Spørgsmål fra læserne
● Når der bliver læst højt af Salmerne, skal man så læse ordet Sela med? — L. E. M., De forenede Stater.
Ved højtlæsning af Bibelens salmer skulle der ikke være nogen grund til at læse ordet Sela. Som der siges i fodnoten til Salme 3:2 i New World Translation er Sela et hebraisk musik- eller recitationsudtryk hvis betydning vi ikke kender i dag. Derfor står det i kursiv i New World Translation. Eftersom hverken oplæseren eller tilhørerne forstår hvad dette ord betyder, vækker oplæserens udtale af ordet ikke nogen tanker hos tilhørerne, hvorfor ordet roligt kan udelades uden at noget går tabt af Salmernes indhold.
● Under samtaler med Syvende Dags adventister henviser disse ofte til Esajas 66:23 som bevis for at sabbaten skal overholdes i den nye verden. Hvordan skal dette skriftsted forstås? — J. F., Schweiz.
Hvis dette skriftsted kan tolkes derhen at sabbaten er en forordning der gælder kristne i al evighed, må Syvende Dags adventisterne også overholde de mosaiske nymånedage, for de nævnes i det samme skriftsted. De udgjorde også en uadskillelig del af den gamle lovpagts anordninger. (4 Mos. 10:10; 28:11; 1 Krøn. 23:31) Det er grunden til at apostelen Paulus omtaler dem begge der hvor han viser at de kristne ikke længere er bundet af Lovpagtens forordninger: „I overholder dage og måneder og festtider og år. Jeg frygter for, at jeg måske har slidt forgæves med jer.“ „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat.“ — Gal. 4:10, 11; Kol. 2:16.
Under lovpagtsordningen talte man ugerne ved hjælp af sabbaterne og månederne ved hjælp af nymånedagene. I den nye verden kan vi vente at der vil være et eller andet tidsregningssystem, og derfor siges der faktisk at fra uge til uge og fra måned til måned eller til stadighed og uafbrudt vil den ny verdens indbyggere komme og tilbede for Jehovas åsyn. Forstår vi kernen i Esajas 66:23 kan vi se at det ikke modsiger, som det jo heller ikke kunne, hvad de øvrige inspirerede Skrifter siger om at Lovpagten ikke længere står ved magt for kristne.
● I 1 Mosebog 3:16 siger New World Translation: „Til kvinden sagde han: ’Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs smerte; med fødselsveer skal du føde børn’.“ Skriftsteder der taler om barnefødsler synes alle at støtte den tanke at fødsler er smertefulde. Men havde de bibelske nedskrivere levet i vor tid, da der gøres så meget for at fjerne den frygt der altid har været forbundet med at føde, ville de så ikke have set anderledes på spørgsmålet? — B. F., De forenede Stater.
Moderne oversættelser (RS, AT, MO, NW) af 1 Mosebog 3:16 bruger ordet „smerte“ i forbindelse med fødsler. Det hebraiske ord er ‛itsabón. Moderne hebraiske leksika definerer ordet som „møje, smerte, sorg, bedrøvelse“, og som „smerte, møje og græmmelse“. Jehova Gud brugte det samme ord til Adam i 1 Mosebog 3:17. Lemek brugte det i 1 Mosebog 5:29 og New World Translation gengiver det vore hænders „smerte“. Når et menneske må slide og slæbe med sine hænder, erfarer hans hænder ikke lise, lindring eller lettelse.
I 1 Mosebog 3:16 har vi det beslægtede hebraiske ord ‛etseb som New World Translation gengiver med „fødselsveer“. Dette hebraiske ord forekommer i Salme 127:2; Ordsprogene 5:10; 10:22; 14:23; 15:1 i den hebraiske tekst. New World Translation gengiver dette beslægtede ord i samme betydning som smerte.
Hvorfor? Fordi ordet ‛etseb og det beslægtede ‛itsabón kommer af det hebraiske udsagnsord ‛atsáb. Dette udsagnsord forekommer i 1 Mosebog 6:6; 34:7; 45:5 og i mange andre bøger i De hebraiske Skrifter. I alle disse tilfælde betyder de at gennemgå noget ubehageligt, at føle fortræd og smerte. I 1 Mosebog 6:6 siges der om Jehova Gud at „det skar ham i hjertet“. I 1 Mosebog 34:7 siges der at „mændene græmmede sig“ da de hørte at deres søster Dina var blevet voldtaget.
Jehova Guds ord til Eva er blevet bekræftet af de erfaringer kvinderne har gjort under barnefødsler i de årtusinder der er gået siden Evas dage. Det vil dog ikke sige at smerterne ikke kan mildnes ved forberedende metoder der er naturlige i deres anvendelse. En barnefødsel er stadig en smertefuld fysisk oplevelse selv om den udstås med mod og sjælsstyrke fordi den fødende ved hvad der er i vente, og hvordan hun kan samarbejde med naturen, og fordi hun glæder sig over at sætte et menneskeliv i verden. — Joh. 16:21.
For nogle få år siden blev der fremstillet en film i Frankrig der lovpriste den naturlige fødsels fortrin. Filmen hed „Dr. Laurents ejendommelige tilfælde“. Den viste hvordan en ung moder klarede fødselsveerne og selve fødselen. Der kunne ikke være mindste tvivl hos tilskueren om hvorvidt en fødsel er en smertefuld oplevelse eller ej. Det er den, men den behøver ikke at være forbundet med så overvældende smerter at den skulle slå den fødende med rædsel.
● Skal en søster tildække hovedet når hun leder en bøn i overværelse af en indviet broder som ikke er hendes mand? Er det nødvendigt at hun gør det når hun under lignende omstændigheder leder et bibelstudium, eller her ledsages af en af menighedens tjenere der oplærer hende, eller af zonetjeneren? — M. S., De forenede Stater.
Der synes ikke at være grund til at en indviet kvinde nogen sinde behøver at lede en bøn i nærværelse af voksne indviede mænd. (1 Kor. 11:3) På betelhjemmet i Brooklyn opfordres en søster aldrig til at lede familien i bøn. Når der er en voksen indviet mand til stede, enten det nu er i menigheden eller i hjemmet, skal han repræsentere de øvrige tilstedeværende i bøn til Jehova Gud. Hvis en uindviet ægtemand ønsker at hans hustru skal fremsige en bøn kan hun gøre det, men i respekt for hans stilling som overhoved bør hun tildække hovedet. (1 Kor. 11:5, 10) Når ægtemanden ikke er til stede, men indviede børn, sønner, under myndighedsalderen er det, bør moderen også tildække hovedet når hun leder dem i bøn. I sådanne tilfælde kan hun efter eget skøn selv fremsige bønnen eller lade en af sine indviede sønner gøre det. Men en udøbt søn skulle aldrig repræsentere familiens indviede medlemmer i bøn. Når der udelukkende er indviede kvinder, for eksempel moder og døtre, til stede i hjemmet, kan moderen, hvis hun ønsker det, bede en af sine indviede døtre om at lede bønnen. I et sådant tilfælde behøver ingen af dem at tildække hovedet.
Der kan imidlertid forekomme tilfælde, som de i spørgsmålet nævnte, hvor det er tilrådeligt at en søster leder et hjemmebibelstudium selv om der er en indviet broder til stede; eller det kan ske at en søster leder et hjemmebibelstudium med en broder der lige er blevet døbt og som stadig trænger til hjælp. Hvad så? I sådanne tilfælde skulle den indviede broder bede bønnen, hvorefter søsteren kan lede studiet med tildækket hoved. Dette gør hun af respekt for den teokratiske orden, fordi han, såvel som hun selv, er medlem af Guds menighed, og i menigheden er det manden der bør være lærer. (1 Tim. 2:11, 12) Hvis en indviet søster leder et studium med sin ikke-indviede mand, eller med en anden i overværelse af sin ikke-indviede mand, bør hun også tildække hovedet, nemlig i en anerkendelse af at det er manden som bør give bibelsk undervisning når hans familie er til stede, i dette tilfælde hans hustru.
Moseloven mindede på forskellig måde de israelitiske kvinder om den privilegerede stilling mændene indtog hos Jehova, så de, kvinderne, altid kunne have mandens stilling som hoved for øje og undgå at falde i samme vildfarelse som Eva. Det var for eksempel kun mændene der bar Jehovas pagtsfolks legemlige kendemærke, nemlig omskærelsen. Og når en israelitisk kvinde havde født en pige var hun uren dobbelt så længe som når hun havde født en dreng. Da Jesus på mirakuløs vis havde bespist skarerne, talte apostlene kun de mænd der var til stede: „De, som havde spist, var omtrent fem tusinde mænd, foruden kvinder og børn.“ „De, der havde spist, var fire tusinde mænd, foruden kvinder og børn.“ — 2 Mos. 12:48; 3 Mos. 12:2, 5; Matt. 14:21; 15:38.
I den kristne menighed bliver kvindens teokratiske stilling i forhold til manden understreget ved foranstaltningen med at tildække hovedet. Foruden dens dybe symbolske betydning virker den til fremme af harmoni og fred. Den tjener også til at advare kristne kvinder imod at øve en upassende indflydelse, og gør kristne mænd vågne for ikke at ligge under for en sådan, ligesom Adam, Samson, kong Salomon og medlemmer af menigheden i Tyatira. — Åb. 2:20-23.