Hvem har retten til verdensherredømmet?

 1. Hvilken afgørelse står verden overfor, og hvad er grunden?

HVER eneste nation på jorden i dag erkender at verden står over for en endelig og afgørende kamp om verdensherredømmet, en kamp mellem modstridende ideologier. Ifølge nogle ideologier skal staten have hele magten, ifølge andre skal borgerne have ret til at vælge deres repræsentanter i regeringen så alle får en andel i styret. I nogle lande har man afvist al religion til fordel for ateismen, og man arbejder intenst på at omvende alle til denne lære. I andre lande mener man at en religion — ligegyldigt hvilken — er nødvendig for et tilfredsstillende styre.

 2. Hvilke spørgsmål er det i denne forbindelse berettiget at stille?

² Findes der overhovedet en regering som har ret til at herske over jorden? Er det i så fald den ideelle regering, har den magt til at overtage styret og vil den herske til menneskehedens gavn? Vil en sådan regering give religionen nogen plads? Vil vort personlige valg af regering eller religion have indflydelse på hvilken regering der i fremtiden skal styre jorden, eller bliver det den fremtidige regering der afgør om vi får lov til at leve på jorden under dens styre?

 3. Hvordan har Skaberen sørget for at vi kan få et pålideligt svar på vore spørgsmål?

³ Himmelens og jordens Skaber har længe før vor tid kendt og forudsagt den sitiuation som verden nu befinder sig i, og han har med forståelse og empati fastsat de retfærdige regler og love som skal gælde for jordens fremtidige regering, og han har også fortalt hvem herskeren vil være. Men han har gjort mere end det. Han har brugt en nation, et folk på jorden, for at fremstille et billede af sin regering og har herigennem vist hvilken indflydelse vort valg af såvel regering som religion vil have på vore muligheder for at leve under hans regering.

 4. Hvilken profeti giver os nøglen til forståelse af spørgsmålet om verdensherredømmet?

⁴ Nøglen til forståelse af hele spørgsmålet om verdensherredømmet får vi i profetien i Første Mosebog, kapitel 49, vers 10: „Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde.“ Udtrykket „han, hvem den tilhører“ er en gengivelse af navnet Silo. For at finde ud af hvem denne Silo er og hvad hans regering vil betyde for os, må vi gå tilbage til det folk som disse profetiske ord var rettet til og se hvordan Gud handlede med det. Vi vil her finde forbilleder på den kommende Silo og hans regering.

Gud er den usynlige Suveræn

 5. Hvilke pligter står det folk som profetien om Silo var henvendt til, i begreb med at overtage på det tidspunkt da vi retter vort blik mod det? På hvilket tidspunkt af året gør de sig rede til at gå over Jordanfloden, og hvordan lykkes det dem at komme over?

⁵ Det vil være passende om vi retter vort blik mod dette folk på det tidspunkt da det står i begreb med at vandre ind i det forjættede land for at tage det i besiddelse og udøve herredømme over det. Det er forår, det uheldigste tidspunkt man kan tænke sig at krydse Jordanfloden på, for vandstanden er på sit højeste nu da israelitterne og deres ledsagere, den store blandede flok af ikke-israelitter, nærmer sig. Men det er intet problem for universets Suveræn. I det øjeblik da præsterne, der bærer pagtens ark, sætter fødderne i vandet, begynder vandet at trække sig tilbage, og i løbet af kort tid er alt vandet løbet ud i Det døde Hav så folket kan gå over. Mens præsterne står stille midt i flodlejet går folket, der tæller flere millioner, over på tør bund med deres kvæg. Så følger Guds pagts ark efter, og vandet oversvømmer atter flodens bredder.

 6. Hvilken højtid træffer israelitterne med det samme forberedelser til at fejre, og hvad må de blandt andet gøre før de kan fejre den?

⁶ Da landets hedenske indbyggere, kana’anæerne, hører dette, fyldes de med rædsel. Under Guds fuldkomne ledelse er israelitterne gået over floden til den fastsatte tid. Det er den 10. nisan, den samme dag som de skal tage påskelammet ind. Men før påsken kan fejres må alle de mandlige israelitter omskæres. Josua, Kaleb, præsterne og levitterne er allerede omskåret, men de øvrige, de der er født under de fyrretyve års ørkenvandring, er ikke blevet omskåret. Den 14. nisan er alle kommet sig, og de fejrer påsken som foreskrevet ved Gilgal, ikke langt fra Jerikos mure. — Jos. 5:1-10.

 7. Hvilken foranstaltning som de har nydt godt af i fyrretyve år hører nu op, og hvorfor gør den det? Hvad skal de begynde at gøre samme år, og hvorfor er dette vigtigt? Hvor mange jubelår og hvor mange sabbatsår skal de overholde indtil år 607 f.v.t.?

⁷ Nu befinder israelitterne sig i landet der „flyder med mælk og honning“ og Gud standser tilførselen af manna, som de har levet af i fyrretyve år. (Jos. 5:11, 12) Fra og med dette år skal de begynde at tælle frem til sabbatsårene og jubelårene. Deres samvittighedsfulde overholdelse af disse år vil blive afgørende for om de får lov at blive boende i deres gudgivne land. Fra og med dette år, 1473 f.v.t., til slutningen af deres sidste jordiske konges, Zedekias’, regering (607 f.v.t.) vil de ifølge Guds lov være forpligtet til at fejre 17 jubelår og 121 sabbatsår.

 8. Hvorfor krævede det virkelig tro af israelitterne at overholde det første sabbatsår?

⁸ Under Josuas ledelse er israelitterne de følgende seks år fuldt optaget af at underlægge sig landets folk og fordele områderne mellem de tolv stammer. Nu skal deres tro virkelig stå prøve, for det følgende år skal landet nyde sin første sabbatshvile. Gud velsigner de lydige israelitter så de får tilstrækkeligt at leve af indtil høsten i det ottende år. — 3 Mos. 25:18-22; Jos. 14:1 til 17:18.

 9. I hvis besiddelse er byen Jerusalem på dette tidspunkt?

⁹ Nu hvor der er gået 300 år siden Abrahams tid er det ikke længere kong Melkizedek der bor i Salem (der nu hedder Jerusalem), men byen tilhører de hedenske jebusitter, der er af samme slægt som Nimrod. Jerusalem kommer til at ligge i Benjamins stammeområde på grænsen til Judas område, men da det er en stærk by forbliver den i jebusitternes besiddelse i hele dommertiden. — Dom. 1:21.

10. Hvilken betydning har byerne Silo og Sikem i dette tidsrum?

¹⁰ Israelitterne opstiller tabernaklet i Silo, cirka tredive kilometer nord for Jerusalem og femten kilometer syd for levitbyen Sikem. De tolv stammer drager op til Silo for at ofre til Jehova og for at fejre påsken og ugefesten eller „pinsen“. Sikem er en af de byer hvor en mand som uforsætligt havde slået et andet menneske ihjel kunne søge tilflugt for blodhævneren. — Jos. 20:7; 21:20, 21.

Et valg må træffes

11. Hvilket valg stiller Josua israelitterne overfor i Sikem, og på hvilken historisk baggrund må de træffe dette valg?

¹¹ I Sikem holder Josua kort før sin død en afskedstale til israelitterne og fremhæver det valg de må træffe mellem at tjene Babylons guder eller at tjene den eneste levende og sande Gud, Jehova. Han siger:

„Så siger [Jehova], Israels Gud: ’Hinsides floden [Eufrat] boede Eders forfædre i gamle dage, Tara, Abrahams og Nakors fader, og de dyrkede andre guder. Da førte jeg Eders stamfader Abraham bort fra landet hinsides floden og . . . gav ham en talrig æt . . . . Jakob og hans sønner drog ned til Ægypten. Derpå . . . plagede [jeg] ægypterne . . . og derefter førte jeg Eder ud; . . .“

„Så frygt nu [Jehova] og tjen ham i oprigtighed og trofasthed, skaf de guder bort, som Eders forfædre dyrkede hinsides floden [Eufrat] og i Ægypten, og tjen [Jehova]! Men hvis I ikke synes om at tjene [Jehova], så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, Eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoriternes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene [Jehova]!“ — Jos. 24:1-15.

12. Hvilket valg må de træffe for at nyde godt af den kommende Silos styre?

¹² Samtidig med at israelitterne ventede på den kommende Silo, „han, hvem den tilhører“, måtte de altså holde fast ved den sande religion for at komme til at nyde godt af Silos herredømme. Dette valg mellem Babylons guder og Jehova forelægges dem mens det tredje dynasti af konger er ved magten i Babylon. Lidet aner folk i vor tid at de står over for det samme valg i disse sidste dage for det store Babylon, hvis fald Bibelen har forudsagt.

13. Hvilket valg træffer israelitterne, og hvad bliver resultatet heraf?

¹³ Vi kan af israelitternes eksempel lære hvilket valg vi bør træffe i dag. Israelitterne svarer: „Vi [vil] også tjene [Jehova], thi han er vor Gud!“ (Jos. 24:16-22) Fik dette valg nogen indflydelse på deres fortsatte tjeneste for Jehova, så de forblev under hans herredømme? Beretningen lyder: „Og folket dyrkede [Jehova], så længe Josua levede, og så længe de ældste var i live, som overlevede Josua og havde set hele det storværk, [Jehova] havde øvet for Israel.“ — Dom. 2:7.

14. Hvilken plads indtager Jehova i Israel i dommertiden, og hvordan forkaster folket til sidst denne ordning?

¹⁴ Jehova hersker som Israels sande konge, dets himmelske konge, fra dommeren Josuas tid og de følgende 356 år, i hvilket tidsrum de af ham udnævnte dommere holder loven i hævd i landet og udfrier folket fra dets fjender. I den sidste dommers, profeten Samuels, dage opfyldes Jehovas profeti om at folket ville fremsætte krav om at få en synlig, jordisk konge. Jehova trøster den sårede Samuel med ordene: „Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.“

15. Er folkets krav om en konge et udtryk for at det har ændret indstilling? Hvem ønsker det at ligne?

¹⁵ Gud kræver sand tilbedelse af israelitterne hvis han skal være deres konge, og derfor siger han videre til Samuel: „Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud af Ægypten og indtil denne dag, idet de forlod mig og dyrkede andre guder, således handler de også imod dig.“ Samuel advarer dem om hvad det vil betyde for dem ikke at have Jehova alene som deres konge, men de svarer: „Nej, en konge vil vi have over os, vi vil have det som alle de andre folk [babylonierne indbefattet].“ — 1 Sam. 8:1-20.

En jordisk konge sættes på prøve

16. Fra hvilken stamme vælger Jehova Israels første jordiske konge? Betyder det at denne stamme får lov til at tilvejebringe Messias?

¹⁶ Judas stamme havde ført an i erobringen af det forjættede land. (Dom. 1:1-4) Imidlertid vælger Jehova Saul af Benjamins stamme til Israels første jordiske konge. Gud giver ikke her Benjamins stamme muligheden for at tilvejebringe den lovede Messias eller Kristus, den salvede konge som skal være Guds „kvindes“ sæd. Denne sæd, der var Silo, skulle komme gennem Judas stamme. Kong Saul bliver dog sat på en prøve der skal vise om kongedømmet skal forblive i hans slægt. — 1 Sam. 9:1 til 11:15; 1 Mos. 49:27.

17. Hvilken alvorlig synd begår Saul på et tidligt tidspunkt i sin regeringstid, og hvilken beslutning udtaler Jehova i den anledning vedrørende kongedømmet?

¹⁷ Efter kun to års regering viser det sig at Saul ikke består prøven. Han formaster sig til at gøre noget som kun en præst har lov til, nemlig at frembære ofre til Jehova, og optræder således som både konge og præst i lighed med Melkizedek. Gud siger derfor til ham: „Nu skal dit kongedømme ikke bestå. [Jehova] har udsøgt sig en mand efter sit hjerte, og ham har [Jehova] kaldet til fyrste over sit folk, fordi du ikke holdt, hvad [Jehova] bød dig!“ (1 Sam. 13:1-14) Otte år senere, i 1107 f.v.t., fødes denne mand i Betlehem i Juda.

18. Hvordan viser Saul atter at han ikke egner sig til at være konge, og hvilket skridt tager Jehova derfor?

¹⁸ Saul begår endnu værre synder og gør sig til sidst skyldig i en genstridighed der er lige så graverende som den „trolddomssynd“ der øves i Babylon. Da erklærer Jehova at kongedømmet definitivt er revet fra ham og hans slægt. (1 Sam. 15:1-29) I hemmelighed sender Jehova Samuel til Betlehem for at salve hyrdedrengen David af Judas stamme til Israels fremtidige konge. Senere dræber David ved Guds hjælp filisterkæmpen Goliat og optages af Saul i hæren og bliver sat over krigerne. — 1 Sam. 16:1-23; 17:20 til 18:5.

19. Hvilken indstilling lægger Saul for dagen over for ’manden efter Guds hjerte’? Hvilken ånd lægger David for dagen, og hvilken vigtig træning får han?

¹⁹ Til sidst bliver Saul misundelig på David på grund af dennes sejre og ser i ham den mand der muligvis er efter Jehovas hjerte og som vil få kongemagten. (1 Sam. 18:6-9) Han stræber endog David efter livet, gør ham fredløs og jager ham som et vildt dyr. Imidlertid går David og hans mænd aldrig til modangreb på „[Jehovas] salvede“. Jehova beskytter hver gang David og træner ham som en løveunge til den tid da han skal overtage kongemagten. (1 Mos. 49:9) Han skal være et profetisk billede på den lovede Silo.

At vælge babylonisk religion fører til fald

20. Hvad tager Saul nu sin tilflugt til, og hvorfor gør han det? Hvad gav den babyloniske trolddomskunst sig af med? Hvem har spåkvinden i En-Dor i realiteten forbindelse med, og hvoraf fremgår det at budskabet ikke kommer fra Jehova? Hvilket endeligt får Saul?

²⁰ I sit fyrretyvende regeringsår står Saul over for filisternes hær ved Gilboas bjerg. Da han erkender at han er forladt af Jehova Gud, tager han sin tilflugt til trolddom,a som han ellers har udryddet af landet. Om natten opsøger han en spåkvinde i En-Dor for gennem hende at komme i forbindelse med den døde Samuel. Saul vender sig altså til dæmonisme. En dæmon i Samuels skikkelse viser sig for spåkvindens indre øje og giver gennem hende Saul et domsbudskab. Ikke den følgende dag, som dæmonen fejlagtigt siger, men flere dage senere falder Saul ved Gilboas bjerg. Såret af en af filisternes pile fremskynder han sin egen død ved at styrte sig i sit sværd. — 1 Sam. 28:4-25; 31:1-13, vers 3 ifølge NW.

21. Hvordan overgår ’kongespiret og herskerstaven’ endelig til Judas stamme?

²¹ I Hebron, en af præsternes byer, salver Judas mænd David til konge over Judas hus i 1077 f.v.t. (Jos. 21:9-12; 2 Sam. 1:1 til 2:4) Efter nogen tids forløb kommer de øvrige stammer til kong David i Hebron og indgår pagt med ham over for Jehova samtidig med at de salver ham til konge over hele Israel. „David var tredive år, da han blev konge, og han herskede fyrretyve år. I Hebron herskede han over Juda syv år og seks måneder, og i Jerusalem herskede han tre og tredive år over hele Israel og Juda.“ Jerusalem var på dette tidspunkt (1070 f.v.t.) stadig en jebusitisk fæstning. — 2 Sam. 5:1-5.

„Han, hvem den tilhører“

22. Hvor længe skulle ’kongespiret og herskerstaven’ forblive i Judas stamme?

²² Ved denne tredje salvelse af David overgår kongespiret og herskerstaven til Judas stamme for derefter, som en opfyldelse af patriarken Jakobs profeti, at forblive i denne stamme: „Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde.“ — 1 Mos. 49:10.

23. Hvordan fik profetien sin endelige opfyldelse som vist af Paulus?

²³ Hvordan denne profeti fik sin endelige opfyldelse viste apostelen Paulus da han sagde:

„Derefter gav han dem dommere indtil profeten Samuel. Men fra da af forlangte de en konge, og Gud gav dem Kis’ søn Saul, en mand af Benjamins stamme, i fyrretyve år. Og efter at have fjernet ham oprejste han David til deres konge . . . Af denne mands slægt har Gud ifølge sit løfte skænket Israel en frelser, Jesus.“ — Ap. G. 13:16-23, NW.

24. Hvem er den „kvist“ som nævnes i Esajas 11:1, og hvad blev der forudsagt om ham? På hvilke tre måder bliver Jesus „Isajs rod“?

²⁴ David var Isajs søn, og profetien i Esajas’ bog 11:1, 2, 10 blev opfyldt på Jesus, som var Davids søn: „Og der skal skyde en kvist af Isajs stub; og af hans rødder vil et skud bære frugt. Og Jehovas ånd skal hvile over ham, . . . Og det skal ske på hin dag at Isajs rod vil stå som et signal for folkene. Ja selv nationerne vil vende sig spørgende til ham, og hans hvilested skal blive herligt.“ (NW) Denne Jesus, som var Isajs afkom gennem David, var samtidig „Isajs rod“, og det på tre måder: 1) Jesus Kristus har som Isajs evige arving holdt Isajs slægtslinje i live. 2) Han bliver Davids herre og dermed Davids fader Isajs herre, som apostelen Peter forklarede på Pinsedagen i året 33 e. Kr.:

„David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren [Jehova, NW] sagde til min herre: sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre [nemlig Davids herre] og Kristus.“ — Ap. G. 2:14, 34-36; Sl. 110:1; Matt. 22:41-45.

3) Kristus er nu Frelseren, og i de tusind år han hersker over menneskene vil han oprejse såvel Isaj som hans søn David. — Es. 9:6; Joh. 5:26-29.

25. Hvem har Skaberen udpeget til at være Silo, og hvad kan vi være forvissede om at han vil gøre? Hvilket valg gør vi derfor klogt i at træffe?

²⁵ Der er ingen tvivl mulig. Universets Skaber og Suveræn har gjort denne Jesus Kristus til Silo, den som herredømmet tilhører. Dette fremgår ikke alene af hans handlinger med Israel og hans pagter med dette folk, men han har også prøvet ham og set at han er fuldkommen og at hans uangribelighed over for ham er ubrydelig. Det kan derfor med sikkerhed siges at han vil eksekvere Guds domme med fuld retfærdighed og sætte Guds love og principper i kraft på hele jorden. Han er konge-præst til evig tid i lighed med Melkizedek og er derfor på samme tid Guds øverste regeringsembedsmand og ypperstepræst for den sande tilbedelse. Vi står over for at skulle vælge såvel en religion som en regering. Menneskene formår ikke at oprette Silos styre på jorden, men det valg vi træffer vil få afgørende indflydelse på vort liv nu og vore udsigter til liv under den store Silos fredfyldte regering. Dette skal vi imidlertid fremføre flere beviser for i de efterfølgende numre af Vagttårnet.

[Fodnote]