To billeder på udfrielse
„Han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens.“ — 1 Joh 2:2.
1. Hvordan ser Jehovas vidner på deres møder, og hvordan giver dette sig til kende?
JEHOVAS VIDNER er interesserede i alle deres møder, men der er ét møde der adskiller sig fra de øvrige og som de interesserer sig særligt for. Det holdes én gang om året og ligner ingen af de andre møder, hverken i hensigt, betydning eller indhold. Derfor bestræber de der tilhører den nye verdens samfund sig ikke alene for selv at komme, men opfordrer og indbyder også på det hjerteligste andre, nyinteresserede, til at overvære mødet.
2. (a) Hvorfor er „Herrens aftensmåltid“ noget særligt? (b) Hvordan kan alle komme til bedre at forstå det der da finder sted?
2 Det møde vi tænker på er „Herrens nadver“ eller „Herrens aftensmåltid“, ofte kaldet mindehøjtiden fordi Jesus sagde „Vedbliv med at gøre dette til minde om mig.“ I år, 1963, vil „Herrens aftensmåltid“ blive fejret den 8. april efter klokken 18. En af de ting der gør dette møde til noget særligt er at de for hvis skyld det først og fremmest holdes og som ordene der tales ved denne lejlighed specielt er henvendt til, udgør et fåtal, ja, som rapporterne viser bliver deres antal mindre år for år, mens det samlede antal tilstedeværende stadig vokser. Endvidere erkender vi at de sandheder der da drøftes, og som vi skal betragte i det følgende, hører til de dybe sandheder i Guds ord, er „fast føde“ og ikke blot „børnelærdommens“ mælk. I betragtning heraf og i betragtning af at det for mange måske er det første møde de overværer hos Jehovas vidner, mener vi det vil være på sin plads at se på nogle enkeltheder vedrørende Guds foranstaltning til menneskehedens udfrielse, således at ikke blot de få men alle der er til stede denne aften kan få en bedre forståelse og større værdsættelse af det der siges og gøres ved denne lejlighed. — 1 Kor. 11:20, 24, NW; Hebr. 5:12; 6:1.
3. I hvilken henseende har vi alle det samme behov, og hvorledes er dette behov blevet opfyldt?
3 Det der danner grundlaget for aftenens tema er Jesu død, og denne vil også tjene som et udmærket udgangspunkt for vor drøftelse her. Sandt er det at ’mennesket Kristus Jesus gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle’ ved at give afkald på sit fuldkomne menneskeliv, hvorved han blev menneskets genløser og befrier. Han er „Guds lam, som borttager verdens synd“. I så henseende er vi alle, som børn af Adam, ens stillet og har det samme behov. Lad os aldrig glemme det. Lad os altid være taknemmelige mod Jehova for denne foranstaltning, og mod hans dyrebare søn, der så villigt medvirkede til dens gennemførelse. — 1 Tim. 2:5, 6, NW; Joh. 1:29, fodnoten.
4. Kommer genløsningsofferets fortjeneste alle til gode på samme måde, og er Jehova forpligtet i nogen som helst retning?
4 Men skønt vi alle opnår en genløsning ved denne ene handling følger det ikke heraf at det er Guds hensigt at dette genløsningsoffer skal komme alle til gode på samme måde. Bibelen viser at udfrielse fra synd og død for menneskeheden i almindelighed vil finde sted i Guds rige, den lovede nye himmel og nye jord, under kongen Jesus Kristus. Men Bibelen viser også at det er Guds velbehagelige vilje at nogle, nemlig kun et fåtal, skal modtage deres andel af dette genløsningsoffers fortjeneste på en måde og på et tidspunkt der adskiller dem fra andre. Og lad det være sagt med det samme at dette ikke sker i kraft af dem selv som følge af egen fortjeneste, men er et udtryk for Jehovas overvældende godhed, som ingen mennesker kan gøre sig fortjent til. Hvis det behager ham at handle med nogle forud for andre og udfri dem på en særlig måde da er han fuldt ud berettiget dertil. Som Paulus sagde i en drøftelse af netop dette spørgsmål, kan vi ikke ’gå i rette med Gud’. — Åb. 21:1-4; Rom. 9:20.
5. Hvilket skriftsted viser at der er en forskel i denne henseende?
5 Apostelen Johannes viser tydeligt at der er en sådan forskel når han om Jesus Kristus siger: „Han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens.“ (1 Joh. 2:2) Lad os for at få en bedre forståelse heraf se tilbage på et drama der står nedtegnet i Bibelen og som udspilledes for mere end fireogtredive århundreder siden, nemlig Jehovas folks, Israels, udfrielse af Faraos hånd,
Udfrielsen fra Ægypten
6, 7. Nævn hovedbegivenhederne under israelitternes udfrielse fra Ægypten? Hvad førte de til og hvad er dette et billede på?
6 Denne udfrielse hører til de største begivenheder i det fortidige Guds folks historie, ja er måske den største i storslåethed og dramatisk intensitet. Når vi træder lidt tilbage for at få et vue over hele det store maleri der er beskrevet for os i Anden Mosebog, kapitlerne tre til femten, ser vi visse dele af billedet træde skarpere frem end de øvrige. De kan opsummeres som følger: Faraos hånlige svar på Jehovas krav gennem Moses om at ’lade hans folk rejse’ efterfølges af de ti plager, der kulminerer i Ægyptens førstefødtes død, hvorefter israelitterne den næste dag opfordres til hurtigst muligt at forlade landet; israelitternes marchtaktik under Jehovas ledelse forårsager at de ægyptiske hærstyrker sætter efter israelitterne, der mirakuløst føres gennem Det røde Hav på „tør bund“ da „vandet delte sig“; til slut „vendte vandet tilbage“ under Moses’ udrakte hånd, og hele Faraos krigsmagt går til grunde. „Ikke en eneste af dem blev tilbage,“ siges der. I sandhed en storslået udfrielse, der er et billede på den vældige udfrielse som Jehova vil udvirke for alle sine „får“ når han, ved Kristus Jesus, bortrydder alle Satans hærstyrker i Harmagedon og tilintetgør Satans tingenes ordning, den onde verden af i dag, som det gamle Ægypten var et billede på. Alle de overlevende vil da sammen opløfte en vældig lovprisningssang til Jehova sådan som israelitterne gjorde under Moses’ ledelse dengang Mirjam sang omkvædet: „Syng for [Jehova], thi han er højt ophøjet, hest og rytter styrted han i havet!“ — 2 Mos. 5:1; 12:29; 14:1-4, 21, 28; 15:1, 21.
7 Hvis vi nu træder nærmere hen til lærredet vil vi lægge mærke til at der findes et andet billede indsat i det, et billede der er fuldstændigt i sig selv men som dog udgør en del af helheden. Dette billede fremstiller også en udfrielse, men af en ganske speciel art.
Israels førstefødtes udfrielse
8. (a) Hvad måtte israelitterne gøre for at beskytte sig mod den tiende plage? (b) Hvordan og hvorfor skulle dette mindes?
8 Umiddelbart efter at Moses havde gjort Farao bekendt med den sidste og frygtelige plage, de førstefødtes død både blandt mennesker og kvæg i hele Ægypten, gav Jehova Moses særlige instruktioner til israelitterne. Kort fortalt skulle hver husstand tage et lam på den tiende dag i denne måned, som herefter skulle være årets første måned for dem, og „have det gående til den fjortende dag i denne måned“, da de så skulle slagte det og stryge noget af blodet på de to dørstolper og overliggeren i hvert hus. Samme nat skulle de „spise kødet . . . stegt over ilden“, med „usyret brød og bitre urter“ til. Når de spiste skulle de have „bælte om lænden, sko på fødderne og stav i hånden“, og de skulle spise „i største hast“, for „det er påske for [Jehova]“. „For Eder skal blodet på husene, hvor I er, tjene som tegn, og jeg vil se blodet og gå Eder forbi; intet ødelæggende slag skal ramme Eder, når jeg slår Ægypten.“ Herefter skulle israelitterne hvert år på den samme dag gentage dette ritual. De skulle fejre dagen som „en mindedag“, som „en højtid for [Jehova], slægt efter slægt“. Og når deres børn spurgte hvad denne skik betød, skulle de svare: „Det er påskeoffer for [Jehova], fordi han gik israelitternes huse forbi i Ægypten, dengang han slog ægypterne, men lod vore huse urørte!“ — 2 Mos. 12:1-14, 27.
9, 10. Hvordan forholdt Israels førstefødtes udfrielse sig til hele nationens udfrielse?
9 På denne højst usædvanlige måde foranstaltedes en særlig udfrielse for Israels førstefødte. Kun deres liv var i fare denne nat, og kun ved hjælp af „påskeofferets“ blod blev de forbigået og udfriet fra en pludselig død. Læg mærke til at denne særlige udfrielse af de førstefødte gik forud for hele Israels nations udfrielse ved overgangen over Det røde Hav. — 2 Mos. 12:21.
10 Hvordan hjælper dette os nu til at forstå Johannes’ udtalelse om at Jesus er „soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens“? — 1 Joh. 2:2.
Dette billedes opfyldelse
11. Hvad er temaet i Hebræerbrevet, og som hvad omtales de førstefødte?
11 Det er ikke blevet overladt til os selv eller vor egen fantasi at finde frem til den rette forståelse af disse begivenheder. I sit brev til hebræerne siger Paulus tydeligt at alt hvad der skete med Israel under Lovpagten var „en skygge af de kommende goder“ og blev givet som et „sindbillede“. Ja, i virkeligheden er dette hovedlinjen i Paulus’ bevisførelse i dette særlige brev, hvori han gang på gang viser at Loven med dens bud og ofre var et forbillede på langt herligere ting der skulle komme. I Hebræerne 1:6 omtaler han Jesus som Guds „førstefødte“, hvilket han er forud for nogen andre; men senere nævner han en gruppe mennesker der indtager en lignende stilling idet han beskriver dem som „en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene“. — 2 Pet. 1:20; Hebr. 10:1; 9:9; 12:23.
12. Hvem er de førstefødte der nævnes i Hebræerne 12:23?
12 Hvem er de? Det er sande kristne der tilsammen udgør „Guds hus, som jo er den levende Guds kirke [menighed, NW]“. De „har fået del i en himmelsk kaldelse“ sammen med Kristus Jesus, som er deres „ypperstepræst“. Som Guds trofaste søn er han blevet indsat som hoved for det hus Gud bygger, „og,“ siger Paulus, „hans hus er vi.“ — 1 Tim. 3:15; Hebr. 3:1-6.
13. Er medlemskab af en kirke i kristenheden en garanti for at man tilhører den sande kirke?
13 På baggrund af disse skriftsteder kan vi se at det ikke er et spørgsmål om at slutte sig til en eller anden kirke i kristenheden og blive medlem af den. Ingen kan gøre sig selv til et medlem af den sande kirke eller blive kanoniseret til helgen af et eller andet religiøst samfund på jorden. Nej, det er en „dommer, som er alles Gud“ der har „sat lemmerne på legemet, og ethvert af dem således som han ville“. Jesus selv sagde at de der skulle arve Riget og sidde med ham på den himmelske trone kun ville udgøre en „lille hjord“, et mindretal. Dette i sig selv udelukker de millioner der mener at de er kristne blot fordi de er medlemmer af en kirke og går til gudstjeneste og regelmæssigt deltager i det man almindeligvis kalder nadveren, messen eller den hellige kommunion. — Hebr. 12:23; 1 Kor. 12:18; Luk. 12:32.
14. Hvem fremstilledes billedligt ved Israels førstefødte, og hvilken bibelsk begrundelse kan der gives herfor?
14 Findes der nogen bibelsk begrundelse for at betragte den sande kirke, „menigheden af førstefødte“, som et modstykke til og forbilledligt fremstillet ved Israels førstefødte der blev særligt udfriet hin nat i Ægypten? Ja. Da Paulus skrev til „Guds menighed i Korint, til dem, der er helligede i Kristus Jesus“, opfordrede han dem indtrængende til at bortskaffe en bestemt fordærvelig indflydelse som havde vundet indpas iblandt dem, og idet han atter baserede sine argumenter på det der forud var skildret ved Loven sagde han: „Lad os derfor holde højtid [det usyrede brøds højtid], ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød.“ Og hvilken begrundelse giver han så for at sande kristne fejrer det usyrede brøds højtid på denne billedlige måde, ikke blot én dag men hver dag i året? Læg mærke til hans svar: „Thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus.“ — 1 Kor. 1:2; 5:7, 8; 2 Mos. 13:6.
15. Hvilken særlig udfrielse er der blevet truffet foranstaltning til for den sande kirke, såvel i fremtiden som nu i tiden?
15 Dette offer som blev bragt med „Kristi dyrebare blod“ som med „blodet af et lam uden plet og lyde“ har resulteret i en særlig udfrielse for disse førstefødte af de kristne, og det i dobbelt forstand. For det første er der hermed sikret dem „adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige“ samt „en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, . . . i Himlene“, som Peter siger, og for det andet har det allerede nu ganske bogstaveligt resulteret i en udfrielse for dem ved tro. Paulus udtrykte det således: „Han [Gud], som friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige. I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.“ Især siden 1919 er de der hører til denne skare blevet udfriet fra det „mørke“ der ifølge profeten Esajas skulle dække jorden, og mens de endnu er i kødet er de gået ind til de vidunderlige velsignelser som det større lys og tjenesten for Riget har medført, som beskrevet i denne samme profeti. — 1 Pet. 1:4, 19; 2 Pet. 1:11; Kol. 1:13, 14; Es. 60:1-3.
16. (a) Hvordan forholder den lille hjord sig til Jesus som Abrahams sæd? (b) Hvordan hjælper dette os til at se hvilken plads den særlige udfrielse indtager i det større billede?
16 Guds ord peger altså tydeligt på en særlig udvalgt menighed, en „lille hjord“, der som den første kommer til at nyde godt af Kristi genløsningsoffers fortjeneste, forud for den øvrige del af menneskeheden. Som allerede nævnt er Jesus selv Guds førstefødte, forud for nogen andre; dog er der andre som er nært forbundet med ham og som med ham som deres hoved udgør „menigheden af førstefødte“. På lignende måde er Kristus Jesus selv den lovede Abrahams sæd, men ved Jehovas ufortjente godhed er disse førstefødte også „Abrahams sæd“ eller „Abrahams afkom“ eftersom de er „døbt til Kristus“ og „hører Kristus til“. Gennem denne sæd er det at „alle jordens nationer [skal] velsigne sig“ i Guds rige efter den store udfrielse fra nutidens Ægypten i Harmagedon. Vi ser således at det mindre billede på den særlige udfrielse af de førstefødte finder sted først og går forud for det større billede, hvis opfyldelse i sandhed vil fremkalde en lovprisningssang til Jehova, „thi han er højt ophøjet“. Det er grunden til at Jehova i første instans, billedligt talt, drog ned til Ægypten for at „vinde sig et navn“. — Gal. 3:16, 27, 29; 1 Mos. 22:18, NW; 2 Mos. 15:21; 2 Sam. 7:23.
17. Hvordan skal 1 Johannes 2:2 forstås?
17 Vi kan derfor også forstå hvorfor Johannes skrev til disse førstefødte at Jesus først og fremmest er „soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens“. — 1 Joh. 2:2.