deltagelse i brødet og bægeret ikke blot betyder, at man anerkender, hvad Gud og Kristus Jesus har gjort for at ophøje Jehovas navn og frelse mennesker, men også, at man er et lem på Kristi legeme og delagtig i hans lidelser og død, kan kun sådanne med rette deltage, som kan fremlægge bevis for, at de er lemmer på Kristi legeme.

Kun sådanne må deltage, som kan sige med Paulus: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.“ Ja, kun sådanne, som har tro på Gud og Kristi genløsningsoffer, og som har indviet sig til at gøre Guds vilje, og som derefter på grundlag af deres studium af Skrifterne og Guds handlemåde over for dem har fået vakt et håb om delagtighed i den himmelske herlighed sammen med Kristus Jesus; om dem skrev apostelen Johannes: „I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.“ — Rom. 8:16; 1 Joh. 3:2.

Disse må imidlertid også ransage sig selv for at forvisse sig om, at de lever op til de krav, der stilles til dem. Der er ikke nogen særlig fortjeneste ved selve det at deltage i symbolerne, bortset fra, at det er en lydighedshandling, og derfor vil den, der deltager i brødet og bægeret uden at leve op til det, disse symboler repræsenterer, gøre sig skyldig i hykleri. I modsætning til, at utallige har givet sig ud for at være Guds sønner med himmelsk håb, fortæller Guds ord os i Åbenbaringen, kapitlerne 7 og 14, at antallet på dem, der skal sidde på troner sammen med Kristus i himmelen, er begrænset til 144.000. — Åb. 20:5, 6.

Fordi kun de kristne, der har dette himmelske håb, med rette kan deltage i Herrens aftensmåltid, var der kun 19.183, som deltog, af de 742.565, der var til stede, da Jehovas vidner fejrede mindehøjtiden i 1953. De, der ikke deltog, erkendte over for sig selv, at de hørte til den store skare, som Johannes så stå foran tronen „med palmegrene i hænderne“; det er dem, Jesus beskriver som „andre får, som ikke hører til denne fold“, som „får“, der gør vel imod Kristi brødre, og hvis håb ikke er et guddommeligt, udødeligt liv i himmelen, men evigt liv i et jordisk paradis, hvor de skal have den forret at fuldbyrde den befaling, der blev givet Adam og Eva, nemlig at opfylde jorden med en retfærdig slægt og herske over jorden og dyrene. — 1 Mos. 1:28; Matt. 25:31-46; Joh. 10:16; 1 Kor. 15:53, 54; 2 Pet. 1:4; Åb. 7:9; 21:4.

I år vil Jehovas salvede vidner og deres retsindige medarbejdere samles den 17. april efter klokken 18 for igen at fejre Herrens aftensmåltid eller nadver, for igen at mindes Kristi død. Og du, kære læser, inviteres hermed til at være med og modtage stor velsignelse, hvad enten du mener, at du er et lem på Kristi legeme, eller dit håb står til det jordiske.

Døden — en udvidet fortsættelse af livet?

IFØLGE Websters Unabridged Dictionary er døden „et tilfælde af eller en årsag til tab af liv; udslettelse; tilværelsens eller livsfunktionernes ophør“.

Imidlertid anerkender største delen af menneskene ikke Websters definition af døden. Skønt buddhisterne, hinduerne, muhamedanerne, jøderne, katolikkerne og de fleste protestanter har modstridende opfattelser af, hvad der sker ved døden, er de dog enige om at tro, at døden ikke betyder livets ophør. Dr. Peale, D.D., gav udtryk for en populær opfattelse af spørgsmålet, i en artikel, der stod i St. Pauls Sunday Pioneer Press for 13. april 1952 under overskriften: „Livet er evigt“:

„Jo længere jeg lever og iagttager menneskelige og evige forhold, desto sikrere bliver jeg på, at døden ikke er livets afslutning. Det er min tro, baseret på virkelige erfaringer, at dem tilværelsesform, vi kalder døden, blot er en udvidet fortsættelse af livet.“ Efter at have gjort bemærkninger om „livets uforgængelighed“, fortsætter han med at sige: „At vi ikke kan se dem, der er gået bort, viser ikke, at de er udslettet af tilværelsen.“ Og til slut siger dr. Peale om de døde: „De er ikke døde.“

Er døden „tilværelsens eller livsfunktionernes ophør“ eller „blot en udvidet fortsættelse af livet“? Hvad siger Bibelen? Den betydeligste mand, der nogen sinde har levet, sagde om Guds ord: „Dit ord er sandhed“, og derfor kan vi tillidsfuldt antage Bibelens udtalelser om spørgsmålet som sandhed.

Blev der sagt til det første menneske, Adam, at døden for ham ville betyde en udvidet fortsættelse af hans liv? Fik han at vide, at livet var uforgængeligt, evigt? Tværtimod, fordi han var ulydig, blev der lige ud sagt til ham: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:19) Havde Adam en tilværelse, før han blev taget af jordens støv? Naturligvis ikke! Når han så skulle vende tilbage dertil, hvor han var taget fra, ville han heller ikke have nogen tilværelse, vel? Hans skabelse var en forandring fra ikke-eksistens til eksistens; hans død var en tilbagevenden fra eksistens til ikke-eksistens. Hvad Adam angår, var døden givetvis ikke en forandring af tilværelsen, en udvidet fortsættelse af livet.

Det er derfor, Bibelen siger: „Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og een og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går sammestedshen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden. Hvo ved, om menneskenes ånd stiger opad, og om dyrenes ånd farer nedad til jorden?“ „I dødsriget drives de ned som får, deres hyrde skal døden være.“ (Præd. 3:19-21; Sl. 49:15) Går de lavere dyr ved døden ind til en „udvidet fortsættelse af livet“? Hvis ikke, så gør mennesket det heller ikke.

Videre læser vi: „Kun for den, der hører til de levendes flok, er der håb; thi levende hund er bedre faren end død løve. Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente, thi mindet om dem slettes ud. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen.“ (Præd. 9:4, 5, 10) Der er ikke meget håb om en udvidet fortsættelse af livet i disse skriftsteder, vel?

Job vidste, at døden betyder tilværelsens ophør, og derfor