Ægteskab i Paradis
„Og Herren Gud tog mennesket og satte det i glædens paradis, til at passe det og til at bevare det. Og Herren Gud byggede af ribbenet som han tog af Adam en kvinde: og førte hende til Adam.“ — 1 Mos. 1:15, 22, Dy.
1. Hvor tog ægteskabet mellem mennesker sin begyndelse, og hvor vil dets hensigt blive nået?
ÆGTESKABET mellem manden og kvinden tog sin begyndelse i Paradiset. Når Paradiset bliver genoprettet her på jorden under Herren Guds rige, kommer mænd og kvinder til at leve i ægteskab indtil den guddommelige hensigt med en sådan forening er nået.
2. (a) Hvordan bør ægteskabet betragtes? Begrund dit svar. (b) Hvilket spørgsmål opstod dengang Gud udtalte sin beslutning om at skabe mennesket, og hvorfor opstod spørgsmålet?
2 Ægteskabet bør betragtes med ære og respekt. Ægteskab var et paradisisk privilegium for manden og kvinden. Det berigede det jordiske paradis med yderligere skønhed og glæde. Ægteskab mellem mennesker hidrørte fra den mest ærefulde og respektable kilde. Dets stifter var himmelsk, den højeste Gud, som aldrig gør noget forkert, som aldrig synder. Det var menneskets egen Skaber. Henimod slutningen af den sjette skabelses„dag“ tog denne hellige og højt ophøjede Skaber skridt til at frembringe den højeststående skabning på jorden. „Og Gud sagde videre [i himmelen]: ’Lad os gøre mennesket i vort billede, efter vor lighed, og lad dem herske over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og hvert krybdyr der kryber på jorden.’“ (1 Mos. 1:26, NW) Da Gud til sit skabende redskab, sin himmelske søn, sagde: „Lad DEM herske over,“ antydede han over for sin skabende søn at der skulle være to eller flere, eller endog mange mennesker på jorden til at herske over dyrene. Hvordan skulle disse mennesker nu frembringes? Gud viste sin skabende søn hvorledes.
3. Hvor tog Gud sit byggemateriale da han skabte mennesket, og hvordan bekræfter Paulus beretningen herom i første Mosebog?
3 Hvor tog Gud sit byggemateriale? Det fortæller han os i sin bog, Bibelen: „Så gik Jehova Gud over til at danne mennesket af støv fra jorden og indblæse livsånde i dets næsebor, og mennesket blev en levende sjæl. Desuden plantede Jehova Gud en have [en park, et paradis] i Eden, ude mod øset, og der satte han mennesket som han havde dannet.“ (1 Mos. 2:7, 8, NW, og margenen) Den kristne apostel Paulus bekræfter at den bibelske beretning i Første Mosebog, det andet kapitel, er inspireret og autentisk: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;’ . . . Det første menneske var af jord, jordisk.“ — 1 Kor. 15:45-47.
4. Hvorfor har mennesket mentale, moralske og følelsesmæssige egenskaber som aber ikke har, og hvorfor var det ret at manden var hoved for sin jordiske partner?
4 Til at begynde med dannede Jehova Gud kun ét menneske, men ikke som et eksperiment. I hvis billede skabte han mennesket — var det i en abes billede? Nej; som Gud sagde til sin skabende søn, „i vort billede, efter vor lighed“. (1 Mos 1:26, NW) „Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det.“ (1 Mos. 1:27) Det er grunden til at det første menneske som var en fuldkommen mand og „søn af Gud“, havde mentale, moralske og følelsesmæssige egenskaber som det højeststående dyr ikke har. (Luk. 3:38) Paulus har også bekræftet at Første Mosebog, kapitel et, hvorfra vi citerede, har inspireret gyldighed; han siger: „En mand behøver ikke at tilhylle sit hoved, da han er Guds billede og afglans.“ (1 Kor. 11:7) Den første mand, Adam, var menneskeslægtens hoved. Følgelig stod han over eller havde han forrangen fremfor det næste menneske som viste sig på jorden. Gud, hans Skaber og himmelske Fader, var interesseret i at sønnen Adam skulle have en jordisk partner som passede til ham. Hvordan skaffede Gud nu en sådan partner?
5. Hvorfor gav Gud ikke manden en abe som mage, og hvordan har vantro videnskabsmænd latterliggjort sig selv?
5 Gud tog ikke en eller anden hunabe og gav den fuldkomne mand Adam den som mage. I så fald ville Gud have været årsag til at hans søn blev dyrisk og gjorde sig skyldig i sodomi. Den uovertrufne Biolog, Jehova Gud, vidste at Adam ikke kunne krydses med en hunabe og frembringe et bastardafkom der kunne opfylde jorden med efterkommere. Her har vi grunden til at vantro videnskabsmænd har latterliggjort sig selv og ikke har haft held med deres forsøg på at parre en mand eller en kvinde med en abe og frembringe afkom for dermed at bevise deres teori om at mennesket er beslægtet med abefamilien eller med menneskeaberne. — 2 Mos. 22:19; 3 Mos. 18:23-25.
6. Hvad var resultatet af Adams biologiske studium i Eden, og hvordan blev Guds evner som en skabende Fader derfor sat på prøve?
6 Som Fader ønskede Gud at glæde sin jordiske søn Adam. Han gjorde Adam bekendt med dyrene og fuglene og overdrog sin begavede søn Adam det hverv at give alle dyrene og fuglene navne. Men Adam følte ikke den fjerneste lyst til at parre sig med et vildtlevende dyr eller et husdyr eller endog en abe, og således begå sodomi med en skabning der stod under mennesket. Ingen af dem var som den fuldkomne mand Adam, der var „søn af Gud“. Resultatet af Adams biologiske studium af dyrene og fuglene opsummeredes i denne udtalelse som findes i Første Mosebog 2:20: „Men til sig selv fandt Adam ingen medhjælp, der passede til ham.“ Hvad skulle Gud nu gøre eftersom han havde sagt: „Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham“? Ville Gud kunne frembringe en skabning der glædede Adam og virkede tiltrækkende på ham som mand, selv om han aldrig havde set denne skabning før? Som en forstandig Fader vidste Gud hvorledes han kunne tilfredsstille sin søn med den rette mage. — 1 Mos. 2:18.
7, 8. (a) Hvordan tilfredsstillede Jehova Gud sin jordiske søn med den helt rigtige mage? (b) Hvordan reagerede Adam da Gud præsenterede ham for hans fremtidige partner i Eden? Hvorfor?
7 Forestil dig at du, som en ganske almindelig mand, blev vækket af din dybe, drømmeløse søvn og blev forestillet for en fuldkommen, smuk ung kvinde af samme menneskeslægt som du selv, den første du nogen sinde havde set! Det var hvad Adam oplevede: „Så lod Gud [Jehova] dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ribben og lukkede med kød i dets sted; og af ribbenet, som Gud [Jehova] havde taget af Adam, byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.“ — 1 Mos. 2:21, 22.
8 Jehova Gud begår aldrig fejl. Som en punktlig videnskabsmand foretager han aldrig en fejlbedømmelse. Han er ikke nogen dårlig ægteskabsformidler. Men hvordan reagerede hans menneskelige søn nu da han blev præsenteret for den første kvinde? Gud forklarede Adam hvem denne kvinde var og hvordan hun var blevet til. Så var Adam klar over at hun ikke havde nogen forbindelse eller noget slægtskab med dyrene og fuglene som han tidligere havde inspiceret og givet navne. Han forstod at det var hans himmelske Faders vilje at han skulle leve i ægteskab med denne kvinde. Han hverken kunne eller ville afvise en der var af hans eget kød og hans egne ben. Han var lykkelig over at tage hende til hustru og tage imod hende i sit hjem som sin hjælper og passende ledsager. Han var fuldkommen tilfreds med hende, hvilket glædede hans himmelske Fader meget. „Da sagde Adam [ish]: ’Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde [ishshah], thi af manden [ish] er hun taget!’“ — 1 Mos. 2:23.
9. Af hvilken slags familiegrupper skulle Eden bebos, og hvordan bekræftede Jesus Kristus den inspirerede harmoni mellem det første og andet kapitel i Første Mosebog?
9 Derfor står der i Første Mosebog 1:27: „Som mand og kvinde skabte han dem.“ For at fastslå den teokratiske regel der skulle være gældende der i Edens paradis udtalte Gud, efter Adams poetiske udbrud, ordene som står i Første Mosebog 2:24: „Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver eet kød.“ Mere end fire tusind år senere bekræftede Jesus Kristus, Guds himmelske søn, at det første og andet kapitel i Første Mosebog var inspireret og ægte. Han vidste at de to kapitler ikke var i modstrid med hinanden men harmonerede, hvilket fremgår af det han sagde til de religiøse mennesker som satte Guds ord ud af kraft for deres overleverings skyld. Jesus citerede fra begge kapitler og sagde: „Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød’? . . . Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ (Matt. 19:4-6) I overensstemmelse hermed skulle der i Edens paradis være uafhængige, om end beslægtede, familiegrupper.
Ægteskabets første omkostning
10. (a) Hvordan forklarer Paulus slægtskabet mellem manden og kvinden under henvisning til deres relative afglans? (b) Hvorfor var den fuldkomne kvinde noget godt for den fuldkomne mand?
10 Det kostede Adam et af hans ribben at få en hustru. Eftersom denne første kvinde var skabt af den første mand Adam, som selv var skabt i Guds billede, efter Guds lighed, blev denne kvinde mandens afglans. Den inspirerede apostel Paulus lægger denne betydning i slægtskabet mellem manden og kvinden, idet han siger: „Han er Guds billede og afglans; men kvinden er mandens afglans. Manden blev jo ikke til af kvinden, men kvinden af manden. Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.“ (1 Kor. 11:7-9) Da manden var i Guds jordiske billede og lighed havde kvinden, hustruen, grund til at vise dyb respekt for sin ægtefælle, manden. På denne måde kunne hun bedst være mandens afglans, ægtefællens afglans. Hun ville derved være noget godt for manden Adam. „Har man fundet en god hustru? Da har man fundet noget godt og man opnår god vilje fra Jehova,“ siger Ordsprogene 18:22, ifølge Ny Verden-oversættelsen. Kvinden var noget godt fra den himmelske Fader, for der står skrevet: „Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes Fader.“ — Jak. 1:17.
11. Hvilken slags ægteskab var Eden rammen om, og hvorfor er ægteskabet helligt?
11 Af denne grund var Edens paradis rammen om det fuldkomne ægteskab, mellem den fuldkomne mand, som var skabt i Guds billede og lighed, og den fuldkomne kvinde, som i trofasthed kunne være mandens fuldkomne afglans til Guds ære. Ægteskabet har hellighedens Gud til ophav og er derfor helligt. Det er ikke syndigt, men der kan syndes imod det.
12, 13. Hvorfor kunne Gud velsigne det gifte par, og hvorfor var ægteskabet indbefattet i det Gud erklærede godt?
12 Det var Guds, Skaberens, hensigt at ægteskabet skulle være en velsignelse for manden og kvinden, at de skulle leve sammen i fred, og i fællesskab gennemføre Jehova Guds fuldkomne hensigt. Efter at Adam havde taget kvinden til hustru kunne deres Skaber, og himmelske Fader derfor velsigne dem.
13 Hans velsignelse af dem og hans vilje med dem fremgår af disse ord: „Som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!’“ (1 Mos. 1:27, 28) Gud kunne lige så lidt velsigne noget dårligt som han kunne skabe noget syndigt og urent. Hans skabelse af den fuldkomne kvinde var noget godt, for det var ikke godt for den eneste mand på jorden at være alene, den eneste af sin art; og alene kunne han ikke frembringe afkom efter sin egen art. Ægteskabet mellem den fuldkomne mand og kvinde i Paradiset var desuden noget godt fordi det ville tjene den himmelske Faders velsignede vilje og i et passende mål opfylde jorden med fuldkomne mennesker, gøre hele jorden til et paradis og et evigt hjem for den fuldkomne menneskeslægt. Den bibelske beretning indbefatter det fuldkomne ægteskab i Paradiset på den sjette skabelses„dag“ når den siger: „Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev aften, og det blev morgen, sjette dag.“ — 1 Mos. 1:31.
14. Traf Gud foranstaltning til at dette par skulle skilles engang i fremtiden, og hvilken indstilling havde Adam over for skilsmisse i Eden?
14 Dette var den første form for ægteskab på jorden, og det tyvende århundredes førende etnologer som ingen tro har, spejder forgæves efter en tidligere eller anderledes form. Traf Jehova Gud, da han viede den fuldkomne mand og kvinde i Paradis, foranstaltning til at dette unge par skulle skilles engang i fremtiden? Nej; hvorfor skulle han også det? Han gav dem jo udsigt til evigt fællesskab i fred og harmoni, med en fuldkommen, lykkelig familie af efterkommere som opfyldte et paradis der omfattede hele jorden. Den lykkelige dag da Adam giftede sig havde han overhovedet ikke tanke for skilsmisse; det var et ukendt begreb for ham. Hvorfor skulle han ønske at lade sig skille fra en skabning der var ben af hans ben og kød af hans kød, en der var „eet kød“ med ham, og en som Gud havde sammenføjet ham med? Både han og hans hustru var besluttede på at gennemføre dette fuldkomne ægteskabs herlige hensigt.
15. Hvad var dette jordiske ægteskab et billede af, og hvad illustreredes ved at et af Adams ribben blev fjernet for at han kunne få en hustru?
15 Deres uopløselige ægteskab var et jordisk billede af det større ægteskab som deres himmelske Fader har indgået med sin himmelske, hustrulignende medarbejder, nemlig hans usynlige himmelske organisation af hellige åndesønner. Længe før Gud skabte manden og kvinden havde han skabt en himmelsk organisation af sønner. Fra deres usynlige himmelske stade havde de iagttaget jordens skabelse. Jehova Gud hentydede til disse organiserede sønner da han til den gudfrygtige Job i landet Uz sagde: „Hvor var du egentlig, da jeg grundede jorden? . . . Mens morgenstjernerne sammen sang højt af glæde, og alle gudssønner højlydt begyndte at give deres bifald til kende?“ (Job 38:4, 7, NW) Jehova Gud henvendte sig til den ypperste i denne himmelske organisation af sønner da han sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.“ (1 Mos. 1:26) Hele denne organisation af englesønner er udgået fra Jehova Gud, da han har skabt dem ved hjælp af sin virkekraft eller ånd. Det er det der illustreredes ved at et af Adams ribben blev fjernet og brugt til skabelse af en hustru til Adam.
16. (a) Med hvilket udtryk hentydede Gud til sin himmelske organisation da han talte i Eden, og hvorfor netop med det udtryk? (b) Hvorfor blev Guds himmelske organisation sammenlignet med Sara, i Esajas 54:1-6?
16 Gud knyttede denne himmelske engleorganisation til sig med uløselige bånd i lighed med ægteskabsbånd, og derfor omtaler han denne universelle himmelske organisation af hellige engle som sin hustru. Med tanke på denne symbolske himmelske kvinde sagde han til den store Slange der indførte synd i Edens paradis: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Efter at dette løfte var udtalt gik der lang tid før den himmelske engleorganisation frembragte denne lovede sæd, Kristus eller Messias. Derfor blev den sammenlignet med Sara, patriarken Abrahams hustru, som var ufrugtbar i mange år, men som i en alder af halvfems år fødte Abraham deres første og eneste søn, Isak. Idet Jehova Gud talte til sin himmelske organisation, billedligt skildret ved Sara, forsikrede han profetisk sin „kvinde“ eller „hustru“ at hun når tid var inde skulle føde den lovede sæd, Kristus. Gud sagde: „Jubl, du golde, der ej fødte, . . . Thi din ægtemand er din skaber, hans navn er Hærskarers [Jehova], din genløser er Israels Hellige, han kaldes al jordens Gud. Som en hustru, der sidder forladt med sorg i sinde, har [Jehova] kaldt dig. En ungdomsviv, kan hun forstødes? siger din Gud.“ — Es. 54:1, 5, 6.
17. Hvad skildredes ved at Abraham aldrig forstødte Sara, og for hvad er dette et mønster?
17 Abraham forstødte aldrig sin hustru Sara. Hun døde som hans hustru, syvogtredive år efter at deres eneste søn, Isak, var blevet født. (1 Mos. 23:1, 2) Jehova Gud vil aldrig forstøde sin trofaste himmelske organisation, sin „hustru“ eller „kvinde“, som her på jorden blev billedligt fremstillet ved Sara. Dette er det rette himmelske mønster for alle ægteskaber mellem mennesker, begyndende med Adams og Evas i det jordiske paradis. — Gal. 4:26-28.
18. Hvorfor ville ægteskaber i Eden have været monogame under forudsætning af at ægtefællerne forblev trofaste?
18 Adams ægteskab var monogamt, for Gud gav ham kun én hustru. Var Adam og Eva forblevet trofaste i Paradiset og havde de fået fuldkomne sønner og døtre i denne skønne park, ville de have fulgt det guddommelige mønster. De ville kun have givet deres sønner én af deres døtre, en jomfru, til hustru. Disse ægteskaber ville have været uopløselige. Når sådanne ægtefæller fortsatte i trofasthed mod deres Gud ville ingen af dem lide syndens straf, døden. Ingen ville dø, og ingen af disse ægteskaber ville blive opløst ved døden. Vielse af enkemænd og enker ville være et ukendt begreb.
19. Hvilken oplevelse ville børnefødsler i Eden have været, og hvor længe skulle de fortsætte?
19 Alle ægteskaber ville have været frugtbare og mange fuldkomne børn ville være blevet født. En barnefødsel ville have været en vidunderlig, glædelig oplevelse som enhver hustru ville have set frem til med forventning og ganske uden frygt. Og samtidig ville de have haft udsigt til at fuldføre den guddommelige hensigt at opfylde jorden med fuldkomne mennesker, som dyrkede og passede det klodeomspændende paradis, deres evige hjem. Når denne hensigt var nået ville de fuldkomne ægtepar vise fuldkommen selvbeherskelse og ophøre med at sætte børn i verden. I harmoni med Guds vilje og ordning ville de desuden miste evnen til at få børn. I Paradiset ville ægteskabet ikke have medført „trængsel i kølet“, som apostelen Paulus forudsagde at det ville medføre for ægtepar nu. — 1 Kor. 7:28, fodnoten.
20. Hvad er stadig Guds hensigt uanset menneskers ægteskabelige forhold og den kendsgerning at mange børn er døde, og hvad siger Gud til ærkemodstanderen af denne hensigt?
20 Guds hensigt, en paradisisk jord opfyldt af fuldkomne, gudfrygtige mænd og kvinder som lovpriser den store Skaber, vil alligevel blive nået, til hans bestemte tid, uanset menneskers nuværende ægteskabelige forhold. Ja, uanset at milliarder af børn af tidligere, nu opløste ægteskaber, ligger døde i jordens støv eller dynd. Angående jorden har Gud stadig den skønne hensigt som han åbenbarede for Adam og Eva i Paradiset i tanke, og den er ikke uigennemførlig for ham. Til ærkemodstanderen af denne hensigt siger han: „Hærskarers [Jehova] har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det fast. . . . Thi Hærskarers [Jehovas] råd, hvo kuldkaster det? Hans ud rakte hånd, hvo tvinger vel den tilbage?“ — Es. 14:24-27.
21. Hvor mange ægteskaber blev indgået i Paradiset, og hvad ville menneskeslægten have været skånet for dersom alle ægteskaber var blevet indgået dér?
21 Hvor mange ægteskabelige ulykker og fiaskoer, hvor megen menneskelig lidelse, hvor megen bagvaskelse af Guds hellige navn og ord ville menneskeslægten dog ikke have været skånet for dersom alle ægteskaber mellem mænd og kvinder var blevet indgået i Paradiset, ikke blot i det begrænsede paradis i Mellemøsten, men i et paradis som strakte sig over hele jorden, og som var underlagt lydige, retfærdige, fuldkomne ægtepar og deres hellige børn! Gud havde åbnet mulighed for at alle ægteskaber mellem mennesker kunne indgås i den udvidede Edens have. Men forholdene udviklede sig sådan at der kun blev indgået ét ægteskab i det jordiske paradis for næsten seks tusind år siden.
22. (a) Hvordan kunne det gå til at ægteskabet i Paradiset mistede sin harmoni og lykke? (b) Hvad viste Eva den rette respekt for, og hvorfor var det passende af hende at gøre det?
22 Adams og Evas velsignede forening i fuldkommenhed var begyndt i deres fuldkomne hjem, og Guds gunst hvilede over dem. Hvordan kunne det så gå til at hjemmet mistede sin harmoni og lykke? Årsagen var at manden og hustruen, selv om de var fuldkomne, undlod at leve op til deres ægteskabelige forpligtelser og at fastholde det rette indbyrdes forhold da den første prøvelse kom over dem. En tredje person kom ind i billedet, en der blandede sig i deres privatliv, en der ville forstyrre deres ægteskabelige fred og ødelægge deres hjem, en der havde i sinde at vende hele denne guddommelige ordning til sin egen fordel. Dette var en ærgerrig, egenkærlig, oprørsk åndelig gudssøn, som gjorde sig fortjent til navnet Satan Djævelen. Han drøftede ikke sagen med begge ægtefæller. Nej; han begyndte at tale ved hjælp af en slange da Eva var alene og hendes mand og ægteskabelige hoved Adam ikke var i nærheden. Ganske rigtigt fortalte Eva slangen at hendes mand havde sagt at Gud havde forbudt dem at spise af træet til kundskab om godt og ondt. Hun rettede sig efter sin mands ord og eksempel og spiste ikke af dette træ. I forhold til Eva tjente hendes mand som Jehova Guds profet, og han var altså på det tidspunkt en sand profet. Hun viste således respekt både for Guds ord og for sin mands stilling som familiens hoved hvorigennem hun hørte Guds ord.
Myndigheden som overhoved i ægteskabet ignoreres
23. Hvad sagde slangen nu, og hvad beskyldte den derved Adam og Gud for at være?
23 Alligevel fortalte slangen (eller den usynlige bag den) Eva at hendes mand var en falsk profet. Bagtalerisk sagde den at Jehova Gud var en løgner, ikke almægtig, ikke i stand til at fuldbyrde straffen for overtrædelse af hans lov. „Da sagde slangen til kvinden: ’I [både du og din mand] skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser [af det forbudte træ], åbnes Eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!’“ — 1 Mos. 3:4, 5.
24. Hvilket brud på sit ægteskabsforhold gjorde Eva sig nu skyldig i, og hvordan ville hun bruge den visdom hun mente at have fået?
24 Eva kunne ikke stå for tanken om at blive som sin himmelske Fader, og derfor spiste hun af den forbudte frugt. Men hvilken måde at blive som sin Fader på, ved ulydighed mod ham! Herved gjorde hun sig skyldig i et brud på sit teokratiske ægteskabsforhold; hun rådspurgte ikke sin mand i hans egenskab af Guds profet. Det gik hende som det gik hendes efterkommere, israelitterne, da de lang tid senere kom i vanskeligheder: „[Jehovas] ord har de vraget, hvad visdom har de?“ (Jer. 8:9) Og hvad der var værre endnu — hun ville nu gøre sin indflydelse gældende over for sin mand og følge den visdom hun mente at have fået!
25. (a) Hvordan kom Adam til at stå over for sit første ægteskabelige problem? (b) Kunne Adam lade sig skille fra Eva? Af hvilken grund?
25 Senere kom Adam hen til Eva. Den kvinde han nu betragtede var ikke den han før havde kendt. Nej, det var en kvinde der havde højere tanker om sig selv end hun burde have. Han stod over for en overtræder, en kvinde som var ulydig mod deres Gud og Fader. Hun tilbød ham den forbudte frugt og bekræftede derved at hun selv havde syndet. Nu stod Adam over for sit første ægteskabelige problem! Gud var der ikke, så ham kunne han ikke spørge. Men Adam vidste at hans hustru havde begået en alvorlig synd og var kommet under den dødsstraf som Gud havde forkyndt: „Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:17) Denne dødsstraf kunne opløse Adams ægteskab med den skønne Eva. Adam havde ikke myndighed til at lade sig skille fra Eva; hun var ben af hans ben og kød af hans kød. Hun var „eet kød“ med ham, og Jehova Gud havde selv sammenføjet dem.
26, 27. (a) Hvordan kunne Adam have taget afstand fra Evas overtrædelse, og hvilket ansvar ville han derved have vedkendt sig? (b) Hvordan var ægtemandens stilling som hoved og den dermed følgende myndighed fremstillet i Israels lov, og hvordan kunne Adam have fortsat som Guds profet?
26 Adam kunne imidlertid straks have taget afstand fra Evas overtrædelse ved at afslå at modtage den forbudte frugt af hendes hånd, som hun overtalende havde rakt frem. Sandt nok havde deres Gud og himmelske Fader sagt: „Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru.“ Men han måtte ikke forlade sin Gud. Hvem elskede Adam nu højest, sin hustru eller sin Gud og Livgiver? For at foretage sig det rette over for sin hustru behøvede Adam ikke at vente til dagen blev sval og han hørte Jehova Gud vandre i haven [Paradiset]. Som manden i ægteskabet kunne han have vist sig som det teokratiske overhoved, ligesom de israelitiske mænd blandt Guds udvalgte folk gjorde det senere hen. Israelitterne førtes ind i et tilhørsforhold til Gud i kraft af en formel pagt ved en mellemmand, profeten Moses, mens Adam og Eva stod i et direkte tilhørsforhold til Gud som hans egne fuldkomne børn og ikke behøvede nogen mellemmand. — 1 Mos 2:24; 3:8.
27 Angående den israelitiske kvinde sagde Guds lov ved Moses: „En enkes og en forstødt hustrus løfte, enhver forpligtelse til afholdenhed, hun [uden en ægtemand som hoved] har påtaget sig, er bindende for hende. Hvis en kvinde i sin mands hus aflægger et løfte eller ved ed forpligter sig til afholdenhed i en eller anden retning, og hendes mand, når han får det at høre, ikke siger noget til hende og ikke formener hende det, skal alle hendes løfter stå ved magt, og enhver forpligtelse til afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved magt. Hvis hendes mand derimod, samme dag han får det at høre, gør det ugyldigt, så står intet af det, hun har udtalt, ved magt, hverken hendes løfter eller den påtagne forpligtelse til afholdenhed; hendes mand har gjort dem ugyldige, og [Jehova] skal tilgive hende. Ethvert løfte og enhver ved ed påtagen forpligtelse til faste kan hendes mand stadfæste eller gøre ugyldig. Og hvis han vil gøre dem ugyldige, en tid efter at han fik det at høre, skal han undgælde for hendes brøde.“ (4 Mos. 30:10-14, 16) Havde Adam taget afstand fra sin hustrus overtrædelse ved at afslå frugten af hendes smukke hånd, ville han have fortsat som Jehovas profet for menneskeslægten. Han ville ikke have haft nødig at føle en dårlig samvittighed eller at iføre sig et lændedække da Jehova Gud kom til dem ved den tid dagen blev sval.
28. Hvorfor kunne Adam ikke med god samvittighed spise den frugt Eva bød ham?
28 Her var ikke tale om at en hustru tilberedte et måltid og at hendes mand spiste hvad der var sat på bordet uden at stille spørgsmål af samvittighedshensyn. Adams samvittighed begyndte at røre på sig, for han vidste hvad det var for en frugt han var blevet tilskyndet til at spise — den frugt som deres Gud og Skaber, Paradisets Ejer, havde forbudt dem at spise.
29. (a) Hvordan kom Adam til kort som overhoved i ægteskabet? (b) Hvordan viser Paulus hvem der var den mest ansvarlige for overtrædelsen?
29 Det var et tilfælde hvor Adam måtte udøve sin myndighed som det teokratiske overhoved i ægteskabet. Men i stedet lod han sig hilde af frygten for at miste sin hustru når Gud fuldbyrdede dødsstraffen. Han tillod at hans hustru lærte ham ulydighed mod Guds højeste lov. Han lod sig lede af sin syndige hustru der var vildledt af slangens listige og falske påstand. Han stadfæstede hendes synd ved selv at spise af den forbudte frugt. Han forsømte sine ægteskabelige pligter som husets overhoved til beskyttelse af den familie som han havde fået til opgave at opfylde jorden med. Som husets overhoved var han derfor nu den mest ansvarlige af de to syndige ægtefæller. I harmoni hermed skrev apostelen Paulus: „At optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed. Thi Adam blev skabt først, derefter Eva; og det var ikke Adam, som blev bedraget, men kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse.“ — 1 Tim. 2:12-14.
30. På hvem lagde Gud hovedansvaret for ødelæggelsen af dette ægteskab, og hvad skulle straffen derfor være?
30 Da Gud afsagde dommen over det syndige par lagde han hovedansvaret for ødelæggelsen af dette ægteskab i Paradiset på den usynlige, åndelige oprører bag slangen. Gud sagde til slangen: „Du har gjort dette.“ Derefter dømte Gud Satan Djævelen til på et senere tidspunkt at blive knust under Guds himmelske „kvindes“ eller „hustrus“ sæds hæl. — 1 Mos. 3:14, 15.
31, 32. (a) Hvordan vises det hvem af ægtefællerne Gud lagde det tungeste ansvar på? (b) På hvilken måde havde Eva undladt at skinne som „mandens afglans“, og hvilken straf tildelte Gud hende?
31 Hvad ægteparret angår lagde Jehova Gud imidlertid det tungeste ansvar på manden. Det var ægtemanden, Adam, Gud dømte til at spise af den forbandede jords frugt uden for Paradiset, indtil han døde og vendte tilbage til den forbandede jords støv.
32 Guds dom over hustruen, Eva, var blot en forudsigelse af at det ville koste hende smerte at føde børn, og at hun skulle underkaste sig manden. Hun havde ikke skinnet som „mandens afglans“, sin fuldkomne ægtemands afglans. Hun havde ladet hånt om sin ægtemands og profets ledende stilling, hun havde ignoreret hans advarsel fra Gud og taget initiativet til at synde, falskeligt forledt dertil af en fremmed, af en der bagvaskede både Gud og hans profet. Derfor måtte hun nu lære at forstå at hendes mand havde ledelsen. I Guds dom over hustruen Eva hed det blandt andet: „Men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!“ (1 Mos. 3:16) Fra nu af måtte hun finde sig i at en forsætlig syndig, ufuldkommen ægtemand, som var uden forbindelse med Gud, herskede over hende indtil hun døde, det vil sige hvis Adam overlevede hende. Han døde i en alder af 930 år.
33. Ved hvilke forholdsregler bragte Gud det ægteskabelige liv i Paradiset til ophør, og hvad alene var årsagen hertil?
33 Således gik det til at det ægteskabelige liv i det fredfyldte Edens paradis hørte op. Og alt sammen skyldtes det synd, som er overtrædelse af Guds hellige lov. Gud ønskede ikke at der skulle spises flere af Edens frugter, som den nu syndige Adam og Eva ikke var berettiget til, og som Adam, muligvis under sin hustrus indflydelse og på hendes opfordring, sikkert ville søge at få fat på. „Men Gud [Jehova] sagde: ’Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig!’ Så forviste Gud [Jehova] ham fra Edens have [paradis], for at han skulle dyrke jorden, som han var taget af; og han drev mennesket ud, og østen for Edens have satte han keruberne med det glimtende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.“ — 1 Mos. 3:22-24.
34. Hvordan vil ægteskab i Paradis om kort tid blive en realitet, og hvilket privilegium vil ægtepar til den tid nyde?
34 Som vi har set fik det ægteskabelige liv i Paradiset en sørgelig ende fordi manden og hustruen ikke fastholdt deres indbyrdes forhold, som var forordnet af Gud. På forunderlig måde vil mennesker dog om kort tid komme til at glæde sig over Paradisets ideelle ægteskab, til pris for ægteskabets store Ophav. Nej, det vil ikke ske ved at mennesker som elsker hinanden dør og kommer til himmelen for der at leve i en himmelsk ægtestand. Det vil ske ved at de overlever Harmagedonkrigen som snart skal udkæmpes. Når denne universelle krig har udslettet alle som i dag ødelægger jorden, vil Guds rige ved Kristus, Guds „kvindes“ sæd, genoprette Paradiset på jorden og det skal da udstrækkes til hele kloden. Trofaste ægtepar som overlever, fortsætter deres ægteskabelige liv efter Harmagedon, idet de føres direkte ind i det genoprettede paradis. Ugifte som overlever vil få den forret at kunne gifte sig med teokratiske partnere, og deres lykkelige lod bliver at få børn under paradisiske forhold, når Satan Djævelen er bundet. Alle disse overlevende vil nyde det privilegium at ophøje Jehova Gud ved at bevise at ægteskabeligt liv i Paradis kan være en velsignet succes.