Kapitel 2
Hans eget folk måtte lære ham at kende
1. Hvad lærte ægypterne og deres tidligere trælle da den ene part ramtes af ulykke og den anden part oplevede sejren?
ÆGYPTEN må i sandhed have tabt terræn som datidens førende militærmagt. Da nyheden om katastrofen nåede de ægyptere som var blevet tilbage i landet, erkendte de vel omsider at den Gud deres tidligere trælle tilbad, var Jehova, den eneste levende og sande Gud. Og de udfriede israelitter kunne i denne sejrens time fuldt ud forstå de ord deres Gud havde udtalt om dem til Moses: „Jeg [vil] antage eder som mit folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er [Jehova] eders Gud, som udfrier eder fra ægypternes trællearbejde.“ (2 Mosebog 6:7) Nu kunne de forstå betydningen af Guds navn i en grad som end ikke deres forfædre på noget tidspunkt havde forstået det, som Jehova også havde sagt til Moses: „Jeg er HERREN. Jeg viste mig for Abraham, Isak og Jakob som Gud den Almægtige. Men jeg gav mig ikke til kende for dem ved mit navn JEHOVA.“ — 2 Mosebog 6:2, 3, New English Bible af 1970.
2. Hvem var de udfriede israelitter nu forpligtet til at blive vidner for, og hvad skulle de vidne om?
2 Nu påhvilede det disse udfriede israelitter at tjene som vidner over for deres efterkommere. De var blevet forpligtet til at tjene som Jehovas vidner for deres afkom, sådan som Gud havde sagt til Moses før han slog Ægypten med den ottende plage, græshoppeplagen: „Gå til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans tjeneres hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine tegn iblandt dem, for at du må kunne fortælle din søn og din sønnesøn, hvorledes jeg handlede med ægypterne, og om de tegn, jeg gjorde iblandt dem; så skal I kende, at jeg er [Jehova].“ (2 Mosebog 10:1, 2) Nu kunne han med rette sige til folket som han gjorde gennem sin profet Esajas cirka otte hundrede år senere:
3. Hvad kunne Jehova nu med rette sige til den udfriede nation, sådan som det udtrykkes i Esajas 43:1-12?
3 „Men nu, så siger [Jehova], som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! Når du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides, luen brænder dig ikke. Thi jeg er din Gud, jeg, [Jehova], Israels Hellige din frelser. . . . Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en gud ej dannet [af de afgudsdyrkende nationer], og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er [Jehova], uden mig er der ingen frelser. Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine vidner, lyder det fra [Jehova]. Jeg er fra evighed Gud.“ — Esajas 43:1-12.
4. Hvem lærte israelitterne at kende som deres Forsørger under deres lange vandring gennem den brændende ørken, og på hvilken måde?
4 Den udfriede israelitiske nation måtte nu gennem den brændende ørken for at komme til det forjættede land. Denne ørken var ikke et land der ’flød med mælk og honning’, sådan som det forjættede land skulle være, og derfor måtte de der tilhørte denne nation af Jehovas vidner lære ham at kende som den der kunne sørge for dem hele vejen. Tænk blot! At skaffe mad og vand til flere millioner mennesker og deres husdyr ude i Sinaj ørken! Cirka en måned efter at de havde forladt Ægypten, og de var begyndt at knurre på grund af maden, erklærede Jehova at han ikke ville lade dette bringe skændsel over sit navn. Han sagde til Moses: „Jeg har hørt israelitternes knurren; sig til dem: Ved aftenstid skal I få kød at spise, og i morgen tidlig skal I få brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er [Jehova] eders Gud.“ De lærte ham at kende som deres Forsørger da han om aftenen sendte en rigelig mængde vagtler og om morgenen den mirakuløse manna. (2 Mosebog 16:1-18) I alle de fyrre år de vandrede mod det forjættede land der flød med mælk og honning, gav Jehova dem regelmæssigt den livsopretholdende manna. Det var ikke almindeligt brød.
5, 6. Hvad skulle Guds omsorg for israelitterne i ørkenen have lært dem, men hvad kunne der ved afslutningen af deres vandring alligevel siges om deres hjerte, øjne og ører?
5 Hvad nu hvis vi i fyrre år kom til at opleve et nært, fortroligt forhold til Gud, vor Skaber, ligesom israelitterne gjorde dengang i ørkenen i det mellemste østen? Ville vi af hjertet påskønne den kundskab Gud bibragte os? Ville vi virkelig se med forståelse og værdsættelse på det Gud gjorde, og ville vi høre efter hvad Gud sagde, med ønsket om at adlyde? Ville vi bagefter føle at vi nu kendte Gud, vor Skaber? Det burde vi. Men da den fyrre års ørkenvandring nærmede sig sin afslutning sammenfattede profeten Moses alligevel virkningen af det Gud havde gjort for israelitterne, i disse ord:
6 „Men hidindtil har [Jehova] ikke givet eder hjerte til at forstå med eller øjne til at se med eller ører til at høre med. I fyrretyve år har jeg ført eder om i ørkenen; eders klæder blev ikke slidt af kroppen på eder, og dine sko blev ikke slidt af fødderne på dig; brød fik I ikke at spise, og vin og stærk drik fik I ikke at drikke, for at I skulle kende, at jeg er [Jehova] eders Gud.“ — 5 Mosebog 29:1-6.
7, 8. Hvordan lærte israelitterne i Refidim i ørkenen hvem der var deres Beskytter, og hvordan blev dette bekræftet af navnet på det alter der blev bygget?
7 På et tidligt tidspunkt i løbet af disse fyrre år hvor de på nært hold oplevede Guds omsorg og hjælp, burde de have lært ham at kende som den der beskyttede dem mod brutale fjender. I den anden måned af deres etapevise rejse i ørkenen kom de til Refidim. Skønt de dér måtte kæmpe i selvforsvar, kunne de have lagt mærke til at det var Gud der gav dem sejren over deres fjender. Hvordan det? Hvad skete der dér? Lad os læse:
8 „Amalekitterne kom og angreb Israel i Refidim. Moses sagde til Josua: ’Tag dine mænd, og marchér i morgen ud for at kæmpe for os mod Amalek; og jeg vil stille mig på bakketoppen med Guds stav i hånden.’ Josua udførte hans ordrer og kæmpede mod Amalek, mens Moses, Aron og Hur gik op på toppen af bakken. Hver gang Moses løftede hænderne fik Israel overtaget, og når han sænkede hænderne fik Amalek overtaget. Men da hans arme blev tunge tog de en sten og lagde den under ham, og mens han sad holdt Aron og Hur hans hænder oppe, én på hver side, sådan at hans hænder var løftede lige til solnedgang. Således slog Josua Amalek og huggede dets folk ned med sværdet. HERREN sagde til Moses: ’Skriv dette ned, og fortæl Josua det med disse ord „Jeg er besluttet på at udslette ethvert minde om Amalek under himmelen.“’ Moses byggede et alter, kaldte det Jehova-nissi og sagde: ’Min ed på det: HERREN er i krig med Amalek generation efter generation.’“ — 2 Mosebog 17:8-16, New English Bible (Navnet „Jehova-nissi“ betyder „Jehova er mit banner“.)
9. Hvem er det bedst at samles om, ifølge det der senere hændte amalekitterne?
9 Som det fremgår af historien gik der generationer, ja århundreder før de sidste amalekitter var udslettet, de sidste af Gud folks traditionelle fjender. Men Jehovas beslutning mod dem blev gennemført. Historien viser at vi hellere må samles om Jehova som vort banner, end hjælpe dem der modstår ham og hans folk. Hvis vi kender ham vil vi samles om ham.
HVILKEN SLAGS GUD HAN ER
10. Hvordan ved vi at det var en kritisk situation der var opstået ved Sinaj bjerg fordi det første og det andet bud var blevet overtrådt?
10 Alle disse historiske vidnesbyrd hjælper os til at forstå hvilken slags Gud denne Jehova er. Ved en kritisk lejlighed beskrev han sig selv over for Moses. Det skete omkring den fjerde måned efter at israelitterne havde forladt trældommen i Ægypten. Mens de stadig lå lejret ved Sinaj bjerg overtrådte tusinder af israelitter de to første af de ti bud ved at tilbede en afgud, en guldkalv. Som mellemmand for nationen måtte Moses gå i forbøn for den for at forvisse sig om at Gud stadig ville være nærværende hos dem under deres vandring gennem ørkenen. Og mens han da var oppe på bjerget hos Guds engel fremsatte han en anmodning, og Gud begunstigede ham med en særlig åbenbaring vedrørende det guddommelige navn. Om dette læser vi:
11. Hvad blev der på Moses’ anmodning oppe på bjerget bekendtgjort vedrørende Guds navn?
11 „Og Moses bad: ’Vis mig din herlighed.’ HERREN svarede: ’Jeg vil lade al min godhed passere forbi dig, og jeg vil udtale navnet JEHOVA mens du hører på det. Jeg vil være nådig imod den jeg vil være nådig imod, og jeg vil have barmhjertighed med den jeg vil have barmhjertighed med.’ . . . Og HERREN kom ned i skyen og tog plads ved siden af ham og udtalte navnet JEHOVA. Derpå gik HERREN forbi foran ham og råbte højt: ’JEHOVA, HERREN, en gud som er barmhjertig og nådig, langmodig, altid trofast og sand, som bevarer trofastheden mod tusinder, tilgiver uretfærdighed, oprør og synd, og ikke udrydder den skyldige fuldstændigt, men som straffer sønner og sønnesønner til tredje og fjerde generation for deres fædres uretfærdighed!’“ — 2 Mosebog 33:18 til 34:7, New English Bible. (I denne oversættelse af Bibelen står udtrykket „HERREN“ også for det hebraiske navn på Gud, „Jehova“.) Se også Apostlenes Gerninger 7:37, 38, 53; Galaterne 3:19.
12. Hvad kan en sådan Gud med rette kræve af alle sine skabninger, og hvilken ordning med dette for øje blev der truffet blandt israelitterne i ørkenen?
12 Disse egenskaber adskiller Jehova fra alle de såkaldte guder som er blevet tilbedt af mennesker og nationer. Moses følte sig stærkt tilskyndet til at tilbede en Gud som Jehova. Hvilket fornuftigt menneske som forstår at vise den rette værdsættelse ville ikke ønske at tilbede en Gud som Jehova? Han fortjener at blive tilbedt. Han, og han alene, kan med rette kræve at blive tilbedt af alle skabninger i himmelen og på jorden. Han forlangte at israelitterne som han havde udfriet fra det undertrykkende Ægypten, skulle tilbede ham. Han lod rejse et helligt åbenbaringstelt hvor hans udvalgte folk kunne tilbede ham ude i ørkenen. Han gav dem et præsteskab af Moses’ broder Arons slægt. Han foreskrev en række ofre som de kunne bringe ham ved bestemte lejligheder og af bestemte grunde. Disse ofre havde en særlig betydning og pegede frem til det store offer som Jehova ville bringe til veje når tiden var inde, et offer som skulle borttage hele menneskeverdenens synd. Om dette hellige åbenbaringstelt og dets præsteskab sagde Gud til Moses:
13. Hvad ville israelitterne komme til at kende når Gud helligede åbenbaringsteltet, dets alter og dets præsteskab?
13 „Jeg vil åbenbare mig for Israels børn [ved åbenbaringsteltet], og det skal helliges ved min herlighed. Jeg vil hellige åbenbaringsteltet og alteret, og Aron og hans sønner vil jeg hellige til at gøre præstetjeneste for mig. Og jeg vil bo midt iblandt Israels børn og være deres Gud; og de skal kende, at jeg [Jehova] er deres Gud, som førte dem ud af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg [Jehova] deres Gud!“ — 2 Mosebog 29:43-46.
14. Hvad blev dette åbenbaringstelt afløst af århundreder senere, og om hvad bad den der byggede det?
14 Dette transportable åbenbaringstelt blev flere hundrede år senere afløst af et grundmuret tempel som blev opført på Morija bjerg i byen Jerusalem. Det blev bygget af kong Salomon, der var søn af David fra Betlehem, i årene fra 1034 til 1027 før vor tidsregning. Jehova helligede dette tempel som et tilbedelsessted ligesom han havde gjort med åbenbaringsteltet der blev rejst af Moses. (1 Kongebog 6:1-38) Kong Salomon bad om at det måtte være sådan; og om det guddommelige svar på hans bøn læser vi i Første Kongebog 9:1-3:
15. Med hvilke ord besvarede Jehova Salomons bøn vedrørende templet?
15 „Da . . . lod [Jehova] sig anden gang til syne for ham, som han havde ladet sig til syne for ham i Gibeon; og [Jehova] sagde til ham: ’Jeg har hørt den bøn og begæring, du opsendte for mit åsyn. Jeg har helliget dette hus, som du har bygget, for der at stedfæste mit navn til evig tid, og mine øjne og mit hjerte skal være der alle dage.’“
16. Hvem var med rette interesseret i hvad der foregik i templet, og hvorfor?
16 Jehovas navn blev således knyttet til dette tempel i Jerusalem, og selv fjerne folkeslag blev klar over dette. Med rette var Jehova dybt interesseret i hvad der foregik i dette tempel, eftersom det ville berøre hans hellige navn. Det ville være en alvorlig overtrædelse at besmitte hans tempel.
ISRAEL OG SYRIEN MÅTTE LÆRE HAM AT KENDE
17. Hvilket rige blev oprettet som følge af Salomons troløshed, og hvordan gav Jehova også dette rige lejlighed til at kende ham?
17 Fordi kong Salomon som havde bygget templet blev troløs mod Jehova i sin alderdom, rev Gud ti af Israels tolv stammer fra hans søn og efterfølger Rehabeam. Han tillod at Israels ti-stammerige blev oprettet med en selvstændig hovedstad og kongeby. Dette nye rige holdt snart op med at tilbede Jehova i hans tempel i Jerusalem og begyndte at tilbede guldkalve i byerne Dan og Betel. Dette skete i år 997 f.v.t. Syvoghalvtreds år senere blev Akab, der var søn af den onde kong Omri, konge over disse ti stammer som udgjorde Israel. Han gik endnu videre i afgudsdyrkelsen, for han giftede sig med en datter af en udenlandsk præst for den falske gud Ba’al og indførte ba’alsdyrkelsen i sin hovedstad, Samaria. (1 Kongebog 16:29-32) Jehova ønskede dog ikke at dette ti-stammerige skulle glemme ham fuldstændigt, og derfor sendte han sine profeter til det og gav gang på gang de afgudsdyrkende israelitter lejlighed til at lære ham at kende som Jehova, deres forfædres Gud.
18, 19. Hvilket budskab overbragte Jehovas profet til kong Akab dengang Benhadad af Syrien og hans allierede kom for at angribe Samaria?
18 På kong Akabs tid skete dette ved flere lejligheder. I forbund med toogtredive konger kom syrerkongen Benhadad med en vældig hær og belejrede hovedstaden Samaria. Efter nogle resultatløse forhandlinger med kong Akab besluttede syrerne og deres allierede at storme byen. Hvad skete der da?
19 „Men en profet trådte hen til kong Akab af Israel og sagde: ’Så siger [Jehova]: Ser du hele den vældige menneskemængde der? Se, jeg giver den i dag i din hånd, og du skal kende, at jeg er [Jehova]!’“ — 1 Kongebog 20:1-13.
20. Hvem lærte israelitterne da at kende som sejrens Gud, men hvad blev kong Akab advaret om?
20 Under direkte kommando af kong Akab, der var udpeget dertil af Jehova, rykkede de belejrede israelitter ud til angreb og var i stand til at tilføje syrerne et stort nederlag. Det lykkedes kong Benhadad af Syrien at undslippe til hest sammen med nogle ryttere. Israels ti-stammerige måtte i sandhed kende at sejrens Gud er Jehova! Jehova vidste imidlertid at syrerne ikke havde taget ved lære men ville mistyde deres ydmygende nederlag, og at kong Benhadad derfor ville mønstre en ny hær og gentage angrebet på Samaria det følgende år. Gennem en profet advarede Jehova barmhjertigt kong Akab om dette og opfordrede ham til at ruste sig med henblik på dette angreb. — 1 Kongebog 20:22-25.
21. Hvorfor sagde Gud at han ville hjælpe israelitterne da kong Benhadad vendte tilbage med en stærk hær?
21 Jehovas profeti slog ikke fejl, for året efter vendte kong Benhadad ganske rigtigt tilbage med en tilsyneladende overlegen hær for at kæmpe mod Israels Gud, denne gang på slettelandet. Den historiske beretning fortæller: „Israelitterne . . . rykkede dem i møde og lejrede sig lige over for dem som to små gedehjorde, medens aramæerne [syrerne] oversvømmede landet. Da trådte en Guds mand hen til Israels konge og sagde: ’Så siger [Jehova]. Fordi aramæerne siger: [Jehova] er en bjerggud og ikke en dalgud! vil jeg give hele den vældige menneskemængde der i din hånd, og I skal kende, at jeg er [Jehova]!’“ — 1 Kongebog 20:26-28.
22. Hvordan gik kampen denne gang, og hvorfor var kong Akab ilde til mode da han drog hjem til Samaria?
22 En uge senere brød kampen løs, og det viste sig at syrerne havde bedømt Jehova forkert. Han var med israelitterne, og på én dag huggede de hundrede tusind mand af syrernes fodfolk ned, og da de overlevende syrere flygtede til byen Afek blev over syvogtyve tusind mand dræbt under bymuren, der, ikke helt tilfældigt, styrtede ned over dem. Den slagne kong Benhadad så ingen anden udvej end at overgive sig til sejrherrerne og håbe på deres barmhjertighed. Kong Akab afsluttede dog ikke sin gudgivne sejr ved at handle som Jehovas skarpretter og dræbe kong Benhadad som trodsede Gud, og derfor gav Jehova udtryk for sit mishag med ham. Jehovas profet sagde at straffen ville ramme ham for hans fejltrin, og da kong Akab havde grund til at tro hans ord, drog han hjem til Samaria, ikke sejrsberuset, men misfornøjet og ilde til mode. — 1 Kongebog 20:29-43.
23, 24. Hvilken national ulykke kom Israels ti-stammerige til sidst ud for, og hvad var grunden, ifølge Anden Kongebog 18:11, 12?
23 Hvordan det gik Israels ti-stammerige står som en alvorlig advarsel til nationerne i nutidens kristenhed. Eftersom israelitterne i religiøs henseende undlod at drage nytte af det de havde lært, at frelsens Gud var Jehova, blev hele nationen ramt af en katastrofe i 740 f.v.t. Fordi de fortsatte med at dyrke falske guder og at overtræde Jehovas bud, blev deres endeligt som en uafhængig nation fuldbyrdet i dette år, hvor deres hovedstad blev ødelagt, ikke af syrerne, men af den anden verdensmagt, Assyrien. De overlevende israelitter blev ført i landflygtighed til Assyriens fjerne provinser, hvor Jehovas profeter ikke kom. Israels rige som svigtede Jehova, bestod kun i 257 år. Nationerne i nutidens kristenhed har ingen undskyldning for ikke at forstå hvorfor denne nationale ulykke ramte Israels ti-stammerige, for den inspirerede profet og bibelskribent Jeremias oplyser grunden med disse ord:
24 „Til straf for at de ikke havde adlydt [Jehova] deres Guds røst, men overtrådt hans pagt, alt hvad [Jehovas] tjener Moses havde påbudt; de hørte ikke derpå og gjorde ikke derefter.“ — 2 Kongebog 18:11, 12.
BABYLON OG ANDRE NATIONER MÅTTE LÆRE HAM AT KENDE
25. Hvad forudsagde profeten Esajas om Juda riges indbyggere med hensyn til deres landflygtighed og deres tilbagevenden til deres hjemland?
25 Broderlandet med de tilbageværende stammer, Juda og Benjamin, og med hovedstaden Jerusalem, fortsatte som et selvstændigt rige i endnu 133 år. Her i Juda rige oprejste Jehova sin profet Esajas over femogtredive år før Samaria blev ødelagt af Assyrien, det andet verdensrige. Under inspiration af Jehovas ånd forudsagde profeten Esajas at Jerusalem også med tiden ville blive ødelagt, men af det næste verdensrige, Babylon, og at Judas land ville komme til at ligge øde fordi de overlevende indbyggere ville blive ført i landflygtighed til Babylonien. Men når Jehovas tid var inde ville Babylon selv blive knækket som det tredje verdensrige, og den sejrende konge, Kyros, som Esajas forudsagde ved navn, ville lade de landflygtige jøder vende tilbage til deres hjemland så de atter kunne opdyrke det og det kunne blive som et paradis. De hjemvendte landflygtige skulle også genopbygge den hellige by Jerusalem og dens tempel til tilbedelsen af Jehova. (Esajas 44:24 til 45:7; 35:1-10) Idet Esajas brugte de landflygtige jøders hjemvenden som et profetisk billede på noget langt større der skulle ske her i det tyvende århundrede, sagde han videre:
26. På foranledning af hvem skulle de landflygtige vende tilbage, hvordan skulle det ske, og hvad ville de således erfare?
26 „Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg løfter min hånd for folkene, rejser mit banner for folkeslag, og de bringer dine sønner i favnen, dine døtre bæres på skulder. Konger bliver fosterfædre for dig, deres dronninger skal være dine ammer. De kaster sig på ansigtet for dig, slikker dine fødders støv. Du skal kende, at jeg er [Jehova]; de, som bier på mig, bliver ikke til skamme.“ — Esajas 49:22, 23.
27, 28. Hvor udbredt skulle kundskaben om de landflygtige jøders hjemvenden blive, og hvem skulle således kende at han var Jehova?
27 Når de landflygtige vendte hjem, hvilket skete i 537 f.v.t., var det ikke blot den jordiske organisation af den sande Guds vidner der skulle kende at han var Jehova. Det samme skulle de hedenske folkeslag. At denne vigtige viden ville blive udbredt i internationalt omfang blev forudsagt af profeten Ezekiel efter at Jerusalem og Juda var blevet lagt øde i 607 f.v.t. og mens de deporterede jøder stadig var landflygtige i Babylon. Til de øde „Israels bjerge“ blev profeten Ezekiel inspireret til at sige følgende som Jehovas talerør:
28 „Se, jeg kommer og vender mig til eder, og I skal dyrkes og tilsås; jeg gør mennesker, alt Israels hus, mangfoldige på eder, byerne skal bebos og ruinerne genopbygges; jeg gør mennesker og dyr mangfoldige på eder, ja de skal blive mangfoldige og frugtbare; jeg lader eder bebos som i fordums tider og gør det bedre for eder end i fortiden; og I skal kende, at jeg er [Jehova].“ „Sig derfor til Israels hus: Så siger den Herre [Jehova]: Det er ikke for eders skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanæret blandt de folk, I kom til. Jeg vil hellige mit store navn, som vanæres blandt folkene, idet I har vanæret det iblandt dem; og folkene skal kende, at jeg er [Jehova], lyder det fra den Herre [Jehova], når jeg helliger mig på eder for deres øjne.“ — Ezekiel 36:8-11, 22, 23.
29. Hvordan understreges det alene i Ezekiels profetiske bog hvor betydningsfuldt det er at kende hvem Gud er?
29 Var det vigtigt at kundskaben om at han var Jehova blev udbredt i så stort omfang? Det giver han i hvert fald selv udtryk for! Hele vejen gennem Ezekiels profeti viser den suveræne Herre og Gud hvor vigtigt det var, ved gang på gang at erklære at nationer og folkeslag og enkeltpersoner ’skulle kende at han er Jehova’; ja denne erklæring forekommer toogtres gange. Sidste gang denne særlige udtalelse forekommer i Ezekiels profeti, er i Ezekiel 39:6, 7, hvor den suveræne Herre og Gud i fuld alvor siger:
30. Hvem „skal kende, at [han] er [Jehova]“, ifølge det sidste sted de udtryk forekommer i Ezekiels profeti?
30 „Og jeg sætter ild på Magog og på de fjerne strandes trygge indbyggere; og de skal kende, at jeg er [Jehova]. Mit hellige navn kundgør jeg midt i mit folk Israel, og jeg vil ikke mere vanhellige mit hellige navn; og folkene skal kende, at jeg er [Jehova], den Hellige i Israel.“ — Se også Ezekiel 29:17, 21.
31. Hvordan passer Joels profeti på den oprustning nationerne foretager i dag, og hvad vil de der befinder sig på den sejrende side afgjort erfare?
31 I de kritiske tider her i det tyvende århundrede, hvor nationerne opruster og ligger inde med de mest dødbringende krigsvåben, synes profeten Joels ord at passe som aldrig før, skønt de blev udtalt og nedskrevet i det niende århundrede før vor tidsregning, og altså før Ezekiels profeti. Joel skrev: „Råb det ud blandt folkene, helliger en krig, væk heltene op! Lad alle våbenføre mænd komme og drage op! Smed eders plovjern om til sværd, eders vingårdsknive til spyd! Det trækker op til en konflikt om verdensherredømmet. Hvad vil kampens udfald lære de der står på den sejrende side? Dette: I skal kende, at jeg er [Jehova] eders Gud, som bor på Zion, mit hellige bjerg. Jerusalem skal blive en helligdom, og fremmede [verdslige nationer] skal ikke mere drage derigennem.“ — Joel 3:14, 15, 22.
32. I hvor stort omfang henleder Ezekiel opmærksomheden på det guddommelige navn?
32 Hvad den senere profet Ezekiel angår, henleder han fra først til sidst opmærksomheden på det guddommelige navn. I de indledende vers i sin profetiske bog nævner han at hans profeti skyldes Jehovas inspiration. Helt henne i slutningen af sin profetiske bog, ja med de to sidste hebraiske ord i den, oplyser han navnet på den suveræne Herre og Gud. Ifølge den måde hvorpå New English Bible (1970) gengiver det allersidste vers, hvor en bemærkelsesværdig by på jorden omtales profetisk, skriver han: „Byens omkreds skal være atten tusind alen, og byens navn skal herefter for evigt være Jehova-shammah.“ Dette navn betyder „Jehova selv er der“. — Ezekiel 48:35; NEB; NW.
33. Har Gud siden jødernes hjemvenden i 537 f.v.t. stadig haft grund til at give sig til kende ved sit navn over for alle nationer og folkeslag?
33 Profeten Ezekiel fuldførte bogen med sin profeti i 591 f.v.t., fireoghalvtreds år før de landflygtige jøder vendte tilbage til deres hjemland, hvilket skete i 537 f.v.t. (Ezekiel 29:17) Denne bemærkelsesværdige begivenhed gjorde et vist indtryk på de hedenske nationer dengang. Var det efter den tid ikke længere vigtigt eller nødvendigt for den suveræne Herre og Gud at tvinge nationerne og folkeslagene til at kende at han var Jehova? Er det i vor betydningsfulde tid ikke vigtigere end nogen sinde før at han lader alle jordens nationer kende at han er Jehova? Jo afgjort. Det er nu tiden hvor den eneste levende og sande Gud må træde frem og gøre sig kendt ved sit navn over for alle nationer og folkeslag. Han må gøre dette for at vise at han er til, at han er Gud, at han er Skaberen, at han taler sandt, og at han indtager den suveræne stilling i hele universet. Ja, selve udtrykket „den suveræne Herre Jehova“ (NW) forekommer 215 gange i Ezekiels profeti.
34. Hvilket tidspunkt må snart være nået, ifølge Ezekiel 38:8, 16, og hvilken kundskab vil alle nationer meget snart få indprentet som aldrig før?
34 Her i den sidste tredjedel af det tyvende århundrede er der én ting vi ikke må overse vedrørende den sidste bekendtgørelse af Guds hensigt, at „folkene skal kende, at jeg er [Jehova]“. (Ezekiel 39:7) Hvad er det? Dette: profetien skal opfyldes „ved årenes ende“, „i dagenes sidste del“. (NW). (Ezekiel 38:8, 16) Når vi tænker på alt det der er sket siden den første verdenskrig, som udbrød i 1914, for over seksoghalvtreds år siden, må årenes forudsagte ende, dagenes sidste del, snart være her! Alle nationer vil meget snart komme til at lære Jehova, den eneste levende og sande Gud, at kende på en måde som de aldrig før har kendt ham. Ingen af os kan undgå dette. Vi er alle en del af disse nationer. Vil vi stå som vindere eller tabere når vi bibringes denne yderst vigtige kundskab om Jehova?
35. Hvilken profetisk bog bør vi se lidt nærmere på nu, i betragtning af Guds ofte erklærede hensigt, og hvilken måde er det bedst at lære Jehova at kende på?
35 Eftersom Jehova så mange gange har erklæret hvad nationerne og folkeslagene skal kende, da bør vi, uanset om vi nu bryder os om Jehova og hans navn eller ej, se lidt nærmere på Ezekiels profetiske bog. Da vil vi kunne se hvordan vigtige dele af den er blevet opfyldt i vor tid. Mange oprigtige mennesker har stadig en usikker forestilling om det højeste Væsen, den almægtige Gud. De kan ikke andet end høste gavn af at undersøge hans vise og betimelige vejledning til os i dag. Hvorfor blive tvunget til at kende at han er Jehova på den måde som Farao, herskeren over fortidens Ægypten, blev tvunget? Da vi elsker liv og lykke er det langt bedre for os at tage imod hans nådige indbydelse til at lære ham at kende nu på en fredelig og venlig måde.