Jehova skaber sig et navn

„GODT navn er bedre end ypperlig salve,“ siger Bibelen. (Præd. 7:1) Ja, et godt navn er mere værd end penge. For at nyde andres respekt og tillid må man have et godt navn. Som universets suveræn ønsker Jehova at menneskene skal kende hans glorværdige navn. De der ser hen til dette navn med respekt for alt hvad det står for, vil glæde Jehovas hjerte og gavne sig selv til evig tid.

Abraham var en mand der elskede Jehova, ærede hans navn og skattede sit venskab med denne uforlignelige Gud højere end alverdens guld og perler. Til gengæld for den respekt Abraham nærede for Guds navn Jehova, overførte Gud løftet fra Edens have om kvindens sæd til en pagt med Abraham og lovede i denne pagt at gøre Abraham til et stort folk. Endvidere fik Abrahams efterkommere løfte om landet der strakte sig „fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden“. — 1 Mos. 3:15; 12:7; 13:14-17; 15:18-21.

Dette gik stik imod de ærgerrige forhåbninger som en anden gruppe gjorde sig. Denne var på det tidspunkt i færd med at skabe sig et navn og syntes at have heldet med sig. Vi tænker ikke her på Babylons herskere, for Babylon var endnu ikke blevet en verdensmagt. Vi tænker på Ægyptens herskere, som var i færd med at opbygge et storrige der strakte sig fra et punkt 1500 kilometer syd for Nildeltaet, mod nord, tværs gennem Palæstina, til Eufratfloden.

Under Satan Djævelens usynlige styre blev det ægyptiske storrige den bibelske histories første verdensmagt. Som situationen efterhånden formede sig, var et sammenstød uundgåeligt. Det tidspunkt måtte uvægerlig komme da Jehova ville stille sin magt over Ægypten til skue og vise at han var jordens suveræn. Dette vidste Jehova på forhånd da han fortalte Abraham at hans efterkommere ville komme i trældom og at han, Jehova, ville udfri dem i fjerde generationa og udøse sine straffedomme over den undertrykkende nation. Ingen magt der rejste sig mod Jehovas navn og søgte at skabe sig selv et navn kunne holde stand over for ham. — 1 Mos. 15:13-16.

Israel undertrykkes af den første verdensmagt

Abraham opholdt sig et kort stykke tid i Ægypten under en hungersnød, og Gud måtte revse den tids farao for Abrahams skyld. (1 Mos. 12:10-20) Det var også en hungersnød der førte Jakobs husstand til Ægypten. Tyve år tidligere var Jakobs søn Josef ved Guds styrelse blevet bortført og solgt som træl i Ægypten. Josef måtte gennemgå mange vanskelige prøver for at bevise sin loyalitet mod sin Guds, Jehovas, navn. Først kom han i trældom, senere i fængsel, og han var tilsyneladende glemt af alle. Men på grund af hans loyalitet — han forkyndte sandheden i Guds navn — viste Gud sig som hans ven. Han sendte Farao en drøm ingen kunne tyde. Til sidst kom man i tanker om Josef, som nu blev kaldt til Farao, og ved Jehovas ånd tydede han drømmen som et varsel om syv års overflod efterfulgt af syv års hungersnød. Glad over denne tydning af drømmen gjorde Farao Josef til førsteminister. Nøjagtig som forudsagt begyndte nu de syv år med en usædvanlig overflod, og Josef lod vældige forsyninger af korn oplagre. Da tørken satte ind kunne Josef sælge korn til folk fra disse lagre. — 1 Mosebog, kapitlerne 37, 39-41.

Hungersnøden ramte også Jakob i Kana’ans land og tvang ham til at sende sine sønner til Ægypten for at købe korn. Josef genkendte sine ti brødre, men de genkendte ikke ham. Efter at have sat deres broderkærlighed på en streng prøve gav han sig til kende for dem. Følgen heraf, blev at Jakob eller Israel og alle de af hans husstand der var i live, på det tidspunkt halvfjerds i alt, drog til Ægypten og slog sig ned i Gosens land. Det var i 1728 f.v.t. — 1 Mos. 42:1–45:28; 46:8–47:6.

I Ægypten begyndte Jehovas løfte til Abraham om at dennes afkom skulle blive som himmelens stjerner og sandet ved havets bred at få sin opfyldelse, for de tolv stammer formerede sig overordentlig stærkt. I mellemtiden var Hyksos-dynastiet eller hyrdekongerne som regerede på Josefs tid blevet fordrevet og afløst af et nyt dynasti. De nye herskere kendte eller huskede ikke Josefs navn og nærede ingen taknemmelighed mod israelitterne eller deres Gud Jehova. De gjorde israelitterne til trælle og gik endog så vidt som til at forsøge at udrydde hele det israelitiske folk, idet de befalede at alle hebraiske drengebørn skulle druknes i Nilen kort efter deres fødsel. — 2 Mos. 1:7, 22.

Muligvis har de ægyptiske herrer spurgt hebræerne: „Hvor er jeres Jehova? Hvad bliver det til med hans løfte?“ Blandt israelitterne var der nogle der bevarede en fast tro på Guds navn, og blandt disse var Amram og hans hustru Jokebed, Moses’ forældre. De ville ikke efterkomme Faraos ordre og kaste deres barn i Nilen. Ved Guds ledelse blev drengen opdraget i Jehovas tugt og formaning af sin moder, hvorefter Faraos datter adopterede ham. Da Moses var fyrretyve år gammel dræbte han en ægypter som mishandlede en af hebræerne, og han blev derfor tvunget til at flygte til Midjan, hvor han giftede sig og slog sig ned som hyrde. Tiden var endnu ikke inde til at Gud ville gøre sit navn stort i Ægypten. Fyrretyve år gik hen. — 2 Mos. 2:1-21.

En befrier sendes i Jehovas navn

Jehova havde ikke glemt sit løfte til Abraham. En dag da Moses vogtede kvæget ved foden af Horebs bjerg talte Jehova engel til ham fra en busk der stod i flammer uden at blive fortæret af ilden. Her åbenbarede Jehova at tiden nu var kommet til at han ville udfri Israel og at han nu på en særlig måde ville skabe sig et navn. Som legitimation over for israelitterne, så de kunne vide at Moses var udsendt af Gud, åbenbarede Gud for Moses at han skulle tale i Jehovas navn, og han gav ham magt til som den første på jorden at udføre mirakler i dette navn. Israelitternes forfædre havde kendt ham som Gud den Almægtige, men han havde ikke givet sig til kende for dem ved sit navn Jehova. — 2 Mos. 3:1-17; 4:1-9; 6:3.

Havde de trofaste mænd Abraham, Isak og Jakob da ikke kendt Guds navn Jehova? Jo, og de vidste også at det havde tilknytning til hans hensigt med sit folk. Abraham havde imidlertid på en højst særegen og magtfuld måde lært ham at kende som Gud den Almægtige. Gud havde vist sig for ham da han og Sara var over den alder da man får børn, og havde lovet ham en søn. Og for at styrke Abrahams tro på dette løfte havde Gud sagt: „Jeg er Gud den Almægtige.“ Inden et år var gået så Abraham dette løfte opfyldt og vidste derfor af personlig erfaring at han var Gud den Almægtige. Men hverken Abraham, Isak eller Jakob levede så længe at de så opfyldelsen af Jehovas løfte om at ville gøre deres afkom til et stort folk der var så talrigt som himmelens stjerner. Nu var tiden imidlertid kommet til at Gud ville rette alles opmærksomhed mod sit navn Jehova. Moses og israelitterne skulle erfare betydningen af Jehovas navn og se det skinne med en stråleglans som de aldrig før havde oplevet. — 1 Mos. 17:1, 21; 21:1-7.

Den første verdensmagt udfordrer Jehova

Moses og hans ældre broder Aron vendte tilbage til Ægypten. Da de trådte frem for kongen over dette store verdensrige blev de mødt med det udfordrende svar: „Hvem er [Jehova], at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til [Jehova].“ (2 Mos. 5:1, 2) Senere sagde Gud til Farao: „Dog derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ (2 Mos. 9:16) Dermed havde han givet Farao en grund for at han lod ham blive i live og ikke udslettede ham med det samme. Ved hjælp af ti plager viste han at han var Ægyptens mange guder langt overlegen. Efter den niende plage befalede den hårdhjertede Farao Moses ikke at vise sig for ham mere, og Moses svarede at blot én plage til, den tiende, ville tvinge Farao til at lade israelitterne rejse. — 2 Mos. 10:27-29; 11:4-8.

Af israelitterne krævedes det nu at de traf visse forberedelser der gav udtryk for deres tro på Jehovas navn og ord. Deres førstefødte, både af mennesker og kvæg, var i fare. Jehova befalede Moses at sammenkalde alle de ældste, alle familieoverhovederne, og sige til dem hvad de skulle gøre for at beskytte deres førstefødte. Det var familiens overhoved der skulle træffe de fornødne foranstaltninger. Hvis han ikke gjorde det, kunne den førstefødte ikke gøre andet end tage konsekvensen af hans forsømmelighed. Familien ville lide et frygteligt tab. Desuden ville Farao, hvis de ældste ikke rettede sig efter instruktionerne og de mistede deres førstefødte, ikke kunne se nogen forskel mellem israelitterne og ægypterne, og israelitterne ville ikke kunne marchere ud som et frit folk den følgende dag på Faraos opfordring.

Jehova fastsatte at nisan måned nu skulle være årets første måned. På den tiende dag i måneden skulle de udtage et lydefrit lam, et handyr, blandt fårene eller gederne. På den fjortende dag, der begyndte ved solnedgang, skulle husets overhoved slagte fåret og stryge dets blod på dørstolperne og overliggeren til husets indgangsdør, hvor det tydeligt kunne ses. Derefter skulle hele familien samles i huset og opholde sig inden døre hele natten. Lammet skulle steges uden at nogen af knoglerne blev brudt, og derefter skulle de spise det med usyret brød og bitre urter til. — 2 Mos. 12:1-13.

De skulle spise påskemåltidet stående og være rejseklædte og rede til at påbegynde deres march mod friheden. Når Jehovas engel kom for at dræbe de førstefødte blandt mennesker og dyr, ville den gå de huse forbi hvor der var blod på dørstolperne og overliggeren. Hvis nogen gik uden for huset, uden for blodets beskyttelse, ville de lide døden, uanset om de var førstefødte eller ej. „Ved midnatstid ihjelslog [Jehova] alle de førstefødte i Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulle arve hans trone, til den førstefødte hos fangen, der sad i fangehullet, og alt det førstefødte af kvæget.“ (2 Mos. 12:29) Et klageskrig rejste sig fra de hjemsøgte ægyptere og sønderrev nattens stilhed denne den 14. nisan. Men Jehova havde advaret Farao gennem Moses, for han havde sagt: „Israel [hele folket] er min førstefødte søn; men da jeg sagde til dig: Lad min søn [hele folket] rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte søn!“ — 2 Mos. 4:22, 23.

Set under den synsvinkel at de førstefødte sønner var de næste i rækken til at blive familieoverhoveder og at de modtog en dobbelt del af familiearven, kunne man sige at de repræsenterede hele folket. Disse sønner som befandt sig i direkte dødsfare under den tiende plage repræsenterede altså Israel som et hele, Guds „førstefødte“ nation. — 5 Mos. 21:17.

„En stor hob sammenløbet folk“ følger med

Rædselslagen anmodede Farao israelitterne om skyndsomst at forlade Ægypten. I 2 Mosebog 12:40, 41 (NW) siges der: „Og den tid Israels børn, som havde boet i Ægypten, opholdt sig i udlændighed, udgjorde fire hundrede og tredive år. Og det skete da de fire hundrede og tredive år var udløbet, på den selv samme dag, at alle Jehovas hærskarer drog ud af Ægyptens land.“ Det var den 14. nisan 1513 f.v.t., nøjagtig 430 år efter at Abraham var gået over Eufratfloden ind i Kana’ans land. Af disse 430 år havde israelitterne opholdt sig de 215 år i Ægypten. Denne forståelse samstemmer med Den samaritanske Pentateuch og den græske Septuaginta-oversættelse.

Jehova havde ophøjet sit navn over alle Ægyptens guder. Men endnu stod den fuldstændige sejr over denne første verdensmagt tilbage. Han dirigerede alt hen imod dette mål. „De brød op fra Ra’meses på den femtende dag i den første måned; dagen efter påsken drog israelitterne ud, værnede af en stærk hånd, for øjnene af alle ægypterne, medens ægypterne jordede alle de førstefødte, som [Jehova] havde slået iblandt dem; thi [Jehova] havde holdt dom over deres guder.“ (4 Mos. 33:3, 4) Ved plagerne havde Jehova skabt sig et sådant navn at mange blev blødgjort og gunstigt stemt over for ham og vendte sig fra deres falske guder. Bibelen siger herom: „Desuden fulgte en stor hob sammenløbet folk med og dertil småkvæg og hornkvæg, en vældig mængde kvæg.“ De var alle afhængige af Jehovas omsorg for dem. — 2 Mos. 12:38.

En skystøtte stillede sig nu mirakuløst i spidsen for den organiserede menighed. Den førte den ikke ind på vejen til Palæstina men til bredden af Det røde Hav. Dette fik Farao meddelelse om. Hurtigt samlede han en hær af stridsvogne og soldater og satte efter israelitterne. Men han skulle møde en forhindring som han ikke ventede! Skystøtten der gik foran israelitterne flyttede sig nu ved en engels hjælp om bag ved israelitterne og holdt ægypterne på afstand hele natten. — 2 Mos. 14:5-20.

Da det blev morgen kunne ægypterne næppe tro deres egne øjne. Det røde Hav havde åbnet sig, og dér, langt nede i en vældig korridor der strakte sig tværs gennem havet kunne de svagt skimte israelitternes bagtrop. „Vandet stod som en mur på begge sider af dem.“ (2 Mos. 14:29) Men bagtroppen så ud til at være ubeskyttet! „Og ægypterne, alle Faraos heste, vogne og ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i havet. Men ved morgenvagtens tid skuede [Jehova] fra ild- og skystøtten hen imod ægypternes hær og bragte den i uorden; og han stoppede vognenes hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde ægypterne: ’Lad os flygte for Israel, thi [Jehova] kæmper for dem imod Ægypten!’“ — 2 Mos. 14:21-25.

Jehovas navn lovprises

Men det var for sent. De havde begået den alvorlige fejl at trodse Jehovas navn! Gud befalede Moses at udrække sin hånd over havet. Vandene mødtes igen, og israelitterne, der nu befandt sig i sikkerhed på den østlige bred, så deres ægyptiske forfølgere drukne i vandmasserne. Jehova havde afgivet bevis for sin suveræne magt over dette verdensrige. Moses førte derpå an i en takke- og lovprisningssang, hvori israelitterne gav Jehova æren for sejren og ophøjede hans navn. Moses sang om Jehova at han var „konge i al evighed!“ — 2 Mos. 14:26-31; 15:1-19; Sl. 136:15.

Jehova havde vist stor respekt for sit eget navn og for alt hvad der var knyttet til dette navn. Nu kendte israelitterne Jehova på en måde som de ikke havde kendt ham på før. Endelig så de opfyldelsen af hans løfte til Abraham om at han ville udfri sit folk med udrakt arm og sende vældige straffedomme over den undertrykkende nation. Dette løftede hans navn til nye højder. Men Jehova ville gøre endnu mere. I de efterfølgende numre af dette blad skal vi se hvordan han organiserede dem som et stort og stærkt folk der bestod i århundreder og kom til at danne grundlaget for den sidste og endelige opfyldelse af det pagtsløfte han havde givet sin elskede ven Abraham, en opfyldelse der ville omgive hans navn med en stråleglans der endog skulle få udfrielsen fra Ægypten til at blegne.

[Fodnote]