forberedende undersøgelser inden udpegelsen. En gang om året sender disse komiteer opfordringer ud til hundreder af videnskabsmænd, akademimedlemmer og universitetslærere i verden, for at disse kan nominere eller anbefale personer som de mener kvalificerer sig til næste års pris. Nomineringerne skal være indsendt inden 1. februar det år hvor prisen skal uddeles.

Hen mod efteråret har komiteernes undersøgelser resulteret i færdige rapporter, som er hemmelige og tilsendes de instanser der skal foretage tildelingen. Så holdes den endelige afstemning, hvis resultat hemmeligholdes indtil oktober eller november. Beslutningerne er endelige og kan ikke appelleres.

Nogle problemer i pristildelingen

Tildelingen af nobelpriserne har i årenes løb givet anledning til visse problemer. Alfred Nobel skrev i sit testamente: „Det er mit udtrykkelige ønske at der i tildelingen af priserne ikke skal tages det ringeste hensyn til kandidaternes nationalitet, men at den værdigste kandidat skal modtage prisen, uanset om han er fra Skandinavien eller ej.“ Det kan imidlertid være ret svært at finde „den værdigste“ i hele verden.

Jesus bad ved Lazarus’ grav. (Joh. 11:41, 42) Men sande kristne beder ikke til den afdøde, og de vil heller ikke give andre det indtryk at de beder for at hjælpe den døde ud af en skærsild eller lette vejen til himmelen for den døde. Mange kristne har truffet den beslutning helt at afstå fra at bede sådanne eller andre bønner der kunne opfattes som ren formalisme. — Matt. 6:1, 5, 6.

Den enkelte har også lov til at følge sin samvittighed i forbindelse med at holde begravelsen på en ganske enkel måde, uden ritualer.

Dette kan for eksempel gælde det der foretages ved selve gravstedet. Nogle steder er det skik at familien eller de der bærer båren kaster en blomst på kisten eller ned i graven før denne kastes til. Mange opfatter det som en sidste hyldest eller et sidste udtryk for respekt for den døde. Sande kristne ved naturligvis at den døde ikke har nogen glæde af denne blomst. Og hvis den afdøde også var en sand kristen, ville han eller hun have anerkendt vejledningen i Romerbrevet 1:25, om at kristne ikke bør tildele noget menneske en hyldest eller ære der ikke tilkommer mennesker. Nogle har derfor besluttet at de ville undlade at følge denne skik.

Mange steder praktiseres der „jordpåkastelse“ ved selve gravstedet. Præsten eller begravelsesforretteren kaster en lille smule jord ned i graven, ofte samtidig med at han citerer Første Mosebog 3:19, hvor der står at Adam var taget af støvet og skulle vende tilbage til støvet. Denne bibelske udtalelse var imidlertid blot en konstatering — Gud forudsagde hvad der ville ske med Adam nogle hundrede år senere. Det var ikke en indstiftelse af et ritual der skulle gentages ved hver eneste begravelse.

Det er naturligvis ikke forkert at man ved en begravelse citerer fra Bibelen, og man kan da også citere Første Mosebog 3:19. I en sådan situation vil der imidlertid være mere trøst i at nævne Bibelens ord om opstandelseshåbet. Sådanne ord har en mere varig og gavnlig virkning end symbolske handlinger, som mange har følt ikke hørte hjemme ved lejligheden.

Når der er så mange forskellige begravelsesskikke i verden, hvem kan da lære dem alle at kende, endsige sætte sig ind i hvordan og hvorfor de er opstået? Når den kristne overvejer om han skal følge en skik der er udbredt på hans egn, kan han træffe sin afgørelse ved at tænke sagen igennem. Er det almindeligt kendt at oprindelsen til denne skik eller dens nuværende betydning har at gøre med noget der strider imod Guds ord? Følges denne skik på en måde som ikke stemmer med det sande håb som de kristne har fra Bibelen? Vil det vække unødigt anstød hvis den kristne følger skikken, eller hvis han undlader at gøre det? Hvad har han lagt mærke til ved de enkle begravelser som andre sande kristne i samme område har stået for? Og hvad siger hans egen samvittighed og hans personlige følelser?

Ved at overveje sådanne faktorer kan den kristne træffe en afgørelse i harmoni med sin tro, sin sans for hvad der er passende og sømmeligt, og med den rette respekt for de døde.