„en fakkel for andre folkeslag“, veg pladsen for det fanatiske håb om en folkeførers komme, en der kunne gå i spidsen for dem og sejre over deres politiske og religiøse fjender. Håbet om et „sabbatsårtusind“ på jorden, under hvilket Messias skulle indføre ’en guldalder med paradisisk lykke’ „en verden med fuldendt fred og harmoni blandt alle skabninger“, blev erstattet af et uklart håb om liv i himmelen, baseret på en tanke om iboende udødelighed som man havde lånt fra babylonierne, perserne og grækerne.

Årene gik. Og man så ikke noget til en sådan politisk Messias der skulle befri jøderne, eller — efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 — genindsamle dem og atter give dem bolig i deres land. Således mistede selv dette forvanskede Messiashåb efterhånden sin betydning i jødernes hjerter. Alfred Edersheim siger: „Hvorfor er Israels forløsning og Messias’ komme blevet forsinket så uforklarligt længe? Her befinder Synagogen sig ved et uforklarligt mysterium. Det må indrømmes at de forklaringer der gives kun er gætterier, eller måske snarere forsøg på at undvige det egentlige spørgsmål. Det eneste der står tilbage at gøre, er myndigt at forlange tavshed i alle disse spørgsmål — en tavshed der, som de ville sige, udtrykker dyb, beklagende underkastelse under det uforklarlige, . . . den stadigt tilbagevendende skuffelses og fortvivlelses tavshed. Synagogens store håb har således stået skrevet som et epitaf på en sønderbrudt gravsten, kun for at blive sagt igen og igen af de tusinder der, i disse lange århundreders løb, forgæves har badet helligdommens ruiner med deres tårer.“

Lykkeligvis kan rettænkende jøder stadig vende sig til det oprindelige håb om et jordisk paradis der skal genrejses under Messias’ herredømme, og nogle har allerede fået dette håb og vendt deres sorg til glæde. Men for mange af vore øvrige læsere står endnu dette spørgsmål tilbage: Hvad betød Jesu Kristi komme som Messias for håbet om et „sabbatsårtusind“ med „fred og harmoni blandt alle skabninger“ på jorden? Og hvis Jesus har bekræftet dette håb, hvordan kan det da være at næsten ingen protestanter eller katolikker nærer det?

Brød Moses sit ord?

VED slutningen af den niende plage — tre dages totalt mørke — truede Farao Moses med ordene: „Vogt dig for at komme mig for øje mere; thi den dag, du kommer mig for øje, er du dødsens!“ (2 Mos. 10:28) Ifølge Anden Mosebog 10:29 svarede Moses: „Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for øje!“

Men i det følgende kapitel i Anden Mosebog, versene 4 til 8, læser vi om hvordan Farao af Moses bliver underrettet om den 10. plage. Havde Moses brudt sit ord? Nej, det synes ikke at være tilfældet. Versene 1-3 i kapitel 11 skal åbenbart betragtes som parentetiske. At Moses sagde: „Jeg skal ikke mere komme dig for øje,“ betød ikke at han holdt op med at tale til Farao. Han fortsatte sin erklæring med at underrette Farao om den 10. plage. Og først da, siger beretningen, „gik [Moses] ud fra Farao med fnysende vrede“. — 2 Mos. 11:8.

Det var kun fordi Moses vidste at den 10. plage ville blive den sidste at han kunne love Farao ikke at vise sig for ham mere. Ellers ville det have været overmodigt af ham at gå ind på noget som måske ville have været i modstrid med Jehovas vilje. Ordene i Anden Mosebog 11:1-3 viser at Moses var klar over at den 10. plage ville blive den sidste, og disse vers giver os også oplysning om hvad israelitterne skulle gøre efter at denne plage var kommet over ægypterne. — Jævnfør Anden Mosebog 11:2, 3 med Anden Mosebog 12:35, 36.

Som tingene udviklede sig blev Farao tvunget til at sende bud efter Moses og Aron. Ydmyget af den 10. plage sagde Farao til dem: „Bryd op og drag bort fra mit folk, I selv og alle israelitterne, og drag ud og dyrk [Jehova], som I har forlangt. Tag også eders småkvæg og hornkvæg med, som I har forlangt, og drag bort; og bed også om velsignelse for mig!“ (2 Mos. 12:31, 32) Hvilken forskel! Den Farao som havde truet Moses med døden, bad nu Moses om en personlig velsignelse! Han ønskede ikke at blive ramt af flere ulykker og var bange for at Moses og de øvrige israelitter skulle forbande ham når de forlod Ægypten.