at være blevet kristen var han stadig enig med dem på visse punkter, for eksempel opstandelsen, engle og visse dele af Loven. (Ap. G. 26:5; Fil. 3:5) I denne betydning kunne han inden for visse snævre grænser stille sig på farisæernes side, og hans tilhørere opfattede hans påstand i denne begrænsede betydning, for de vidste, at han afgjort ikke var farisæer i den betydning, at han hørte til sekten, og det ville være nytteløst for ham at forsøge at få dem til at tro noget andet.

Jehova godkendte Paulus’ vidnesbyrd ved denne lejlighed og sagde, at Paulus også skulle vidne i Rom. Kort efter at Paulus havde stået for synedriet, viste Jehova ham sin guddommelige godkendelse: „Natten derefter stod Herren foran Paulus og sagde: Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom.“ Over for en sådan godkendelse kan intet menneske med rette beskylde Paulus for at være gået på kompromis. — Ap. G. 23:11; Rom. 14:4.

● I 1 Mosebog 3:16 sagde Jehova til kvinden, at han ville mangfoldiggøre eller forøge hendes smerte i forbindelse med barnefødsler. Viser det ikke, at der ville være nogen smerte forbundet med at føde børn, selv om kvinden ikke havde syndet? — G. V., Belgien.

1 Mosebog 3:16 lyder: „Til kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!“ Efter at kvinden havde syndet, sagde Jehova til hende, at hun skulle føde børn under fødselsveer. Det betød smerte for moderen, som var synder. Den forudsagte forøgelse af smerten viste, at kvinderne i den faldne menneskeslægt ville blive udsat for en voksende smerte, efterhånden som århundrederne gik, i følge med den voksende degeneration og svaghed, der ville forårsage voksende smerte og prøvelse. Når det er tilfældet, er det rimeligt at forbinde den voksende smerte med synden, der i det første tilfælde forårsagede degenerationen. Jo nærmere kvinderne var fuldkommenheden, desto lettere ville det være for dem at føde børn.

Prøv din hukommelse

Når du har læst dette nummer af „Vagttaarnet“, kan du så huske —

● Hvor vi kan få at vide, hvorfor Gud har tilladt det onde? S. 324, § 3.

● Hvorfor det forbud, Gud gav det første menneske, ikke var uretfærdigt? S. 324, § 7.

● Om Gud har handlet uretfærdigt mod menneskene ved at tillade det onde? S. 325, § 3.

● Om det er rigtigt at drage den slutning, at Guds hensigt med menneskene er slået fejl? S. 326, § 4.

● Hvorfor Jehovas tjenere har udholdt den modstand, de har været udsat for? S. 328, § 14.

● Hvad det er for en kraft, der giver de kristne deres nidkærhed? S. 329, § 19.

● Hvem der står bag det arbejde, Jehovas vidner udfører? S. 330, § 3.

● Hvorfor sande kristnes virksomhed aldrig må blive et forretningsanliggende? S. 332, § 11.

● Hvorfor den sande gudsdyrkelse må holde sig klar af politik? S. 333, § 15.

● Hvorfor det virkelig er senere, end de fleste mennesker tror? S. 333, § 18.

● Om vi skal tilbede Jesus, eller om vor tilbedelse kun skal gælde Faderen, Jehova? S. 335, § 3.

● Hvad der viser, at Paulus ikke gik på kompromis, da han sagde: „Jeg er farisæer“? S. 336, § 1.