Ægteskab under ufuldkomne forhold

 1. Hvad var det Guds hensigt, at ægteskabet skulle bringe mennesket, og hvad skulle det udvirke?

ÆGTESKABET er blevet udsat for et stort pres på grund af ufuldkommenhed. Ufuldkommenhed skyldes synd. Synd er uretfærdighed, ulydighed mod Jehova Guds fuldkomne love. Adams og Evas ægteskab i Eden var fuldkomment, for de blev viet af Jehova Gud, og alt, hvad han gør, er fuldkomment, alle hans veje er retfærd. (5 Mos. 32:4) At der fra Adam blev taget et ribben og dermed de feminine egenskaber, der oprindelig var i ham, gjorde ham ikke ulykkelig. Gud gav ham dem tilbage i form af en fuldkommen kvinde, som skulle være hans hustru. Det bragte ham en lykke, han aldrig før havde kendt. Hans bryllupsdag i Eden var meget lykkelig. Det ægteskab, der her begyndte, skulle fortsat være lykkeligt. Det skulle føre til den usigelige lykke, som det ville betyde for dem at blive frugtbare og give liv til børn af deres egen art. Gud, som havde forenet dem, ville selv blive lykkelig over alt dette, for på denne måde ville hans hensigt med at skabe jorden blive opfyldt; den skulle „bebos“. — 1 Mos. 1:26-28; Es. 45:18.

 2. a) Hvad forstyrrede det første menneskepars fuldstændige lykke? b) Hvordan havde Adam undervist sin hustru, og hvorved kunne han vise sin kærlighed til Gud og til hende?

² Hvad var det så, der forstyrrede det menneskelige ægteskabs fuldstændige lykke? Hvad bragte ufuldkomne forhold ind i ægteskabet? For det første undlod de at respektere det indbyrdes forhold, Gud havde forordnet mellem mand og hustru, og de vægrede sig ved at udfylde deres pladser i forholdet til hinanden. Adam og Eva hørte sammen, ligesom et hoved og en krop hører sammen. „Thi Adam blev skabt først, derefter Eva.“ (1 Tim. 2:13) Adam underviste Eva. Han tog hende med rundt i Edens have, som han selv kendte ud og ind. Han lærte hende de navne, han havde givet dyrene. Som det vigtigste af det hele fortalte han hende om Jehova Guds bud og lærte hende således, hvordan hun skulle bære sig ad for at leve evigt i dette glædens paradis som moder til en fuldkommen menneskelig familie. Dette bud var noget specielt. Det blev meddelt dem, før Gud gav dem begge vejledning om, hvilken føde alle skabninger skulle leve af. (1 Mos. 1:28-30) Mens Adam var alene, havde Gud udstedt følgende særlige befaling: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:16, 17) Nu gjaldt denne befaling også Eva, for hun var en del af ham; hun var ét kød med ham. Ligesom han havde undervist hende i dette guddommelige bud, var det hans pligt som hendes overhoved at håndhæve denne lov til beskyttelse af livet. Hvis han elskede hende, ville han håndhæve denne lov; at gøre det ville også være at elske sig selv. Hun var af hans kød og ben, og naturligvis ville han ikke hade sit eget kød og sine egne ben. Ved at håndhæve denne lov ville Adam især vise kærlighed til deres enestående Velgører og Livgiver, Jehova Gud; ham skulle de elske mere end dem selv, elske mere end hinanden.

 3. a) Hvordan var Evas færd, indtil en lovbryder præsenterede sig for hende? b) Hvad gjorde Satan, og med hvilket formål?

³ For en tid underkastede Eva sig sin mand som sit overhoved. Hun var ikke i tvivl om straffen for at bryde Guds lov. Hun mente ikke, at hendes mand var blevet bedraget på grund af det, Gud havde sagt om at bryde hans lov. Hun mente ikke, at hun burde træffe afgørelse om eller afsige kendelse om, hvad der var godt, og hvad der var ondt. Hun var en virkelig medhjælper for Adam og passede ind i hans liv til fuldkommenhed, og hun fandt tryghed og lykke ved at gøre det. Så præsenterede en lovbryder, en ægteskabsforstyrrer, sig for hende, mens hun var alene. Ved hjælp af en slange i Edens have bad han hende om oplysning. Hun fortalte ham, hvad hendes mand havde forklaret hende. Slangen eller den, som uset talte gennem slangen, tyede i dette tilfælde ikke til sladder ved at snakke hen i vejret om ligegyldigheder eller ved at gentage en løgn. Nej, han gjorde det, Jesus Kristus sagde, han gjorde. Han løj direkte og gjorde sig til løgnens fader. (Joh. 8:44; 2 Kor. 11:3) Han modsagde uden videre, hvad Adam havde sagt til Eva, og hvad Gud fra først af havde sagt til Adam. „Slangen sagde til kvinden: „Du skal visselig ikke dø.““ Idet han så foregav virkelig at vide den egentlige sandhed om det forbudte træ, fortsatte han: „For Gud ved, at netop den dag I spiser af det, må jeres øjne nødvendigvis åbnes, og I må nødvendigvis blive som Gud og kende godt og ondt.“ (1 Mos. 3:1-5, NW) Slangens, Satan Djævelens, egentlige hensigt med på denne måde at modarbejde og bagtale Gud var at begynde at ødelægge den ægteskabelige enhed mellem Jehova Gud og hans hustru-organisation, hans kvinde, det vil sige hans universelle organisation af hellige skabninger, hvortil Adam og Eva da hørte.

 4. a) Hvordan burde Eva have svaret, men hvis ord foretrak hun? b) Hvorfor var der i Evas tilfælde tale om ægteskabelig opsætsighed, og hvad tilskyndede hende til det?

⁴ Respekterede Eva nu sin stilling i ægteskabet, så hun svarede således: „Hvilken ret har du til at modsige min mand, og hvilken ret har du til at modsige hans Gud, som gav mig til ham? Skal jeg underordne mig dig, du, som ikke er andet end et dyr, i stedet for min mand, mit gudgivne overhoved?“ Nej! Og det var heller ikke sådan, at Eva foretrak Guds ord og lov fremfor sin mands ord. I dette tilfælde blev slangens ord foretrukket fremfor hendes mands ord, som var i harmoni med Jehovas ord. Her var to vidner, Jehova selv og Adam, mod det ene falske vidne, den store slange. I tillid til sit menneskelige overhoved skulle Eva have sagt, at hun først ville rådspørge sin mand, om han ville godkende, at hun spiste af den forbudte frugt i modstrid med Guds befaling, for han kendte Gud bedre, end hun gjorde. I stedet for at se hen til sin mand og gennemgå Guds lov sammen med ham, så Eva hen til den forbudte frugt ud fra det nye synspunkt, dyret havde fremholdt for hende. Hun tillod et begær at spire frem i sit indre. Hendes ønske førte hende ind i fristelsen og lokkede hende til at handle, og således blev synden undfanget. Denne undfangelse af synd måtte nødvendigvis føre til fødselen af straffen, døden. (Jak. 1:14, 15) „Så begyndte hun at tage af dets frugt og spise den.“ (1 Mos. 3:6, NW) Hun løb foran sin mand og troede sig klogere end sit overhoved, sin mand. Hun blev udsat for et groft bedrageri, men alligevel var det et tilfælde af ægteskabelig opsætsighed.

 5. Hvad skete ikke umiddelbart efter, at Eva havde spist af frugten, men hvilken virkning havde det derimod?

⁵ At Eva spiste af den forbudte frugt, var en åben tilsidesættelse af Gud, hendes himmelske Herre, og af hendes mand, hendes hoved. Bibelens beretning siger ikke, at hendes samvittighed øjeblikkelig slog hende, så hun fik øjnene op for, at hun var splitternøgen og i panik ønskede at skjule sig for det andet køn, hendes mand. Ordsprogene 9:17, 18 fortæller os følgende: „Stjålen drik er sød, lønligt brød er lækkert! Han ved ej, at skyggerne [fodnote: de døde] dvæler der, hendes [dårskabens] gæster er i dødsrigets dyb [sheol, menneskehedens fælles grav].“ Eva var således helt og holdent ført bag lyset. Hun frygtede ikke dødsstraffen og kendte ikke til blufærdighed, men smagte den midlertidige sødme i frugten, hun havde stjålet fra det forbudte træ, og som hun havde spist bag sin mands ryg. Nu gik hun selvsikkert til sin mand og tilbød ham noget af den forbudte frugt. Hvad skulle han nu gøre?

 6. Hvilken senere teokratisk lov viser, hvilken handlemåde Adam skulle have fulgt, og hvorfor forholder det sig således?

⁶ Adam forstod med det samme, at Eva var blevet bedraget af slangen og havde syndet. Guds ord siger: „Adam blev ikke bedraget, men kvinden blev grundigt bedraget og faldt i overtrædelse.“ (1 Tim. 2:14, NW) Eva talte eller handlede ikke på sin mands vegne. Hovedet måtte træffe afgørelsen. Adam måtte enten godkende hendes synd ved med vilje at følge hende og spise af den stjålne frugt eller fordømme den og øjeblikkelig forhindre, at den blev praksis i hans husstand. Jehovas teokratiske lov, som senere blev givet Israels nation, er i overensstemmelse hermed, når den siger: „Men når en kvinde aflægger et løfte til HERREN og forpligter sig til afholdenhed i en eller anden retning, . . . Hvis hun bliver gift, medens der påhviler hende løfter eller en forpligtelse, hun har påtaget sig ved et uoverlagt ord, og hendes mand ikke siger noget til hende, samme dag han får det at høre, skal hendes løfter stå ved magt, og den forpligtelse til afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved magt. Hvis hendes mand derimod formener hende det, samme dag han får det at høre, gør han dermed det løfte, der påhviler hende, og den forpligtelse til afholdenhed, hun har påtaget sig ved et uoverlagt ord, ugyldig, og HERREN skal tilgive hende.“ (4 Mos. 30:4, 7-9) Adam kunne altså have irettesat Eva og ladet Gud være sand og Slangen, Djævelen, en løgner og således have godtgjort, at han ikke havde del i hendes overtrædelse af Guds lov. Gud havde udnævnt ham til overhoved. Han skulle have respekteret Guds udnævnelse og sat sig imod, at Eva handlede som overhoved og traf afgørelser.

De dårlige følger af ægteskabelige forseelser

 7. Hvad ville Adam have vist ved at nægte at modtage den frugt, som Eva tilbød? Hvad viste han ved at tage imod den?

⁷ Havde Adam elsket sig selv, elsket liv for sig selv og sit afkom, ville han have nægtet at modtage den forbudte frugt af sin hustrus hånd. Han ville have sagt nej tak og således vist hende, hvordan hun skulle have handlet, for hun var hans eget kød. Havde han elsket Gud mere end sig selv, sin kone indbefattet, ville han have afslået hendes tilbud og holdt Guds befaling. Han ville hellere have skilt sig fra sin kone end skilt sig fra Gud. Havde han optrådt i rollen som den virkelige mand i huset, ville han have respekteret, at han var guddommeligt udnævnt til at være overhovedet, og han ville have truffet den rette beslutning for sig selv og sin husstand. Han ville have lagt en stærk vilje for dagen og levet op til sit ansvar og bevaret sin retskaffenhed over for Gud. Men Adam så ikke hen til Gud. Han så hen til sin hustru, som rakte frugten til ham. Et begær efter hende voksede frem i ham. Han begærede hende ikke som en medhjælp og partner for at kunne udføre det hverv, som Gud havde givet dem, nemlig at opfylde jorden, men for at kunne tilfredsstille kødet. Han blev lokket af det. Da han ofrede det mere opmærksomhed, end han ofrede glæden ved at adlyde Guds bud, blev han svag. Han fornægtede sin stilling som hoved for sin hustru og viste ansvaret fra sig. Han lyttede til sin hustrus og ikke til Guds stemme. Han tog imod den forbudte frugt og førte den til munden.

 8, 9. Hvad var resultatet af, at Adam foretrak sin hustru fremfor Gud? Hvordan svarede de Gud?

⁸ Han holdt sammen med sin hustru, ja, men om det forkerte, og afbrød forbindelsen med sin Gud og Fader. Med vilje, uden at være bedraget, fulgte han slangen, Satan Djævelen, i oprør mod Gud. Uden at beskrive konflikten i hans sind eller de følelser, der rørte sig i ham, siger Bibelen blot: „Bagefter gav hun også noget til sin mand, da han var hos hende, og han begyndte at spise den.“ Nu havde begge syndet, men Adams synd var større, fordi han havde større ansvar. Nu kunne de aldrig mere se på hinanden på en ren og naturlig måde. „Så åbnedes begges øjne, og de begyndte at forstå, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og lavede sig lændeklæder.“ — 1 Mos. 3:6, 7, NW.

⁹ Nu rejste der sig en skranke mellem manden og hans hustru, selv om den kun var repræsenteret ved sammensyede figenblade. Da Adam ikke følte sig ren i sin hustrus øjne, følte han sig heller ikke ren i Guds øjne. Han følte sig ikke godt tilpas, når han var i forbindelse med Gud; i stedet for ivrigt at længes efter det flygtede han nu fra det. Da de derfor mærkede Guds usynlige nærværelse, gemte både Adam og Eva sig bag træerne. Gud kaldte på ham, ikke på hans hustru. Adam sagde til Gud, at han ikke følte sig rigtig påklædt til at vise sig for ham. Ja, men hvorfor dog ikke? Havde Adam spist af den forbudte frugt? Ganske vist, men han havde ikke spist direkte fra træet; han havde spist af sin kones hånd for at behage hende. Godt, ville det så sige, at det var kvinden, som af sig selv havde spist fra det forbudte træ? Kvinden indrømmede, at så udspekuleret havde hun ikke været. Hun sagde: „Slangen bedrog mig, og så spiste jeg.“ (1 Mos. 3:8-13, NW) Hun havde aldrig troet, at det ville føre dette med sig.

10. a) Hvilket ægteskab ville Satan ikke være i stand til at ødelægge, og hvorfor ikke? b) Hvilken dom udtalte Gud over Satan og hans sæd?

¹⁰ Nu vendte Gud sig mod den store slange, Satan Djævelen, som havde bragt Adams og Evas ægteskab i så store vanskeligheder. Hvis slangen, Satan Djævelen, for et øjeblik havde troet, at han kunne ødelægge ægteskabet mellem Jehova Gud og hans „kvinde“, hans himmelske, universelle organisation under hans enbårne søn, så tog han helt fejl. Idet Jehova forbandede Satan Djævelen med en fornedret tilværelse, hvor han kunne nøjes med at slikke støv, omtalte han, den store Familiefader, sin egen „kvinde“. Han forordnede, at hans hustru skulle følge en anden kurs, end den Eva fulgte, idet han sagde: „Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd. Han vil kvæste dit hoved, og du vil kvæste hans hæl.“ (1 Mos. 3:14, 15, NW) Hans himmelske hustru-organisation ville holde sig til ham i kærlighed og ville hade bedrageren, slangen, Satan Djævelen. Hendes afkom eller børn ville modstå slangens bedrageriske afkom eller sæd. Den læsion, som hendes afkom ville give den store slange, ville være værre end det sår, slangen ville tilføje hendes afkom, der midlertidigt ville komme til at halte. Slangen ville blive ramt på et mere vitalt sted og få sit hoved knust, og det ville føre til ødelæggelse for al dens yngel. Guds hustru-organisation eller „kvinde“ ville i al evighed kunne vise sine frugter, som ville bære hendes mands, Jehovas, navn.

11. Hvad forudsagde Gud nu med hensyn til ægteskab mellem mennesker fra da af, og hvorfor ville kvindens stilling blive særlig vanskelig?

¹¹ Jehova forudsagde nu, at det menneskelige ægteskab fra da af ville have sine vanskeligheder, og de gifte par ville få „trængsel i kødet“. Kvindens stilling i ægteskabet ville blive særlig vanskelig, og hvad Jehova sagde om det i Eden, har ikke vist sig at være usandt efter seks tusinde års erfaringer. „Til kvinden sagde han: „Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!““ (1 Mos. 3:16) Mandens herredømme over kvinden var ikke kun noget, der var tilstået ham, hvis han ønskede det, eller hvis hun var villig til at underordne sig det. Lige så vist som kvinden skulle mærke større besvær under sit svangerskab, og hun skulle føde børn i smerte, lige så vist ville manden komme til at udøve herredømme over hende. Trods alt dette ville hun længes efter at få en mand. Hun ville betragte det som en skam og en forsmædelse ikke at have en mand. Hun ville anse det for et nederlag, og at hendes tilværelse som kvinde ville være slået fejl, hvis hun ikke fik børn; det ville være en skuffelse for hende selv og en skuffelse for hendes mand. Lad blot ham optræde som ejermand, lad blot ham dominere, blot hun måtte blive gift og få børn.

12. Hvilke resultater medførte det for Adam, at han prøvede at behage sin hustru?

¹² Hvor må det have været ydmygende for ægteparrets udnævnte overhoved, da Gud indledte sin dødsdom over Adam med ordene: „Fordi du lyttede til din hustrus tale.“ Ja, der lå årsagen til det hele. Han lyttede til skabningen i stedet for til Skaberen, som bød ham ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt. I sine bestræbelser for at behage sin hustru og i håb om ikke at miste hende gjorde Adam noget, der fik følger, som ikke behagede hende. Han måtte uvægerligt miste en del af hendes agtelse og respekt. Hans mangel på visdom viste sig i resultaterne. Han satte hendes paradisiske hjem over styr. Han mistede sin stilling som en godkendt Guds søn og kunne derfor ikke længer tale hendes sag for Gud og få ham til at tage lidt hensyn til hende, bedraget som hun var. Han lod hende uden tilstrækkelig beskyttelse imod yderligere bedrag og tilstræbt magtmisbrug fra Satan Djævelens side. Hvis hun ikke døde først, kunne han selv dø og efterlade hende som enke, uden mand. Sammen med ham blev hun drevet ud af Edens have for at dø forladt af Gud. — 1 Mos. 3:17-24.

13, 14. Hvorfor kunne deres liv uden for Eden ikke have været lykkeligt? Hvad var årsagen?

¹³ Guds ord siger meget lidt om Adams og Evas ægteskabelige liv uden for paradiset i Edens have. Det var ikke noget lykkeligt liv, så meget er sikkert. Når de så på hinanden og mindedes den rolle, de hver især havde spillet i at forårsage dette sørgelige resultat, kunne ingen af dem være glad for den anden. Adam havde nu mistet sin ellers fuldkomne selvbeherskelse. Det var først uden for Eden, at han havde seksuel forbindelse med sin hustru. Det var ikke nogen glædelig begivenhed, da han så hende vride sig i fødselsveer for at få sit første barn, en søn. Denne dreng, Kain, blev morder, dræbte sin egen broder, snigmyrdede det første menneskelige vidne for Jehova, den trofaste Abel. Kain kom under Guds forbandelse, den Gud, som Abel var et vidne for. Han var mærket til henrettelse, tilintetgørelse, ved ingen anden end Guds hånd. Hans ægteskab med en af sine søstre i hjemløshedens land var ikke lykkeligt. — 1 Mos. 4:1-17; 1 Joh. 3:12; Hebr. 11:2, 4; 12:1.

¹⁴ Adam og Eva levede længe nok til at se, hvordan deres ufuldkomne ægteskab bar en stadig voksende høst af dårlig frugt. Ingen af deres efterkommeres ægteskab blev fuldstændig lyksalighed. Hvad var årsagen til alt dette? I første række den, at den første mand og hustru undlod at elske Gud i forening og ikke elskede ham mere, end de elskede hinanden. Foruden at de viste mangel på kærlighed til Gud — og som et resultat af denne mangel — forsømte de hver især at vise respekt for deres gudgivne pladser som mand og hustru i den ægteskabelige ordning, og de forsømte at leve op til deres ansvar og pligter på disse pladser. Adam var hovedet og derfor den, der kunne kræves til ansvar for det skete. Gud, Dommeren, udpeger ham som den hovedansvarlige for den synd og død, som er kommet over os som et resultat af deres ruinerede ægteskab. Dommerens ord lyder: „Ligesom synden kom ind i verden ved ét menneske og døden ved synden, og døden således bredte sig til alle mennesker, fordi de alle havde syndet — . . . herskede døden som konge fra Adam ned til Moses.“ (Rom. 5:12-14, NW) Den skade, som forårsages ved en dårlig ledelse af den ægteskabsordning, som Gud oprindelig indstiftede, kan således få vidtrækkende og katastrofale følger.

15. a) Hvad kan der siges om Jehovas eget ægteskab? b) Hvad var Jehovas hensigt vedrørende ægteskabet mellem mennesker, og hvad gjorde han som pant herpå i Noas dage?

¹⁵ Jehova Guds eget ægteskab med sin hustru-organisation, sin universelle organisation i himmelen, har fortsat været ubrudt og lykkeligt; og det har været meget frugtbart trods alt det, den ondskabsfulde ægteskabsforstyrrer har prøvet at gøre imod det. Jehovas kvindes sæd er født og vil snart knuse slangens hoved og sørge for, at den almægtige Guds universelle eneherredømme får æresoprejsning. I harmoni med sin egen ægteskabelige lykke var det oprindelig Guds hensigt, at hans trofaste sønners og tjeneres ægteskab her på jorden også skulle være en glædelig oplevelse uden den „trængsel i kødet“, som nu uundgåeligt må komme på grund af hvert eneste ægtepars ufuldkommenhed, og fordi de lever i denne verdslige tingenes ordning, hvis Gud er Satan Djævelen. (1 Kor. 7:28, NW) Som pant på dette fjernede Gud på Noas tid alle de ægtepar, som var en del af den fordærvede, rå, „daværende verden“. Han sænkede dem i en jordomspændende, bjerghøj vandflod et helt solår. I de dage var man vidne til, at „de spiste, de drak, mænd giftede sig, og kvinder blev bortgiftet lige til den dag, Noa gik ind i arken“. Men Gud sparede kun fire ægtepar og førte dem levende gennem Vandfloden. De var alle vidner for Jehova, nemlig Noa og hans hustru og deres tre sønner, som hver især var gift med én hustru. — Luk. 17:26, 27, NW.

16. a) Hvordan var omstændighederne for ægteskabet umiddelbart efter Vandfloden? b) Hvilken velsignelse gav Gud de overlevende, og hvad har det betydet indtil vor tid?