skyde en kvist af Isajs stub; og af hans rødder vil et skud bære frugt. Og Jehovas ånd skal hvile over ham, . . . Og det skal ske på hin dag at Isajs rod vil stå som et signal for folkene. Ja selv nationerne vil vende sig spørgende til ham, og hans hvilested skal blive herligt.“ (NW) Denne Jesus, som var Isajs afkom gennem David, var samtidig „Isajs rod“, og det på tre måder: 1) Jesus Kristus har som Isajs evige arving holdt Isajs slægtslinje i live. 2) Han bliver Davids herre og dermed Davids fader Isajs herre, som apostelen Peter forklarede på Pinsedagen i året 33 e. Kr.:

„David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren [Jehova, NW] sagde til min herre: sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre [nemlig Davids herre] og Kristus.“ — Ap. G. 2:14, 34-36; Sl. 110:1; Matt. 22:41-45.

3) Kristus er nu Frelseren, og i de tusind år han hersker over menneskene vil han oprejse såvel Isaj som hans søn David. — Es. 9:6; Joh. 5:26-29.

25. Hvem har Skaberen udpeget til at være Silo, og hvad kan vi være forvissede om at han vil gøre? Hvilket valg gør vi derfor klogt i at træffe?

²⁵ Der er ingen tvivl mulig. Universets Skaber og Suveræn har gjort denne Jesus Kristus til Silo, den som herredømmet tilhører. Dette fremgår ikke alene af hans handlinger med Israel og hans pagter med dette folk, men han har også prøvet ham og set at han er fuldkommen og at hans uangribelighed over for ham er ubrydelig. Det kan derfor med sikkerhed siges at han vil eksekvere Guds domme med fuld retfærdighed og sætte Guds love og principper i kraft på hele jorden. Han er konge-præst til evig tid i lighed med Melkizedek og er derfor på samme tid Guds øverste regeringsembedsmand og ypperstepræst for den sande tilbedelse. Vi står over for at skulle vælge såvel en religion som en regering. Menneskene formår ikke at oprette Silos styre på jorden, men det valg vi træffer vil få afgørende indflydelse på vort liv nu og vore udsigter til liv under den store Silos fredfyldte regering. Dette skal vi imidlertid fremføre flere beviser for i de efterfølgende numre af Vagttårnet.

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor blev Simeon ikke nævnt da Moses velsignede Israels stammer i sin afskedstale til dem (5 Mos. 33:6-24)? — G. S., De forenede Stater.

Uden tvivl er forklaringen den at Simeon regnedes sammen med Juda eftersom Simeons arvelod lå i Judas område. Simeon og Levi havde i forening øvet en skændselsgerning, der førte til at Jakob udtalte følgende profeti om dem: „Lad mig give dem arvelod i Jakob, men lad mig sprede dem i Israel.“ (1 Mos. 49:7, NW) Selv om Simeon og Levi således fik en „arvelod“ i Israel, udgjorde denne arvelod ikke et fast afgrænset område. Hvis man betragter et kort over Palæstina på de tolv stammers tid lægger man mærke til at Simeons område lå inde i Judas område, hvilket vil sige at Simeon ikke fik et selvstændigt område. Da Moses vendte sin opmærksomhed mod Juda vidste han at Simeons arvelod ville blive omsluttet af Judas. I Josua 19:9 siges der: „Fra judæernes del blev simeoniternes arvelod taget; thi judæernes del var for stor til dem; derfor fik simeoniterne arvelod inde i deres arvelod.“ Ikke alene kan Simeon have været underforstået da Juda blev nævnt, men Moses udtalte også sin velsignelse over alle stammerne, og Simeons stamme var til stede og kom således under denne almindelige velsignelse: „Held dig, Israel, hvo er som du, et folk, der får sejr ved [Jehova]!“ — 5 Mos. 33:29.