gerninger og at han underviste Guds folk. I sit værk om jødernes oldtidshistorie (bog XVIII, kapitel 3, paragraf 3) skriver den jødiske historiker Josefus, efter at have berettet om nogle af de vanskeligheder prokuratoren Pilatus havde at kæmpe med: „Omkring denne tid levede Jesus, et viist menneske, hvis det da er lovligt at kalde ham for et menneske; for han gjorde underfulde gerninger og var lærer for sådanne som modtager sandheden med glæde. Han drog mange til sig, både af jøder og hedninger.“

Historien bekræfter at Jesus, som det var forudsagt, blev forkastet af sit eget folk og led døden. En verdslig historiker ved navn Tacitus, der blev født omkring år 54 e.v.t., mens nogle af Jesu Kristi apostle stadig var i live, siger: „Kristus . . . blev under Tiberius’ regering idømt den strengeste straf af en af vore prokuratorer, Pontius Pilatus.“ — Annales, xv. 44.

Som Daniels profeti havde sagt, blev Jesus Kristus til sidst dræbt i foråret 33 e.v.t. Han døde den 14. nisan, midt i det måneår der begyndte om efteråret med måneden tisjri. Tre og et halvt år senere udløb den halvfjerdsindstyvende „åruge“ med at hedningen Kornelius blev salvet. En fodnote i William Whistons oversættelse af Josefus’ jødiske oldtidshistorie sætter datoen for Jesu pælfæstelse og død til den 3. april år 33 (den julianske kalender), hvilket vil sige den 14. nisan ifølge den hebraiske kalender for det år. Den jødiske tradition sætter, ifølge Talmud-afhandlingen Sanhedrin vi 2 (ikke-udrenset udgave), datoen for Jesu død til den 14. nisan, om foråret, det tidspunkt Daniel havde forudsagt.

Bevisernes kegle, de fire bevisrækker vi har fulgt, Messias’ afstamning, fødestedet og omstændighederne ved hans fødsel, hans gerning, og den nøjagtige kronologi, peger frem til Jesus Kristus som Guds søn. Hvor nøjagtigt har Gud ikke udpeget sin søn, Messias! De der ønsker at vinde livet vil give nøje agt på de beviser der peger på at Jesus Kristus er Messias, for Messias er den Abrahams sæd der skal velsigne alle jordens folk hvis de viser tro på den almægtige Guds søn, den profet der er større end Moses, og følger de bud han har givet.

Spørgsmål fra læserne

● Bibelen fordømmer at man tager varsler. (5 Mos. 18:10) Hvordan skal man da forklare Første Mosebog 44:5, der viser at Josef, som havde Guds gunst, ejede et bæger som han brugte til at tage varsler af? — A. J., Congo Republikken.

Josef var en højtstående embedsmand i et hedensk land. Han forestod kornuddelingen i Ægypten. På grund af den strenge hungersnød kom hans brødre hele vejen fra Kana’an for at købe korn i Ægypten. (1 Mos. 42:1-7) År tidligere havde de solgt Josef som slave. Selv om de ikke var klar over det, var det altså deres egen broder de nu bad om korn. Josef havde endnu ikke valgt at give sig til kende for dem. I stedet var han besluttet på at prøve dem. Første Mosebog 44:5 bør ses ud fra dette synspunkt.

Josef gik øjensynligt frem efter en bestemt plan, idet han ikke præsenterede sig som deres broder der havde tro på Jehova Gud, men som hersker i et hedensk land. I overensstemmelse med sin plan befalede Josef sin hushovmester at fylde deres sække med korn og lægge den pengesum som de hver især havde givet, oven i hver sæk, og at lægge Josefs sølvbæger oven i den yngstes sæk. (1 Mos. 44:1, 2) Josefs brødre var ikke nået langt bort før han bød sin tjener: „Sæt efter mændene, og når du indhenter dem, sig så til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt? Hvorfor har I stjålet mit sølvbæger? Det er jo min herres mundbæger, som han bruger til at tage varsler af! Ilde har I handlet ved at gøre således!“ (1 Mos. 44:3-5) Josef, der handlede i overensstemmelse med sin plan, befalede sin hushovmester hvad denne skulle sige. Han fik ham til at beskrive bægeret som „min herres mundbæger, som han bruger til at tage