De uskyldiges blod hævnes

„Thi [Jehova] går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte.“ — Es. 26:21.

 1. Hvordan er Jehovas indstilling til liv, som vist af profeten Esajas?

JEHOVA har lige fra begyndelsen vist menneskene at han nærer stor agtelse og respekt for livet. Samtidig har han gjort det klart for dem at de også må respektere livet, idet han ellers vil drage dem til ansvar for deres mangel på respekt. Nationerne har undladt at følge Jehovas lov. Derved har de nedkaldt hans retfærdige dom over sig, og det uskyldige blod der i århundreder er blevet udgydt kan ikke længere skjules eller forblive uhævnet. Dette fremgår tydeligt af profeten Esajas’ ord: „Thi [Jehova] går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte.“ — Es. 26:21.

 2. (a) Hvilket spørgsmål blev Kain og Abel inddraget i, og hvad var grunden til Kains indstilling? (b) Hvordan lød Jehovas dom i sagen?

² De to første mænd der fødtes i menneskeslægten blev inddraget i dette spørgsmål vedrørende udgydelsen af uskyldigt blod da Jehova tog imod det offer som Abel bragte ham, mens han ikke så med velbehag på Kains, og Kain derfor „blev . . . såre vred og gik med sænket hoved“. Jehova, som så at Kains vrede udgjorde en trussel mod Abels liv, advarede Kain og sagde at han kunne løfte hovedet frit hvis han blot vendte om og handlede ret. Grunden til at Kain ikke opnåede Jehovas gunst da han bragte et offer til Ham der „ser på hjertet“, blev imidlertid mere åbenbar efterhånden som Kains urette indstilling kom tydeligere til udtryk. (1 Sam. 16:7) I stedet for at ydmyge sig ved at anerkende Jehovas lov og følge sin broders eksempel, valgte han at ignorere Guds vejledning om at herske over synden som ’lurede ved døren’, og han fulgte den vej der førte til at han myrdede sin broder. (1 Joh. 3:12; Jud. 11) Endnu et vidnesbyrd om hans indstilling var den hårde og løgnagtige måde hvorpå han besvarede Jehovas spørgsmål om hvor Abel var henne: „Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min broder?“ Der var intet tegn på anger eller samvittighedsnag i disse ord! Skønt Kain lod som om han var uskyldig, kunne dette ikke fritage ham for strafansvar. Jehovas dom faldt øjeblikkelig. „Hvad har du gjort! Din broders blod råber til mig fra jorden! Derfor skal du nu være bandlyst fra agerjorden, som åbnede sig og tog din broders blod af din hånd!“ — 1 Mos. 4:4-11.

 3. (a) Hvorfor kunne Kain ikke sige sig fri for skyld, og hvordan betragtede han den dom Jehova udtalte over ham? (b) Hvad gjorde Jehova på Noas tid for at rense jorden, der var blevet fyldt med vold?

³ Læg mærke til at Jehova specielt henledte opmærksomheden på Abels blod, at det var blevet udgydt på jorden. Hvorfor? Fordi livet er i blodet og Abels blod var blevet udgydt uden at der forelå en retfærdig grund. Kain berøvede Abel livet — liv som tilhørte Gud — og det blod der plettede jorden dér hvor mordet havde fundet sted, var et tavst men dog talende vidnesbyrd om det liv der var blevet udgydt, idet det råbte til Jehova om hævn. Kain må have været klar over at han ved at berøve Abel livet havde bragt sit eget liv i fare, for han sagde klagende til Jehova: „Når . . . jeg må skjule mig for dit åsyn og flakke hjemløs om på jorden, så kan jo enhver, der møder mig, slå mig ihjel!“ (1 Mos. 4:14) Men Jehova sagde til ham: „’Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes syvfold!’ Og [Jehova] satte et tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel.“ (1 Mos. 4:15) Det tegn Jehova satte på Kain blev afgjort taget alvorligt, hvilket senere blev bekræftet af Lemek, en efterkommer af Kain, da han forfattede disse ord: „En mand har jeg dræbt for et sår, en dreng for en skramme! Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syvoghalvfjerdsindstyve gange!“ (1 Mos. 4:23, 24) Voldshandlingerne tog til på jorden, indtil Jehova på Noas tid udslettede alt „i hvis næse der var livets ånde“, både mennesker og dyr. Kun Noa og de der var sammen med ham i arken, blev reddet da vandfloden dækkede jorden. — 1 Mos. 7:22, 23.

Blodets hellighed indskærpes

 4. (a) Hvornår og hvordan lod Jehova livskraften virke i sit materielle skaberværk? (b) Hvordan viste Jehova at en „sjæls“ liv er af en højere orden end det liv planterne besidder?

⁴ Denne „livets ånde“ eller „livskraftens ånde“ (NW) kom fra Gud, og han skænkede den først til havdyrene, til de vingede, flyvende skabninger og til landdyrene. Det skete tusinder af år før mennesket fik denne gave fra Gud. Livskraften begyndte dog at virke på jorden endnu tidligere. Det skete nemlig på den tredje skabelsesdag, da Gud lod livskraften virke på atomerne i noget dødt stof og sagde: „Jorden lade fremspire grønne urter, der bærer frø, og frugttræer, der bærer frugt med kerne, på jorden!“ (1 Mos. 1:11) I planterne, især i trævæksterne, skulle der flyde en saft som skulle bringe den nødvendige næring ud til de mindste grene, blade og blomster. Man kunne således sige at træets liv er i saften, som fører de livsopretholdende stoffer ud i hele træets organisme. Men cirka fjorten tusind år senere, på den femte skabelsesdag, da havdyrene og de flyvende skabninger begyndte at blive skabt, og endnu syv tusind år senere, på den sjette skabelsesdag, da landdyrene begyndte at blive skabt, dannede Jehova disse skabninger med en anden slags kredsløb, og han fyldte deres komplicerede kredsløb med et nyt middel, ikke saft men blod, som kunne føre ilt og næringsstoffer ud til hvert eneste væv i alle legemets organer og dele. Men livet i blodet er af en højere orden end det der gør planterne levende. Det er en „sjæls“ liv. Det er værd at bemærke at der ikke blev pålagt mennesket nogen begrænsning med hensyn til at rykke planter op eller fælde træer og således tage deres liv. Tværtimod blev „alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne“ givet både mennesker og dyr til føde. (1 Mos. 1:29, 30) Men hverken i Eden eller efter at Adam og Eva havde syndet og var blevet drevet ud af Eden, fik menneskene nogen bemyndigelse til at tage dyrs liv med samme ubegrænsede frihed som de havde over for planterne. Gud regnede en sjæls liv for helligt.

 5. (a) Hvilken ny lov fik Noa efter vandfloden, og i forbindelse med hvilken bemyndigelse blev den givet? (b) Hvordan understregede dette bud yderligere at blodet og det liv der findes i det er helligt?

⁵ Da Noa kom ud af arken gav Jehova ham en ny lov. I denne forbindelse omtalte Jehova „sjælen“ som „blodet“. Det gjorde han fordi „sjælen“ eller „livet“ er i blodet. Ikke således at forstå at sjælen er noget immaterielt, usynligt og uhåndgribeligt der bor i mennesket. Landdyr, fisk og fugle kaldes „sjæle“ (1 Mos. 1:20-24, NW), og da Jehova skabte mennesket blæste han livsånde i det legeme han havde dannet af agerjordens muld, og „mennesket blev en levende sjæl“. Det vil sige at mennesket var en sjæl; det havde ikke en sjæl. (1 Mos. 2:7, NW) Men efter Vandfloden ændrede Jehova sin handlemåde med menneskene med hensyn til udgydelsen af blod. Jehova gav mennesket det hellige ansvar straks at virke som hans domsfuldbyrder over for forsætlige mordere. Dette ansvar blev fremholdt samtidig med regnbuepagten, som skulle vare til ubestemt tid, og i forbindelse med en bemyndigelse til at spise dyrs kød. Samtidig gav Jehova Noa en særlig advarsel om at blodet og det liv der fandtes i blodet, var helligt. „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise! Men for eders eget blod kræver jeg hævn; af ethvert dyr kræver jeg hævn for det, og af menneskene indbyrdes kræver jeg hævn for menneskenes liv. Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ (1 Mos. 9:3-6) Det var nu blevet pålagt menneskene som et guddommeligt krav at eksekvere dødsstraf, og efterhånden som tiden gik, blev det klart at man pådrog sig alvorlig blodskyld hvis man undlod at opfylde dette krav.

Ingen løsesum for den blodskyldige

 6. Hvad var den eneste måde hvorpå landet ifølge Moseloven kunne bevares uden blodskyld, og hvor vidtrækkende var denne foranstaltning?

⁶ Flere hundrede år senere understregede Jehova Gud igen sin store respekt for en „sjæls“ liv, idet han fastsatte straffen for at overtræde den lov som Israel havde fået gennem Moses. Jehova sagde: „Du må ikke vise skånsel: liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ (5 Mos. 19:21) Jehova advarede atter sit folk da det forberedte sig på at drage ind i det forjættede land: „Vanhelliger ikke det land, I er i, thi blodet vanhelliger landet, og landet får kun soning for det blod, der er udgydt deri, ved dens blod, der har udgydt det.“ (4 Mos. 35:33) Så vidtrækkende var denne foranstaltning som skulle hindre at landet blev vanhelliget på grund af dets indbyggeres blodskyld, at Jehova endog gav love for de tilfælde hvor morderen var ukendt. En uskyldigs blod ville ikke vedvarende få lov at vanhellige jorden. — 5 Mos. 21:1-9.

 7. (a) Hvem blev i Israel bemyndiget til at hævne en der var blevet dræbt, og hvordan røgtede han dette ansvar? (b) Hvordan adskilte Israels lov sig fra den praksis der senere blev fulgt, især i middelalderen?

⁷ Den der under Israels lov fik bemyndigelse til at hævne den dræbtes blod, blev kaldt „blodhævneren“ eller go’elʹ og var den dræbtes nærmeste mandlige slægtning. (4 Mos. 35:19) Eftersom den nærmeste slægtning havde personlig tilknytning til den dræbte, er det forståeligt at han ville være dybt interesseret i at røgte dette ansvar, ja i vrede drage af sted for at hævne sin slægtnings liv. Hvis morderen var kendt skulle den dræbtes blod sones hurtigt og uden tøven. „Når en mand, som bærer nag til sin næste, lægger sig på lur efter ham, overfalder ham og slår ham ihjel, og han så flygter til en af disse byer [tilflugtsbyer], skal hans bys ældste sende bud og lade ham hente hjem derfra og overgive ham i blodhævnerens hånd, og han skal lade sit liv. Skån ham ikke, men rens Israel for den uskyldiges blod, at det må gå dig vel.“ (5 Mos. 19:11-13) Der måtte ikke være noget tilflugtssted for den forsætlige morder, lige så lidt som der kunne betales en sonebøde for hans sjæl. (4 Mos. 35:31) I mange lande i oldtiden og middelalderen kunne enhver opnå asyl, selv mordere. Kristenhedens kirker blev fredhellige steder for dem der forsætligt havde overtrådt Guds lov. Noget sådant blev ikke tolereret under loven i fortidens Israel. Ikke engang det hellige brændofferalter var et fredhelligt sted, hvilket fremgår af det der skete med Joab. Da han ikke ville slippe alterets horn og komme ud, gav Salomon befaling til at han skulle henrettes dér i Jehovas telts forgård for sin medvirken i Adonijas oprør og fordi han havde dræbt Abner og Amasa. — 1 Kong. 2:28-34.

Barmhjertighed for den uforsætlige manddraber

 8. (a) Hvorfor ville blodhævneren ikke pådrage sig nogen blodskyld fordi han tog manddraberens liv? (b) Ville blodhævneren pådrage sig blodskyld hvis han tog en uforsætlig manddrabers liv? Hvordan kunne landet blive vanhelliget i et sådant tilfælde?

⁸ Hvis blodhævneren indhentede en sådan drabsmand ville han ikke pådrage sig blodskyld ved at slå ham ihjel, nej han ville tværtimod skaffe landet soning for det uskyldige blod der ellers ville vanhellige landet. (4 Mos. 35:33) Men hvad nu hvis drabet skyldtes en ulykke og der ikke lå nogen ond hensigt bag det? I så fald var der tale om uforsætligt drab. Hvis blodhævneren pågreb denne uforsætlige manddraber og i hidsighed dræbte ham, var der en mulighed for at dennes nærmeste slægtning — eftersom manddraberen var uskyldig i overlagt mord — i vrede ville vende sig imod sin slægtnings drabsmand og slå ham ihjel, og således ville endnu et liv gå tabt, et uskyldigt liv, idet jo den første blodhævner juridisk set havde haft ret til at slå den uforsætlige manddraber ihjel. Dette kunne let give anledning til en blodig slægtsfejde hvor det ene uskyldige liv efter det andet gik tabt, og landet ville blive badet i blod.

 9. Hvilket tilflugtssted fik den uforsætlige manddraber?

⁹ For at hindre en sådan vanhelligelse af landet og for at kunne vise barmhjertighed, krævede Jehova at der rundt om i Israel skulle være tilflugtsbyer hvor den uforsætlige manddraber kunne søge tilflugt for blodhævneren. „I disse byer skal I have ret til at søge tilflugt for blodhævneren, for at ikke manddraberen skal dø, før han er blevet stillet for menighedens domstol. Det skal være seks byer, I skal afstå til tilflugtsbyer; de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana’ans land; de skal være tilflugtsbyer. Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal have ret til at søge tilflugt i de seks byer, så at enhver, der begår et drab af vanvare, kan ty derhen.“ (4 Mos. 35:10-15; 5 Mos. 19:1-3, 8-10) Disse byer måtte ikke ligge for afsides men skulle være let tilgængelige, som det fremgår af Femte Mosebog 19:6: „For at ikke blodhævneren i ophidselse skal sætte efter manddraberen og, fordi vejen er for lang, indhente ham og slå ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent døden, eftersom han ikke i forvejen havde båret nag til ham.“ Bibelen omtaler ikke specielt vejenes beskaffenhed, men den jødiske tradition giver den oplysning at vejene til tilflugtsbyerne blev gjort meget brede og jævne så der ikke var nogen forhindringer på dem, og at de hele tiden blev holdt i god stand.

Kun sikkerhed i tilflugtsbyen

10. Hvordan blev det afgjort om en mand havde ret til at blive beskyttet i tilflugtsbyen?

¹⁰ Selv om enhver der tog en andens liv kunne flygte til tilflugtsbyen, blev der kun givet vedkommende asyl indtil han kunne blive stillet for de ældstes domstol i den by i hvis område mordet havde fundet sted. (Jos. 20:4-6) Så skulle „menigheden dømme drabsmanden og blodhævneren imellem på grundlag af disse lovbud“. (4 Mos. 35:24) Hvis manddraberen blev fundet skyldig i mord skulle han uden tøven overgives til blodhævneren for at dø. (4 Mos. 35:30) Hvis manddraberen derimod blev fundet uskyldig i en ondsindet handling og han ikke tidligere havde hadet den dræbte, skulle menigheden „værne manddraberen mod blodhævneren, og menigheden [skulle] føre ham tilbage til hans tilflugtsby, hvorhen han var tyet, og der [skulle] han blive boende, indtil den med hellig olie salvede ypperstepræst [døde]“. — 4 Mos. 35:25.

11. Hvad var den eneste måde hvorpå manddraberen fortsat kunne nyde denne beskyttelse, og hvad understregede dette over for ham?

¹¹ For stadig at kunne nyde denne beskyttelse måtte manddraberen forblive inden for det område der bestod af byen og dens græsmarker, der omgav den i en bredde af tusind alen. „Men hvis manddraberen forlader sin tilflugtsbys område, hvorhen han er tyet, og blodhævneren træffer ham uden for hans tilflugtsbys område, så kan blodhævneren dræbe manddraberen uden at pådrage sig blodskyld; thi han skal blive i sin tilflugtsby indtil ypperstepræstens død; først efter ypperstepræstens død kan manddraberen vende tilbage til den jord, han ejer.“ (4 Mos. 35:26-28) Dette betød at når en manddraber først var kommet ind i byen og var accepteret som borger i byen, idet han ved en behørig retssag var blevet kendt uskyldig i overlagt mord, kunne han ikke af nogen som helst grund gå uden for byen, ikke engang midlertidigt, uden at risikere sit liv. Dette understregede over for manddraberen hvor alvorlig hans handling var, selv om den ikke var forsætlig, og det ville til stadighed minde ham om hvor barmhjertig Jehova havde været ved at tilstå ham dette tilflugtssted. Der blev endvidere sagt: „Heller ikke må I tage mod sonebøde, således at den, der er tyet til sin tilflugtsby, før ypperstepræstens død kan vende tilbage og bosætte sig i landet.“ (4 Mos. 35:32) Det ville være en hån mod den foranstaltning Jehova havde truffet og det ville antyde at livet kunne købes af Jehova.

12. Blev manddraberen holdt som fange i byen? Hvad fik ham til at blive der, og hvad måtte han gøre mens han boede der?

¹² Den der fik adgang til tilflugtsbyen måtte ikke blive en byrde for byens indbyggere. Det var rimeligt at han, mens han boede der, ydede sit bidrag til byens trivsel og arbejdede for at forsørge sig selv. Det kunne han gøre ved at arbejde med sit eget fag, hvis dette var egnet til bylivet. Hvis ikke, kunne det endog være nødvendigt at han lærte et nyt erhverv. Intet i Jehovas lov tillod at man tiggede eller levede af andres godgørenhed uden at yde noget til gengæld, hvis man fysisk var i stand til det. Selv enken og den faderløse, der måske ikke havde nogen jord eller midler, måtte arbejde for den rigelige hjælp de modtog. (5 Mos. 24:17-22) Manddraberne blev ikke holdt som fanger i byen, og det stod dem frit for at forlade den hvis de ønskede det, men det er interessant at lægge mærke til at de fordele der var forbundet med Jehovas beskyttende foranstaltning, var af en sådan natur at kun den mest dumdristige ville forsøge at krænke den.

13. Hvilke yderligere bestemmelser i Israels lov gjorde det klart at selv uforsætligt manddrab ikke var noget man kunne tage let på?

¹³ Dertil kommer at Jehovas barmhjertighed i forbindelse med denne beskyttende foranstaltning for den uforsætlige manddraber ikke måtte misbruges, og at loven heller ikke indrømmede barmhjertighed til den der viste grov uagtsomhed. Når en mand byggede et nyt hus krævedes det for eksempel at han satte et rækværk om taget; hvis han ikke gjorde det og nogen faldt ned fra taget, ville det bringe blodskyld over huset. (5 Mos. 22:8) Hvis en mand ejede en okse der havde for vane at stange, og han var blevet advaret men han alligevel undlod at passe på sin okse og den dræbte nogen, pådrog han sig blodskyld og kunne dømmes til døden. (2 Mos. 21:28-32) Hvis en tyv blev grebet på fersk gerning om natten og blev dræbt under kampen for at pågribe ham, var der ikke tale om blodskyld. Men hvis det skete om dagen hvor han var let at se, pådrog den der slog ham ihjel, sig blodskyld. (2 Mos. 22:2, 3) Ja, Jehovas lov tog i sandhed alle ting i betragtning; den påbød en retfærdig straf over de onde, men viste barmhjertighed mod dem der uforvarende begik en synd eller som uforsætligt kom til at overtræde loven.

Gengældelsen tøver ikke

14. Overholdt israelitterne som nation betragtet Lovens bestemmelser om livets hellighed, og hvilken anklage fik Guds profeter befaling til at rette mod den?

¹⁴ Hvilken anklage mod fortidens Israel viste denne retfærdige foranstaltning sig ikke at være! Skønt hele Israels lov lagde vægt på livets og blodets hellighed, var der, lige fra Jehova begyndte at tage sig af Israel, kun en lille rest der gav agt på de gentagne henvendelser Jehova fandt det nødvendigt at rette til sit folk, idet han ’årle og silde sendte sine profeter’ for at advare dem om den retfærdige gengældelse der uundgåeligt ville ramme dem. De ikke alene nægtede at tage imod Jehovas advarsel, men de løftede også hånd mod hans profeter og lod dem lide en grusom død, hvorved de føjede disse uskyldiges blod til deres blodskyld over for Jehova. (Jer. 26:2-8) Derfor rettede Jehova gennem Jeremias denne anklage imod dem: „Endog findes blod på dine hænder af fattige, skyldfri sjæle, blod, jeg ej fandt hos en tyv, men på alle disse.“ (Jer. 2:34) Og gennem Esajas sagde han: „Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort, kun få af de dødelige levnes.“ — Es. 24:5, 6.

15. Hvilken gengældelse lod Jehova ramme israelitterne på Jeremias’ tid, og hvilket større ansvar hvilede på deres efterkommere på Jesu tid?

¹⁵ Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t. på grund af byens mange forbrydelser over for Jehova, blandt andet dens blodskyld, og kun en rest undgik at blive dømt til døden. Men til trods for denne gengældelse fra Jehova kunne de religiøse ledere på Jesu tid lige så lidt som de religiøse ledere på Jeremias’ tid, benægte at de havde pådraget sig blodskyld. Også deres hænder var røde af Jehovas trofaste tjeneres blod, ja endog af hans egen elskede søns blod. — Matt. 23:33-36; 27:24, 25; Luk. 11:49-51.

16. Hvilket standpunkt har nationerne i dag taget i spørgsmålet om livets hellighed, og hvordan bør vort syn på det være?

¹⁶ Nu i vor tid er alle jordens nationers blodskyld blevet fuldmoden. Så stor er den blodskyld der hviler på „skøgen“, Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, at hun omtales som beruset af Jehovas folks blod. (Åb. 17:5, 6; 18:24) Jehovas blodhævner kan slå til når som helst, og ve den der da gribes i selskab med „skøgen“! (Åb. 18:4) De der har pådraget sig en sådan blodskyld vil, som David sagde, „ikke leve halvdelen af deres dage“. (Sl. 55:23, NW) Som salmisten bør vi indtrængende bede: „Fri mig fra blodskyld, Gud, min frelses Gud,“ og: „Frels mig fra blodstænkte mænd!“ (Sl. 51:16; 59:3) I den allernærmeste fremtid, når det mægtige lovprisningskor i himmelen lader pris stige op til Jehova fordi det sidste spor af Babylon den Store er fjernet og blodet af alle de uskyldige er hævnet, da vil vi på jorden istemme en takkesang sammen med alle som er undsluppet det sværd hvormed Jehovas hævner har eksekveret Hans dom. — Åb. 19:1, 2, 15, 21.

[Kort på side 369]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Tilflugtsbyer

Kedesh

Golan

Ramot

Sikem

Bezer

Hebron

Jordan

[Illustration på side 368]

Den uforsætlige manddraber måtte flygte til den nærmeste tilflugtsby for at blodhævneren ikke skulle indhente ham og dræbe ham i vrede