Kapitel 5
Gud fatter sit „evige forsæt“ i forbindelse med sin Salvede
1. Hvordan er det Guds vilje at livet skal være for menneskene?
MENNESKETS liv på jorden kunne have været smukt. Skaberens liv er smukt, og det er hans vilje at hans menneskeskabningers liv også skal være smukt. Det er menneskene selv der har forkludret tilværelsen på jorden, selv om ikke alle har gjort det. Til trods for menneskenes fiasko har Skaberen fattet det kærlige forsæt at mænd og kvinder skal have endnu en mulighed for at gøre livet på jorden smukt for sig selv.
2. (a) Hvordan var menneskenes liv i begyndelsen? (b) Hvoraf fremgår det om Gud planlagde at menneskene skulle vælge den vej der førte til døden?
2 Fra begyndelsen var menneskets liv smukt. Det begyndte for næsten seks tusind år siden i et jordisk paradis. Det var en glæde at leve i dette paradis, og af den grund blev det kaldt Edens have eller Glædens paradis. (1 Mosebog 2:8, Douay) Vore første jordiske forældre, den første mand og den første kvinde, var fuldkomne. Deres helbred var upåklageligt, og de kunne se frem til aldrig at skulle dø. Skabt som mennesker var de dødelige, men deres Skaber havde stillet dem i udsigt at de kunne leve i Glædens paradis i al fremtid, ja for evigt. På denne måde kunne deres himmelske Livgiver blive deres Evighedsfader. Han planlagde ikke at de skulle dø ved at slå ind på den vej der ville føre til døden. Det var hans ønske at de skulle leve evigt, som hans evige børn. Over tre tusind år senere gav han udtryk for hvad han oprigtigt følte i denne henseende, da han sagde til sit udvalgte folk:
„Mon jeg har lyst til den gudløses død, lyder det fra den Herre [Jehova], mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve?“ — Ezekiel 18:23.
3. Hvilket spørgsmål stiller vi uvilkårligt, eftersom Gud ønskede at menneskene vedvarende skulle leve i Paradiset?
3 Skaberen nærede altså ikke noget ønske om at det uskyldige menneskepar i Glædens paradis skulle blive ’gudløst’ og fortjene at dø. Han ønskede at manden og kvinden fortsat skulle leve, ja leve og se hele jorden blive opfyldt i passende omfang med deres efterkommere, lige så fuldkomne og lykkelige som de selv, i et fredeligt og kærligt forhold til deres Skaber, deres himmelske Fader. Men alligevel dør alle mennesker i dag, og vores forurenede jord er langtfra et paradis. Hvad er grunden? Skaberen har forklaret os det i Bibelen.
4. Hvorfor var det mærkeligt at en slange viste sig for et menneske i Paradiset?
4 Begivenhederne som Første Mosebogs tredje kapitel beretter om, udspilles i Glædens paradis. Alle de laverestående jordiske skabninger er underlagt vore første jordiske forældre, Adam og Eva. Menneskene er ikke bange for nogen af disse laverestående skabninger, heller ikke for slangerne. Ja, der var slanger i Glædens paradis, og de var interessante at betragte. Deres måde at bevæge sig fremad på — uden ben — var forunderlig, et udtryk for Guds mangfoldige skabervisdom. De var imidlertid meget sky. Første Mosebog 3:1 siger om dette krybdyr: „Nu viste slangen [nachashʹ] sig at være det forsigtigste af alle markens vilde dyr som Jehova Gud havde gjort.“ (NW) Så i stedet for at ligge på lur for at skade menneskene, var slangen tilbøjelig til at trække sig bort og undgå dem. Men nu viste den sig mærkeligt nok, enten på jorden eller oppe i et træ. Hvorfor?
5. Hvorfor var det mærkeligt at slangen stillede Eva et spørgsmål, og hvorfor var det ikke Guds stemme der lød igennem den?
5 Første Mosebog 3:1 beretter videre: „Og den sagde til kvinden: ’Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?’“ Hvordan havde slangen hørt dét? Hvordan kunne den forstå en sådan udtalelse? Hvorfor havde den aldrig talt til kvindens mand, Adam? Ja, hvordan kunne den i det hele taget tale menneskenes sprog? En slange havde aldrig før talt til et menneske, og det er heller aldrig sket siden. Det var ikke indbildning fra Evas side at hun hørte en stemme. Hun stod ikke og talte med sig selv. Den menneskelignende stemme syntes at komme fra slangens mund. Hvordan kunne det gå til? Den eneste Eva ellers havde hørt tale i haven, foruden sin mand Adam, var Gud, men han havde talt direkte til dem, ikke gennem en laverestående dyreskabning. Ifølge de ord som tilsyneladende kom fra slangen, var det ikke Guds stemme hun havde hørt. Stemmen spurgte hende om hvad Gud havde sagt.
6. Hvordan optrådte den der stillede dette spørgsmål gennem slangen, og hvorfor svarede Eva?
6 Da Eva svarede på spørgsmålet, talte hun ikke til denne slange, men til en usynlig fornuftbegavet skabning der talte gennem slangen og altså optrådte som en slags bugtaler. Var denne usynlige fornuftbegavede skabning venligt stemt eller fjendtligt stemt over for Gud? Selve den måde den talte til Eva på var bedragerisk, idet den forledte hende til at tro at det var slangen der talte. Den skjulte sin identitet bag en synlig slange og optrådte således bedragerisk. Men Eva opfattede ikke at denne skabning der henvendte sig til hende gennem slangen, ondsindet forsøgte at bedrage hende. Uden at fatte mistanke svarede hun:
„’Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!’“ — 1 Mosebog 3:2, 3.
7. Hvorfra havde Eva fået sine oplysninger om træet midt i haven?
7 Med „træet midt i haven“ mente Eva træet til kundskab om godt og ondt. Men hvordan havde Eva kendskab til dette træ? Adam måtte, som Guds profet, have fortalt hende om det. Det var til ham Gud sagde, mens han endnu var alene, før Eva blev skabt: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mosebog 2:16, 17) Ifølge Eva havde Gud også sagt at de ikke måtte røre det forbudte træ. Eva var altså ikke uvidende om straffen for at overtræde Guds lov. Det ville betyde døden.
8. Hvoraf fremgår det om den usynlige skabning bag slangen blot var interesseret i oplysninger?
8 Hvis den usynlige skabning der talte gennem slangen blot havde været interesseret i oplysninger, ville den have afsluttet samtalen da den havde fået disse oplysninger. Om slangen på dette tidspunkt befandt sig midt i haven hvor det forbudte træ stod, og om den var nede på jorden eller oppe i træet, oplyses ikke. Men samtalen drejede sig om dette ’træ midt i haven’.
9, 10. Hvordan gjorde den usynlige skabning bag slangen sig selv til en løgner, en djævel, en satan?
9 Hvordan kunne en almindelig slange vide eller have myndighed til at sige det Eva nu fik at høre? „Da sagde slangen til kvinden: ’I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt.’“ — 1 Mosebog 3:4, 5.
10 Her gjorde den usynlige skabning der talte gennem den synlige slange sig selv til en løgner, for han modsagde Jehova Gud. Ved åbent og ugenert at erklære at Gud havde urette motiver til at forbyde Adam og Eva at spise af træet til kundskab om godt og ondt, gjorde den usynlige skabning sig selv til en bagvasker, en djævel, over for Jehova Gud. Han var ikke kærligt interesseret i evigt liv for Eva, men søgte underfundigt at forårsage hendes død. Ja, han søgte at gøre det af med hendes frygt for døden, ikke døden for hans hånd, men døden for Jehova Guds hånd som en straf for at overtræde Hans udtrykkelige befaling. Den usynlige skabning bag slangen modstod Gud og gjorde derved sig selv til Satan, hvilket betyder Modstander. Han var interesseret i at få andre til at modstå Gud, at få andre over på sin, Satans, side. Vi ved hvem der fremførte denne løgnetale og bagvaskelse. Det var ikke en slange!
11. På hvilken måde undlod Eva nu at vise loyalitet mod Gud og respekt for sin mand, og hvordan lod hun sig friste?
11 Ulykkeligvis modsagde Eva ikke denne løgner og bagtaler. Hun begyndte ikke kærligt og loyalt at forsvare sin himmelske Fader. Hun anerkendte ikke i dette tilfælde sin ægtemand, Adam, som sit hoved ved at gå hen til ham og spørge om han billigede at hun handlede selvisk. Han kunne have afsløret bedraget. Nej, Eva lod sig grundigt bedrage. Hun begyndte at overveje de tanker der blev forelagt hende af denne løgner der bagvaskede og modstod Gud, hendes himmelske Fader. Hun overvandt sin frygt for straffen for ulydighed. Hun lod et selvisk begær slå rod i sit hjerte. Hun lod sig drage og lokke af dette begær. Gud havde sagt at det ville være ondt hvis hun og Adam spiste af den forbudte frugt, men hun besluttede sig til selv at afgøre hvad der var ondt og hvad der var godt. Hun besluttede med andre ord at bevise at hendes himmelske Fader og Gud var en løgner. Da Eva nu betragtede træet, så det tiltalende ud i hendes øjne.
12. Hvad blev Eva da hun spiste af den forbudte frugt?
12 „Som følge heraf så kvinden at træets frugt var god at spise og at den var en fryd for øjet, ja, det var en lyst at se på træet. Så begyndte hun at tage af dets frugt og spise den.“ (1 Mosebog 3:6, NW) På denne måde blev hun en overtræder af Guds lov, en synder. At hun blev bedraget, undskyldte hende ikke. Hun mistede sin moralske fuldkommenhed.
13. Hvad undlod Adam at gøre, og hvad skete der da han spiste af frugten?
13 Hendes mand var ikke til stede så han kunne hindre hendes egenrådige handling. Da hun bagefter var sammen med ham, måtte hun overtale ham for at få ham til at spise, idet han ikke var blevet bedraget. Han søgte ikke at bevise at den der havde talt gennem slangen var en løgner, eller at forsvare Jehova Gud ved at påvise at han udøvede sin universelle suverænitet på en retfærdig og gavnlig måde. Hvad skete der da Adam fulgte Eva i overtrædelsen? Første Mosebog 3:6, 7 (NW) oplyser:
„Bagefter gav hun også noget til sin mand da han var hos hende, og han begyndte at spise den. Så åbnedes begges øjne og de begyndte at forstå at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og lavede sig lændeklæder.“
14. Hvad var grunden til at Adam og Eva fordømte sig selv før Gud gjorde det, og hvad gjorde de da han nærmede sig?
14 De var nu blevet „som Gud til at kende godt og ondt“, i den forstand at de ikke længere anerkendte de normer for godt og ondt som Jehova Gud havde opstillet, men selv var begyndt at dømme om hvad der var godt og hvad der var ondt. Til trods for dette begyndte deres samvittighed at nage dem. De følte at de var blottede og at de måtte dække sig med noget. Deres legemlige nøgenhed var ikke længere en ren og uskyldig tilstand i deres øjne, en tilstand de kunne vise sig i for Jehova Gud. Derfor begyndte de at sy figenblade sammen og skjule de organer Gud havde givet dem til det ærefulde formål at mangfoldiggøre deres art. Domfældt af deres egen samvittighed begyndte de således at fordømme sig selv, endnu før den suveræne Herre Jehova fordømte dem. Vi læser:
„Da dagen blev sval, hørte de Gud [Jehova] vandre i haven, og Adam og hans hustru skjulte sig for ham inde mellem havens træer. Da kaldte Gud [Jehova] på Adam og råbte: ’Hvor er du?’ Han svarede: ’Jeg hørte dig i haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!’ Da sagde han: ’Hvem fortalte dig, at du var nøgen? Mon du har spist af det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?’“ — 1 Mosebog 3:8-11.
15. (a) Hvoraf fremgår det at Adam og Eva ikke angrede? (b) Hvad sagde Gud til slangen?
15 Vi lægger nu mærke til at Adam og Eva ikke gav udtryk for nogen anger, men tværtimod søgte at undskylde sig: De skød skylden fra sig. „Adam svarede: ’Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.’ Da sagde Gud [Jehova] til kvinden: ’Hvad har du gjort!’ Kvinden svarede: ’Slangen forførte mig, og så spiste jeg.’“ (1 Mosebog 3:12, 13) Undskyldninger kunne dog ikke frikende disse forsætlige overtrædere. Men hvad med slangen?
„Da sagde Gud [Jehova] til slangen: ’Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens dyr! På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage! Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!’“ — 1 Mosebog 3:14, 15.
16, 17. (a) Hvem var Guds ord til slangen egentlig henvendt til? (b) Hvad har en skribent fra det første århundrede sammenlignet Satans fornedrelse med?
16 Dette var ikke en forbandelse af hele slangefamilien. Tilsyneladende talte Gud til den bogstavelige slange, men han var udmærket klar over at den blot var blevet brugt som redskab af en overmenneskelig, usynlig åndeperson, en skabning som indtil dette tidspunkt havde været en lydig himmelsk søn af Gud. Denne åndeskabning havde også ladet sig drage og lokke af et selvisk begær, begæret efter det suveræne herredømme over menneskeheden, uafhængigt af Jehovas universelle suverænitet. Dette begær havde han ladet slå rod i sit hjerte, og han havde dyrket og plejet det indtil det bar frugt og førte til overtrædelse, til oprør mod den suveræne Herre Jehova. Denne overtræder fra åndeverdenen gjorde derefter sig selv til en løgner, en bagvasker eller djævel og en modstander eller satan, dér i Glædens paradis.
17 Som antydet af den fornedrelse der blev udtalt over den bogstavelige slange, det synlige redskab, fornedrede Gud denne nyopståede Løgner, Djævel og Satan. En bibelkommentator fra det første århundrede sammenlignede Satans fornedrelse med at han blev ’kastet i Tartaros’, en forkastet tilstand som kendetegnes af åndeligt mørke, uden lys fra Gud. — 2 Peter 2:4.
PROFETI OM GUDS SALVEDE
18. Hvad blev nu bekendtgjort, og hvilke enkeltheder kan vi nævne?
18 Her fattede Jehova Gud et nyt forsæt, og han bekendtgjorde det. Løgneren eller Satan Djævelen var fremstået, og Gud fattede nu det forsæt at oprejse en salvet, eller, ifølge Adams sprog, en Mashiʹach (Messias). (Daniel 9:25) Gud omtalte denne Salvede, denne Messias, som ’kvindens sæd’. Gud ville sætte fjendskab mellem denne Salvede og Satan Djævelen, nu symboliseret ved slangen. Dette fjendskab ville også i videre forstand bestå mellem den Salvede og den store Slanges „sæd“.
19. Hvilken strid skulle dette „fjendskab“ føre til? (b) Hvorfor måtte den Salvede i Jehovas forsæt være en himmelsk person?
19 Det forudsagte fjendskab ville føre til en kamp med smertelige følger, men kampen ville ende med en sejr for ’kvindens sæd’. Ligesom en slange der bider sit offer i hælen (1 Mosebog 49:17), ville den store Slange, Satan Djævelen, hugge kvindens „sæd“ i hælen. Dette hug i hælen ville ikke være dødeligt. Såret ville blive helet, så kvindens „sæd“ kunne knuse den store Slanges hoved. På denne måde ville den store Slange møde sit endeligt, og hans „sæd“ sammen med ham. I forbindelse med denne strid er der en vigtig ting vi må hæfte os ved: For at kvindens „sæd“ skal kunne knuse den store Slanges, Satan Djævelens, hoved, må denne „sæd“ være en himmelsk person, en ånd, og ikke blot et menneske, søn af en kvinde på jorden. Hvorfor? Fordi den store Slange er en overmenneskelig ånd, en himmelsk gudssøn der har gjort oprør. En menneskelig „sæd“, født af en kvinde på jorden, ville ikke være mægtig nok til at udslette den usynlige Satan i åndeverdenen. Den Salvede i Jehovas forsæt må derfor være en himmelsk Messias.
20. Hvem er således „kvinden“ i Første Mosebog 3:15?
20 Hvad må vi da sige om den ’kvinde’ hvis „sæd“ er den Salvede eller Messias? Også hun må være himmelsk. Ligesom den slange der blev dømt til at få hovedet knust ikke var den bogstavelige slange, som var blevet brugt til at bedrage Eva, sådan var „kvinden“ i Jehovas profeti i Første Mosebog 3:15 ikke en bogstavelig kvinde på jorden. Eva havde overtrådt Guds lov og havde også forledt sin mand, Adam, til at overtræde den. Hun var derfor ikke værdig til at blive moder til den lovede „sæd“. Kvinden i Guds profeti måtte være en symbolsk kvinde. Det svarer til at Jehova Gud omtaler sit udvalgte folk som sin hustru, sin kvinde, idet han siger til det: „Vend om, I frafaldne børn, siger HERREN; for jeg er blevet jeres ægtemand.“ (Jeremias 3:14, Leeser; 31:32, Leeser) På samme måde er Guds himmelske organisation af hellige engle som en hustru for Jehova Gud, og hun er ’sædens’ himmelske moder. Hun er „kvinden“. Det er mellem denne ’kvinde’ og Slangen Gud sætter fjendskab.
DET OPRINDELIGE FORSÆT STÅR STADIG VED MAGT
21. Måtte Gud opgive sit oprindelige forsæt vedrørende jorden på grund af menneskets overtrædelse?
21 Men hvad så med Guds forsæt vedrørende jorden, det forsæt han gav til kende over for Adam og Eva ved slutningen af den sjette skabelsesdag? Ville dette forsæt nu mislykkes, fordi Adam og Eva havde overtrådt Guds lov og fortjente at dø? Dette oprindelige forsæt gik ud på at hele jorden skulle være et paradis, befolket med efterkommerne af det første, det oprindelige, menneskepar på jorden, Adam og Eva. Guds erklærede forsæt kan simpelt hen ikke mislykkes. Ingen Satan, ingen Djævel, er i stand til at krydse Guds vilje og vanære ham. At Guds oprindelige forsæt stadig stod ved magt og skulle ske fyldest, fremgår af det Jehova Gud, den øverste Dommer, nu sagde til kvinden Eva.
22. (a) Hvem skulle alligevel befolke jorden? (b) Var det rimeligt at tro at menneskeheden ville få gavn af at Slangens hoved blev knust?
22 „Til kvinden sagde han: ’Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!’“ (1 Mosebog 3:16) Det betød at det oprindelige menneskepar fik lov at sætte børn i verden og øge jordens befolkning. Sådan har det været indtil nu, og i dag taler man bekymret om en „befolkningseksplosion“. Eftersom den store Slange, Satan Djævelen, var skyld i at der blev bragt død over alle det første menneskepars efterkommere, skulle dét at hans „hoved“ blev knust, øjensynlig blive til gavn for disse efterkommere der havde måttet bøde for hans overtrædelse. Men hvordan? Det ville Jehova Gud åbenbare når tiden var inde. Det ville være et led i gennemførelsen af hans oprindelige forsæt.
23-25. (a) Hvornår blev dødsdommen udtalt over Adam på grund af hans overtrædelse? (b) På hvilken måde døde Adam altså samme dag som han spiste af den forbudte frugt, og hvad kan vi sige om hans efterkommere?
23 Nu kom turen endelig til manden, den tredje af overtræderne. Gud havde sagt til ham at den dag han spiste af den forbudte frugt, skulle han visselig dø. (1 Mosebog 2:17) Hvis hans hustru skulle føde børn (med smerte), måtte han forblive i live som hendes mand og blive fader til hendes børn. Hvordan gjorde Gud da alvor af det han havde advaret Adam om?
24 Første Mosebog 3:17-19 gør det klart for os: „Og til Adam sagde han: ’Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!’“ Med disse ord udtalte Jehova Gud dødsdommen over overtræderen, og det skete samme dag som Adam havde begået overtrædelsen.
25 Juridisk, set med Guds øjne, døde Adam samme dag, og det gjorde hans hustru Eva også. De var begge afskåret fra muligheden for at leve evigt i lykke i Glædens paradis. Adam var nu død i sin egen overtrædelse. Det eneste han nu kunne give videre til sine børn med Eva, var en tilværelse underlagt død og fordømmelse som skyldtes nedarvet menneskelig ufuldkommenhed. Alle hans efterkommere måtte sige, sådan som salmisten David sagde flere tusind år senere: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ (Salme 51:7) Til hele den syndige menneskehed kan Gud sige, som han sagde til sit udvalgte folk: „Allerede din stamfader synded.“ (Esajas 43:27) Hele menneskeheden døde i Adam den dag den øverste Dommer udtalte dommen over ham for hans synd. Da Adam var blevet dømt, var den bogstavelige død uundgåelig for ham.
26. Hvordan døde Adam samme dag som han begik sin overtrædelse, selv ud fra den betragtning at man regner en „dag“ for at være tusind år? Hvad ophørte han med at være?
26 I harmoni med dette oplyser „Adams slægtebog“: „Efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 år og avlede sønner og døtre; således blev hans fulde levetid 930 år, og derpå døde han.“ (1 Mosebog 5:1-5) Han levede halvfjerds år mindre end tusind år. Ingen af hans efterkommere har levet fulde tusind år; den ældste, Metusalem, levede ni hundrede og niogtres år. (1 Mosebog 5:27) Selv ud fra det synspunkt at tusind år er som én dag for Gud, døde Adam inden for den første „dag“ af menneskehedens tilværelse. Hvor kom han hen da han døde rent bogstaveligt? Hans „sjæl“ (neʹfesh) var ikke kommet fra himmelen, og han vendte ikke tilbage dertil. Han vendte tilbage til jordens støv, for, som Gud sagde, af jorden var han taget. Han ophørte med at være en „levende sjæl“. (1 Mosebog 2:7, NW) Han ophørte med at eksistere. Da hans hustru Eva døde bogstaveligt, ophørte hun også med at være en „levende sjæl“. Der var ingen sjæl som kunne leve videre i det uendelige, sådan som den babyloniske mytologi hævder.
TABET AF PARADISET
27. Hvilken del af jorden blev forbandet, og hvad betød det for Adam og Eva at Adam skulle dyrke den jord der var forbandet?
27 Ordlyden i Guds dom over Adam, specielt ordene om at jorden skulle være forbandet, indebar at Adam ville miste Paradiset. Det gjorde han også. Paradiset blev nemlig ikke forbandet på grund af Evas og Adams overtrædelse; det vedblev med at være et livets sted, idet „livets træ“ stadig voksede i det. Første Mosebog 3:20-24 lyder:
„Men Adam kaldte sin hustru Eva, thi hun blev moder til alt levende. Derpå gjorde Gud [Jehova] skindkjortler til Adam og hans hustru og klædte dem dermed. Men Gud [Jehova] sagde: ’Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig!’ Så forviste Gud [Jehova] ham fra Edens have, for at han skulle dyrke jorden, som han var taget af; og han drev mennesket ud, og østen for Edens have satte han keruberne med det glimtende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.“
28. Hvorfor havde Adam ikke længere mulighed for at leve evindelig?
28 Da Jehova Gud har magt over døden afskar han mennesket fra adgangen til livets træ for at fuldbyrde dødsstraffen over Adam. Eva fulgte sin mand for at blive moder til hans børn. Om Gud også uddrev den slange der var blevet brugt til at friste Eva, oplyser beretningen ikke. Adam og Eva havde ikke længere mulighed for at leve evindelig.
29. (a) Hvordan satte Gud nu fjendskab mellem „kvinden“ og „slangen“? (b) Hvilken betydning fik Guds bekendtgjorte forsæt for hans oprindelige forsæt vedrørende jorden, og hvorfor kan vi nu glæde os og juble?
29 Der findes ingen beretning om at Eva, uden for Edens have, opdrog sine sønner til at hade slanger. Men Guds himmelske organisation af hellige engle, som er den ’kvinde’ der er omtalt i Guds profeti i Første Mosebog 3:15, begyndte straks at hade den store Slange, Satan Djævelen. Hun gjorde det af kærlighed til Jehova Gud, sin himmelske ægtemand. Gud havde i sandhed sat fjendskab mellem sin ’kvinde’ og den store Slange. Hvornår hun skulle frembringe den „sæd“ der ville knuse den store Slanges hoved, var bestemt af Jehova Gud. Han havde nu fattet sit forsæt i forbindelse med sin Salvede, sin Messias, og dette havde han gjort kendt for himmelen og jorden. Siden er der gået næsten seks tusind år. Der er forløbet hele tidsaldre. Dette yderligere forsæt forstærkede Guds oprindelige forsæt vedrørende en paradisisk jord, og gav sikkerhed for at det oprindelige forsæt ville blive gennemført. Den uforanderlige Gud har ikke opgivet sit erklærede forsæt vedrørende sin Salvede, sin Messias. Vi kan glæde os og juble over at det nu er ved at ske fyldest til menneskets bedste.