Kristne kan vente forfølgelse
„Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.“ — 2 Tim. 3:12.
1. Hvilke spørgsmål melder sig når vi læser Bibelens beretning om hvordan Guds tjenere er blevet forfulgt?
ALLE der har læst Bibelen kender de mange beretninger om hvordan Guds tjenere er blevet forfulgt fordi de trofast har holdt ud i tjenesten for Gud. Denne forfølgelse har haft form af skældsord, fængselsstraffe og vold, og har endog medført døden. Job, Daniel i løvekulen, Paulus, der „fem gange [havde] fået ’fyrretyve slag på ét nær’“, og Kristus Jesus, der led døden for sine forfølgeres hånd, er fremtrædende eksempler på mennesker der trofast har holdt ud under forfølgelse. Det ellevte kapitel i Hebræerbrevet indeholder følgende beskrivelse af de lidelser som de trofaste Guds tjenere i tiden før Kristus udholdt: „De blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, . . . de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter.“ Når vi læser denne gribende beretning føler vi trang til at spørge: Hvorfor? Hvorfor måtte trofaste Guds tjenere gennemgå sådanne lidelser? Kunne Gud ikke beskytte dem? Og kan kristne i vor tid vente lignende forfølgelser? Hvis det er tilfældet, hvordan kan de da trofast holde ud og stå dem sejrrigt igennem? — 2 Kor. 11:24; Hebr. 11:37, 38.
Hvorfor forfulgt
2, 3. (a) Hvor finder vi svaret på hvem og hvad der er årsag til denne forfølgelse? (b) Hvad førte til at der opstod fjendskab mellem Satan og Jehovas tjenere?
2 For at finde ud af hvad der er årsag til denne forfølgelse og hvem der står bag, må vi gå helt tilbage til Bibelens begyndelse, hvor vi finder forklaringen i de første tre kapitler i Første Mosebog. Her læser vi om jordens skabelse og om hvordan den blev dannet til at bebos af mennesker. Til sidst berettes der om hvordan den første mand, Adam, og hans hustru, Eva, blev skabt. I sin godhed gav Gud dem vejledning om hvordan de skulle leve og bevare det gode forhold til deres Skaber. De fik stor frihed til at færdes i deres paradisiske hjem og spise af den frugt og de urter de fandt der. Desuden kunne de glæde sig over den opgave de fik og som bestod i at udøve et kærligt herredømme over dyrene i haven og opfostre børn i disse lykkelige omgivelser. (1 Mos. 1:28-30) Gud krævede med rette at de skulle vise ham lydighed, og det betød at de afholdt sig fra at spise frugten af et bestemt træ i haven. Dette var naturligvis ikke nogen vanskelig prøve da der var mange andre træer hvis frugt de kunne spise og nyde. (1 Mos. 2:17) Gud skjulte ikke for dem at ulydighed mod dette enkle krav ville betyde døden for dem.
3 På dette tidspunkt kom en tredje person ind på scenen, en slange. Den talte underfundigt til kvinden og forledte hende med falske løfter til at spise af den forbudne frugt. Senere tilsluttede Adam sig denne handling, der var oprør mod Gud. Af den grund dømte Gud dem med rette til døden. Gud sagde endvidere til slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Den slange der i virkeligheden hentydes til, identificeres andre steder som Satan, Djævelen. (Åb. 12:9) Af Bibelen fremgår det at „kvinden“ er Guds store himmelske organisation af hellige skabninger, der omtales som hans hustru. (Åb. 12:1-6; Es. 54:1-6) I den dom som Jehova Gud udtalte over Satan, viste han at der ville herske fjendskab eller had mellem Satan og Guds kvindes sæd eller afkom. Kun Satans endelige tilintetgørelse ville bringe dette fjendskab til ophør.
4. Hvordan er Satans fjendskab kommet til udtryk, og hvorfor må vi der lever nu, især ruste os til at udholde forfølgelse?
4 Den forsmædelse og forfølgelse som den sande Guds tjenere siden da er blevet udsat for, har været et udtryk for Satans fjendskab, som Jehova forudsagde. Ved således voldeligt at modstå disse Guds tjenere har Satan prøvet at få dem til at vende sig imod Jehova, sådan som det første menneskepar gjorde på hans foranledning. Satans brændende had er ikke blevet udslukt i de næsten seks tusind år der er gået siden det blev tændt i Eden. På Jesu tid brød Satans had ud i lys lue, idet han forsøgte at udrydde den forjættede sæd, ’kvindens sæd’. Jesus advarede sine efterfølgere om at de ville blive udsat for den samme forfølgelse. „Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: en tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:20) Og nu i endens tid for denne tingenes ordning er Satans fjendskab mod Jehovas tjenere, som Johannes forudsagde i Åbenbaringen 12:13-17, mere voldsomt og brændende end nogen sinde. Ja, han véd udmærket at hans endeligt nærmer sig (Åb. 12:12), og han vil ikke afstå fra at give udtryk for sit bitre had mod alle der tjener Jehova. Dette fjendskab vil først ophøre når „den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan,“ knuses under Guds kvindes sæds hæl lige efter Harmagedon. Vi må derfor ruste os til at holde ud under forfølgelse. — Åb. 12:9; 19:11 til 20:3.
Forskellige former for forfølgelse
5. Hvad er en af de mildere former for forfølgelse, og skulle den gøre os modløse?
5 I Bibelen læser vi om mange forskellige former for forfølgelse som fjenden har brugt imod Jehovas trofaste tjenere og som han stadig bruger i dag. En af de mildere former er den rent verbale; man fremstiller Guds tjenere i et dårligt lys og lyver om dem. Hensigten er ikke blot at få forkynderen til at vige tilbage, men også at forgifte andres sind så de ikke lytter til forkyndelsen af den gode nyhed. Der er naturligvis ingen der bryder sig om at blive overdænget med skældsord eller at blive bagvasket. Men Jesus sagde at det ikke var nogen grund til at blive opskræmt, tværtimod. „Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld.“ Og hvorfor skulle vi være salige eller lykkelige når vi blev udsat for en så ubehagelig behandling? „Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer.“ — Matt. 5:11, 12.
6. Hvad sagde Jesus om modstand fra slægtninge, og hvordan kan Jobs oplevelse hjælpe os til at udholde denne modstand?
6 En mere underfundig form for forfølgelse, som ofte er meget svær at udholde, er modstand fra slægtninge. Kristne der nylig er blevet omvendt, erfarer somme tider at slægtninge som de har elsket højt og som altid har stået dem meget nær, nu begynder at modstå og forfølge dem på grund af deres nye livsførelse. Den trofaste mand Job kom også ud for denne prøve da hans lidelser var størst. Efter at han havde mistet næsten alt hvad han ejede, vendte hans hustru sig imod ham og sagde: „Holder du endnu fast ved din fromhed? Forband Gud og dø!“ (Job 2:9; 19:17) Men selv om Jobs smerter var store, og selv om dette uvenlige angreb fra en der skulle have trøstet ham, uden tvivl sårede ham dybt, holdt han fast ved sin uangribelighed over for Jehova. Det må vi også gøre under lignende prøver, selv om det er svært. Jesus forudsagde at det ville gå sådan: „Thi jeg er kommen for at volde splid ’mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder, og en mand skal få sine husfolk til fjender.’“ — Matt. 10:35, 36.
7. Hvad er den rette indstilling til forfølgelse i form af fængselsstraf?
7 En af Satans mest foretrukne former for forfølgelse er fængsel. Han har ofte brugt dette middel efter at have fremført falske anklager, som i tilfældet med Jakobs søn Josef, der blev kastet i et ægyptisk fængsel efter at være blevet falskeligt anklaget for at have forsøgt at voldtage sin herres hustru. Dette må have været hårdt for Josef, som udmærket vidste at han ikke var skyldig i den skændige handling han blev anklaget for. Hvad gjorde han? Brød han ud af fængselet og søgte at rense sig for de falske anklager? Nej, det gjorde han ikke. Han ventede tålmodigt på at Jehova skulle udfri ham til sin egen tid og på sin egen måde. Det gjorde Jehova, og det resulterede i at Josef blev ophøjet til en stilling umiddelbart under Farao, og at han yderligere blev brugt til at ære og herliggøre Jehova. Hvilken vidunderlig belønning for Josef fordi han trofast havde holdt ud under forfølgelse!
8. Hvilke andre tilfælde hvor Jehovas tjenere har været fængslet, kan vi hente styrke fra?
8 Andre Guds tjenere, som for eksempel profeten Jeremias og apostelen Paulus, blev kastet i fængsel fordi de frimodigt forkyndte Guds ords sandheder selv om det var blevet dem forbudt at gøre det. Det er altid den offentlige forkyndelse af Jehovas hensigter fjenden ønsker at standse. I Hitlers Tyskland blev tusinder kastet i fængsler og koncentrationslejre fordi de som Jehovas vidner trofast forkyndte den gode nyhed. Tusinder andre har udholdt lignende forfølgelser i kommunistiske fangelejre. En broder, der nylig er blevet løsladt, har tilbragt fireogtyve år i nazistiske og kommunistiske fængsler fordi han ikke gik på kompromis. Mange som opholdt sig i nazistiske fangelejre kunne være blevet løsladt hvis de havde fornægtet deres tro, men det tænkte de aldrig et øjeblik på. De fortsatte med at forkynde i fængselet og fandt mange af Jehovas „får“ der. Under alle disse trængsler styrkede Guds løfte i Åbenbaringen 2:10 dem: „Vær ikke bange for det du vil komme til at lide. Se! Djævelen vil blive ved med at kaste nogle af jer i fængsel, for at I fuldt ud kan blive stillet på prøve.“ (NW) Ja, de blev ’fuldt ud stillet på prøve’ og fik bevis for at Jehova kunne føre dem frelst igennem.
9. Hvordan har fjenden gjort brug af fysisk vold i sin forfølgelse?
9 På de første kristnes tid var der ikke blot tale om fængsling, men forfølgelserne antog også ofte en voldelig karakter. I et forsøg på at afskrække apostlene fra at forkynde om Jesu opstandelse, beordrede den jødiske højesteret apostlene pisket. (Ap. G. 5:40) I Filippi fik Paulus og Silas klæderne revet af og blev pryglet med stokke på grund af deres kristne missionærtjeneste. (Ap. G. 16:22, 23) I Afrika blev hundreder af vore brødre for ikke så længe siden gennet sammen af soldater som slog dem på det grusomste med geværkolber for at tvinge dem til at hilse et nationalt symbol, hvilket ville have været afgudsdyrkelse.
10. Hvordan har pøbeloverfald været brugt mod kristne?
10 Pøbeloverfald er en anden form for forfølgelse som Satan har brugt, både før i tiden og nu. Det var et sådant pøbeloverfald jøderne foranstaltede på Jesus Kristus, efter at han med sin frimodige forkyndelse i synagogen i sin fædreneby Nazaret havde krænket deres religiøse følelser. (Luk. 4:28, 29) Apostelen Paulus blev udsat for pøbeloverfald ved i det mindste to lejligheder, i Tessalonika og i Lystra hvor pøbelen stenede Paulus; han var så medtaget at han blev slæbt uden for byen og efterladt dér som død. Men Paulus rejste sig op og gik med enestående mod tilbage til byen for at styrke disciplene dér og opmuntre dem til at holde fast ved troen. Blandt andet sagde han: „Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“ (Ap. G. 14:19-22; 17:5) I nyere tid har tusinder af vore brødre i De forenede Stater og andre lande modigt holdt ud under sådanne pøbeloverfald, og derved er deres tro blevet styrket.
11. (a) Hvad er forfølgernes sidste våben, og hvilke opmuntrende eksempler har vi på trofasthed under denne form for forfølgelse? (b) Hvad kan styrke os til at være trofaste når vi står over for en voldelig død?
11 Det sidste våben som forfølgerne kan gribe til er døden. Dette har Satan også i høj grad gjort brug af, så vidt som Jehova har tilladt det. I den unge kristne menigheds første tid blev brødrene styrket ved det storslåede eksempel som Stefanus satte da han blev stenet til døde af en fanatisk pøbelsværm bestående af jødernes religiøse ledere. Senere blev apostelen Jakob henrettet med sværd på foranledning af Herodes Agrippa I. (Ap. G. 7:57-60; 12:1, 2) Herren Jesus Kristus har givet os det største eksempel på trofasthed indtil døden under forfølgelser. Paulus siger om ham: „[Han] som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone.“ (Hebr. 12:2) Det kræver mod at forblive trofast når man står ansigt til ansigt med den visse død. Det var mod der i efteråret 1944 i Sachsenhausen koncentrationslejr i Tyskland gjorde det muligt for Jonathan Stark at møde døden ved hængning med ro og ligevægt. Da bøddelen, en forhærdet forbryder, tøvede, og lejrkommandanten glemte at råbe sin ordre, sagde Jonathan: „Hvorfor tøver du? Tag dit standpunkt for Jehova og for Gideon.“ Hvad er det der gør det muligt for kristne at se døden i øjnene uden at skælve? Det skyldes deres urokkelige tillid til Jehovas løfte om at han vil oprejse dem som han oprejste Jesus Kristus. „Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.“ (Åb. 2:10) „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen.“ — Matt. 10:28.
Hvordan kristne forholder sig under forfølgelse
12, 13. (a) Bliver vi overraskede når vi bliver udsat for forfølgelse? Begrund dit svar. (b) Hvordan bør vi reagere over for skældsord?
12 Eftersom Jehova tydeligvis tillader at hans tjenere udsættes for forfølgelse, for at deres uangribelighed kan prøves, skal vi ikke blive forbavsede hvis der kommer forfølgelse af en eller anden art. Hvis vi ikke blev udsat for sådanne trængsler var der i sandhed grund til at spekulere på om vi virkelig befandt os på den kristne vej. Det er naturligvis ikke alle der behøver at stå over for døden for at opleve fjendens had. Somme tider består modstanden simpelt hen i de skældsord som alle der deltager i den kristne forkyndelse af den gode nyhed fra hus til hus før eller siden får at høre. Hvordan bør den kristne forkynder i så fald reagere?
13 Dette spørgsmål besvares bedst ved at stille et andet spørgsmål: Hvad ville Kristus Jesus have gjort? Vi behøver ikke at gætte os til svaret, for vi får det at vide i Første Petersbrev 2:23: „Han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.“ Hvis Jesus havde udskældt dem der forfulgte ham, ville han have gjort sig lige så ringe som de, og han ville have været ligesom Djævelen, hvis navn betyder „bagvasker“. Dermed ville han have fornægtet formålet med at han var blevet født. Det var ikke at han skulle bagvaske dem der modstod ham, men at han skulle „vidne om sandheden“. (Joh. 18:37) Jesus vidste at når nogen hånede og spottede ham skete det med hans Faders tilladelse, og ved at forholde sig tavs over for denne forfølgelse viste han at han fuldstændig havde underlagt sig Jehovas vilje. Når vi på lignende måde udsættes for skældsord og løgnagtige anklager, byder der sig måske oven i købet en lejlighed til at give et mildt svar. Som Paulus sagde: „Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, svarer vi med gode ord.“ (1 Kor. 4:12, 13) Når vi møder en strøm af hidsige og vrede ord, kan et mildt ord ofte virke som olie på et oprørt hav. „Mild tunge sønderbryder ben.“ (Ordsp. 25:15) Ja, et menneske hvis modstand er så hård som ben, kan somme tider blødgøres med et mildt svar. — Ordsp. 15:1.
14. (a) Hvilken forståelse vil hjælpe os til at udholde forfølgelse? (b) Hvordan viste apostlene at de havde det rette syn på forfølgelse?
14 Hvis vi skal kunne udholde bitter forfølgelse over en længere tid må vi forstå hvorfor den tillades. Når vi har studeret Bibelen og er blevet klar over hvem der er ondskabens ophav, ved vi at Satan sætter alt ind på at ødelægge troen hos alle dem der tjener Gud. Vi ved at hvis vi skal velsignes af Jehova med evigt liv i hans nye orden, må vi først bevise at vi er egnede til at leve der. Vores uangribelighed og trofasthed må først prøves. Jehova har fortalt os at han af den grund vil tillade Satan at forfølge os, og hvis vi trofast holder ud, er vi med til at ophøje hans store navn. Når vi ved det, kan vi endog glæde os under forfølgelsen, ligesom apostlene gjorde. Apostlenes Gerninger er en betagende beretning om hvordan troen hos den lille skare kristne blev prøvet. De blev kastet i fængsel, og da Guds engel mirakuløst udfriede dem, genoptog de straks frimodigt forkyndelsen. Endnu en gang blev de stillet for jødernes højesteret. Selv om de fik befaling til at holde op med at forkynde Jesu opstandelse, svarede de frimodigt: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29) Denne gang blev de pisket, og det blev dem forbudt at forkynde mere. Bragte dette dem omsider til tavshed? Afskrækkede den voksende forfølgelse dem nu, så de skjulte sig? Læs svaret i Apostlenes Gerninger 5:41, 42: „Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. Og de holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus.“ Ja, de var lykkelige over at Jehova havde givet dem denne lejlighed til at vise deres brændende kærlighed til ham. Det er det rette syn på forfølgelse.
15. Hvordan bør vor indstilling være til dem der forfølger os? Nævn eksempler.
15 Men hvordan bør vor indstilling være til dem der forfølger os? Jesus gav det enkle svar: „Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer.“ (Matt. 5:44) Er dette menneskeligt muligt? Kunne vore brødre i Tyskland føle kærlighed til deres nazistiske forfølgere, som brutalt slog dem med stålpiske til de var bevidstløse, som tvang ældre mennesker til hårdt arbejde og til at bære tunge byrder indtil de brød sammen, og som gav dem så lidt mad at mange blev for svage til at gøre modstand mod de rotter der gnavede dem ihjel? Kunne de stadig vise kærlighed mod personer der behandlede dem så umenneskeligt? Det kommer an på hvilken slags kærlighed vi tænker på. De kunne naturligvis ikke føle den broderlige hengivenhed for dem som det græske ord filia indebærer. Men hvad med den uselviske, principmæssige kærlighed, som grækerne kalder agape? Ja, denne form for kærlighed kunne de vise, og det gjorde de. Ved stadig at forkynde for deres forfølgere, ved at følge kristne principper i deres omgang med dem, viste de en sådan kærlighed, og dette resulterede endog i at nogle af deres forfølgere blev Jehovas vidner.
16. Hvilken indstilling vil hjælpe os til at vise kærlighed mod de mennesker der forfølger os?
16 Nogle behandler de kristne dårligt på grund af uvidenhed. Satan, der giver sig ud for at være en lysets engel, har gjort mange blinde for Guds ords sandheder. (2 Kor. 4:4; 11:14) Når vi forstår at det er Satan der står bag ved og er årsag til forfølgelsen af Guds tjenere, og at mennesker simpelt hen er hans redskaber, hjælper det os til at have en kærligere indstilling til dem der forfølger os. Det var sådan Stefanus så på det. I selve sin dødsstund råbte han: „Herre, tilregn dem ikke denne synd!“ — Ap. G. 7:60.
17. Nævn to gode ting som forfølgelse kan udvirke.
17 Vi skal derfor ikke altid betragte forfølgelse som noget dårligt. Hvis vi trofast holder ud, fører det ofte til noget godt. For det første styrker det os enkeltvis, forudsat vi forstår hvorfor vi kommer ud for forfølgelse og hvorfor Jehova tillader det. Den der har været udsat for forfølgelse på grund af sin tro og som ved hjælp af Jehovas hellige ånd sejrrigt har stået prøven igennem, føler en ubeskrivelig glæde. Man er Jehova taknemmelig fordi han gav én lov til at vise sin trofasthed og fordi han gav én styrke til at holde ud. Man drages nærmere til Jehova. For det andet virker vor trofasthed under modstand ofte styrkende på vore trosfæller. Paulus’ trofaste udholdenhed da han var fængslet, og hans frimodighed til at forkynde den gode nyhed under disse omstændigheder, havde en meget gavnlig virkning på mange af de kristne i Rom. „Det [er] nemlig blevet klart for hele livvagten og alle de andre, at det er i Kristus, jeg bærer mine lænker. Og de fleste af brødrene er ved mine lænker blevet så tillidsfulde i Herren, at de med større mod forkynder Guds ord uden frygt.“ — Fil. 1:13, 14.
18. Hvad resulterer trofast udholdenhed under forfølgelse også i?
18 For det tredje udvirker trofast udholdenhed under forfølgelse at Jehovas navn bliver æret. „Thi da er man under nåden, om man, bunden til Gud i sin samvittighed, finder sig i genvordigheder, selv om man lider med urette. Thi hvad ros fortjener det, om I tålmodigt finder jer i at blive slået, når I forsynder jer? Men finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde.“ (1 Pet. 2:19, 20) Det glæder altid Jehova når vi handler klogt og ret. Han siger: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ (Ordsp. 27:11) Satan har smædet Jehova siden Adams fald. Hvis vi ikke holder ud under forfølgelse, giver vi blot Satan en yderligere grund til at smæde Gud. Men når vi henter styrke fra Guds ord og hans hellige ånd, og holder ud under al slags modstand, giver vi Jehova et eftertrykkeligt svar til spotteren. Så må Satan gå sin vej med uforrettet sag. Vi vil gerne glæde Jehova, ikke sandt? Lad os da være glade, ja lykkelige for at lide forsmædelse for hans store navns skyld.
19. Hvorfor behøver vi ikke at skamme os når vi bliver forfulgt fordi vi tjener Jehova?
19 Når vi betragter forfølgelsen på denne måde vil vi aldrig skamme os. Selv om vi bliver ’hadet af alle’ for Kristi navns skyld, og bliver betragtet som „verdens fejeskarn“ og „et udskud“, har vi ingen grund til at være foruroliget eller bekymret. (Matt. 10:22; 1 Kor. 4:13) Paulus’ ord til Timoteus viser hvordan han så på det: „Skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre, ej heller ved mig, . . . Derfor er det også, jeg må lide dette, men jeg skammer mig ikke derved.“ (2 Tim. 1:8, 12) Peter var enig med ham heri. „Men lider han, fordi han er kristen, så skal han ikke skamme sig, men ved dette navn gøre Gud ære!“ (1 Pet. 4:16) Hvis vi er overbevist om at vi har den rette tro og at vi gør Guds vilje, så vil al den forsmædelse, forfølgelse og forhånelse vi bliver udsat for, ikke gøre os mismodige eller få os til at holde op i Jehovas tjeneste. Det har vi set i tilfældet med vor tids Jehovas vidner i Portugal. Selv om en hel menighed for nylig blev arresteret, stillet for retten og uretfærdigt dømt, har det ikke fået Jehovas vidner i det land til at svigte tjenesten for Gud.
20. Hvordan kan vi være sikre på at vi endog kan klare os alene under forfølgelse?
20 Vor tillid til Jehova vil sætte os i stand til at stå alene under forfølgelse, om nødvendigt. Den trofaste Job udholdt en sådan prøve uden menneskelig hjælp eller trøst, og i sin godhed styrkede Jehova ham. „I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Herren lod det ende; thi Herren er nåderig og barmhjertig.“ (Jak. 5:11) Paulus måtte også stå alene i Rom, og han stod prøven sejrrigt igennem. „Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp, men alle svigtede mig. Gid det ikke må blive dem tilregnet! Men Herren stod mig bi og gav mig kraft, for at forkyndelsen af budskabet ved mig kunne blive ført helt til ende, og alle hedningerne få det at høre; og jeg blev friet ud af løvens gab. Herren vil fri mig fra hvert ondt anslag og frelse mig ind i sit himmelske rige.“ (2 Tim. 4:16-18) I vor tid har vi sådanne trofaste eksempler som Stanley Jones og Harold King, der udholdt henholdsvis syv og fem år i enecelle i et af det kommunistiske Kinas fængsler. I sandhed, Jehova svigter ikke dem der sætter hele deres lid til ham. „Herren er min hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et menneske gøre mig?“ — Hebr. 13:6.
21. Hvorfor kan vi med fuld tillid se fremtiden i møde, trods den forfølgelse der med sikkerhed venter os?
21 Hvis vi holder os Jehovas urokkelige løfter for øje og husker på vore trofaste brødres eksempel, behøver vi ikke at frygte for hvad der vil komme, selv om Satan under sin dødskamp vil rette hele sit brændende had mod os. Vi ved at Jehova tillader at vi udsættes for prøver, for at vi kan bevise vor tro og ophøje hans store navn. Vi ved også at „Gud er trofast, han vil ikke tillade, at [vi] fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så [vi] kan stå den igennem“. (1 Kor. 10:13) Vi vil derfor se fremtiden i møde med fuld tro og tillid, forvissede om at vi kan modstå „alle den Ondes gloende pile“. (Ef. 6:16) Og til sidst vil vi med glæde kunne råbe: „Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!“ — 1 Kor. 15:57.