen. I Job 7:7 læser vi: „Ej mer får mit øje lykke at skue.“ I King James-oversættelsen står der i margenen „at skue, det vil sige: glæde sig ved“.

 9, 10. a) Fører håbets bærende kraft altid til noget godt? Begrund dit svar. b) Hvorfor var den skærmende kerubs håb dømt til at briste?

⁹ Eftersom håb er noget, vi ikke ser, kan vort håb enten briste eller bære, alt efter hvad vi har bygget det på. For at vise, at håbets bærende kraft ikke altid fører til noget godt, vil vi se på eksemplet med den skærmende kerub, der gjorde sig selv til Satan Djævelen. Denne vældige åndeskabning lod sig opsluge af en ærgerrighed, der blev bestemmende for hans liv. Begæret hos ham blev hans håb, for han troede, at han kunne nå sit mål. Det var i kraft af dette håb, at den skærmende kerub førte sin ærgerrige plan ud i livet. Han gjorde oprør mod Jehovas universelle overhøjhed, blev en forræder og forledte på underfundig måde Eva til også at falde fra.

¹⁰ Men denne ondskabens mester, der gjorde oprør og løsrev sig fra Jehovas hellige organisation, vil aldrig se sit brændende håb opfyldt, håbet om at blive den Allerhøjeste lig. For der var noget i vejen med hans håb. For det første byggede det på et uret ønske; for det andet var forestillingen om, at det ville blive opfyldt, inspireret af et hovmod, der gjorde keruben blind og fordærvede hans visdom. (Ez. 28:17; 1 Tim. 3:6) Et sådant håb, der var inspireret af hovmod, kunne kun føre til ulykke. (Ordsp. 16:18) Satan er allerede blevet styrtet ned fra de høje himmelske steder til jorden og med ham hans dæmoner, der er som brikker i hans hånd. Inden længe vil den usynlige hersker over denne verden blive sat ud af spillet i Harmagedonslaget, når Kongen, Kristus Jesus, kaster ham ned i afgrunden i en dødlignende uvirksomhed. (Joh. 12:31; 14:30; Åb. 12:7-9, 12; 20:1-3) Eksemplet med den skærmende kerub viser, at et håb, der ikke bygger på en sund grundvold, aldrig kan føre til noget lykkeligt udfald, og det viser også, hvilken kraft der ligger i et ønske, der er parret med en forestilling om, at det kan opfyldes.

Hvad galt var der ved Evas håb?

11. Var det håbets kraft, der fik Eva til at spise af det forbudte træ? Hvordan kan vi vide det?

¹¹ Gennem slangen opfordrede Satan Eva til at spise af det forbudte træ og lokkede hende med ordene: „I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes jeres øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt.“ (1 Mos. 3:4, 5) Troede Eva virkelig på dette løfte om guddommelig visdom, så det tændte et håb hos hende? Ja, der var de nødvendige elementer til stede til at skabe et håb: hun ønskede større visdom, og hun ventede oprigtigt, at hun ville opnå den. Hendes ønske havde derfor båret frugt i form af håb, og dets kraft drev hende frem, dog ikke til lykke, men til ulykke. (Jak 1:14, 15) At Evas ønske havde undfanget og født synd gennem forventningen om, at hun ville opnå visdom, ses af Skriftens egne ord: „Det var ikke Adam, der blev bedraget, men kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse.“ (1 Tim. 2:14) Eva indrømmede, at hun fuldt og fast havde troet slangen: „Slangen forførte mig, og så spiste jeg.“ — 1 Mos. 3:13.

12. Hvad galt var der ved Evas håb?

¹² Hvorfor førte Evas håb hende i døden? Fordi det ikke havde noget sundt grundlag, da hun håbede på, at hun ved at synde kunne opnå sit ønske. Synd var altså grundlaget for hendes håb. Eva havde ingen grund til at tro, at synd kunne udvirke det, slangen lovede. Hun havde ikke ringeste bevis for, at slangen var pålidelig og troværdig. Hvor kunne hun have det? Slangens ord var en direkte modsigelse af det, Evas Skaber havde sagt: „Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:17) Slangen havde ikke bevist, at Jehovas udsagn var usandfærdigt, og han havde heller ikke bevist, at hans egen udtalelse var sandfærdig. Eva havde altså intet sundt grundlag for sin tro. Hun var lettroende. Et håb, der bygger på lettroenhed, har ikke andet at holde sig til end en andens ubeviste ord eller mening om fremtiden. Hvad var den store fejl? Det var den, at Evas håb ikke hvilede på det, som Skriften kalder „tro“.

13. Hvilken forbindelse er der mellem tro og håb?

¹³ „Hvad er tro? Det er det, som giver vore håb begrundelse, som overbeviser os om ting, vi ikke kan se.“ (Hebr. 11:1, Knox) Ordet, der her er oversat med „begrundelse“, betyder det grundlag, hvorpå man bygger noget andet. Weymouths oversættelse (tredje udgave) definerer tro som „en velfunderet forvisning om det, vi håber på“. Men hvad er „forvisning“? Er det en overbevisning, en fast tro? Det er mere endnu! Under overskriften „tro“ siger Funk og Wagnalls New Standard Dictionary: „Overbevisning er en tro, der er grundfæstet gennem argumentation og bevisførelse; forvisning er en tro, der er hævet over argumentation.“ Så kan vi til fulde forstå den dybe betydning af gengivelsen i New World Translation of The Christian Greek Scriptures: „Tro er en sikker forvisning om ting, man håber.“ Eva havde ikke på noget tidspunkt en „velfunderet forvisning“ eller en „sikker forvisning“ om det, hun håbede. Hendes håb, der byggede på synd, førte til døden. Men skønt Evas håb var mangelfuldt, manglede det ikke drivkraft. Hvor langt større kraft har så ikke et håb, der bygger på tro!

Håbet kommer til undsætning

14, 15, a) Hvad beretter Hebræerne, det ellevte kapitel, om? b) Hvilket håb nærede de Jehovas vidner, der levede forud for Kristus?

¹⁴ Et håb, der bygger på tro, hviler på den evige Guds uangribelige løfte om, at de ting, man håber på, vil blive opfyldt med absolut sikkerhed, hvis man vedbliver med at være trofast lige til enden. Det var et sådant velfunderet håb, de første Jehovas vidner nærede. I Hebræerne, det ellevte kapitel, skriver apostelen om deres håb. Men er det ikke et kapitel, der taler om tro? Jo, men det taler også om håb, håb, der bygger på tro! Disse Jehovas vidner, der levede før Kristus, så frem til den nye verden. Om Abraham siger Bibelen: „Han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.“ Det vil ikke sige, at Abraham, Isak og Jakob så frem til et himmelsk håb, men snarere, at de håbede på en opstandelse til liv på jorden under de nye himles styre. Paulus skriver således om deres håb:

¹⁵ „I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden . . . men nu står deres hu til et bedre, nemlig det himmelske fædreland [et, der hører himmelen til, NW].“ (Hebr. 11:13, 16) Moses var blandt dem, som vidste, at hans hu ikke stod til et liv i himmelen, men til et liv på jorden under Kongen Kristi himmelske regering. Da Moses nærede et sådant håb, vendte han sit sind og sine tanker mod fremtiden. Håbet bar ham oppe under trængsler. Ja, Moses valgte „at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund; han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel; thi han så [med iver, NW] frem til lønnen“. (Hebr 11:25, 26) Moses havde al grund til „med iver“ at se frem til en jord, der var opfyldt af Jehovas herlighed. For det var den almægtige Gud selv, der lovede Moses, idet han svor ved sit eget liv: „Så sandt jeg lever, skal hele jorden opfyldes af Jehovas herlighed.“ (4 Mos. 14:21, NW) Moses glemte ikke dette løfte. Ligesom Sara holdt han „ham for trofast, som havde forjættet det“. — Hebr. 11:11; Hab. 2:14.

16. Vis, hvordan håbet var en kraft i deres liv.

¹⁶ Fordi den store „sky af vidner“ havde så fast et håb, erklærede de offentligt, at de ikke var en del af verden. Det bevirkede, at de blev forfulgt og til tider underkastet tortur. Satte de deres retskaffenhed til under tortur? Nej! Håbet kom dem til undsætning, det bar dem oppe: „Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse [for en eller anden løsesum, NW], for således at opnå en bedre opstandelse.“ (Hebr. 12:1; 11:35) Hvilken bærende kraft har ikke et håb, der bygger på det rette grundlag?

Opstandelseshåbets kraft

17. Hvorfor „oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt“?

¹⁷ For de første vidner var opstandelsen en uadskillelig del af deres håb. De vendte den gamle verden ryggen og så frem til en opstandelse på jorden under det himmelske styre, da de ikke længere skulle være nødt til at dø. Skønt de var trofaste til det sidste, „oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt“. Hvorfor? Fordi „Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med“. (Hebr. 11:40) De kunne ikke „nå til fuldendelsen“, siger apostelen, uden den kristne menighed, Kristi brud, der er begrænset til de 144.000 trofaste sejrvindere. (Åb. 7:4; 14:1, 3) Da denne „sky af vidner“ ikke hørte til den kristne menighed, der begyndte med Kristus Jesus, kunne den ikke gøre sig håb om at være med i „den første opstandelse“, der er en opstandelse til himmelsk liv og herlighed. Fortidens trofaste mænd vil imidlertid få en opstandelse som „retfærdige“, idet de bliver oprejst fra de døde gennem en tidlig opstandelse til liv på jorden, og de vil efterhånden nå frem til fuldendelse eller fuldkommenhed under Guds rige ved Kristus Jesus. — Ap. G. 24:15; Matt. 22:32, 33.

18. a) Hvad er det „levende håb“, og hvem har et sådant håb i dag? b) Hvem har også et frelsende håb, og hvem kan de takke derfor?

¹⁸ Det håb om evigt liv i himmelen, som den trofaste kristne menighed af Jesu efterfølgere nærer, kalder apostelen Peter „et levende håb“. „Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv.“ (1 Pet. 1:3, 4) Der findes kun en lille rest på jorden af de kristne, hvis håb det er at skulle regere sammen med Kristus i himmelen som konger og præster i tusind år. (Åb. 20:5, 6) Ved deres død vil de med det samme blive oprejst til liv i ånden, idet de „forvandles i et nu, i et øjeblik“. (1 Kor. 15:51, 52) Men frelseshåbet er også en kraft i deres liv, som udgør den store skare retsindige mennesker: „En stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åb. 7:9, 10) Disse er Herrens „andre får“, og de kan takke Jehova for deres håb om evigt liv på en paradisisk jord og også Lammet, Kristus Jesus, for han blev „ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham“. — Hebr. 5:9.

19-21. a) Hvorfor er opstandelseshåbets kraft en faktor af allerstørste betydning i dag? b) Hvordan betragter verden den nye verdens samfunds retskaffenhed?

¹⁹ Hvorfor er opstandelseshåbet en så vældig kraft i den salvede rests og dens retsindige medarbejderes liv? Fordi end ikke den hårdeste forfølgelse fra Djævelens organisation, ja end ikke tortur og død, kan få dem til at sætte deres retskaffenhed over styr, for opstandelseshåbet holder dem oppe. Ligesom de første vidner fra Abel og frem til Johannes Døber bevarede deres retskaffenhed, skønt de „måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel“, således vil også den nye verdens samfund bevare deres, hvis de bliver udsat for lignende prøver. (Hebr. 11:36) Ja, det vil de. For forudsagde ikke Mesteren om den tid, vi lever i nu, at man skal „overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld“? — Matt. 24:9.

²⁰ Under den anden verdenskrig sad tusinder af Jehovas vidner i Hitlers koncentrationslejre, og de tog ikke imod befrielse på bekostning af deres håb. De, som har håb om at leve i den nye verden, vil heller ikke „tage imod befrielse for en eller anden løsesum“ (NW), selv om de bliver fængslet eller torteret af kommunister eller „demokratiske“ diktatorer. Med Gogs angreb fra det yderste nord i vente har Jehovas vidner brug for den bærende kraft, opstandelseshåbet giver. „Den, som har bjærget sit liv, skal miste det; og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det.“ (Matt. 10:39) Da verden ikke forstår eller har erfaret håbets kraft, undrer den sig ofte over den nye verdens samfunds ubøjelige retskaffenhed. Vi skal her gengive, hvad en mand skrev om Jehovas vidner og om sin forundring over dem:

²¹ „Da jeg først begyndte at studere Jehovas vidner, var jeg så heldigt stillet at få udmærket bistand hos en sagfører fra American Civil Liberties Union (Foreningen for Amerikanske Borgerlige Friheder). Som en indledning til denne undersøgelse sagde han til mig: „De har antagelig aldrig set nogen, der virkelig er villig til at dø for sin religiøse overbevisning. Som følge af vor overfladiske måde at tage tingene på og hele vor mentalitet, der aldrig synes at regne med, at noget er absolut sikkert, tror vi moderne mennesker ikke, at der findes noget, som er værd at give sit liv for. Men når De kommer i kontakt med vidnerne, vil De sikkert for første gang stå over for mennesker, der er villige til at lade sig forfølge og endogså dræbe for deres religiøse tros skyld.“ Dengang følte jeg mig ikke overbevist om, at det forholdt sig således, men nu gør jeg.“ Hvorfor undrer verden sig i den grad over Jehovas vidners retskaffenhed? Hvorfor har mennesker i verden så vage håb og en „mentalitet, der aldrig synes at regne med, at noget er absolut sikkert“? Det er, fordi verden ikke kender Jehova, „håbets Gud“.

22. a) Gør rede for, hvad resten og de „andre får“ ser frem til. b) Hvis nogen skulle dø før Harmagedon, hvilket håb har så de efterladte?

²² Selv om den salvede rest venter at udføre en tjeneste på jorden en tid lang efter Harmagedonslaget, hvis det behager Jehova, og selv om de andre får venter at tjene Jehova uden nogen afbrydelse og overleve afslutningen på denne tingenes ordning, som indtræffer i Harmagedon, og fortsætte deres levebane for tid og evighed i den nye verden, så kan de godt dø af naturlige årsager, eller fordi deres retskaffenhed bliver sat på prøve lige til døden, inden Harmagedonslaget kommer. For den trofaste rest betyder døden en øjeblikkelig opfyldelse af deres himmelske håb. For de andre får betyder døden en kort søvn, til de kommer frem for „at opstå til liv“. (Joh. 5:29) I begge tilfælde borttager opstandelseshåbet den overvældende sorg, der er så almindelig i verden, når et dødsfald finder sted. „Vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ (1 Tess. 4:13) Hvad enten den „store skare“, der er den åndelige rests retsindige medarbejdere, fortsætter deres livsløb uafbrudt gennem Harmagedonslaget, eller de får en opstandelse fra døden efter Harmagedon, så sætter de deres urokkelige håb til det løfte, at de skal blive fuldkomne mennesker i Guds billede.

23. Er håbet uundværligt? Begrund dit svar.