Skyldfri på grund af respekt for blodets hellighed

„Jeg er ren for alles blod.“ — Ap. G. 20:26, NW.

 1. Hvor dyrebart er vort blod, og hvordan kan man sige at Kristus som konge har en helt anden indstilling end de mænd der afprøver atombomber?

BLODET der flyder i legemet er i sandhed dyrebart! Vort liv er afhængigt af blodet, der udgør fra en tiendedel til en tolvtedel af legemet. Det er kun naturligt om vi ængstes når vi hører at den uhyre farlige blodsygdom leukæmi kan brede sig som følge af det radioaktive nedfald fra atombombesprængninger i luften. Ifølge videnskabsmanden dr. W. E. Libby, medlem af den amerikanske atomenergikommission, fordoblede Sovjetunionen i efteråret 1958 i løbet af blot én måned radioaktiviteten i atmosfæren på grund af de mange atomforsøg. Verden over øges truslen mod blodet. Hvordan det? Af de radioaktive stoffer der spredes efter atombombeeksplosioner i luften er især strontium 90 farligt for mennesker, fordi det har en lang levetid og kan forårsage knoglekræft og leukæmi. Blodet dannes i knoglernes marv. (New York Times for den 14. marts 1959) De mænd der er årsag til at noget sådant truer menneskehedens blod, lægger i sandhed en anden indstilling for dagen end Kristus, hvem Skaberen har indsat som konge over en ny verden. Den hellige profeti siger om denne konge: „Han skal . . . frelse fattiges sjæle; han skal fri deres sjæle fra uret og vold, deres blod er dyrt i hans øjne.“ — Sl. 72:12-14.

 2. Hvad tænker mennesker i almindelighed ikke på i forbindelse med Guds lov om blod, og hvorfor skulle vi søge oplysning om denne lov?

² Blodets værdi og den nære forbindelse der er imellem blod og liv kendes bedst af den der har skabt dette levende, cirkulerende væv i dyr og mennesker. Som Skaber og Livgiver gav han for længe siden love vedrørende blodet. Disse love viste at han knyttede hellighed til blodet. Mennesker i almindelighed tænker ikke på at de er underkastet Skaberens lov om blodet, og at de vil blive straffet hvis de krænker dets hellighed. Det er ingen mild straf de vil få; de vil komme til at bøde med selve livet. Der er nu gået mere end 4327 år siden Vandfloden i Noas dage, men den lov Gud dengang gav vedrørende blodet gælder stadig. Hvad mere er, den gælder hele menneskeheden; for vi stammer alle, hvad enten vi er jøder eller ikke-jøder, fra de ikke-jøder til hvem denne hellige lov blev givet, nemlig fra Noa og hans sønner Sem, Kam og Jafet. Vort liv afhænger af om vi skaffer os oplysning om den lov, og derefter holder den. Vi vil blive oplyst og høste gavn af det hvis vi mærker os denne lov der gælder for hele den nulevende menneskehed.

 3, 4. (a) Var det offer Noa bragte efter Vandfloden en krænkelse af blodets hellighed? (b) Hvad udtalte Jehova angående blod i sin lov til Noa?

³ Da Noa og hans familie trådte ud af arken, hvori de sammen med dyrene og fuglene var blevet ført frelst gennem den største vandflod i menneskets historie, bragte han for sig og sin familie et offer til Gud. Der på Ararats bjerg dræbte Noa nogle af de rene dyr og fugle. Derved krænkede han ikke blodets hellighed. Mere end femten hundrede år før Vandfloden havde Adams næstældste søn, den trofaste Abel, bragt et offer, hvilket var ensbetydende med at han havde dræbt nogle af sin fårehjords førstefødte. Men Gud godkendte dette offer og gav Abel det vidnesbyrd at han var retfærdig, skyldfri. (1 Mos. 4:1-4; Hebr. 11:4) Gud bifaldt også at Noa havde ofret de rene dyr og fugle, og Noa „blev arving til den retfærdighed som kommer af tro“. (NW) (1 Mos. 8:18-22; Hebr. 11:7) Samtidig med at Gud, menneskeslægtens frelser, udtalte sin anerkendelse af Noa og hans sønner, fremsatte han sin lov om blodet, den lov som vi bør lade os lede af. Vi læser:

⁴ „Og Gud fortsatte, idet han velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: ’Bliv frugtbare og bliv mange og opfyld jorden. Og frygt for jer og rædsel for jer skal vedblive med at være over enhver af jordens levende skabninger og over enhver af himmelens flyvende skabninger, over alt hvad der krybende bevæger sig på jorden, og over alle havets fisk. De er nu givet i jeres hånd. Ethvert krybende dyr der er i live må tjene jer til føde. Ligesom de grønne planter, giver jeg jer dem alle. Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise. Og desuden vil jeg kræve blodet af jeres sjæle tilbage. Af hver levende skabnings hånd vil jeg kræve det tilbage; og af menneskets hånd, af hånden af en som er dets broder, vil jeg kræve menneskets sjæl tilbage. Enhver der udøser menneskers blod skal få sit eget blod udgydt ved et menneske; for Gud gjorde mennesket i sit billede.’“ — 1 Mos. 9:1-6, NW; aut. dansk overs.; Elberfelder; Segond; Lienart; DeVaux.

 5. Hvorfor havde gudfrygtige mennesker ikke spist kød før Vandfloden, og i hvilken udstrækning gav Gud efter Vandfloden mennesker lov til at spise kød?

⁵ Abel havde aldrig spist kød med blod, kødets sjæl eller liv. Abel var en gudfrygtig mand, og på hans tid havde Gud endnu ikke givet mennesker tilladelse til at spise kødet af dyr, fugle og fisk. Af samme grund havde Noa og de der blev reddet sammen med ham heller ikke spist kød før Vandfloden. Med fuld respekt for blodets kostelighed og betydning tillod Gud nu menneskene at spise kødet af dyr og fugle — men ikke sammen med blodet af dem.

 6. Hvem var den første der nævnede blod, og under hvilke omstændigheder?

⁶ Selv før Vandfloden havde Gud tilladt at blodet fra slagtofrene blev udgydt på hans hellige alter, men hverken blodet eller kødet der indeholdt blodet måtte menneskene indtage som føde. Bibelen viser at den første der nævnede blod var Gud selv. Da Kain nægtede at bekende at han havde myrdet sin broder Abel, sagde Gud til Kain: „Hvad har du gjort! Din broders blod råber til mig fra jorden! Derfor skal du nu være bandlyst fra agerjorden, som åbnede sig og tog din broders blod af din hånd!“ — 1 Mos. 4:10, 11.

 7. Hvilken kendsgerning fremsatte Gud fem tusinde fem hundrede år før lægevidenskaben beviste den, og hvad ignorerer lægevidenskaben i dag?

⁷ Gud nævnede Abels blod og ikke hans legeme af kød. Han understregede altså at livet er i blodet. Fem tusinde fem hundrede år førend lægevidenskaben havde bevist at livsprincippet er i blodet, havde Gud altså sagt det. I den lov Noa fik straks efter Vandfloden, sagde Gud utvetydigt at livet, selve sjælen, var i blodet. Men den moderne lægevidenskab nægter at anerkende Guds egen lov, der byder os at respektere blodets hellighed. Lægevidenskaben ignorerer fuldstændig at alle mennesker i dag er underlagt denne forordning og hjemfalden til Guds straf dersom de overtræder blodets hellige lov.

 8, 9. (a) Hvad lod menneskene hånt om på Nimrods tid, og hvorfor? (b) Hvordan understregede den vending Ruben brugte i sin udtalelse om Josef, at livet repræsenteres af blodet?

⁸ Noa havde en oldesøn ved navn Nimrod; han blev konge af Babylon. Under hans indflydelse begyndte størsteparten af menneskeverdenen at lade hånt om Guds lov vedrørende blodets hellighed. Dette var kun at vente, eftersom kong Nimrod gjorde sig bemærket som „en mægtig jæger i opposition til Jehova“. (1 Mos. 10:8-10, NW) Abraham, manden der havde tro på Jehova Gud, blev født i nærheden af Nimrods tidligere rige. Gennem Isak og Jakob havde Abraham tolv oldesønner, som blev overhoveder for Israels tolv stammer. Der opstod misundelse, og et af disse stammeoverhoveder, Josef, stod i fare for at miste livet for sine brødres hånd. I et forsøg på at frelse Josef sagde hans ældste broder, Ruben: „Udgyd dog ikke blod.“ Når alt kom til alt kunne hans brødre godt indse at de intet ville vinde om de dræbte Josef og „skjulte hans blod“, og så solgte de ham som slave. Nogle år senere udfriede Jehova Gud Josef fra trældom og fængsel i Ægypten, og Josef blev indsat i stillingen som den ægyptiske Faraos førsteminister.

⁹ På en tid da der rådede hungersnød i Palæstina blev Josefs engang så misundelige ti brødre sendt ned til Ægypten for at købe levnedsmidler. De blev stedet for Josef, Ægyptens førsteminister, men genkendte ham ikke. Josef talte til dem ved tolk, og for at prøve deres hjertelag anklagede han dem for at være spioner og truede dem med dødsstraf. Da de ti brødres eget liv nu stod på spil, kom de i tanker om den skyld de havde hvilende over sig, og på hebraisk begyndte de at tale om hvordan de havde solgt Josef og at dette muligvis havde ført til hans død. Nu sagde Ruben: „Sagde jeg ikke til jer: ’Synd ikke mod barnet,’ men I ville ikke høre? Og hans blod, se, her kræves det nu tilbage.“ (1 Mos. 37:21-28; 42:21, 22, NW) Israelitten Ruben brugte altså nøjagtig det udtryk som Jehova Gud havde anvendt dengang han pålagde hele menneskeslægten at holde loven om blodets hellighed. Rubens ord understregede at menneskelivet repræsenteres ved det aldeles uundværlige blod.

10. Hvordan forlangte Jehova da han sluttede pagt med Israel, at folket skulle holde den lov der var givet Noa?

¹⁰ Flere hundrede år senere udfriede Jehova Israels tolv stammer fra trældommen i Ægypten og førte dem til Sinaj bjerg i Arabien. Med profeten Moses som mellemmand oprettede Jehova der en pagt mellem sig selv og Israels tolv stammer, indgik i et kontraktligt forhold til dem; han skulle være deres Gud, og de skulle være hans udvalgte folk. Foruden de ti bud gav Jehova dem hundreder af andre love. For at de nu kunne blive Jehova Gud et helligt folk, helt forskelligt fra de ikke-israelitiske folk i verden, forlangte han at de skulle holde den lov han havde givet deres forfader Noa vedrørende blodets hellighed. Følgelig forbød han dem at indtage menneske- eller dyreblod som mad eller drikke.

11. Hvad forbød Jehovas lov ikke alene israelitterne men også de fremmede indbyggere, og hvorfor?

¹¹ En af Guds love til dem lød: „I må heller ikke nyde noget som helst blod af fugle eller kvæg, hvor I end opholder Eder; enhver, der nyder noget som helst blod, skal udryddes af sin slægt.“ Ikke engang de fremmede indbyggere iblandt dem måtte nyde blod. I Jehovas lov stod der: „Om nogen af Israels hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget blod, så vender jeg mit åsyn mod den, der nyder blodet, og udrydder ham af hans folk. Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet Eder det til brug på alteret til at skaffe Eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen. Derfor har jeg sagt til israelitterne: Ingen af Eder må nyde blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt Eder, må nyde blod.“ — 3 Mos. 7:26, 27; 17:10-12.

12. Hvad har McClintock and Strong’s Cyclopædia at sige vedrørende forbud mod nydelse af blod og overtrædelse af dette forbud?

¹² McClintock and Strong’s Cyclopædia of Biblical, Theological and Ecclesiastical Literature, bind I, side 834, siger angående forbud mod nydelse af blod: „I tilfælde hvor forbudet fremføres i forbindelse med lovlige og ulovlige spiser, er begrundelsen, der som regel står anført i teksten, at ’blodet er sjælen’, og det er befalet at det skal hældes ud på jorden som vand. Men hvor forbudet fremføres under henvisning til de dele af slagtofrene der skulle bringes Herren, fastholder teksten, foruden førnævnte begrundelse, at ’blodet soner ved sjælen’. (3 Mos. xvii, 11, 12 3Mo 17:11, 12). Dette strenge pålæg gjaldt ikke alene israelitterne men også de fremmede der boede iblandt dem. For den der overtrådte det var straffen at han skulle ’afskæres fra folket’, og man tænkte åbenbart her på dødsstraffen (sammenlign Hebræerne x, 28 He 10:28), om end man vanskeligt kan fastslå om den eksekveredes ved sværd eller stening.“

13. Hvilke vigtige kendsgerninger understregede Guds lov for den israelitiske jæger?

¹³ Derfor pålagde Gud den israelitiske jæger ikke at være som den mægtige babyloniske jæger Nimrod, men derimod at vise respekt for byttets blod. „Han [skal] lade blodet løbe ud og dække det med jord. Thi om alt køds sjæl gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israeliterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.“ (3 Mos. 17:13, 14) Blodet var at ligne ved sjælen. Derfor sagde Gud til alle jægere der stod i pagtsforhold til ham: „Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde blodet; thi blodet er sjælen, og du må ikke nyde sjælen [nephesh, hebraisk] tillige med kødet. Du må ikke nyde det, men du skal lade det løbe ud på jorden som vand.“ (5 Mos. 12:23, 24) At spise sjælen er det samme som at spise gudgivent liv, og gør man det er man skyldig i at have taget liv der tilhører Gud.

Kristne ikke fritaget fra loven om blod

14, 15. (a) Hvad anerkendte de første jødekristne angående Lovpagten og Guds egen lov til Noa? (b) Hvilke instruktioner udsendte det styrende råd derfor til ikke-jødiske kristne?

¹⁴ Hvordan forholder det sig nu med de kristne, dem der trofast følger i Jesu Kristi, Guds søns, fodspor? Jesus grundlagde den kristne menighed på jorden. Indtil tre og et halvt år efter hans død og opstandelse bestod menigheden udelukkende af omskårne jøder eller israelitter og proselytter. Disse jødekristne anerkendte at Lovpagten som Jehova Gud havde givet Israels nation ved Moses, var blevet ophævet, var så at sige blevet spigret til den marterpæl som Jesus Kristus blev naglet til som et fuldkomment menneskeoffer. Den kristne apostel Paulus, der førhen var jødisk farisæer, har bekræftet dette. (Ef. 2:13-16; Kol. 2:13-17, NW) Den kristne menighed var ved Jesu Kristi udgydte blod nu under en ny pagt med Jehova Gud. Ikke desto mindre anerkendte dens medlemmer at de stadig var underlagt Jehovas egen lov til Noa vedrørende blodets hellighed, den hellige lov der aldrig var blevet ophævet eller tilbagekaldt. Derfor udsendte det styrende råd, bestående af de tolv apostle og andre modne kristne i menigheden i Jerusalem, følgende instruktioner, endog til de døbte kristne der ikke var omskårne jøder:

¹⁵ „Thi den hellige ånd og vi selv har givet tilslutning til ingen yderligere byrde at lægge på jer, undtagen dette nødvendige, at I holder jer fri for det der har været ofret til afguder, og fra blod, og fra noget der er dræbt uden at blodet er løbet fra, og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil I have fremgang. Måtte I alle være sunde og raske!“ — Ap. G. 15:28, 29, NW; 21:24, 25.

16. Hvad må kristne ikke gøre selv om Lovpagten er ophævet og en ny pagt er indstiftet, og hvorfor ikke?

¹⁶ Nej, Jehova Gud havde ikke ændret sin lov om afgudsdyrkelse, blod og umoralitet, selv om han havde ophævet Lovpagten og indstiftet en ny pagt, der legaliseredes ved Jesu Kristi ofrede blod. Kristne kunne således ikke tilbede Gud ved hjælp af billeder eller symboler; det var dem ikke tilladt at begå ægteskabsbrud eller bedrive utugt; de havde ikke lov til at udgyde blod ved at myrde eller at nyde blodet af fugle, dyr eller mennesker.

17. Hvorfor er det ingen krænkelse af pagten om blod når kristne drikker af det fælles bæger ved Herrens aftensmåltid?

¹⁷ Sandt nok fejrede disse kristne i det første århundrede Herrens aftensmåltid eller den hellige nadver hvert år, og ved den lejlighed havde hver enkelt menighed del i et fælles bæger vin. Men selv om de drak af dette fælles bæger, nød de ikke offerlammet Jesu Kristi bogstavelige blod. Adskillige timer før den romerske soldat havde stukket den pælfæstede Jesus i venstre side så blod og vand flød ud, havde Herren Jesus rakt det symbolske bæger til sine elleve trofaste apostle der var forsamlede på en førstesal i Jerusalem, og sagt til dem: „Drik alle heraf; thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Og jeg siger jer: fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt [det vil sige vin], før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i min Faders rige.“ (Joh. 19:33-37; Matt. 26:26-29) Den røde vin i dette bæger var kun symbolsk. Den var et symbol på Jesu livsblod, der skulle udgydes som et offer til Gud for at vore synder kunne blive renset bort.

18. På hvilken måde har de der deltager i Herrens aftensmåltid del i Kristi blod?

¹⁸ Nogle år derefter skrev apostelen Paulus til dem der fejrede Herrens aftensmåltid: „Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke delagtighed i Kristi blod?“ (1 Kor. 10:16, fodnoten) At de drak dette mindebæger vin var et billede på hvordan de har del i Jesu ofrede menneskelivs fortjeneste, repræsenteret ved hans blod. De har del deri i kraft af deres tro på ham som den der døde for at løskøbe dem fra synd og død.

19. Hvorledes skulle blod anvendes til at tilvejebringe liv, ifølge Guds bemyndigelse, og hvordan betragter sande kristne derfor Kristi blod?

¹⁹ Gud havde givet bemyndigelse til at blodet fra slagtofrene skulle udgydes på hans hellige alter som en ofring af liv til ham. I overensstemmelse hermed erkendte de kristne at Jesu fuldkomne menneskeblod var udgydt på Guds sande offeralter for at tilvejebringe evigt liv for alle som anerkendte hans offer. Det var således dyrebart blod, og det havde købekraft hos Gud. Apostelen Peter skrev til sine medkristne: „I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde.“ — 1 Pet. 1:18, 19.

20. Hvorfor havde udgydelsen af Kristi blod andre følger for de jøder der forlangte at Pilatus lod Jesus dø?

²⁰ Udgydelsen af Jesu blod på Guds alter fik andre følger for disse troende kristne end for de jøder der forlangte at den romerske statholder skulle dræbe Jesus på en marterpæl. Statholder Pilatus vaskede sine hænder i folkeskarens påsyn mens han sagde: „Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!“ De ville at det skulle blive deres egen sag, for de råbte: „Hans blod komme over os og vore børn!“ (Matt. 27:24, 25) Af egen vilje gik de ind på at tage ansvaret for udgydelsen af Jesu blod, og at lade ansvaret gå videre til deres børn.

21. Hvad blev de første kristne beskyldt for på grund af at de nød bægeret ved Herrens aftensmåltid, og hvad viser deres svar med hensyn til loven der blev givet Noa?

²¹ Hvert år højtideligholdt de første kristne Herrens aftensmåltid. Ved den lejlighed drak de på symbolsk vis Jesu blod af det fælles bæger vin. Det var utvivlsomt hele, eller i hvert fald delvis, grunden til at de vantro hedninger beskyldte de trofaste kristne for at drikke menneskeblod, en af de falske beskyldninger som talsmænd for den kristne menighed måtte forsvare sig imod. De lukkede munden på disse kristendommens fjender ved at forklare at menneskeblod var noget langt højere og mere værdifuldt end dyreblod; og kristne ville da slet ikke drikke menneskeblod når det var i strid med deres Guds lov endog at drikke blodet af de laverestående dyr, stumme, fornuftløse skabninger. Der findes utallige vidnesbyrd om at disse trofaste kristne ikke under nogen omstændigheder indtog menneskeblod i organismen. Se Origines Ecclesiasticae, eller Antiquities of the Christian Church, af Joseph Bingham [1668-1723], 17. bog, kapitel 5, paragraf 20.a

22. Hvornår begyndte foregivne kristne at gøre indvendinger imod Guds lov til Noa? Og hvilken indvending fremførte de?

²² Det var først i tiden efter den romersk-katolske teolog og biskop i Nordafrika, Augustin (354-430), at folk der påstod at de var kristne begyndte at indvende at det guddommelige forbud mod at Kristi efterfølgere nød blod blot var en midlertidig befaling og den ikke gjaldt mere. Dette argument var imidlertid kun et led i de foregivne kristnes frafald fra den sande tro som apostelen Paulus havde forudsagt. — 2 Tess. 2:1-3.

23. Hvordan retter kristne sig efter Judas’ formaning og bevarer deres uskyld, i betragtning af at Jehova ikke er blevet en anden?

²³ Efter at Gud havde forudsagt sin søns, Jesu Kristi, komme til templet for at holde dom, sagde Gud: „Jeg, HERREN [Jehova], er ikke blevet en anden.“ (Mal. 3:1-6) Vore dages sande, trofaste kristne retter sig efter disciplen Judas’ formaning om „at stride for den tro, som een gang for alle er blevet overgivet de hellige“. (Jud. 3) I harmoni med denne tro bevarer de deres uskyld med hensyn til blod. De undgår straffen for at overtræde Guds uforandrede hellige lov om blodets ukrænkelighed. Gud kræver intet menneskes liv eller sjæl af deres hånd.

[Fodnote]