eksempel kun de tyre der havde specielle kendetegn.

26. Hvordan betragtede ægypterne deres konge?

²⁶ En fremtrædende plads i ægypternes religion indtog deres hersker Farao. Om ham siges der:d „Farao selv var en gud og en central skikkelse i sine undersåtters liv. Den regerende konge var på en og samme tid den inkarnerede Horus, en himmelgud med falkehoved, og Horus . . . den retmæssige arving til sin fader Osiris’ trone. Hele Ægyptens velfærd var direkte forbundet med kongens. . . . Kongen var arvtageren efter hele rækken af kongelige forfædre som strakte sig tilbage hinsides de jordiske dynastier . . . til de guddommelige dynastier der herskede dengang guderne selv vandrede på jorden, og ved døden sluttede kongen sig til hint ærefrygtindgydende selskab,“ ifølge ægyptisk tankegang.

27. Hvorfor tillod Jehova at Ægyptens falske gudsdyrkelse og undertrykkelsen af hans folk fortsatte i så lang tid?

²⁷ Dette var altså det Ægypten der holdt Israel i trældom og som Moses blev sendt til. Det bestod i sandhed af „vredens kar, fuldt færdige til fortabelse“. (Rom. 9:17-22) Dog tillod den store Pottemager at det fortsatte som en verdensmagt. Hvorfor? For sit store navns skyld. Havde han ikke også forudsagt at Abrahams sæd skulle mishandles i fire hundrede år? I dette tidsrum fik Ægypten lov til at undertrykke Guds udvalgte folk. — 1 Mos. 15:13.

28, 29. Hvorfor skulle hele Ægypten lide for Faraos hårdnakkethed?

²⁸ Når vi undersøger beretningen ser vi at den udelukkende drejer sig om hvordan den store Pottemager handler med ét kar, Farao. På baggrund heraf kunne man med rette spørge hvorfor en hel nation skulle lide for én mands skyld. Der kan anføres mere end én grund hertil. For det første kunne Farao alene ikke have undertrykt hele Israels folk og trodset Jehova. Hertil krævedes en vældig organisation, og derfor var alle som understøttede Farao i hans undertrykkelse af Israels folk og hans trods mod Jehova delagtige i hans forbrydelse. Var der desuden ikke en „stor hob sammenløbet folk“ bestående af ikke-israelitter der forlod Ægypten og marcherede mod friheden sammen med israelitterne? (2 Mos. 12:38) Jo. Ingen kan derfor sige at den store Pottemager, Jehova Gud, er uretfærdig.

²⁹ Desuden viser Bibelen at det er noget der hedder samfundsansvar. Således skulle man i det gamle Israel i tilfælde af et uopklaret mord tage visse forholdsregler, idet de ældste i den by hvor den myrdede var blevet fundet skulle sørge for at rense byen for blodskyld eftersom hele byen blev holdt ansvarlig for mordet. (5 Mos. 21:1-9) Ud fra samme princip pådrog hele Benjamins stamme sig skyld fordi den nægtede at udlevere niddingerne i Gibea som havde mishandlet en kvinde til døde. (Dom. 20:8-48) Også i vor tid anerkendes dette princip om samfundsansvar; et eksempel er den vesttyske demokratiske republik, der af sig selv har tilbudt at holde de jødiske og andre ofre for den nazistiske forfølgelse skadesløse.

30, 31. Hvilken betydning har de begivenheder der udspilledes i forbindelse med de ti plager for os i dag?

³⁰ Den bibelske beretning om hvordan den store Pottemager handlede med sine jordiske kar på Moses’ tid har den største betydning for os i dag. En nærmere betragtning af den vil øge vor værdsættelse af den store Pottemagers, Jehova Guds, visdom, retfærdighed, magt og kærlighed. Den vil også over for os understrege betydningen af at underlægge sig ham, at lade sig lede af hans ord, hans hellige ånd og hans synlige redskab, hans jordiske meddelelseskanal. For hvem kan modstå hans udtrykkelige vilje?

³¹ Ydermere vil det bidrage til en styrkelse af vor tro, for vi vil se at disse begivenheder har en parallel i vor tid. Endelig vil det hjælpe alle kristne forkyndere til en større værdsættelse af deres forkynderhverv, for de har nu den forret at være med til at udøse de plager der i vor tid skal udgydes over det modbilledlige Ægypten, heri indbefattet Babylon den Store. Dette skulle derfor anspore os til med den største interesse at fortsætte undersøgelsen af dette emne!

Den store Pottemager former jordiske kar

„Jeg er Jehova, og der findes ingen anden. Som danner lyset og skaber mørket, udvirker fred og skaber ulykke. Jeg, Jehova, gør alt dette.“ — Es. 45:6, 7, NW.

1. For hvem skaber Jehova lys og fred, og for hvem skaber han mørke og ulykke? Hvad er grunden?

JEHOVA Gud har som den store Pottemager ret til at handle med sine skabninger efter sin suveræne vilje. Som det behager ham danner han lyset og udvirker fred og skaber mørke og ulykke, som vi læser i Esajas 45:7. (NW) De retfærdige skænker han lys og fred, for vi læser: „Over de retfærdige oprinder lys.“ „Megen fred har de, der elsker din lov.“ Men for de gudløse skaber Jehova mørke og ulykke: „Gudøses vej er som mørket.“ „Over gudløse sender han regn af gløder og svovl.“ — Sl. 97:11; 119:165; Ordsp. 4:19; Sl. 11:6.

2. Hvad har det undertiden behaget Jehova at sende over ulydige, foruden at han lader sin sol skinne og regnen falde over såvel onde som gode, og hvilket eksempel fremgår dette af?

² At den store Pottemager gør dette gav han et slående eksempel på med de ti plager han sendte over det gamle Ægypten på Moses’ tid; i særdeleshed gjaldt dette de sidste syv plager. Men ligesom Jehova lader solen skinne over såvel onde som gode og lader det regne over såvel retfærdige som uretfærdige, således har det også tjent hans suveræne hensigt at sende ulykke og ondt over såvel sit eget folk, når det var ulydigt, som over sine fjender. Vi ser derfor at Israels folk også kom til at lide under de tre første plager. — Matt. 5:45.

3, 4. (a) Hvordan tjener de plager der kom over Ægypten til yderligere at fremhæve Jehovas stilling som den store Pottemager? (b) Hvorfor bør vi være interesserede i denne beretning?

³ Den virkning som disse plager havde på dem de ramte understreger yderligere Jehovas suveræne stilling som den store Pottemager. Disse plager tjente hans hensigt på den måde at de åbenbarede hjertetilstanden hos dem der blev berørt af dem. Når plagerne blev taget bort, forhærdedes Faraos hjerte samt de af hans undersåtter der havde hans ånd. Men selv om de første tre plager også ramte Israels folk fik det ikke Moses og hans landsmænd til at klage. Ja, der var tilmed „en stor hob sammenløbet folk“, ikke-israelitter, der tog ved lære af plagerne; ellers ville de ikke have forladt Ægypten sammen med israelitterne hin mindeværdige nat den 14. nisan. — 2 Mos. 12:38.

⁴ Som vi allerede har gjort opmærksom på har beretningen om de ti plager der kom over Ægypten mere end historisk interesse for kristne i dag. Den udgør en del af det „der forhen er skrevet . . . for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb“. En af de måder hvorpå Guds ord tjener dette formål er at det indeholder profetiske billeder der skildrer personer, steder og begivenheder som vi finder modstykke til i vor tid. — Rom. 15:4.

Profetiske billeder

5. Hvad kan der siges om de profetiske billeder, og hvilket bibelsk princip gælder for forståelsen af dem?

⁵ De profetiske billeder fremholder i almindelighed ikke sandheder der er særegne for det pågældende profetiske billede, men tjener tværtimod som oftest til at understøtte og belyse sandheder der kommer til udtryk andre steder. Således tjener de profetiske billeder der nævnes i Hebræerbrevet 7:26 til 10:22 først og fremmest til støtte for det der siges i den øvrige del af De kristne græske Skrifter om Jesus som ypperstepræst. Og selv om det ikke er klogt dogmatisk at fastslå betydningen af de profetiske billeder der ikke er forklaret i selve Bibelen, ser det dog ud til at det er blevet muligt at forstå dem ved hjælp af Guds hellige ånd, i overensstemmelse